Skipper på grund: Skift Christiansborg-tunnelsynet i Enhedslisten ud med medlemmernes aktive politikudvikling

Efter valgnederlaget skrev Pernille Skipper i en kronik i Politiken 12. november 2022:

”Danmark har vel heller ikke set en mere progressiv regering i en generation. I denne valgperiode har vi ikke bare undgået de arbejdsudbudsreformer, der ellers år efter år har slagtet sociale rettigheder og sendt skattelettelser til toppen, der har også været historisk store skridt i den rigtige retning for klimaet, velfærden i både psykiatri, sundhed, ældrepleje og daginstitutioner har for første gang i 30 år undgået nedskæringer og fået tilført midler.”

Jeg har altid holdt meget af Pernille Skipper både personligt og politisk. Men den virkelighedsopfattelse og den historieskrivning, jeg tilbydes her, ligger milevidt fra min egen: – Mette Frederiksens et-parti-regering var, værdipolitisk set, den hidtil værste i Danmark siden Besættelsen.

Aldrig har respekten for demokrati, retsstat og menneskerettigheder været mindre. Vi ser det illustreret af deportationer af syrere til Assads torturkamre i strid med anbefalinger fra FN og humanitære organisationer; med en regering som vender ryggen til egne statsborgere (ovenikøbet børn) i syriske flygtningelejre, og som har planer om lejre for både asylansøgere og flygtninge – der har opnået asyl – i diktaturstaten Rwanda.

På statsministeriets hjemmeside kan man stadig læse et indlæg forfattet af statsministeren sammen med daværende integrationsminister Mathias Tesfaye 09.02.21: Var det ikke for de internationale konventioner, ville vi gøre tildelt statsborgerskab betinget.

I et land, hvor ti procent af den herboende voksne befolkning ikke har stemmeret, og den almene valgret og dermed selve demokratiet er kraftigt udfordret, havde vi – og har vi – regeringer, som yderligere ønsker at begrænse adgangen til statsborgerskab yderligere og fremstiller dette som en gave, der kan tildeles og fratages efter forgodtbefindende. Og dermed ikke som det, det er: En fundamental menneskeret og en forudsætning for, at et land overhovedet kan kalde sig et demokrati.

Frederiksens regering hyldes af Europas højrefløj

Mette Frederiksens regering er blevet hyldet af højreekstreme kræfter overalt i Europa, såsom AFD i Tyskland og Éric Zemmour i Frankrig, der har set netop hendes regering og dens udlændingepolitik som rollemodel. Efter valget i november 2022 hørte jeg en dansktalende tysk journalist interviewet i P1 Orientering. Hun blev spurgt, om Mette Frederiksens valgsejr kunne være en inspiration for tyske socialdemokrater.

Høfligt og tøvende svarede hun, at det tyske Socialdemokrati måske godt kunne lade sig inspirere lidt af det danske på det fordelingspolitiske område, men at ingen tysk socialdemokrat ville ønske at blive associeret med det danske socialdemokratis udlændingepolitik. Og så tilføjede hun, at det samme i øvrigt også gjaldt for tyske kristendemokrater. Den lader vi lige stå et øjeblik!

Nu undlader Skipper at forholde sig til Socialdemokratiets værdipolitiske højreskred i sin kronik. Det er i sig selv et problem.

Men selvom vi vælger alene at se på velfærdsspørgsmål og Pernille Skippers opremsninger ovenfor, så er den fordelingspolitiske bundlinje, at det var under denne den angiveligt ”mest progressive regering i en generation”, at det lykkedes at få Gini-koefficienten op over 30. En milepæl i øget ulighed blev således passeret med Mette Frederiksen som statsminister. Ligheden i Danmark var større under Løkke. Under Thorning. Under Fogh.  Og med Frederiksens nye regering vil der uden tvivl blive sat nye rekorder i ulighed.

I virkeligheden hænger den såkaldte værdipolitik og fordelingspolitik sammen. Hvordan skulle en regering med så dyb foragt for menneskerettigheder, demokrati og dermed blot formel lighed, kunne formodes at ville fremme reel økonomisk og social lighed?

Derfor er det trist, at Pernille Skipper har så travlt med at give Enhedslisten medejerskab til denne regerings bedrifter. For selvom Enhedslisten uomtvisteligt har opnået resultater – måske mest markant på psykiatriområdet – så var de altså ikke nok til at vende den fortsatte udvikling i retning af større økonomisk og social ulighed.

Skippers kronik udtrykker et Christiansborgsk tunnelsyn. Man bliver så fokuseret på de forlig, man selv er en del af og oppuster de småsejre, man vinder, så meget, at man mister overblikket.

Enhedslisten fattede aldrig, hvorfor S gik efter en midterregering

I valgkampen fortalte Enhedslisten samme fortælling som Pernille Skipper. Enhedslisten og Socialdemokratiet laver god politik sammen, og det burde de blive ved med. Man ignorerede, at forståelsespapiret var opsagt fra valgkampens første dag, og Enhedslisten dermed fyret som parlamentarisk grundlag.

Både under og især efter valgkampen fremstod Enhedslisten nærmest fattesvag. Det virkede som om, Enhedslisten virkelig ikke kunne forstå, hvorfor Socialdemokratiet gik efter en bred midterregering.

