Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
10. marts. 2022

Splittelse på den russiske venstrefløj over krigen

Det store kommunistparti støtter med få undtagelser invasionen af Ukraine, mens der blandt de mindre venstrefløjs-fraktioner er flere, som fordømmer Putin. De fleste mener dog stadig, at krigen kunne være undgået.

Mens tusinder af fredsdemonstranter i weekenden marcherede gennem russiske byer, er der fortsat opbakning til Putins invasion i et flertal af befolkningen. Foto: Dmitry Serebryakov

Torsdag 24. februar indledte Ruslands præsident Putin invasionen af Ukraine. Den erklærede hensigt er at ”afmilitarisere og afnazificere” Ukraine, og at ”stille de ansvarlige for folkemordet mod befolkningen i de to Donbass-republiker for retten”. Derudover er der et ønske om at tøjle ”det kollektive Vestens øgede trussel mod Ruslands sikkerhed”.

Mens russiske meningsmålinger udtrykker en stigende opbakning til Putin, blev omkring 5.000 fredsaktivister søndag 6. marts anholdt i 69 russiske byer – for blot at gå på gaden med skilte ”Nej til krig”, ”Ukraine er vores brødre” samt ”Vi russere er imod krig”.

Både i Rusland og Ukraine følger i krigens kølvand – krigscensur, lukning af kritiske medier, anholdelser af journalister samt udbredt selvcensur i de medier, der endnu virker. Og da sandheden som bekendt er krigens første offer, er det umuligt at danne sig et klart billede af situationen blandt venstrekræfterne i de to lande. Fra Ukraine meldes der om arrestation af fremtrædende medlemmer af Ukraines Kommunistiske Parti og – ungdomsforbund samt andre oppositionspolitikere, der betragtes som statsfjendtlige kollaboratører. I et vist omfang er det muligt – med forbehold for forenkling – at beskrive situationen på Ruslands i forvejen splittede venstrefløj.

Det gamle kommunistparti støtter krigen

Ruslands største parti på venstrefløjen, KPRF, er blandt de kræfter, der udtrykker støtte til invasionen. Partiet er med 57 mandater ud af parlamentets (Duma) i alt 450 pladser landets næststørste parti. Samme holdning har Bevægelsen for en ny socialisme, som den forhenværende topdiplomat Nikolaj Platoshkin dannede for tre år siden, og som via et landsdækkende netværk og aktiv brug af sociale medier, har fået bred opbakning. I den senere tid har denne bevægelse nærmet sig KPRFs ledelse, også i holdningen til krigen.

“Det var KPRF, der i Dumaen tog initiativ til, at Rusland skulle anerkende de to Donbass-republikker. Derefter erklærede partiets formand, Gennadij Zjuganov sin støtte til krigen med samme argumentation som Putin.”

Det var KPRF, der i Dumaen tog initiativ til, at Rusland skulle anerkende de to Donbass-republikker (Luhansk og Donetsk). Derefter erklærede partiets formand, Gennadij Zjuganov sin støtte til krigen med samme argumentation som Putin. Kun to medlemmer af partiets Duma-gruppe tog afstand fra krigen: Den 70-årige filosofiprofessor Oleg Smolin og den 53-årige historiker, Mihail Matvejev, som udtalte: ”Vores stemme for anerkendelsen af de to republikker var ikke en støtte til overfald på Ukraine”.

Smolin forklarede, at han som modstander af Sovjetunionens opløsning, støtter ”ethvert skridt til genforening. Og hvis de to republikker ønsker at være en del af Rusland, bør det respekteres”. Matvejev udtalte: ”Jeg støttede anerkendelsen af Donbass-republikkerne for at Rusland kunne være et skjold for deres befolkning, ikke for at Rusland skulle bombe Kiev”.

For over ti år siden blev KPRF splittet af aktive medlemmer der var imod partiets svage markering af internationalisme og imod partiledelsens voksende national-konservative tilpasning til den russiske ortodokse kirke. Disse oppositionskræfter dannede to nye kommunistiske partier. Dels partiet Ruslands kommunister (RK) – der markerer sig som Ruslands ”eneste ægte stalinistiske parti”. og dels Ruslands forenede Kommunistiske Parti (OKP).

I forhold til den igangværende krig bruger RK samme argumenter som KPRF. De taler om krig ”mod Kievs nazistiske styre”, og at ”de eneste, der protesterer mod den – er pro-vestlige liberale og diverse pladder-humanister”. Samme holdning har den internationale sekretær i OKP, Darja Mitina tilkendegivet. Dog har OKP ikke udtalt sig officielt. Det skyldes nok både hensyn til censuren, men også intern uenighed i partiet. Således har en anden af OKP’s partisekretærer, journalisten Anatolij Baranov personligt fordømt krigen.

