Præstestyrets greb om Iran er under pres. Hvordan samler venstrefløjen vreden op?

Mandag 15. november var det to år siden, at en af de mest omfattende demonstrationer fandt sted i Iran. Demonstrationerne rullede igennem mere end 200 iranske byer og endte med, at mindst 1500 demonstranter blev dræbt af regimets sikkerhedsstyrker, og flere tusinde blev såret eller arresteret. Sikkerhedsstyrkerne gik decideret efter at ramme demonstranter i hovedet.

Demonstrationerne startede, fordi prisen på benzin steg. De udviklede sig dog hurtigt til protester imod den almindelige befolknings fattigdom – og i særdeleshed mod arbejdernes og den fattigste del af befolkningens ubærlige livsvilkår. Derfor rettede protester sig også mod det islamiske regime og dets overhoved Ali Khamenei.

Halvdelen lever under fattigdomsgrænsen

To år efter den store demonstration, er den økonomiske og sociale situation for det store flertal af iranerne kun blevet værre. Og der er ikke udsigt til forbedringer. For nyligt har lønmodtagerorganisationen Khaneye Kargar (Arbejderens Hus) med tilknytning til regimet, beregnet fattigdomsgrænsen for en familie med 4 medlemmer – til ca. 400 dollars om måneden. Det skal ses i forhold til, at de fleste iranske arbejders løn er mindre end 150 dollars om måneden. Hertil kommer, at mange arbejdere på de store fabrikker ikke har fået løn de seneste måneder på grund af virksomhedernes dårlige økonomi. Samlet set lever halvdelen af den iranske befolkning derfor nu under fattigdomsgrænsen.

“Efter 42 års kapitalistisk-religiøst styre går det stadig ned ad bakke for iranerne.”

Økonomien er gået i stå i Iran, og den negative vokser for hver dag, der går. Inflationen er ekstrem – de månedlige prisstigninger er nu tocifrede, og flertallet af befolkningen lider under det. Kød har længe været fraværende i store dele af befolkningens daglige madkurve, og frugt og grøntsager er nu også begyndt at være en sjælden gæst på de fleste iraneres spisebord.

Efter 42 års kapitalistisk-religiøst styre i Iran, går det med andre ord stadig ned ad bakke for iranerne. Det er ikke uden grund, at den islamiske republik har mobiliseret alle sine politiske og sikkerhedsmæssige organer for at undertrykke befolkningen og nedkæmpe ethvert tilløb til folkelige protester.

Vold mod tørstige demonstranter

På grund af nedslagtningerne ved den store protest i 2019 er der blevet færre, store demonstrationer. Til gengæld er der kommet langt flere mindre demonstrationer. Disse ender desværre stadig ofte i vold fra regimets side. Den 27. november i år blev bøndernes protester i storbyen Isfahan nedkæmpet med halvautomatiske haglgeværer. De ramte snesevis af demonstranter i øjnene. I løbet af natten blev demonstranterne tæsket, og der blev sat ild til deres lejre.

Baggrunden for protesterne var manglen på vand. De protesterende bønder – som i øvrigt er blandt landets mest religiøse, og i årtier har været den islamiske republiks mest trofaste støtter – fik støtte fra tusindvis af Isfahans indbyggere.

Protesterne varede en hel uge. Foreløbigt er to døde, mens 65 er sårede. Af disse er 40 blevet ramt i øjnene med hagl.

Men toppen bliver større og rigere

Modsat hvad mange almindelige mennesker i Vesten tror, er Vestens blokade kun en mindre del af forklaringen på den øgede fattigdom. Vigtigere er det korrupte, mafiøse regime, hvis eneste ideologiske og strategiske mål i Iran er at tilrane sig selv mere magt og rigdom.

Regimet og dets topfolk plyndrer Irans under- og middelklasse hver dag – og har til gengæld skabt en overklasse, der svømmer i rigdom.

