Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
28. februar. 2022

Vil russerne have krig? Samtaler i Moskva på første dag efter invasionen

Hvad mener russerne om krigen? Alexey Sakhnin har spurgt folk på gaden i Moskva, dagen efter Putins invasion af Ukraine.

En demonstrant anholdes hårdhændet af politiet i Rusland. Foto: Lefteast.

Ulig beboerne i Donetsk, Kharkiv og Odessa hørte moskovittene ikke eksplosioner i deres by om morgenen den 24. februar. Russiske borgere hørte om krigsudbruddet, som en talsmand for det russiske udenrigsministerium beskrev som “et forsøg på at forhindre global krig” i nyhederne.

“Der var ikke så mange demonstranter som ved de største demonstrationer de seneste år, men heller ikke så få, som man kunne forvente en torsdag aften, den første dag i en krig, hvor forvirring og depression hersker overalt.”

Den russiske præsidents talsmand, Dmitry Peskov, udtalte selvsikkert, at: “Russerne vil støtte operationen i Ukraine, som de støttede anerkendelsen af DNR og LNR (de selverklærede republikker i Donetsk og Lugansk, red.).” Men om aftenen på krigens første dag samledes flere tusind moskovitter på Tverskaya-gaden for at udtrykke deres uenighed med det synspunkt.

Politiet blokerede Pushkin-pladsen, men folk gik i tætte grupper langs boulevarderne, Tverskaya og de omkringliggende gyder. Der var overvejende unge ansigter.

Det var også unge mennesker, som for ti år siden deltog i anti-Putin protesterne på Bolotnya-pladsen og Sakharov Allé i 2011-12. Men stemningen har ændre sig radikalt over årene. I 2012 var de “vrede borgere” stolte over deres brusende “kreativitet”: Hundredevis af slogans, bannere og slagråb. Deres forfattere dystede om at lave de fedeste slogans. Nu bevæger folk sig mest i stilhed. De råbte et enkelt kampråb: “Nej til Krig!”. Mindst 955 blev arresteret i løbet af aftenen.

Foto: Lefteast

Der var ikke så mange demonstranter som ved de største demonstrationer de seneste år, men heller ikke så få, som man kunne forvente på en torsdag aften, den første dag i en krig, hvor forvirring og depression hersker overalt.

Men de fleste af disse mennesker var, hvis ikke erfarne demonstranter, så på den ene eller den anden måde del af det oppositionelle miljø. Den politiserede middelklasse er forudsigeligt nok utilfreds med de vidtgående træk fra landets ledere.

Det virkelige folk

– Selvfølgelig er jeg mod krigen, – siger en mor, der går med sine børn i Tagansky-parken. – Hvem har brug for krig? Jeg er meget ked af det på folkets vegne. Jeg har grædt hele dagen i dag. Jeg er bange på mine børns vegne. Hvad vil der ske med dem?

Hendes to børn, der ser ud til at være omkring 6 og 8 år gamle, løber glade rundt mellem os imens. Men på et tidspunkt stopper drengen, knuger sig op af sin mor og spørger: “Mor, kan Snopp blive politihund, så han kan beskytte os?”

“Jeg mødte ikke en eneste som var mentalt forberedt på dårligt nyt fra fronten. Folk kunne simpelthen ikke forklare hvorfor russiske tropper.”

Jeg gik fra Taganskaya-pladsen til Pokrovsky Klosteret tæt ved Abelmanovskaya Zastava. Jeg tog kontakt til alle slags folk: Unge piger, bedstemødre som solgte blomster, arbejdere i kommunens gule veste, og pilgrimme på vej til at bede til St. Matrona af Moskva. Jeg stillede nogle få simple spørgsmål. Næsten alle svarede villigt. Nogle kom også hen til mig af sig selv. Mange talte hurtigt, som havde de endelig brudt deres tavshedsløfte.

– Virkelig dårligt! – sagde to unge kvinder på omkring 18 – Virkelig dårligt!

Den entusiasme og støtte, som Dmitri Peskov (russisk diplomat og talsperson for Putin, red.) håbede på, er ikke til stede. Ud af de 30-40 mennesker jeg taler med, er der kun én – en ung mand omkring værnepligtsaldreren – der talte om patriotisk støtte til de russiske magthaveres handlinger:

En ung mand der gerne sendes i krig. Foto: Lefteast.

– Det er vores land. Det må beskyttes. Hvis de sender mig, så tager jeg derhen, hvor jeg får besked på.

