Skal Spaniens venstrefløj forblive ved magten, skal den omforme staten

Interviewet er oversat med tilladelse fra For Spain’s Left to Remain in Power, It Has to Remake the State, Jacobin, 30. Juli 2023

“¡No pasarán!”, råbte tilhængere af Spaniens centrum-venstre socialistparti (PSOE), da de fejrede et uventet comeback for deres parti ved parlamentsvalget sidste søndag. Udbredte spådomme om at det konservative Partido Popular (PP) og den yderste højrefløj repræsenteret ved partiet Vox var ved at storme ind i regeringen, mobiliserede venstrefløjsvælgere i massevis. Resultaterne bekræftede den socialistiske premierminister Pedro Sánchez’ satsning på en antifascistisk kampagnestrategi, da de højreorienterede partier ikke formåede at vinde et arbejdsdygtigt flertal.

At højrefløjens planer led nederlag, skyldtes hovedsageligt store tab til Vox, som betød, at det ultrahøjreorienterede parti faldt fra 52 parlamentsmedlemmer i 2019 til 33 i søndags. PP [Partido Popular, det store konservative folkeparti, o.a.] vandt valget med 32 procent af stemmerne og 136 pladser. Partiet øgede sin stemmeandel med over halvdelen, hovedsageligt ved at sluge støtten til det nu hedengangne Ciudadanos, et spansk-unionistisk og stædigt neoliberalt parti, der spillede en vigtig rolle i 2010’erne, men som ikke stillede op ved dette valg. Alligevel mangler PP-Vox-parret i alt syv pladser for at kunne danne en regering – og efter at have skubbet regionalistiske kræfter fra sig med sin aggressive spanske nationalisme, har parret nu ingen vej til magten.

Efter at en ubrudt række af koalitioner mellem de konservative og det ekstreme højre var blevet valgt over hele Europa sidste år, standsede Spanien kontinentets højredrejning – ikke mindst på grund af et massivt fremmøde i Catalonien til fordel for den nuværende venstresnoede regering.

Alligevel er endnu en periode for en sådan regering usikker og vil kræve, at der etableres et vanskeligt opnåeligt parlamentsflertal. PSOE scorede sit bedste valgresultat i procenter siden 2008 (31,7 procent og 122 pladser), mens den nye enhedsplatform på venstrefløjen, Sumar, der ledes af arbejdsminister Yolanda Díaz, sikrede sig 12,3 procent og 31 mandater. For at sikre et arbejdende flertal vil det være nødvendigt at indgå aftaler med fem regionale partier. Blandt andet det centrum-højreorienterede uafhængighedsparti Catalan Junts under ledelse af den tidligere catalanske premierminister Carles Puigdemont, som er i eksil og står over for kriminelle anklager i Spanien i forbindelse med den ulovlige catalanske folkeafstemning om uafhængigheds i 2017.

I et interview med Jacobins Eoghan Gilmartin understreger politolog Mario Ríos Cataloniens centrale betydning både for at forstå resultaterne af sidste søndags valg og for at finde en progressiv vej frem for Spanien. Efter Ríos mening var det i sidste ende PP’s manglende evne til at komme overens med landets “multinationale” karakter, der kostede partiet valgsejren.

Højrefløjen kommer til kort

Eoghan Gilmartin Efter et svært nederlag ved kommunal- og regionsvalgene i maj så udsigterne for venstrefløjen ikke gode ud, da man bevægede sig ind i valgkampen til parlamentsvalget. I de fleste meningsmålinger stod højreblokken til enten meget tæt på at vinde eller til at vinde et absolut flertal af pladser. Så hvad forklarer dette resultat, og venstrefløjens uventede stærke præstation?

Mario Rios Der er to væsentlige faktorer, der kan forklare sidste søndags resultater. Den første er øget valgdeltagelse blandt venstrefløjsvælgere, især blandt dem, der stemte på Sumar. Hvis man sammenligner resultaterne ved kommunalvalget for de forskellige venstrefløjspartier, der bagefter sluttede sig sammen i Sumars enhedsplatform, ikke kun Podemos og dets allierede, men også [regionale venstrefløjskræfter] Más Madrid, Compromís osv. gik de fra tilsammen 1,5 millioner stemmer, da de stillede op hver for sig i maj, til tre millioner ved dette parlamentsvalg. I virkeligheden var der tale om en moderat stigning i PSOEs stemmeandel i forhold til maj, men det var den radikale venstrefløj, der havde den største fremgang.