Ifølge Forbes Magazine er antallet af iranere, som har mere end 1 million dollars i formue, steget til 250.000 personer. Det er en stigning på 21 % i 2020 alene. Til sammenligning er den gennemsnitlige vækst i antallet af millionærer i verden i samme periode kun 6 %. Forbes skriver videre, at Iran ligger på 14. pladsen blandt de mest velstillede lande i verden. De nævner dog ikke, at halvdelen af befolkningen i dette velstillede land lever under fattigdomsgrænsen.

Kapitalismen dræner ungdommen

På trods af undertrykkelsen fortsætter protesterne. Det seneste år har der været hen mod 2.000 små og store strejker, arbejdsnedlæggelser og andre former for arbejderaktiviteter i Iran. Langt størstedelen af de mange demonstrationer opstår pludseligt, og har ingen revolutionær ledelse. De mister derfor hurtigt styrke og forsvinder igen.

Kun arbejderne i sukkerkomplekset ”Haft tappeh” har formået at opretholde en skjult ledelse igennem en længerevarende konflikt, som er forårsaget af en privatisering af komplekset.

I takt med formuestigningen for magthaverne i Iran stiger også korruption, undertrykkelse og den enorme udnyttelse af arbejderne i Iran. Arbejderne har ingen ret til organisering, hverken fagligt eller politisk, og det er umuligt at skabe selvstændige fagforeninger. Arbejderklassen og middelklassens lavere lag har ingen socialsikring, arbejdsløshedsunderstøttelse eller jobsikring. Gennem de sidste 40 år har kapitalismen i Iran etableret en enorm grad af udnyttelse af arbejderne, med hidtil uset arbejdsretlig lovløshed som følge.

Ungdommen i Iran lider også under disse forhold. Mere end halvdelen af de unge under 30 år er arbejdsløse. Da skoleåret startede i 2021, oplyste en af regimets skoleansvarlige, at op imod en million skoleelever har forladt skolen sidste år af økonomiske årsager.

Naturen brændes af – forureningen er massiv

Iran satser på atomkraft, og ødelæggelsen af miljøet og naturen er nu nået nye højder. I forhold til samtlige indikatorer for ødelæggelse af et lands miljø og natur har Iran enten førstepladsen, eller er blandt de øverste 3 lande på skalaen. Samtidig er Iran verdens 10. største bidragyder til CO₂ i atmosfæren.

For den islamiske republik har hverken den iranske befolkning eller miljøet og dén natur, som befolkningen lever i, nogen som helst betydning. Regimets eneste mål er at skabe øget magt og velstand til sig selv, og til det lag af befolkningen, som er korrupte rentenydere og støtter regimet.

Støtten smuldrer i nabolandene

Irans præsident Ebrahim Raisi blev valgt i 2021. Raisi har i årevis haft ansvaret for justitsvæsenet i Iran – og dermed været en af de øverste ansvarlige for nedkæmpelsen af demonstrationerne. Som tidligere dommer har han også været en del af den såkaldte ”dødskomite”, der udstedte dødsdomme over tusindvis af iranske politiske fanger i sommeren 1988.

“Støtten fra de shiamuslimske allierede er ved at forsvinde. På den udenrigspolitiske scene taber Iran terræn.”

De seneste parlaments- og præsidentvalg har været støvsuget for reform-orienterede kandidater, og hele magten er nu koncentreret i hænderne på den mest grusomme del af regimet, som er under Ali Khamenei’s direkte kontrol.

På trods af de milliarder af dollars – som regimet har frarøvet Irans befolkning og brugt på Irans militære engagement i Libanon, Irak, Syrien, Yemen og Afghanistan samt på militær- og cyber-krige med Israel, eller udvikling af atomvåben – kan Iran efterhånden regnes som taberen. Landet står mere isoleret end nogensinde før.

Resultatet af de seneste ugers parlamentsvalg i nabolandet Irak, og forsøget på at dræbe Iraks premierminister – såvel som irakernes og libanesernes demonstrationer mod Iran viser, at støtten fra de shiamuslimske allierede er ved at forsvinde. På den udenrigspolitiske scene taber Iran terræn. Det politiske nederlag har sammen med de løbende økonomiske underprioriteringer af Irans egen befolkning, gjort dem endnu mere forsvarsløse over for regimets ideologiske og magtsøgende internationale aktiviteter.