Men da jeg spurgte ham, hvad der ventede os i den nærmeste fremtid, svarede uden megen patriotisk patos:

– Jeg tror de udenlandske sociale netværk bliver forbudte. Hvad angår resten… Brød til 500 rubler [omkring 40 kr – red.], en euro til 500. Vores regering laver en masse fejl. Men når vi er startet må vi gå hele vejen.

Alle andre talte om deres følelser fra frygt til vrede. Jeg mødte ikke en eneste, som var mentalt forberedt på dårligt nyt fra fronten. Folk kunne simpelthen ikke forklare, hvorfor russiske tropper gravede sig ind på ukrainsk territorium. Ikke én af dem gav et overbevisende svar. Ældre folk huskede 2014 og det krimske forår.

– På en måde var det lettere dengang – siger en mand i fyrrene, som jeg stopper udenfor en filial af Sherbank. – Der var en følelse af enhed. Og en følelse af retfærdighed eller sådan noget. Dengang blev vores folk forulempet, og vi tog dem i forsvar. Og vi tog, hvad der var vores. Men nu forstår jeg ikke. Hvorfor invaderede vi?

“Ifølge sociologer kom dagens militære aktion i Ukraine som en overraskelse for det russiske samfund, og skabte en situation med massechok. Analytikere påpeger, at folket viste sig at være uforberedte på en militær konfrontation,” indrømmer den Kremlin-venlige Telegram-kanal Nezigar. 

Ingen har spurgt nogen om noget

To fyre er på vej ud af en café. Jeg vender mig og stiller dem spørgsmål om krigen, valutakursen, konsekvenserne. Som alle andre forstår de ikke denne krig. Men, siger de: – Vi har ikke lyst til at tænke på det. Vi tænker ikke på det. Det er derfor vi ikke kan sige noget sammenhængende. – siger den ene.

“Ingen har spurgt disse mænd og kvinder – eller nogen som helst andre i landet – hvad de mener. Synes de, at man skulle sende russiske tanks og fly ind i en tidligere broderlig republik?”

Den anden tilføjer:

– Det er nærmest som noget guddommeligt… Noget kosmisk. Hvad kan man gøre ved det? Det siger sig selv, for Guds skyld. Vi burde komme væk herfra. Tage på landet, ud i skovene. Vi burde tænde bål. Og ikke tænke.

Det var et gentagende træk, der dukkede op i mit sociologiske eksperiment. Folk møder noget, der overstiger deres forståelsesevne. Krig. Noget, der ikke passer ind i deres moralske koordinater. Ikke en defensiv krig. Uden en egentlig grund. Og de ryster de nyheder af sig, som de ikke er i stand til at gøre noget ved.

– Jeg har forbudt min mor at se nyhederne, – siger en midaldrende kvinde – Jeg har bedt hende se My Fair Nanny. Det er en god film! Men du må ikke læse nyhederne! Det er skidt for dig, har jeg sagt til hende.

Et par førsteårsstuderende fra gymnasiet fortalte mig i dag, at deres klassekammerater ikke har lyst til – eller måske endda er bange for – at tale politik. “Der er en oplevelse af, at de ikke bemærker det. At de forsøger ikke at lægge mærke til det.” Mange folk har det samme indtryk.

– Det overrasker mig, at alle er stille, som om det her er normalt – siger en indigneret arbejder med overskæg fra det kommunale energiselskab. – De er bare limet til deres mobiltelefoner, det er alt!

Men følelsen af generel ligegyldighed kan være vildledende. Næsten alle dem jeg talte med fortalte, at de havde diskuteret de chokerende nyheder på den ene eller den anden måde.

Mange indrømmede, at de havde brugt “hele dagen” på det. Men de ophedede samtaler med ens nærmeste stod i kontrast til en by, som (indtil videre) fortsætter med sine daglige rutiner.

Mange oplever det som om, de er de eneste her, der oplever angst, magtesløshed og ensomhed. Men i mængden der passerer, er det sandsynligvis nærmest alle, der oplever de følelser nu – og af de samme grunde.

“Ja det er selvføgelig oprørende. Jeg er meget bange. På vores mænds vegne, på vores børn. De kan blive hvervet. Men vi håber at det slutter snart.”

Ingen har spurgt disse mænd og kvinder – eller nogen som helst andre i landet – hvad de mener. Synes de, at man skulle sende russiske tanks og fly ind i en tidligere brødrerepublik? Er de villige til at gøre ofre for at “de-nazificere Ukraine”? Mener de, at landets sikkerhed kræver ekstreme foranstaltninger?

