Socialdemokratiets fascination af Tyskland

Sidste år udgav journalisten Arne Hardis bogen Pibende hængsler. Socialdemokraterne og den tyske fascination under besættelsen. Heri samler han den viden, vi har om de personer og kredse med tilknytning til Socialdemokratiet, som ønskede en mere aktiv tilpasningspolitik over for Tyskland under besættelsen, blandt andet af sociale og økonomiske grunde.

Ikke mindst den tyske planøkonomi under nazismen, som var en slags statsreguleret monopolkapitalisme, tiltrak unge økonomer som Arbejderbevægelsens Erhvervsråds første leder Niels Lindberg og på et tidspunkt også Jens Otto Krag.

Hardis gør med rette meget ud af statsminister Thorvald Staunings herostratisk berømte tale i Studenterforeningen 8. marts 1941. I talen, som man i dag ville kalde strategisk, gjorde Stauning sig til talsmand for et Danmark, der indordnede sig i det tyske ‘storrum’ som overvejende producent af landbrugsvarer.

Som en slags byttehandel lovede han tilpasning til de tyske interesser, imod at Tyskland til gengæld lovede efter krigen at respektere dansk suverænitet og den danske, demokratiske forfatning. 

Talen, hvis budskab Stauning gentog i et interview med den svenske avis Aftonbladet i august 1941, kan kun ses som et udtryk for, at han fuldt og fast troede, at Hitlers Tyskland ville gå sejrrigt ud af krigen, som på det tidspunkt stadig var en europæisk krig.

Den situation måtte der formuleres et politisk bud på, og det var det, han til stor applaus fra tilhørerne og den efterfølgende pressedækning – samt fra besættelsesmagten – forsøgte at gøre. 

Hardis’ bog er på mange måder interessant. De personer og organisationer, han skildrer i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk-Tysk Pressesekretariat og Globus-kredsen – for slet ikke at tale om selveste Thorvald Stauning – har ikke været ukendte i historieskrivningen om besættelsestiden. Men Hardis har samlet vores viden om dem og omsat den i en koncentreret og velskrevet fortælling.

Socialdemokratiets bånd til Tyskland

Fortællingen kan dog ikke stå alene. For mig at se mangler den et historisk dybdeperspektiv. Det er, som om beundringen for Tyskland kommer ud af det blå.

Hvis man derimod bruger dybdeperspektivet, bliver det mere forståeligt, hvorfor Stauning og andre socialdemokrater under besættelsen førte sig næsten underdanigt frem i forholdet til Tyskland og tog nogle af de nazistiske ideer til sig.

Det handler først og fremmest om ideer om planøkonomi og Danmarks indplacering i det nyordnede Europa,  ‘Neuropa’, som skulle fremstå efter krigen. 

De tre store igangsættere af arbejderbevægelsen, Karl Marx, Friedrich Engels og Ferdinand Lassalle, var tyskere; hovedeksponenten for udbredelsen af den ortodokse marxisme Karl Kautsky var tysk; August Bebel, SPD’s mangeårige formand, ja selv revisionismens hovedskikkelse Eduard Bernstein var tysk. Og sådan kunne man blive ved.

På samme måde var man tæt knyttet til det tyske parti som sådan, altså SPD, og fulgte dets ideologiske bevægelser tæt, ligesom de danske ledere ofte var til møder med SPD-lederne i Berlin eller traf dem på de internationale socialistkongresser. Det var altid dem, der fik den bedste omtale i partiavisen Social-Demokraten, mens franskmænd, italienere med flere blev mere skødesløst behandlet.

Men der var også en beundring for eller i hvert fald imponerethed over selve det store land med den store kultur, Tyskland, og det på trods af at landet havde annekteret Slesvig i 1864.

Det var en beundring, som rakte videre end til SPD, og som virker mere kulturelt eller mentalt bestemt end politisk. Det eneste fremmedsprog, socialdemokratiske ledere som P. Knudsen, Borgbjerg og Stauning, nogenlunde beherskede, var også tysk, som de talte, når de var på de internationale kongresser. 