Den revolutionære venstrefløjs muligheder og opgaver i Iran

Det øgede pres på regimet netop nu bør få venstrefløjen til at reagere hårdt. På trods af nedkæmpelsen af især den revolutionære del af venstrefløjen i 1980erne, og den generelle censur og klapjagt på socialister, har venstredrejede meninger og ideer stadig mange tilhængere i Iran. Ved mange arbejder- og studenter-demonstrationer er specielt den unge venstrefløj til stede. Men venstrefløjen er langt fra nogen decideret politisk kraft i dagens Iran – endnu. For at blive det skal landets venstrefløj gøre følgende:

• Deltage i folkelige protester og oprør, og løfte dem fra at handle om diskriminering og løn- og arbejdsforhold til at have afskaffelsen af regimet som det endelige mål.

• Koordinere og ensrette de mange kampe, som eksempelvis etniske minoriteter tager – og hjælpe dem i retning mod afskaffelse af den islamiske republik.

• Yde modstand mod ethvert nationalistisk og chauvinistisk forsøg på at starte etniske kampe i Iran er en opgave for venstrefløjen. I særdeleshed bør de mindske de etniske spændinger mellem Azeri-tyrkere og kurdere, mellem Azeri-tyrkere og persere og mellem persere og arabere. Iran minder for tiden mere og mere om de spændinger, der førte til krigen i det nu tidligere Jugoslavien. Venstrefløjen skal igen forsøge at samle og rette kampene mod regimet.

• Udbrede en forståelse af, at ansvaret for mangel på ferskvand, udtørring af søer og vådområder, tømningen af landsbyer, udryddelsen af skove og vildtlivet samt den enorme forurening af luft, vand og jord og store nedsænkede områder inde i byerne udelukkende hviler på den islamiske republik. Venstrefløjen bør deltage i protester mod miljøødelæggelserne i Iran og øge de unges viden om miljøet for dernæst at samarbejde med disse unge.

Venstrefløjens pres må komme udefra

På samme måde, som verdens unge nu kritiserer resultaterne af COP26 i Glasgow for at være uden nogen egentlig effekt, vil de iranske unge også snart på det kraftigste kritisere lederne af de utallige iranske venstrefløjsgrupperinger for deres passivitet og narcissisme.

Venstrefløjen har ikke skabt en politisk front i tide, som ellers burde omfatte og samle alle venstrefløjens aktive til at være en modvægt mod de højrefløjsfronter, som allerede findes, og som støttes af kapitalistiske kræfter rundt om i verden.

“Det handler om at skabe en fælles politisk front, som omfatter alle former for socialistiske, kommunistiske og demokratiske kræfter. De enkelte partiers indbyrdes forskelligheder er minimale sammenlignet med regimet.”

At afslutte sekterismen og splittelsen på den iranske venstrefløj er med andre ord den vigtigste opgave. Det handler om at skabe en fælles politisk front, som omfatter alle former for socialistiske, kommunistiske og demokratiske kræfter. De enkelte partiers indbyrdes forskelligheder er minimale sammenlignet med regimet og set i forhold til, hvad der kan komme ud af at samarbejde på tværs i venstrefløjsorganisationerne.

Splittelsen gør kun alle enkeltdelene endnu svagere. Denne opgave ligger på skuldrene af venstrefløjen uden for Iran. Den enorme undertrykkelse af politisk aktive inde i Iran umuliggør nemlig den slags politiske aktiviteter. Det skal den revolutionære venstrefløj forstå – både i Danmark og resten af verden. Det er netop den samling af kræfterne, der er brug for i Iran.

Uden en samling af de forskellige socialistiske strømninger, kommer Irans venstrefløj til at overdrage scenen til højrefløjen og især den yderste højrefløj i Iran. Klokkerne ringer for venstrefløjen i Iran, der har en stor opgave foran sig med at udnytte den voksende utilfredshed med Khamenei’s diktatoriske regime.

---