Den anden kendsgerning var en vis demobilisering af centrumvælgere. Især PP-lederen Alberto Núñez Feijóos katastrofale præstation i den sidste uge af valgkampen – da han blev fanget offentligt i løgne om pensionstal i et tv-interview og blev tvunget i defensiven om sit venskab med den dømte narkohandler Marcial Dorado — fik visse usikre vælgere, som tidligere havde støttet det hedengangne, liberale Ciudadanos til at vende sig fra PP, og det samme gjaldt muligheden for, at Vox kom ind i regeringen. Så der opstod en situation, hvor venstrefløjen gik til valg i stort tal for at forsvare sig mod fascismen, mens centrumvælgerne blev demobiliseret af frygt for, hvad Vox og dets leder Santiago Abascals ekstremistiske diskurs ville betyde for landet.

Eoghan Gilmartin Hvor mange centrumvælgere blev hjemme?

Mario Rios Analyser efter valget tyder på, at der var tale om op imod en halv million tidligere Ciudadanos-vælgere på nationalt plan. Det er vælgere, som alle meningsmålingerne havde forventet ville støtte PP, men på valgdagen gjorde de det ikke, og det var helt klart afgørende. Et yderligere element her var afstemningen i Catalonien, som forstærkede den høje venstrefløjsdeltagelse andre steder. Et flertal af catalanerne stemte på de to partier i den siddende koalitionsregering – PSOE og Sumar – mens der var et væsentligt fald i støtten til de partier, som er tilhængere af uafhængighed. Den antikapitalistiske Candidatura d’Unitat Popular opnåede ingen repræsentation, og både partiet det Catalanske Republikanske Venstre og Junts mistede støtte.

Catalanerne gik til valget for både at støtte den brede venstrefløjskoalition mod højrefløjen og for at afvise alle forsøg på at genoptage konfrontationen om uafhængighed. De store fremgange for koalitionspartierne betyder, at mange af Det republikanske Venstres og Junts vælgere besluttede sig til at skifte over til det catalanske socialistparti og til Sumar. Koalitionen har måske nok ikke været i stand til at tilbyde en endelig løsning på den catalanske konflikt, men den har dæmpet spændingerne, og mange vælgere, der tidligere støttede uafhængighedskræfterne, er nu kommet videre og har andre prioriteringer.

Eoghan Gilmartin Hvordan vil du vurdere Sánchez’ kampagne?

Mario Rios Ingen have forventet hans seneste comeback – og det var i betragtning af meningsmålingerne en overraskelse. Han og hans partis kampagne havde stor succes med at konfrontere højrefløjens diskurs og tage udtrykket “Sanchismo” til sig – det var den etikette, som har været brugt af højrefløjen til at beskrive Sánchez som en trussel mod den spanske nation. Der var f.eks. det berømte “Perro Sanxe”-meme [ligner Bidens Dark Brandon-persona]. PSOEs kampagne fokuserede på frygten for en PP-Vox-regering og pegede især på truslen om, at de fremskridt, som er gjort under den nuværende koalition (en blanding af socialdemokratisk politik og forbedrede borgerrettigheder) ville være truet – især dem, der er knyttet til LGBTQ-samfundet og kvinder. Dette tjente til at mobilisere partiets base mod den politik, som blev fremført af PP’s Feijóo og Vox’ Abascal.

Eoghan Gilmartin Som du nævnte, havde Feijóo en meget dårlig afslutningsuge i valgkampen, hvor han endnu engang viste, at han er en middelmådig politisk leder. Men hvor går PP’en hen nu? Et argument er, at partiets vej tilbage til magten skal ske ved, at partiet overtager en del af Vox’ stemmer, og at det er nødt til at koncentrere sig om kampen på sin højre flanke med en kandidat, der står for en hård linje som Madrids Trump-lignende guvernør, Isabel Díaz Ayuso. PP’s og Vox’ samlede stemmeandel var 45,5 procent, et point højere end da PP vandt sine to absolutte flertal i 2011 og 2000. Men fordelt mellem to højrefløjspartier, blev denne stemmeandel omsat til færre mandater. Alligevel siger du, at tab blandt mindre politiserede usikre vælgere også var et stort problem. Hvor går PP så hen nu?

