Spanien: Endnu et parlamentsvalg uden en klar løsning på regeringskrisen

Søndag 10. november var der igen valg til det spanske parlament. Konservative PP gik frem til 20,8 %, det højreekstremistiske parti Vox gik frem til 15 %, og de regionale nationalist-partier gik stort set alle frem. Socialdemokraterne holdt skindet på næsen med 28 %, mens venstrefløjsalliancen Unidos Podemos gik lidt tilbage til 14,3 %, Podemos-afskalningen Más País fik 2,4 %. Ciudadanos i midten blev halveret til en ubetydelighed med 6,8 %. Det er endnu uklart, hvem der kan danne regering, men socialdemokraterne og Unidos Podemos gør forarbejdet.

Den fungerende premiereminister, Pedro Sánchez fra det socialdemokratiske PSOE, overtog regeringsmagten fra den konservative Mariano Rajoy i juni 2018 efter en mistillidsafstemning i Kongressen, hvor det borgerlige midterparti Ciudadanos stemte sammen med PSOE og Podemos.

I april i år var der så nyvalg, hvor det konservative PP led et historisk stort nederlag og blev halveret fra 33 % til 16,7 %. Det nye højrepopulistiske parti VOX (antimuslimer og nationalister i stil med Dansk Folkeparti eller Stram Kurs) blev til gengæld valgt ind i Kongressen med 10,3 %. Det var tilstrækkeligt mange mandater til at gøre det vanskeligt for PSOE at udnytte PP’s nederlag.

Pedro Sánchez har forgæves forsøgt at danne ny regering siden valget i april. Han har ført langstrakte forhandlinger især med venstrelisten Unidos Podemos, men også med Ciudadanos og med forskellige regionale nationalistpartier. Det er ikke lykkedes. Unidos Podemos ville have indflydelse og ministerposter til gengæld for deres støtte, men det var PSOE ikke indstillet på, så forhandlingerne faldt sammen, og Sánchez udskrev nyvalg – formodentlig i håbet om at kunne svække Unidos Podemos ved at udstille dem som partiet, der umuliggjorde en rød regering. Det er kun delvist lykkedes.

De to store partier ligner hinanden mere og mere

Spanien har et tokammersystem, hvor kongressen er det vigtige og svarer til Folketinget, mens det stort set ligegyldige Senatet svarer til det gamle Landstinget. Kongressen har 350 medlemmer, og dens flertal udpeger efter et valg en forhandlingsleder, altså en potentiel ministerpræsident, som skal undersøge muligheden for at danne regering. Siden parlamentarismens indførelse i Spanien i 1978 har det været en ret enkel øvelse, fordi der kun har været to partier af betydning, nemlig det socialistiske (nu socialdemokratiske) PSOE – som regerede de første mange år efter fascismens sammenbrud – og PP, som i begyndelsen var det gamle fascistiske regimes nye, renskurede ansigt, men siden udviklede sig til et mere traditionelt, autoritært og konservativt europæisk højreparti.

Fra 1978 til 2015 har enten PSOE eller PP haft absolut flertal i Kongressen. Topartisystemet blev befæstet forfatningsmæssigt ved at tildele valgets to største partier en masse ekstra mandater i forhold til, hvad deres valgresultat berettiger til. Jo længere nede på listen et parti havner, desto færre mandater udløser hver procent, de får ved valget. Sådan fungerer det stadig, og det magtmonopol, de to store partier har haft, har ført til omfattende korruption i begge partier – og de er kommet til at ligne hinanden mere og mere.

Græsrodsprotester fører til Podemos

Efter den store bølge af især sociale, men også klima- og ligestillingsprotester i 2011, samlede græsrodsbevægelserne sig i januar 2014 under en politisk paraply, som de kaldte Podemos – for at have et redskab til at skaffe sig parlamentarisk indflydelse. I begyndelsen havde Podemos ingen leder, kun talspersoner, men hurtigt kom den unge statskundskabsprofessor Pablo Iglesias til at fremstå som frontfiguren. Det havde han en vis succes med, for han er veltalende, analytisk skarp og respektfuld i en politisk debat; og rigtig mange spaniere ledte efter et alternativ til de to korrupte og traditionelt tænkende storpartier.

Derfor lykkedes det, trods den udemokratiske valglov, for Podemos at få en markant entré på den parlamentariske scene ved valget i december 2015, hvor de i flere meningsmålinger op til valget stod til at blive større end PSOE. Men det lykkedes lige netop ikke. Podemos fik 20,7 %. Det var langt større opbakning, end noget andet parti ud over PP og PSOE nogensinde havde fået siden 1978. Men PSOE fik 22 % – og derfor fik de i kraft af valgloven langt flere kongresmedlemmer end Podemos.

Men faktisk fik venstrefløjen til venstre for PSOE flere stemmer end PSOE. Sammen med Izquierda Unida (IU, den kommunistisk dominerede gamle spanske enhedsliste) – som fik 3,7 % – var de klart større, hvad angik stemmetal, men blev det altså ikke i mandater.