Det var kun krigens første dag, men mange følte allerede behov for at tale om det, at sige deres mening. I det mindste bare for at blive hørt.

– Vil du virkelig skrive, at jeg er imod krigen? – spørger en gammel dame udenfor en forretning mig naivt.

En ældre blomstersælger i Moskva. Foto: Lefteast.

Det afgørende problem

– Det er som om der ikke er noget bedre [staten] kunne give sig til! – fortæller den ældre blomstersælger med lavmælt stemme. – I går var min nabos søn i en alvorlig ulykke, fordi vejen bare brød sammen under ham.

Er det virkelig så vigtigt for dem at starte en krig et andet sted? Ville det ikke være bedre at sørge for, at asfalten lå sikkert? Her står jeg, en gammel dame, og sælger blomster. Min pension er ikke nok. Jeg overlevede i det mindste. Og nu? Ligesom under tyskerne, er det krig igen?

Seks kvinder i 50’erne står med deres tasker på vogne i en cirkel nær Marxistskaya-metroen. Ja, det er selvføgelig oprørende – siger den mest rasende blandt dem – Og jeg er meget bange. På vores mænds vegne, på vores børn. De kan blive hvervet. Men vi håber, at det slutter snart. At vores folk vil genindføre orden der. Men der er krig, folkens… Det er det 21. århundrede og vi er i krig. Hvis det begynder i stor skala, vil det påvirke alle.

– Så vi kommer ikke til at flyve til Ægypten i den nærmeste fremtid? – spørger jeg kvinden, som lige har fortalt om hendes seneste ferie.

– Selvfølgelig gør vi det, om Gud vil – svarer hun. – Det hele skal nok gå. Alt bliver okay. Jeg tænker at vi har en stærk hær og det vil ikke påvirke os, de civile, i den nærmeste fremtid. Vi har en god præsident. Så det er ikke det afgørende problem…

Kvinden stammer. Hendes strøm af optimisme kan ikke finde en ventil. Hendes venner ryster på hovedet:

– Nej, Lena. Det her er f***ed up. Det her er det afgørende problem nu.

Artiklen er oprindeligt bragt på russisk af moskvichmag.ru, artiklen er oversat engelsk og bragt af LeftEast. Peter Saxtrup Nielsen har oversat artiklen til dansk.


Redaktionel note: Grundet manglen på brugbar sociologisk data er det svært at vide, hvad den almindelige russer tænker om landets krig mod Ukraine (I de regeringstro medier tales der selvfølgelig ikke om krig men om en “særlig operation”, “forsvaret af Donbas” osv. Det bragte billedmateriale reflekterer linjen.

Man ser for eksempel ikke billeder af civile ukrainere stuvet sammen i Kievs metro, af ødelagte huse, af ledelse fortvilelse.) Hvad vi trods alt ved er, at indenfor få timer efter at den russiske hær krydsede den ukrainske grænse var der tusindvis af russere, der demonstrerede i 60 byer. Over 1800 var arresteret, da dagen sluttede – en dag der langt overgik de antikrigsprotester, der fandt sted, da Rusland annekterede Krim i 2014 og den efterfølgende militære støtte til anti-Maidan rebeller i Donbas og Luhansk. Et venstrefløjsmøde holdt i går [fredag d. 25/2 – red] opfordrede alle russere med venstreorienterede og demokratiske synspunkter til at gennemføre antikrigsagitation.

Solidaritet støtter LeftEast i at anerkende og velkommer deres mod og håber at demonstranternes numre og styrke vil stige på trods af den åbenlyst stærkere undertrykkelse fra statens side. Men hvad med det store flertal af russere udenfor antikrigsbevægelsen? Det er for tidligt, at sige noget med sikkerhed, men Alexey Sakhnins fantastiske bidder af synspunkter fra Moskvas gader tyder på at dette ikke på nogen måder tilsvarer den “Krim-konsensus”, der opstod i det russiske samfund efter 2014.


Om skribenten

Alexey Sakhnin

Alexey Sakhnin

Alexey Sakhnin er russisk aktivist og medlem af Venstrefronten. Var blandt lederne af anti-Putin protestbevægelsen fra 2011 til 2013. Han emigrerede senere til Sverige og levede som eksil der, inden han vendte tilbage til Rusland for at fortsætte sit arbejde som venstreoppositionsaktivist og journalist. Medlem af Progressive International Council. Læs mere