Mario Rios PP står over for et meget kompliceret dilemma ved næste parlamentsvalg, men efter min mening kommer der ikke valg lige med det samme. Jeg tror ikke, vi får omvalg om et par måneder, der vil nok snarere i sidste ende blive dannet en ny progressiv koalition, og der vil blive indgået en aftale med Junts. Det er rigtigt, at Junts er et opdelt politisk rum med forskellige fraktioner: de mere radikale, som er tættere på Puigdemont, presser på for at fremtvinge nyvalg, men der er en anden del, der ønsker at forhandle med Sánchez og måske sikre visse indrømmelser. Det er klart, at dets erklærede krav om en afstemning om uafhængighed og fuld amnesti [for de catalanske ledere, der er underlagt strafferetlige anklager efter den uautoriserede uafhængighedsafstemning i 2017] ikke er realistiske. Men i sidste ende vil Junts blive straffet, hvis der afholdes nyvalg, så i stedet vil partiet forsøge at sælge en symbolsk indrømmelse som en sejr til den catalanske offentlighed.

Men for at vende tilbage til PP: partiet står over for to tæt forbundne dilemmaer. Det første er, som du sagde, om det skal placere sig længere til højre eller mere mod midten. Det andet er dets mangel på en territorial model for Spanien. Især er det meget svært for PP at vinde et parlamentsvalg uden at opnå et meget bedre resultat i Catalonien. Partiet skal være i stand til at tilbyde det catalanske folk en aftale om, hvordan man kommer videre med det territoriale spørgsmål.

Den spanske højrefløj er generelt for Madrid-centreret, og dens vision om det spanske samfund trækker i høj grad på de former for ideologisk polarisering, der fremføres af Madrid-baserede medier. Jeg tænker på aviser som ABC, El Mundo og La Razón, som formulerede en strategi, der gik ud på at fratage Sánchez’ legitimitet på grund af hans forbindelser til nationalistiske partier i Baskerlandet og Catalonien. Det har tydeligvis virket for guvernør Ayuso i hovedstaden, men Madrid er ikke Spanien. I deres angreb på Sánchez var der meget lidt forskel på PP og Vox – måske i tonen, men budskabet var det samme, dvs. at han ikke er en demokratisk legitim leder på grund af disse alliancer.

Den spanske højrefløj er nu klar over, at Vox repræsenterer en hindring for, at PP kan regere – at Vox mobiliserer flere stemmer på venstrefløjen end yderligere stemmer på højrefløjen. Vi vil nu komme til at se en samordnet højreorienteret mediekampagne mod Vox i håb om at marginalisere partiet. Problemet er, at det har et konsolideret vælgergrundlag på 10 til 12 procent, og det kan jeg ikke se ændre sig ved næste valg. Det er ikke nemt for PP at overvinde disse dilemmaer. For at vinde et parlamentsvalg skal det vælgermæssigt flytte sig mod centrum og udvikle en mere inkluderende diskurs omkring Catalonien. Spørgsmålet er, hvordan man gør det med Vox på sin højre flanke.

Eoghan Gilmartin Mens Vox mistede mange mandater på grund af den måde, Spaniens valgsystem straffer mindre partier på, tabte partiet faktisk kun 2,5 procent af sine stemmer fra 2019. Hvor går partiet hen nu? Dets kampagne blev ført af partiets mest ekstremistiske lederskikkelse, Jorge Buxadé, der ikke kun gennemtrumfede en hård linje mod de anti-spanske “indre fjender”, dvs. catalanske og baskiske nationalister, men som også importerede alt-right-konspirationsteorier fra USA.

Mario Rios Ja, Buxadé er fascist. Jeg ved ikke, om Abascal faktisk er fascist eller bare en ultrakonservativ populist, men Buxadé er.