Gennady Zyuganov har stået i spidsen for Rusland største kommunistparti (KPRF) siden 1993. Selvom partiet er Ruslands næststørste, udgør han ikke nogen trussel for Vladimir Putin. Også i spørgsmålet om invasionen af Ukraine har Zyuganov støttet Putin-regimet. Foto: Maxim Shemetov

“Målet er imperialistisk”

Andre af Ruslands venstrekræfter tager afstand fra krigen. De har fokus på Ruslands autoritære styre og den globale imperialisme. De anvender – modsat KPRF – sjældent begrebet ”Kievs nynazistiske regime”. 

Blandt dem er Ruslands Kommunistiske Arbejderparti (RKRP), den tidligere nævnte Anatolij Baranov fra OKP, to trotskistiske organisationer (Ruslands Socialistiske Bevægelse og Revolutionært Arbejderparti ) samt anarkistiske grupper. De har alle – siden 2014 – på forskellig vis ydet aktiv støtte til de to Donbass-republikker.

RKRP påpeger, at hele Ukraine-konflikten skyldes ”imperialistiske modsætninger mellem USA, EU og Rusland, som man har trukket Ukraine ind i. Målet for USA, verdens stærkeste imperialistiske magt, er at svække Rusland som konkurrent og som Kinas potentielle forbundsfælle, samt at styrke sin indflydelse på de europæiske og andre globale markeder”.

Videre udtrykkes en forståelse for Ruslands hjælp til befolkningen i Donbass, men ”ud fra et klassemæssigt synspunkt vil både Ruslands, USA’s og EUs magthavere blæse på den arbejdende befolkning i Donbass, Rusland og Ukraine. Vi er ikke i tvivl. Målet for det kapitalistiske Rusland i denne krig er imperialistisk. Man ønsker at styrke et imperialistisk Ruslands position i den globale markedskonkurrence”.

En lignende holdning har journalisten Aleksej Sahknin, der i 2008 var medstifter af den venstresocialistiske bevægelse Left Front. Sakhnin var en af de ledende kræfter i anti-Putin-protesterne i 2011-12, hvorefter han i en række år drog i exil. I holdningen til krigen – som han betegner som imperialistisk – er han dog nu blevet underkendt af et flertal i bevægelsens ledelse, hvorefter han har forladt den.

I Rusland giver de fleste stadig Ukraine – og Vesten – skylden

I mellem disse to yderholdninger har bevægelsen Left Front markeret sig som moderat krigsmodstander. På den ene side har Left Front i flere år forsøgt at samle Ruslands politiske venstrefløj på et såkaldt ”venstre-patriotisk” grundlag omkring KPRF, som det største parti. Det har medført taktisk tilpasning til KPRF’s parlamentariske pragmatisme og nationalpatriotiske retorik. På den anden side står bevægelsen for aktivisme, og har en betydeligt mere klar anti-imperialistisk profil end KPRF.

“På den russiske venstrefløj er der stort set enighed om, at Minsk-aftalerne kunne have tjent til løsningen af konflikten i Ukraine.”

I en aktuel udtalelse siger Left Front, at ”de skyldige i den blodige krig mellem broderfolkene i Rusland og Ukraine er de grådige og nådesløse ledere af den globale kapitalisme”. Man forholder sig kritisk overfor ”den asociale og røveriske politik, som præsident Putin og hans nærmeste kreds af oligarker fører”.

I udtalelsen understreges det desuden: ”I lige så høj grad har vi foragt over for det nuværende styre i Kiev, der siden 2014 har holdt hånden over åbenlyse nazister og har forbudt både det kommunistiske parti samt brug af røde flag, og som har taget sin befolkning som gidsel”. Den bedste måde at afslutte krigen på er ifølge Left Front en ”afvikling af kapitalismen”. Left Front ”udtrykker ligesom resten af det russiske politiske apparat sin støtte til de to ‘folkerepublikker’ (Donetsk og Lugansk, red.); og netop solidariteten med deres befolkning er grunden, til at man bakker op om anerkendelse af dem ”i håbet om en styrket fælles indsats for socialismen i Rusland”. Et flertal i Left Fronts ledelse har derfor ikke ønsket at tage klar afstand fra Ruslands invasion.

Mens der altså er en vis uenighed at spore i spørgsmålet om krigen, er der på den russiske venstrefløj blandt de nævnte partier og bevægelser – stort set – enighed om, at Minsk-aftalerne kunne have tjent til løsningen af konflikten i Ukraine. Konsensus er stadig, at det i seks år blev forhindret af Kiev – med accept fra Vesten.


Om skribenten

Aksel V. Carlsen

Aksel V. Carlsen

Samfundsforsker og forfatter. Har skrevet bogen “Ruslands sorte oktober” (2015), og har senest udgivet IMRD - min arbejdsplads i Moskva” (2021) og BELARUS – Hviderusland vil forandring.   Læs mere