Vælgerkryds med patriarkens øjne

Når Podemos’ valgresultat ikke blev nær så godt, som meningsmålingerne antydede, kan det hænge sammen med, at meningsmålingerne byggede på hemmelige tilkendegivelser, mens valghandlingerne i Spanien ikke kan siges at være hemmelige. Der opstilles ganske vist stemmebokse i valglokalerne, og dem kan man benytte, hvis man vil. Men de fleste gør det ikke. Vælgerne står ofte og udfylder stemmesedlen sammen med deres partner, eller en far sammen med sin unge datter. Sådan en praksis er i realiteten konservativ, for hvis patriarken står og kigger konen eller den unge søn eller datter over skulderen, kommer de nemt alle til at stemme på samme parti som patriarken, der typisk stemmer på PP eller PSOE. Og hvis fx datteren insisterer på at gå ind i stemmeboksen, ved faren jo godt, at det er, fordi hun vil stemme anderledes end ham, så det skal hun være ret stærk for at gøre.

Podemos – mange stemmer, men langt færre mandater

Var Podemos blevet større end PSOE ved valget i 2015, kunne det have ført til et sammenbrud i PSOE af samme dimensioner, som vi så med søsterpartiet PASOK i Grækenland. PSOE var på det tidspunkt stærkt kriseramt og upopulært. Partiet er stadig i krise, men har siden genvundet lidt at sin tidligere autoritet – alene i kraft af at Podemos ikke længere fremstår som et reelt alternativ som regeringsparti.

I 2015 gik Podemos til valg på en erklæret målsætning om at erobre regeringsmagten alene. De ville ikke arbejde sammen med det korrupte og borgerliggjorte PSOE, som de havde aktioneret mod i gaderne siden 2011. Men projektet lykkedes lige netop ikke, og skuffelsen førte til interne opgør, hvor blandt andet Pablo Iglesias’ status som de facto-leder af bevægelsen gav anledning til utilfredshed og splittelse, hvilket yderligere bidrog til den vigende tilslutning. Ved det efterfølgende valg – som også dengang blev udskrevet på grund af vanskeligheder med at danne regering, allerede i 2016 – tog IU og Podemos konsekvensen af, at de sammen havde haft større opbakning end PSOE ved seneste valg, og stillede nu op sammen. Ved valgene har de derfor siden heddet Unidas Podemos, hvilket betyder ‘Sammen kan vi’. Men det kunne de ikke. Tværtimod gik de lidt tilbage i 2016 og endnu mere søndag 10. november 2019 – hvor de fra 67 mandater gik tilbage til 39 ud af Kongressens 350.

De er nu blevet overhalet af højreekstremisterne i Vox. Dette skyldes til dels, at Unidos Podemos inden for det seneste år har været gennem en splittelse, hvor en af de mest fremtrædende figurer, Íñigo Errejón, sammen med Madrids daværende borgmester Manuela Carmena i begyndelsen af 2019 stiftede den nye opstillingsplatform Más Madrid i forbindelse med lokalvalgene. Dette ødelagde Podemos’ forsøg på at samle hele venstrefløjen bag en fælles liste, og det blev en eklatant fiasko, da det faktisk førte til, at den ellers populære venstrefløjsborgmester, som hidtil havde arbejdet inden for Podemos’ platform, nu mistede magten til den ellers ikke særlig stærke PP-kandidat, José Luis Martínez-Almeida.

Ved parlamentsvalget blev Podemos-udbryderne Más Madrid så til det landsdækkende Más País, som med 2,4 % af stemmerne ganske vist fik 3 mandater, men samlet svækkede venstrefløjen langt mere.

VOX: Højreekstremisterne udnytter Catalonien-konflikten

En væsentligere årsag til Unidos Podemos’ tilbagegang har dog været Vox’ store succes med at udnytte konflikten mellem Catalonien og centralregeringen. Det antidemokratiske Vox har spillet rollen som Spaniens jernhånd. De har eksempelvis foreslået at forbyde alle de regionale nationalistpartier i nord. Dem er der mange af, især i Baskerlandet og Catalonien, men også fx i Galicien, Asturien og Valencia – og de er en naturlig del af den politiske kultur i disse regioner.

Vox har også talt for forbud mod officiel brug af det catalanske sprog og for simpelthen at nedlægge regionens selvstyreparlament. Vox’ strategi har været at optrappe konflikten med Catalonien ved at komme med ekstremistiske, kompromisløse forslag til ‘løsning’ af situationen. PP har følt sig nødsaget til at komme med næsten tilsvarende hårdhændede forslag for ikke at fremstå som svage, og det gælder til en vis grad også PSOE. Strategien er lykkedes, og Vox er kommet i Kongressen med 15,1 % og 52 mandater. Vox har taget over en million vælgere fra hovedsageligt Ciudadanos. Unidos Podemos har på sin side mistet stemmer til ‘Mas Pais’, og har talt for en lydhør, konfliktnedtrappende linje over for separatisterne i Catalonien.

Midterpartiet Ciudadanos, – der bedst kan karakteriseres som en mellemting mellem Det Radikale Venstre og Liberal Alliance – overhalede ved parlamentsvalget i april 2019 Unidos Podemos og blev tredjestørste parti med 15,9 % og 57 mandater. Men ved novembervalget er de sunket ned som sjettestørste parti mere end halveret til 6,8 % og kun 10 mandater. De sidder i koalitionsregeringer med PP i fire af de 17 spanske regioner, blandt andet i Madrid. Men på landsplan har de ved flere lejligheder kunnet arbejde sammen med PSOE, fx i forbindelse med mistilllidsdagsordenen til den konservative ministerpræsident Mariano Rajoy i 2018. Trods det store nederlag 10. november kan de stadig få en afgørende rolle i forbindelse med regeringsforhandlingerne.

Socialdemokraterne og Podemos har foreløbigt taget initiativet ved hurtigt tirsdag 12. november at indgå en foreløbig koalitionsaftale.