Eoghan Gilmartin Når man har læst hans bog, kan man se hans oprindelse i Falangen – først og fremmest i hans essentialistiske opfattelse af Spanien som udtryk for en “uigenkaldelig historisk vilje”, som ingen generation eller del af nationen har ret til at stille spørgsmålstegn ved.

Mario Rios Præcis — Spanien opfattes som havende en evangelisk mission, der er knyttet til religion og katolicisme. Vox er i den forstand frankismens omsætning til demokratiet. Det er et parti, der går forud for systemet, og ikke et parti, der er imod systemet. Det er imod den nuværende forfatning fra 1978 [der blev indført efter diktatoren Francisco Francos død] og dens statsmodel af autonome regioner, men fra et perspektiv, der går forud for det nuværende system, og af nostalgi efter diktaturets undertrykkende centralisme.

Mere generelt tror jeg, at Vox sandsynligvis vil gå længere i en ekstremistisk retning, for at konsolidere sit vælgergrundlag. Det vil virkelig satse på sin hårde strategi fra denne valgkamp og fortsætte med at engagere sig i disse former for konspirationsteorier omkring FN’s udviklingsmål [der betragtes som et “eliteplot”] osv., for på den måde klart at adskille sig fra PP.

Et flernationalt alternativ

Eoghan Gilmartin Valget blev også set som en nøgle til magtbalancen i Den europæiske Union, hvor lederen af Det europæiske Folkeparti, Manfred Weber, overvejer en alliance mellem sin gruppering og Giorgia Melonis højreekstreme Europæiske Konservative og Reformister. Er dette et stort tilbageslag for en sådan omgruppering?

Mario Rios Ja, de spanske valgresultater standsede tendensen til Europas højredrejning i kølvandet på krigen i Ukraine. For første gang i løbet af det sidste år opstod der en uensartet alliance af progressive kræfter, der var i stand til at stoppe den reaktionære bølge og udkonkurrere alliancen mellem konservative og det yderste højre. En del af Sánchez’ kampagne for at konfrontere højrefløjen bestod i at understrege, at den europæiske mainstream ikke ville have det godt med en Feijóo-Abascal-regering — at det ville sætte Spanien i en svagere position i EU. Spanien er et af de mest pro-europæiske lande, især i sammenligning med Frankrig eller Italien, og dette var også en stærk, mobiliserende faktor.

Ud over det bekræfter resultaterne også, at Spanien kun kan komme videre i demokratisk og social henseende hvis blokken bestående af centrum-venstre, den alternative venstrefløj og regionale, nationalistiske partier arbejder sammen. Der er kun to muligheder for at danne et politisk flertal lige nu: den konservative-ultrahøjreorienterede alliance eller venstrefløjen sammen med flernationale allierede. Hvad mere er, så har PSOEs vælgere accepteret dette. Det, partiets ledelse havde været bange for, var at dets samarbejde med det baskiske EH Bildu og det Catalanske Republikanske Venstre ville skade det i regioner som Andalusien [hvor der er stærkere spansk-nationalistisk stemning], men dette skete ikke. Vælgerne dér ved, at hvis PSOE skal regere, skal det indgå aftaler med baskiske og catalanske allierede – og at alternativet til dette er at Vox, kom i regeringen.

Eoghan Gilmartin Hvis man ser fremad, så sagde du, at du troede, at en ny progressiv regering i sidste ende vil blive dannet. Men hvad er dens udsigter med en så kompliceret parlamentarisk aritmetik?

Mario Rios Junts ved, at der ingen appetit er i det catalanske samfund på nyvalg lige nu, og at partiet vil blive straffet for at genoplive udsigten til en PP-Vox-koalition. Incitamenterne er klare, men forhandlingerne bliver vanskelige. Desuden ville alle nye koalitioner med et så vanskeligt parlamentarisk flertal at arbejde med formentlig have lettere ved at nå til enighed om territoriale og institutionelle reformer end om sociale og økonomiske. Det baskiske nationalistparti og Junts er højreorienterede kræfter, og mens den progressive regeringskoalitions forrige periode var centreret om sociale og økonomiske spørgsmål (som forbedring af arbejdernes rettigheder, boliger og lønninger), vil man i denne valgperiode sandsynligvis blive nødt til at fokusere mere på demokratiske reformer af statslige institutioner, for eksempel om landets politiserede dømmende magt og om fremskridt med hensyn til territorial autonomi.

