Sofie Lippert: Jeg drømmer om en ideologisk skat på boligsalg!

Mod alle forventninger om økonomisk krise i skyggen af coronapandemien, haster boligpriserne i vejret med historisk fart. En generation af førstegangskøbere ser måbende til, mens det beløb mine forældre købte en villa i Århus til for 20 år siden, nu kun rækker til en etværelses i det ydre København. Idéen om at eje en bolig er for mange unge blevet en utopi. Samtidig rammer de hastigt stigende priser lejemarkedet som i årevis har været en jungle fyldt med tilkøb af mikrobølgeovne til 10.000 kr. eller besynderlige lejekontrakter, hvor navnet ikke kan stå på postkassen, eller vaskemaskinen skal stå på dit værelse.

At boligmarkedet i de større byer er et helvede, er ikke noget nyt, men det voldsomme opsving i priserne på trods af coronakrise, har alligevel sparket gang i debatten om, hvordan vi sikrer at storbyen ikke bliver for de rige og de gamle. På hele det politiske spektrum ligger idéen om en beskatning på gevinsten ved boligsalg og lurer. Venstrefløjen lovpriser idéen fordi den vil skabe mindre ulighed, mens de liberale ser idéen i, at det er indtægten vi beskatter frem for den nuværende ejendomsskat, der alene beskatter det at eje et hus.

“Kan vi virkelig acceptere, når kapitalismen gør basale menneskerettigheder til investeringsobjekter? Eller er det på tide, at vi insisterer på at boliger er til for at bo i?”

Der er noget fuldstændig forrykt i, at de millioner, mine forældres generation kan tjene på at sælge de boliger, de købte omkring årtusindeskiftet, overhovedet ikke beskattes, mens skatten på arbejde er den højeste vi har.  

Men én ting er det absurde i at en indkomst, der så åbenlyst ikke er noget, man selv er herre over, ikke beskattes overhovedet. Noget andet er en større og mere ideologisk debat, som er værd at tage, mens man kigger på priserne, der stiger dag for dag. Hvad er boliger til for? Køber man en bolig for at få et hjem, eller køber man en bolig for at få profit?

Kapitalismens evige sang om den frie ejendomsret har brug for at blive udfordret. Ikke fordi vi ikke skal have lov at eje vores hjem. Men hvorfor skal det at eje en bolig – uanset om man bor der eller ej – være kilde til store økonomiske gevinster?

I dag er boligmarkedet – for ejerboliger såvel som for lejeboliger – netop et marked. Det drives på markedsprincipper, hvor jagten på profit driver værket. Noget af det mest basale for at leve et værdigt liv styres af, hvad der kan betale sig for dem, der allerede ejer, i stedet for hvad der er nødvendigt for os alle – nemlig et hjem. Huslejer presses op, andelsboliger valuarvurderes og de politiske aftaler, der skal forhindre investeringsfirmaer i at pumper priserne op med småforbedringer, udvandes med tomme trusler om hvordan det vil gå ud over andelshavernes gevinster.

Det drivende for hvad en bolig koster, er ikke hvad man har råd til at give, men hvor meget den nuværende ejer kan tjene på det. Det er selvfølgelig ikke anderledes end alt andet i et kapitalistisk samfund. Især ikke anderledes end andre ting med en mere eller mindre naturlig begrænsning af udbuddet. Men det betyder ikke, at det ikke er værd at sætte spørgsmålstegn ved. For kan vi virkelig acceptere når kapitalismen gør basale menneskerettigheder til investeringsobjekter? Eller er det på tide at vi insisterer på at boliger er til for at bo i?

Boligen er en menneskeret. Konkret er det en del af artikel 25 i FN’s menneskerettigheder at have ret til en bolig. Som samfund har vi derfor en klar forpligtelse til at sikre, at boliger netop er til at bo i og ikke til at tjene kassen på. De almene boliger er langt fra nok til at sikre dette – og især ikke når vi river dem ned, fordi nogen synes, det er de forkerte, der bor der.

I stedet er der brug for, at vi aktivt forhindrer boligspekulation gennem regulering og ved at indføre en skat på gevinsten ved boligsalg, der er så høj, at det ikke længere er attraktivt at bruge boliger som spekulationsobjekt. Vi skal sikre, at boliger er noget, vi bor i – ikke noget vi køber for senere at kunne sælge med gevinst. Og vi skal sikre, at boligpriserne ligger på et niveau, hvor vi alle kan få en bolig, vi kan kalde vores hjem.