Samtidig var Tyskland jo et yndet mål i svendevandringernes tid. De kulminerede før første verdenskrig, men fortsatte i mindre omfang efter krigen. Landet var i det hele taget både økonomisk og kulturelt dominerende i Nordvesteuropa, hvilket først skiftede efter anden verdenskrig. Så overtog Storbritannien og i særdeleshed USA den rolle. 

Krigssocialismen

Under første verdenskrig beundrede de danske partiledere ligeledes den såkaldte krigssocialisme i Tyskland, der også var en slags planøkonomi. De danske partiledere talte ligefrem om, at verden efter krigen skulle været en “fortysket verden” – forstået som en verden med en stærk økonomisk statsstyring som i Tyskland under krigen. Man kaldte det for “statssocialisme”. 

Noget af denne favorisering af Tyskland under krigen – man støttede ikke kun SPD’s politik, men også selve kejserrigets linje, der blandt andet sigtede på anneksioner af andre landes territorier – kan skyldes, at de danske borgerlige partier støttede første verdenskrigs anden side, det vil sige Storbritannien, Frankrig og Rusland, kaldet Ententen.

Det gjorde de især, fordi et tysk nederlag ville muliggøre Slesvigs eller Nordslesvigs tilbagekomst til Danmark. Men modsætningen til de borgerlige er næppe hele forklaringen på socialdemokraternes fascination, man skal have de andre faktorer med. 

Parvus og arbejderkul

Her kan man heller ikke komme udenom, at den sagnomspundne skikkelse, Alexander Helphand, der var russisk socialist med det illegale navn, Parvus, spillede en rolle til fordel for Tyskland. Han var en finansmand, der jonglerede med enorme summer.

Og det var ham, der i samarbejde med det tyske udenrigsministerium arrangerede Lenins og hans følges rejse i den forseglede togvogn fra Schweiz gennem Tyskland over Haparanda til Petrograd i foråret 1917. Uden ham var der måske ikke kommet nogen russisk oktoberrevolution. 

Under det meste af krigen boede Parvus i København. Han holdt store middage for Socialdemokratiets ledere med rigelig mad og drikke og stod bag Arbejdernes Brændselsforretning – populært kaldet Arbejderkul – som importerede det højst nødvendige kul fra Tyskland, uden hvilket Danmark ville have frosset.

Også dengang spillede energiforsyning en afgørende rolle, ikke mindst under krig. Og den danske arbejderbevægelse tjente så godt på handelen, at den kunne stifte den kooperative bank, Arbejdernes Landsbank. Den bygger altså på tyske kul. 

Tyskerkursen

Den socialdemokratiske kurs under første verdenskrig var, som den gamle konservative sønderjyde Bjørn Svensson kaldte det i en bog med samme navn: “Tyskerkursen”. Det danske partis tyskerkurs stod i modsætning til det svenske socialdemokratis linje under Hjalmar Brantings førerskab. De støttede Ententen.

I Storbritannien blev Stauning, som Henning Grelle skriver i sin Stauning-biografi, med sin protyske linje anset for at være “en fjende af de allierede”, det vil sige af Ententen. Han indkaldte til flere europæiske fredsforhandlinger, men de mislykkedes, blandt andet på grund af mistanken om, at han i hvert fald delvis varetog tyske interesser.

Jeg har nævnt disse både åndelige og materielle faktorer, fordi de efter min mening udgør det historiske bagtæppe for Staunings ageren fra 1940 til 42. Der er ingen tvivl om, at han var anti-nazist og vedblev at være både national og demokrat.

Men fascinationen af Tyskland sad måske stadig i hovedet på ham og var – i kombination med troen på en tysk sejr – mere eller mindre bevidst med til at styre hans politik i de to første besættelsesår.

Artiklen bygger på Claus Brylds mundtlige oplæg på Enhedslistens kulturfestival 2023, hvor han kommenterede Arne Hardis’ bog.