Det er formentlig den eneste måde, hvorpå det nye flertal kan komme til at fungere. De regionale nationalistpartier vil få mere indflydelse end i det sidste parlament.

Sumar og den spanske venstrefløjs fremtid

Eoghan Gilmartin Sumars alliance med Podemos måtte indgås i et kapløb med tiden efter at Sánchez havde udskrevet valg før tiden. Forhandlingerne var en traumatisk oplevelse for begge sider. Men i sidste ende og under disse vanskelige forhold var venstrefløjens stemmeandel et ret godt resultat i forhold til 2019, og der var tale om en kæmpestor forbedring i forhold til kommunal- og regionsvalget i maj. Hvordan bedømmer du Sumars valgkamp?

Mario Rios I virkeligheden førte Sumar to valgkame eller to meget adskilte stadier i sin valgkamp. I den indledende fase var man stadig ude af stand til at undgå følgevirkningerne fra de vanskelige forhandlinger med Podemos og Irene Montero-affæren [hvor Podemos’ næstformand blev udelukket som kandidat på Sumar enhedsliste]. I denne tidlige fase forsøgte Sumar at fokusere på sit program, hver dag at bebude nye tiltag og primært at tale om politik. Men det passede ikke ind i den følelsesladet tone ved dette valg. Kampagnen blev først effektiv, da Yolanda Díaz gik i offensiven og rettede skytset mod PP, Vox og de rige.

Hvis Sumar havde anlagt denne mere konfrontatoriske tone fra begyndelsen, ville resultatet sandsynligvis have været bedre. Alligevel er det imponerende, hvad man opnåede under meget vanskeligt forhold. Det var ikke et fantastisk resultat set i forhold til, hvor det radikale venstre var for fire-otte år siden, men vi er i en anden situation nu. Man fordoblede venstrefløjens stemmer i forhold til kommunalvalget, og uden Yolanda Díaz og Sumar ville den radikal venstrefløj kun have fået en håndfuld mandater.

Eoghan Gilmartin Hvilke yderligere skridt er det nu nødvendigt at tage for at gøre Sumar til en mere konsolideret politisk organisation efter dets hastige udrulning ved dette valg?

Mario Rios Den skal kunne fungere som en samlet aktør. Femten politiske partier indgår i Sumars platform. Fremadrettet vil det skulle udvikle en indre struktur, man er blevet enig om. Projektet kan kun lykkes, hvis alle parter udviser storsind og husker på, at de kun har overlevet på grund af Sumar – at de ellers stod over for udslettelse ved valget. Ud fra en erkendelse af dette faktum, kan vi både bygge en ny organisation og forny venstrefløjens parlamentsgruppe.

Specielt er Sumars projekt centreret om at opbygge en ny historisk koalition mellem venstrefløjen og grønne kræfter, og det er her, jeg ser fremtiden for den alternative venstrefløj. Díaz har defineret sit projekt som det at tilbyde en ny grøn arbejderpolitik, dvs. en dagsorden for nye forbedrede arbejdsforhold, progressiv skattereform og økonomisk demokrati, der også kræver ambitiøse handlinger mod klimaændringer. Desuden har Sumar et tæt forhold til de organiserede arbejdere. Fagforeningerne har støttet det både direkte og indirekte. En række af Sumars spidskandidater ved valget kom fra fagforeningen Comisiones Obreras, og dens leder, Unai Sordo, har været en rigtig god allieret for Yolanda Díaz.

Vi har brug for en retfærdig økologisk omstilling, der er baseret på en afbødning af klimaændringerne, omfordeling af rigdommen og mere demokrati.

Mario Rios er politolog ved universitetet i Girona og bidragyder til avisen Público.

Eoghan Gilmartin er forfatter, oversætter og bidragyder til Jacobin med base i Madrid.