Skolereformen har været en blindgyde, som kommuner og skoler skal frigøres fra

I 2013 vedtog et bredt flertal i Folketinget folkeskolereformen. Kun Enhedslisten og Liberal Alliance stod dengang helt uden for. Reformen havde tre erklærede hovedmål: Elevernes trivsel skulle forbedres. Betydningen af social ulighed skulle mindskes. Og først og fremmest skulle elevernes faglige niveau hæves. Ikke mindst i grundlæggende kernefag som dansk, matematik og naturfag.

Fiasko for børnene

Kigger vi på, hvordan det så er gået her otte år efter, må vi konstatere, at reformen vurderet ud fra sine egne mål har været en fiasko. Selvom flertallet af elever er glade for deres skole, så er andelen af elever med højest generel trivsel faldet, siden reformen trådte kraft. Nogle af de elever, der er i mistrivsel, har tilmed fået det væsentligt værre, og flere børn er i dag ramt af alvorlige problemer som stress, angst og skolevægring.

“Ser man på undersøgelserne efter reformen trådte i kraft, så er danske elevers kompetencer røget voldsomt ned internationalt.”

Reformen har ikke rokket ved den sociale ulighed i skolen. Hvis man sammenligner forskellige grupper af elevers karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen, så er fakta, at der i 2018 var en forskel på tre karakterpoint (!) mellem elever fra hjem, hvor forældrene kun har en uddannelse fra grundskolen, og så elever der kommer fra hjem, hvor mindst én af forældrene har en lang videregående uddannelse. Måler man på familiens indkomster, så er mønsteret det samme: Der er mere end to karakterers forskel på børn fra familierne med lave indkomster og så de højestlønnede. Og de forhold gælder, uanset om vi taler om majoritetsdanske børn eller fra børn fra minoritetsfamilier.

Endelig er der de faglige resultater. I 2011 lå Danmark i toppen i de internationale undersøgelser PIRLS og TIMSS, der måler elevernes kompetencer inden for læsning, matematik og naturfag. I flere år havde der uafbrudt været fremgang, og sammenlignet med andre lande lå danske elever i 4. klasse eksempelvis på en international femteplads, når man målte læsekompetencerne.

Ser man på undersøgelserne efter reformen trådte i kraft, så er danske elevers kompetencer røget voldsomt ned internationalt. I PIRLS 2016, der måler læsekompetencer, var danske elever blevet dårligere til at læse og befinder sig nu på en 13. plads internationalt. I TIMSS 2019, der måler elevers kompetencer i matematik og naturfag, var elevernes gennemsnitlige færdigheder i matematik blevet markant ringere, og de var blevet mindre glade for faget. Forskerne bag undersøgelsen advarede ved offentliggørelsen om et alvorligt dannelsestab, hvis ikke udviklingen ændres nu.

Reformen bygger på mistro

Det frustrerende er, at der har været tale om forudsigelig fiasko.

Den danske skole har historisk været præget af både decentralisering og mangfoldighed. Den har i høj grad udviklet sig nedefra gennem indsatser fra kommuner og skoleforvaltninger, lokale skoleledelser, lærere og pædagoger i et samspil med forældre og lokalområder. Men skolereformen hvilede imidlertid reelt på en grundlæggende mistro til kommunerne, skoleledelserne, lærerne – og såmænd også til forældres vilje og evne til at tage vare på deres egne børn.

To af reformens væsentlige nybrud var således, at antallet af elevernes timer skulle hæves markant, og at der skulle indføres læringsmåls-styring af undervisningen. Metodefriheden har ellers været central for udviklingen af en mere elevcentreret og differentieret undervisning. Men med kravene om, at lærerne skulle følge 1400 nye kompetencemål, blev der tale om en ministeriel detailstyring af undervisningen helt ned i det enkelte klasseværelse. Det gør det vanskeligere for de enkelte lærere at lave deres undervisning på en hensigtsmæssig måde i forhold til de børn, de nu engang har foran sig.

Efter reformen har danske elever stået med noget nær verdensrekord i antallet af timer i skolen, og da partierne i Folketinget ikke har haft tillid til hverken kommuner eller skoleledelser, har mulighederne for at justere det været meget begrænset i virkelighedens verden.

Forskningen modsagde skolereformen fra starten

De politikere, som stod bag reformen, handlede fra starten af i direkte modstrid med klare resultater fra forskningen på området.

