Skrot uligheden – det er tid til et paradigmeskifte i dansk politik

Hvis vi har forhåbninger om at skabe et Danmark, hvor alle har råd til at bo og arbejde – så skal vi til at tage formue-uligheden seriøst. Det gør vi ikke lige nu.

Det viser sig med al tydelighed, når man kigger på den seneste uges debat om pension og inflations-kompensation. Pensionen skal stige til uendelighed, fordi det alligevel ikke er de rige – som bliver nødt til at arbejde, indtil de er 80 år. Derudover skal man nødigt give penge til de ressourcesvage i samfundet. Nej da, i stedet skal vi give skattelettelser til alle. 

Desværre er forestillingen om Danmark som lige og frit næppe baseret på rigets tilstand i øjeblikket. Lige nu står det sådan til, at halvdelen af befolkningen ejer 5 % af formuerne i Danmark – og med det fuldstændigt galoperende boligmarked og et fortsat underreguleret aktiemarked, så vil det kun blive værre.

Det er sådan en udvikling, man ser i Tyskland, Frankrig og lignende steder i dag, og det er tendenser, vi skal have stoppet med det samme. Boligmarkedet i dag er fuldstændigt lukket for en stor andel af befolkningen; og når det samtidig er profit på aktier, finansielle aktiver og bolig, der stiger mod ukendte højder, så står en stor andel af befolkningen uden for gildet. Har man ikke råd til bolig, har man næppe millioner at poste i aktier. Og det bliver næppe bedre af, at man kan arve millioner og leve livet uden at røre en finger. 

Er jeg bare er en forkælet møgunge, som er misundelig

Nu kommer det til at hagle ind med argumenter om, at jeg bare er en forkælet møgunge, som blot er misundelig på, at andre har tjent masser af penge. Den kommentar har jeg skam hørt før. Problemet med det argument er bare, at det ikke er den almene arbejder, der skovler millioner ind på aktier.

“Der er simpelthen brug for et gevaldigt paradigmeskifte, når vi snakker om økonomi, fordi det lige nu kun er skat på arbejde, som reelt diskuteres og fremsættes. Hvor bliver formuebeskatningen af?”

Faktisk er det de færreste der arbejder, som har tid eller overskud til at sidde og udnytte aktiemarkedets finurligheder hele dagen. Og det er de færreste, der arver millioner, som muliggør et liv i et parallelsamfund, som man ser på Herlufsholm. Her kan man leve i fred uden berøring med de mennesker, der reelt skaber værdierne i samfundet. Det er nemlig det, formue-ulighed gør. Det skaber fuldstændig parallelle dimensioner i samfundet.

Skal det ikke kunne betale sig at arbejde? Eller skal det kun kunne betale sig for dem, der har mindst i vores samfund? De der har det allersværest? I stedet kunne man med fordel hæve bundfradraget og beskatte arbejdsfri indkomst – for eksempel aktier – i langt højere grad, så man kan stoppe den gyldne afstand, der er i vores samfund.

Der er simpelthen brug for et gevaldigt paradigmeskifte, når vi snakker om økonomi, fordi det lige nu kun er skat på arbejde, som reelt diskuteres og fremsættes. Hvor bliver formuebeskatningen af?

Boligskat, aktieskatter og arveafgift er åbenbart en hellig gral, som ikke engang Socialdemokratiet gider røre med en ildtang. Det er simpelthen at vende det blinde øje til, fordi man ikke vil gøre boligejerne sure. Fremtiden kræver visioner, også når det kommer til fremtidens skattepolitik – for lige nu befinder vi os i formue-ulighedens århundrede, hvor de, der ejer, lige nu vinder. Vi må som venstrefløj gøre uligheden til en prioritet igen, for lige nu er den stigende, også i Danmark.