Jeg tror og håber nu, at Enhedslistens folketingsgruppe forstår det, for ellers vil dens politisk-analytiske begavelse lade gevaldigt meget tilbage at ønske. Man kommunikerer bare noget andet for at være i sync med vælgere, der ikke måtte forstå det. Man tror, det er god kommunikation. Det er det bare ikke. For det er udbredelse af illusionen om, at der kan skabes gode samfund i samarbejde med socialdemokrater. En illusion, Skippers kronik er en gentagelse af.

Fornyelsen af Enhedslisten

Pernille Skipper tiltror Enhedslistens såkaldte fornyelse i nullerne stor betydning. Det gør jeg også. Jeg mener, det er indiskutabelt, at Folketingsgruppen siden da blev bedre til at kommunikere og komme ud over rampen. Det skal den have ros for. Jeg husker, at Rune Lund i nullerne mange gange gentog, at Enhedslistens politik var god. Det, det handlede om, var at få den kommunikeret klarere ud. Det havde han ret i, og i dag er Enhedslistens politiske kommunikation langt bedre end tidligere. Det har Pernille Skipper selv en stor del af æren for.

Men det er en gigantisk selvovervurdering at tro, at Enhedslistens fremgang alene skyldtes denne fornyelse. Når Enhedslisten tredobledes ved gennembrudsvalget i 2011, hang det sammen med to andre og langt mere afgørende faktorer. For det første finanskrisen, der i hele verden havde givet en fornyet antikapitalistisk stemning og en eksplosiv fremgang for den progressive venstrefløj.

For det andet skyldtes det, at SF og Socialdemokratiet førte valgkamp for deres helt håbløse ”Fair løsning”, der indebar et krav om, at arbejdstiden skulle øges til 38 timer om ugen (12 minutter mere om dagen). Altså et krav om en langt større arbejdstidsforøgelse end den, der ses med den aktuelle afskaffelse af Store Bededag.

Bedre kommunikation var en del af løsningen på Enhedslistens problemer i nullerne. Men den gode kommunikation lod sig gøre, fordi den politik, der blev kommunikeret, var god, sådan som Rune Lund sagde.  Og denne politik var skabt i et parti, hvor der var massevis af diskussion og medlemsinddragelse. Ethvert synspunkt, nogen nogensinde ytrede i Enhedslisten, måtte dengang stå distancen blandt kritiske partikammerater. Netop derfor blev politikken god.

Voldsom centralisering – flere ansatte formulerer politikken

Enhedslistens fremgang førte til flere ansatte og en voldsom centralisering af partiet. Disse ansatte har ikke blot taget sig af at kommunikere partiets politik, men også at udvikle den. Ofte er denne politik blevet kommunikeret udadtil, inden den er blevet debatteret indadtil.

Da de politisk professionelles levebrød er afhængigt af vælgeropbakning, indebærer dette naturligt og forståeligt et forstærket fokus på politik og politiske budskaber med umiddelbart vælgertække. Men det betyder så også, at mere principielle politiske standpunkter hurtigt kan blive anset for besværlige og risikable.

Og især bliver man opmærksom på – og skræmt af – enhver politisk ytring i Enhedslistens program eller Enhedslistens bagland, som man med rette eller urette frygter vil kunne koste stemmer. Almindelige medlemmer af Enhedslisten, der ytrer sig i den offentlige debat, ses som en risiko for ”møgsager”. Bedst er det derfor, hvis de tier stille eller nøjes med at sige det, de får besked på.

Politikudviklingen må ud af Christiansborgs tunneller – inddrag medlemmerne

Faktisk opleves Enhedslisten i stigende grad som et parti, der kun vil sige noget, som  med sikkerhed er populært. Man vil ikke støde nogen fra sig. Derfor fremstår partiet nu anonymt, tandløst og mere ligegyldigt. Og det formår ikke for alvor at sætte nye dagsordener, fordi nye dagsordener nødvendigvis indebærer, at man udfordrer vante forestillinger og møder modstand.

Undertegnede hører ikke til den del af Enhedslisten, der konstant er på nakken af folketingsgruppen. I de fleste af de kontroverser, folketingsgruppen har haft med baglandet gennem de seneste år, står jeg på folketingsgruppen og flertallet i partiets hovedbestyrelses side. Måske mest aktuelt med hensyn til spørgsmålet om våbenstøtte til Ukraine.

Ligeledes er jeg meget begejstret for det arbejde Rune Lund, Pelle Dragsted og andre har lavet i forhold til at løfte Enhedslisten på det økonomiske område og i forhold til at udfordre Finansministeriets regnemaskine.

Men for mig er det alligevel indlysende, at Enhedslisten må genstartes som et parti, hvor politikudviklingen inddrager langt flere gennem aktive partidiskussioner og reel medindflydelse. Politikudviklingen må ud af Christiansborgs tunneller, for vi er nødt til at udvikle en politik, som langt flere har ejerskab til. Ellers kommer det til at gå os som andre topstyrede Christiansborg-partier, såsom Dansk Folkeparti. Først stor succes, så punkteret soufflé.

Enhedslisten er nu nødt til at blive det parti i egen ret, som vi tidligere har talt om. Stort, rummeligt og skarpt. Der er nemlig intet alternativ. Da slet ikke sammen med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen.