Skrigeskinken 1.0: En kommentar til en verserende kulturkamp

”Ordet skrigeskinke er mere eller mindre uforståeligt”. Sådan stod der i Informations leder tirsdag 8. august i år. Det var nyt for mig. Jeg har over de seneste seks årtier troet, at alle vidste, hvad en skrigeskinke i umiddelbar fysisk forstand er: slang for en overoppustet pruttepude.

Lederen var en reaktion på en debat om netop ordet skrigeskinke. Mere konkret havde en mandlig musikanmelder i Ekstrabladet brugt udtrykket nedsættende og kønschauvinistisk om en kvindelig kunstner i forbindelse med en koncert på Skanderborg-festivalen. Det havde naturligvis afstedkommet en reaktion fra arrangørerne, der frabad sig den slags erstatninger for kulturjournalistik.

Det var åbenbart et emne, der havde optaget mange over sommeren. Kampen om ordene og deres betydning er da uden tvivl også en af de vigtige slagmarker i den stillingskrig, der driver samfund fremad. Eller tilbage, når højrefløjen opnår kontrol over ordenes betydning. Ordenes politiske betydning er altid åben for tolkninger, og netop disse er som hovedregel bestemt af magtforhold.

Den oprindelige skrigeskinke

Der stod videre i lederen, at ordet ifølge Infomedia først er registreret på dansk på skrift i forbindelse med en anmeldelse i 1999. Endnu en overraskelse. Jeg har kendt og brugt – eller misbrugt (?) – det siden midten af 1970’erne. Hvis jeg blev aftvunget en præcisering, ville jeg sige i hvert fald siden 1976. Endelig har en senere opfølgende artikel i Information af 11. august med Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn som kilde antydet, at det var Anders And, der første gang brugte ordet på skrift. Igen i 1999.

Ja, ja – måske på skrift – men helt sikkert ikke i tale. Jeg lavede i weekenden en lille rundspørge til et udvalgt publikum af jævnaldrende, som jeg har numre på i min telefon, med et helt åbent spørgsmål: Hvem er skrigeskinken? Som ventet var der ingen tvivl i den lille kreds. I 1976 var skrigeskinken Lone Kellermann. Vogt Dem for efterligninger!

Kellermann dannede midt i 1970’erne sammen med sangskriveren og guitaristen Eva Langkow en duo, der kunne beskrives som en dansk, feministisk og ti år senere pendant til Simon & Garfunkel. Deres repertoire bestod af enkle, gennemarbejdede og originale sange; og ligesom de nævnte amerikanere havde de nogle klare arbejdsdelinger.

Langkow stod for det grundlæggende, og Kellermann lagde pynten på med sin særlige fremførelse af sangene. Og fik vel derved lidt uretfærdigt den største publikumsinteresse. Ifølge en hurtig søgning på nettet optrådte denne duo til langt op i 1980’erne. Der er sågar dokumenteret en koncert med dem i Nørrebrohallen så sent som 10. juni 1989.

De sang ”gamle kvindesange”, som der stod i programmet. En del af disse sange indspillede Kellermann på sin første LP fra 1977. Den plade stod i kollektiver, på kollegieværelse og mange andre steder. Også hos fyre.

I den lille kreds af et par håndfulde 20-25-årige mk’ere, som jeg hang ud med i København i sidste halvdel af 1970’erne, hørte vi ofte blues på brokvarterernes små spillesteder. Da mange af kvinderne var feminister, blev Langkow og Kellermann hurtigt et hit. De kunne forbinde blues og feminisme. Kellermann blev fx senere forsanger i Christianshavns Bluesband. Nogle af os mk’ere gik til Muddy Waters- og Bo Diddley-koncerterne på spillestedet Montmartre i 1976-77. Nogle af os gik til feministiske arrangementer, og de fleste til Langkow og Skrigeskinken.

I 70’erne var skinke en god ting

I forbindelse med ordet skrigeskinke er det værd at huske, at for 50 år siden var Danmark et land, hvor store dele af befolkningen stadig havde fødderne dybt plantet i landbrugsøkonomien. Og hvor den almindelige levestandard målt som befolkningens købekraft var under halvdelen af den, vi kender i dag.

Eksportskinke på dåse var i dette miljø en luksus, som fx studerende sjældent havde adgang til. Så at kalde nogen en skinke i 1976, hvor unge dybest set altid var lidt sultne, havde ikke en umiddelbart nedladende klang. Og da slet ikke i en lille indspist subkultur, hvor en blues shouter som Screaming Jay Hawkins havde højstatus, og hvor Big Mama Thorntons originalversion af Hound Dog naturligvis stod langt over Elvis’ blege efterligning.

Hvis der dengang havde været feministiske indvendinger mod nævnte sprogbrug, ville jeg have vidst det. Min halvfjerdser-samleverske var danskstuderende og veltrænet i ideologikritik. Hun var desuden politisk aktivist og en del af det miljø, som man i dag kunne kalde Dannerhusets founding mothers.

Det er simpelthen utænkeligt, at hun ikke ville have skreget op (undskyld!), hvis kredsens omtale af Lone Kellermann skulle have overskredet en af datidens grænser.

Derfor føler jeg mig på sikker grund, når jeg skriver, at ordet skrigeskinke for små 50 år siden – i hvert fald i et begrænset københavnsk, feministisk informeret og aktivistisk ungdomsmiljø – var ret uproblematisk og kærligt ment. Hvordan det i senere miljøer er blevet absorberet og genpolitiseret, er tydeligvis en anden historie.