#Metoo-debatten er fol alvor kommet til Danmark, og med den også beskyldninger og mistænkeliggørelse af kvinder, skriver Sofie Lippert. Illustration: Sonia Kretschmar / Washington Post.
4 min. læsetid

2020 blev året, hvor #MeToo kom til Danmark. Nogle tror måske stadig, at vi er i den anden bølge af #MeToo. Men den fejltolkning må være forbeholdt dem, der følger meget med i udenlandske medier, og dem der mener, at kampagnen er problematisk.


Af Sofie Lippert

Jannie Hartley undersøgte mediedækningen af det, folk troede var første bølge i 2017. Konklusionen var kort sagt, at #MeToo var forvist til debatsiderne, hvor det var et holdningsspørgsmål – hvorvidt der fandtes sexisme i Danmark. Det stod i skarp kontrast til både svensk og amerikansk mediedækning, hvor kampagnen ramte nyhedssiderne.   Når det i dansk  sammenhæng var reduceret til et spørgsmål, om  man synes, at sexisme findes i Danmark, skyldes det en kulturel mistro til kvinders udsagn. Det er ikke en specielt dansk ting. Men det er stadig, nu hvor #MeToo for alvor ruller over det danske medielandskab, gennemsyrende for debatten.

Det ses, når der sættes spørgsmålstegn ved troværdigheden af fortællinger, hvor overgrebsmandens navn ikke nævnes.

Det ses, når kvinder beskyldes for at søge opmærksomhed, når de står frem.

Det ses, når sociologen Ulla Holm får spalteplads i Berlingske til at fremsætte sine teorier om, at det kun er kvinder, som ingen begærer, der brokker sig over sexchikane – underforstået: Grimme kvinder lyver om overgreb, for at få det til at fremstå som om, at nogen begærer dem. 

“Uanset hvor mange kvinder, der står frem, sidder der stadig en mand på Twitter og insisterer på, at kvinders vidnesbyrd eller undersøgelser om kvinders oplevelse af sexchikane på arbejdspladsen ikke kan bruges til noget”

+

Uanset hvor mange kvinder, der står frem, sidder der stadig en mand på Twitter og insisterer på, at kvinders vidnesbyrd eller undersøgelser om kvinders oplevelse af sexchikane på arbejdspladsen ikke kan bruges til noget – fordi det jo blot handler om deres oplevelse af situationen, og ikke hvorvidt der faktisk har fundet en grænseoverskridende handling sted. For kvinders oplevelse af at få deres grænser overskredet er ikke troværdig. Den er ikke tilstrækkelig. 

Sådan er kvinder

Løfter vi blikket fra den nuværende debat og ser på nogle af de andre store feministiske kampe, der er blevet kæmpet for nylig, er det umuligt at overse kampen for en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Her var det primære argument imod en samtykke-lov, at det ville resultere i, at flere uskyldige ville blive dømt. Helt præcis hvor den matematik kom fra, er svært at svare på. Men det var et gennemgående argument fra modstanderne af en lovændring, at kvinder efter et dårligt samleje ville kunne finde på at anmelde en uskyldig mand for voldtægt. For sådan er kvinder. De lyver om voldtægt og hænger uskyldige mænd ud. Ligesom de lyver om overgreb, når de ikke sætter navn på. 

Men nej, kvinder lyver ikke mere end mænd. Der indgives ikke flere falske voldtægtsanklager end falske anklager inden for alle mulige andre forbrydelser. Når fortællingen om den løgnagtige kvinde opretholdes, handler det om magt. Patriarkatet holder kvinder nede, når de forsøger at bryde med det – ved at så tvivl om deres udsagn og sandheden i deres oplevelser og gang på gang kræve flere navne, flere detaljer, flere beviser. 

Vi skylder jer ikke flere navne. Vi skylder jer ikke flere historier og vidnesbyrd. I skylder os, at tro på hvad vi siger. Nu er også 689 kvindelige forskere stået frem. Lad dem være de sidste. Lad os ikke længere bruge energi på at bevise, at problemet findes. Det gør det.

Det havde tusindvis af kvinder ikke behøvet skrive under på i avisen, hvis bare vi alle havde troet på det, kvinder siger. 


Sofie Lippert

Landsforkvinde for SF Ungdom og bachelor i matematik. Ønsker med egne ord “at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for – alt dét, der skal til for at skabe et mere lige samfund”

Læs mere af Sofie Lippert