Som israeler siger jeg: Hold op med at elske os så meget

Jeg vil starte på det personlige plan. Jeg har i omkring ti år non-stop skrevet offentligt om sager, der vedrører Israel-Palæstina. Denne uges begivenheder har som en orkan overvældet mig, og den kendsgerning, at der kun er gået seks dage, siden Hamas’ styrker i søndags foretog sit overraskelsesangreb, forekommer uforståeligt – det er som om uger er gået, som om verden lige er blevet en anden – og for mange er den virkelig blevet det, for andre er den holdt op med at eksistere.

Mange af mine familiemedlemmer bor i de kibbutzer, der omgiver Gaza. Da jeg søndag morgen hørte nyheden om angrebet, ringede jeg for at få at vide, hvad der skete. I den kibbutz, hvor de fleste bor, havde der ikke været noget angreb af styrker på jorden, et par missiler var slået ned, men der var ingen sårede eller omkomne. I den anden kibbutz, hvor min fætters søn var på besøg hos sin mor, var der hårde kampe, den ligger kun en kilometer fra hegnet til Gaza – han fik en kugle i hånden, mens han forsøgte at forsvare kibbutzen, nu er han på hospitalet. I forhold til dem, der blev massakreret i hundredvis og de over hundrede gidsler, er det måske bare et lille tab. Men da jeg spurgte, om der måske var bekendte blandt de mange, det drejede sig om, hørte jeg, at min svogers tidligere ungdomsgruppeelev var savnet. For tre dage siden blev hendes lig identificeret. Som israeler er det i disse dage nærmest en overraskelse, hvis man ikke kender nogen, der på en eller anden måde er indblandet eller berørt. Alle er berørte.

Hvordan kunne det ske – og hvordan kunne det ikke ske

Det, der skete, udløste chok og frustration. Hvordan kunne det ske – og hvordan kunne det ikke ske, når man tager voldens optrapning i betragtning.

Og så Israels svar – opfordringer til at jævne Gaza med jorden fra forskellige førende politikere, forsvarsministeren der kaldte alle Gazas indbyggere ”dyr i menneskeskikkelse” og gav ordre til en ”total belejring”, som om det ikke var nok med den belejring, der har varet over seksten år, beordrede blokade af tilførslen af alle vigtige forsyninger – vand, mad, gas, elektricitet. ”Vi kæmper mod dyr i menneskeskikkelse og vi handler i overensstemmelse med det” – det ser ud til at betyde, at vi opfører os som dyr, og at vi går i total folkedrabsmode. Hærens leder af COGAT (Coordinator of Government Activities in the Territories, koordinatoren for regeringens aktiviteter i [de besatte] områder) gentog budskabet: ”Dyr i menneskeskikkelse skal behandles som det, de er. Ingen elektricitet og intet vand [til Gaza], kun ødelæggelse. I ønskede jer helvede, og det får I”.

Jeg kunne næsten ikke skrive, næsten ikke tænke. Støtten fra den vestlige verden strømmede ind – også her i Danmark besluttede man, som man gjorde i Tyskland og Østrig, som gengældelse at fastfryse udviklingshjælpen til Palæstina og slagord som ”Israel har ret til at forsvare sig”, der igen gylpes op, har lydt alle de steder.

Gaza er et belejret og ubeboeligt akvarie – hvor skal folk flygte hen?

Men palæstinenserne har ikke den ret. Netanyahu sagde til Gazas indbyggere: ”Flygt nu, fordi vi vil operere energisk overalt”. Præcis hvorhen skal de flygte? Gaza er et belejret akvarie og tilmed ubeboeligt – hvor skal de flygte hen?

Israels ”ret til at forsvare sig” er i virkeligheden Israels ret til en masse at massakrere Gazas indbyggere. Vi har set det ske gang på gang i de sidste femten år. Israel siger, at man vil vinde over Hamas og udsletter hele familier, fordi der er mistanke om, at et medlem af Hamas opholder sig det sted – et par år efter starter det forfra.

Er det noget under, at et tiårigt barn – der overlever denne omgang folkedrab, og hvis familie og hjem er blevet udslettet – om ti år vil slutte sig til Hamas for at hævne det?

Og hvilket håb giver det Vesten, der elsker Israel, i virkeligheden palæstinenserne med en Biden, der er besat af at slå den næste Abraham-handel af med Saudi Arabien; en handel der endnu engang drejer sig om at sætte palæstinenserne ud af spillet og kvæle alle nationale bestræbelser, de måtte have tilbage?

Det er så trættende. Der er ikke rigtigt noget overraskende i det, også selvom Hamas’ angreb tog Israel på sengen. Det følger et gammelt manuskript – hvis man koloniserer folk, undertrykker dem, så gør de oprør, og det kan man ikke lide, så må man undertrykke dem endnu mere.

Kun en vej frem – frihed, retfærdighed og lighed for palæstinenserne

Der er kun en vej frem, og den må pege mod frihed, retfærdighed og lighed for palæstinenserne, hvor hårdt det denne gang end kan være for mange mennesker at acceptere. Min tro på dette er på nuværende tidspunkt på ingen måde svækket.

Det israelske “helvede” kan også direkte indebære drab på mange israelske gidsler, der nu befinder sig i Gaza, eftersom tørsten efter hævn ved at bombe Gaza sønder og sammen ser ud til at gå forud for deres sikkerhed. Fredag erklærede Hamas, at 13 gidsler var dræbt under Israels bombardementer. Hvad med forhandlinger, der ville indebære løsladelse af nogle eller mange af de over 5.000 palæstinensiske politiske fanger, hvoraf hundredvis tilbageholdes uden anklage? Gud forbyde det. Under angrebet på Gaza i 2014 beordrede den israelske kommandør Ofer Winter Rafah (den sydlige del af Gazastriben) bombarderet sønder og sammen med maksimal ildkraft i flere timer, hvorved mellem 135 og 200 civile blev dræbt, for at undgå at skulle forhandle om en fangeudveksling, da en af hans soldater formodedes at være taget til fange af Hamas – det kaldes Hannibal-protokollen, og meningen med den er, at det godt må koste soldaten livet – så længe han ikke bliver en levende forhandlingsbrik. Gang det tilfælde med over hundrede.

For fire dage siden bekendtgjorde den israelske hærs radio en “israelsk beslutning”: “Angrebene i Gaza vil blive udført, selv om det vil skade de israelske gidsler, medmindre der er præcise oplysninger om deres placering.”

De har ikke rigtig nogen oplysninger fra efterretningstjenesten om, hvor de befinder sig og slet ikke nu. Efterretningstjenesten havde ikke engang oplysninger om Hamas’ invasion. Disse mennesker er nu med andre ord også blevet beklagelige sideeffekter – ”collateral damage”.

Og selv hvis man som israeler kun tænker på “sine egne” – tror vi så virkelig, at vi bare vil “vinde”, som Netanyahu siger? At det hele vil forsvinde med endnu en gang “græsslåning”? Tror vi virkelig, at det at nægte palæstinenserne værdighed, at behandle dem som dyr, vil løse vores problemer? Er det alt, hvad det geniale jødiske sind kan komme i tanke om?

I kølvandet på krigen i 1967 foreslog den israelske forsvarsminister Moshe Dayan, at man sagde til palæstinenserne: “Vi har ingen løsning, og I vil blive ved med at leve som hunde, og dem, der vil kan, rejse, og så må vi se, hvordan det vil udvikle sig”.

Det er sådan, det udvikler sig. Det er et helvede. For alle. Stop det, stop apartheiden, og begynd at behandle alle som mennesker og lad os se, hvordan det går.