En af Danmarks førende forskere inden for området, professor Peter Allerup havde – allerede før reformforslaget overhovedet blev fremsat – påpeget, at der ingen sammenhæng var mellem et øget timetal og bedre faglige præstationer. Hverken i Danmark eller internationalt. I stedet er lærernes uddannelsesniveau og kvaliteten af undervisningstimerne afgørende. Det blev påvist helt entydigt i de store internationale PIRLS og TIMSS-undersøgelser, som blev offentliggjort i december 2012. Men det fremgår også af en lang række andre danske og internationale undersøgelser, og sågar også af OECDs tal.

“Da skolereformen blev finansieret gennem forringelser af lærernes forberedelsestid, så giver det sig selv, at de mange ekstra timer blev af ringere kvalitet.”

Det førte i sin tid til noget nær panik fra Undervisningsministeriets side, der forsøgte på at undsige både resultaterne af de internationale undersøgelser, og ikke mindst de danske forskere, der deltog i dem. For den markante udvidelse af timetallet var selve kernen i den skolereform, som den daværende regering ville fremsætte. Både den daværende socialdemokratiske statsminister og undervisningsministeren fortsatte da også med at påstå, at der var en simpel sammenhæng mellem undervisningstid og faglig dygtighed, og at endnu flere timer i dansk og matematik også ville give dygtigere elever.

Men fakta er, at det kræver, at skoleeleverne får bedre undervisning, hvis de skal blive dygtigere. Da skolereformen ydermere blev finansieret gennem forringelser af lærernes forberedelsestid, så giver det sig selv, at de mange ekstra timer blev af ringere kvalitet.

Det kunne kun gå galt, og det uanset om vi taler om elevernes faglige udbytte eller deres generelle trivsel. Det er eksempelvis sådan nu, at blot 20 % af de danske elever rigtig godt kan lide at læse, i modsætning til 43 % internationalt. Når danske elevers læselyst er styrtdykket i internationale sammenligner, er en af forklaringerne man hører fra læsevejledere, at de lange skoledage betyder, at fritiden er blevet for presset og at eleverne simpelthen er for trætte. Ikke alene er elevernes faglige udbytte af ydertimerne ringe, men færre børn og unge har ganske enkelt hverken tid eller overskud til at lægge sig på sofaen og fordybe sig i en bog, når de endelig får fri fra skole.

Når ‘politisk handlekraft’ møder virkeligheden

Skolereformen har været kulminationen på en lang udvikling, hvor der er blevet stadig mere statslig detailstyring af Folkeskolen, og hvor uddannelsesreformer bliver vedtaget i al hast for at vise politisk handlekraft og præsenteret med store fanfarer på pressemøder, men uden at der er tænkt helt så meget over, hvordan de skal implementeres i virkeligheden eller om de overhovedet imødekommer borgernes behov.

Drivkraften på Christiansborg har været fikse ideologiske mavefornemmelser og manglende indsigt i den faktiske virkelighed, og en mistro mod både det kommunale selvstyre, de lokale skoleledelser og de fagprofessionelle. Og så tilmed garneret med et systematisk fravalg af den solide forskningsbaserede viden fra store empiriske studier, som faktisk findes i Danmark, hvis den rejser væsentlige spørgsmål til folketingspolitikernes fordomme og ideologiske for-forståelser.

“I kommunerne både kan og vil vi gerne løfte den opgave, og vi påtager os også gerne det fulde ansvar for, hvordan det så går over for borgerne, hvis bare Christiansborg ville slippe kontrollen.”

Christiansborgs konstante trang til detailstyring har ført skolen ud i et værre morads. Den regulære krise, som vi står i, kan ikke løses ved symbolsk og på forsøgsbasis –  at give lidt flere frihedsrettigheder til et par udvalgte kommuner. I stedet er der behov for at genindføre det lokale selvstyre, når det handler om Folkeskolen. Skoleledelserne og kommunerne skal igen have ret til at udvikle skolerne i overensstemmelse med de lokale behov, og afsætte de midler som det kræves, hvis vi skal have en ordentlig folkeskole.

Først og fremmest skal elever have færre timer og fritiden tilbage, hvis det er dét, man ønsker lokalt, og det skal her også være muligt at skrue ned for antallet af timer i kernefag som matematik og dansk. Til gengæld skal undervisningen være af bedre kvalitet, ved at der eksempelvis er flere lektioner med to voksne, eller at lærernes kvalifikationer forbedres, og de får bedre mulighed for at forberede og tilrettelægge undervisningen.

I kommunerne både kan og vil vi gerne løfte den opgave, og vi påtager os også gerne det fulde ansvar for, hvordan det så går over for borgerne, hvis bare Christiansborg ville slippe kontrollen, og igen tillade en mangfoldig og lokalt udviklet folkeskole i Danmark.