Stærk organisering på havnen i Barcelona

Barcelona havn er en af de tre største i Spanien med ca. 1200 arbejdere. I Valencia arbejder 1500 plus 500 løsarbejdere, og i Algeciras (i Gibraltar) 1600. I Barcelona er fagforeningen O.E.P.B. alene om at organisere havnearbejderne. I andre havne, som i Valencia, er der flere fagforeninger. Ifølge Vidal Chicharro, som er advokat for O.E.P.B., er O.E.P.B. den ’sidste gruppe’ inden for den del af arbejderklassen, der voksede sig stærk efter Francos død i 1975.

Til illustration er så godt som alle 1200 havnearbejdere i Barcelona medlemmer af O.E.P.B. I hele Spanien er ca. 12 procent af arbejdsstyrken organiseret i fagforening, men i havnene er ca. 90 procent organiseret. Langt størstedelen af de øvrige arbejdere i Barcelonas havn er tilknyttet fagforeninger, som er en del af den spanske hovedorganisation La Coordinadora.

Hver tirsdag morgen mødes alle havnearbejdere en time for at blive orienteret af bestyrelsen for O.E.P.B. Når der ikke er noget særligt på programmet, møder ca. 300 op, fortæller Laia. De tjener i gennemsnit mellem 5. og 6.000 Euro om måneden (= ca. 35.-42.000 kr.). I Spanien er gennemsnitslønnen ca. 2000 Euro.

Havnearbejderne tjener altså 3 gange så meget som gennemsnittet af landets arbejdere. Som et andet eksempel på arbejdernes styrke stopper havnearbejderne arbejdet, når der sker en dødsulykke. På fx bilfabrikken SEAT udenfor Barcelona skal arbejdet fortsætte, selvom der sker en dødsulykke.

La Coordinadoras største udfordringer

Når arbejdsgiverne i havnene vil opnå noget, fyrer de samtlige havnearbejdere og tilbyder dem ansættelse på nye vilkår. Det gjorde de i 1980’erne, og på EU’s initiativ i 2003 og 2006, hvilket udløste strejker, der tvang arbejdsgiverne til at opgive deres mål.

Målet var at nedbryde ’pool’en’, som de kalder den form for organisering af arbejdet, der består i, at havnearbejderne er én stor gruppe, der møder ind til mønstring hver morgen og hver eftermiddag til at bemande de fire skift. Arbejdsgiverne ønsker i stedet at ansætte havnearbejderne i hver deres firma. ”Ifølge lovgivningen må arbejdere ikke skifte mellem flere firmaer, men sådan er det”, fortæller havnearbejder i Valencia Rafa Egea, ”og det er det mest effektive for containerfirmaerne”.

I 2017 gentog arbejdsgiverne manøvren, hvor havnearbejderne ’kun’ lavede punktstrejker. Med støtte i EU fik arbejdsgiverne opløst havnearbejdernes kontrol med, hvem der bliver ansat. ’

I begyndelsen blev arbejderne angrebet af alle medier og af de ’gamle’ partier over en kam, men arbejderne opsøgte alle partier i det spanske parlament, skabte en social dialog, som bestyrelsesmedlem i O.E.P.B. i Barcelona Laia Marimon beskriver det, og fik vendt stemningen.

Da centrumvenstrepartiet PSOE kort efter vandt regeringsmagten, blev der vedtaget en lov, der annullerede fyringerne. Samtidig opnåede havnearbejderne, at det er en betingelse for ansættelse, at man har bestået en uddannelse på 450 timers teori og 400 timers praksis, som det typisk tager et års tid at gennemføre.

Arbejdsgivernes kamp for at nedbryde havnearbejdernes fællesskab fortsætter. Vidal Chicharro fortæller, at arbejdsgiverne er lykkedes med at ansætte folk direkte til en lavere løn. Når det sker, nedsætter arbejderne tempoet, så arbejdsgiverne vender tilbage til ’pool’en’. Men i realiteten eksperimenterer arbejdsgiverne med en balance mellem pris og effektivitet.

Stærk organisering har givet resultater

Der har ikke været strejke siden 2017. Som Laia Marimon siger: ”Vi foretrækker at forhandle, vi har netop forhandlet en fuld kompensation for inflationen på 6,5 procent på plads her i Barcelona, 3 procent på lønnen, suppleret af bedre tilskud til lægehjælp og tilskud til vores kantine. Vi har gode forhold”, fortsætter Laia Marimon.

”Når medier og andre skriver og siger, at vi er forkælede, svarer vi, at vi har kæmpet for det, så det er helt naturligt. Vores største værdi er professionalisme. Vi skal være veluddannede og effektive, og særlig være opmærksomme på vores sikkerhed, for det er et farligt job. Mange mangler en finger eller to, og en sjælden gang mister en livet. Sidste gang det skete i Barcelona var for to år siden”, siger Laia Marimon.

Rekrutteringen af de unge, nye havnearbejdere er et problem for O.E.P.B. ”Mange unge forstår ikke betydningen af at være organiseret, og arbejdsgiverne prøver at ansætte dem direkte i deres firma”, fortæller Vidal Chicharro. Både på landsplan og i mindre grad for O.E.P.B. er det en kæmpe udfordring.

Jeg spørger, om det ikke er et problem for havnearbejderne i Barcelona, når de skal have opbakning i resten af Spanien, at mange catalanere ønsker løsrivelse fra Spanien. Det afviser både Laia Marimon og Vidal Chicharro.

Ifølge Laia Marimon er de højreorienterede kollegaer i havnen et større problem. Nogle støtter endda VOX, som er tæt på at være et fascistisk parti. ”Når vi udtaler støtte til andre ude i verden, er det ud fra almindelig humanisme og social solidaritet”, forklarer Laia Marimon.

Rafa Egea tilføjer, at han personligt mener, at de som fagforening skal gøre mere ud af at betone, at de tilhører venstrefløjen, ikke partipolitisk, men i bred forstand: ”Vi skal genopbygge traditionen for at kæmpe sammen på tværs, og vi har brug for de progressive partier”, siger Rafa Egea.