Stemmer du? Henrik er træt af at håbe på forandring, mens Selma stadig hænger på

Statistisk set stemmer de fleste af dine venner og bekendte. Stemmeprocenten ved sidste kommunalvalg var på 70,8 procent, hvilket vil sige, at stort set to ud af tre fandt vej til valgurnerne.
Men hvorfor vælger nogle ikke at stemme? Og hvad er forskellen på dem, der stemmer og dem, der ikke gør? Solidaritet har sat to stemmeberettigede i stævne: en, der helt sikkert vil stemme og en, der med stor sandsynlighed ikke vil.

Udvikling i Enhedslisten

Hvorvidt Henrik Skaaning kommer til at sætte sit kryds på valgdagen er endnu ikke besluttet. Men sandsynligheden er ikke stor.
”Jeg hælder mod ikke at gøre det,” lyder det fra den 29-årige hjemmehjælper med en baggrund i socialvidenskab og psykologi fra Roskilde Universitet.

Vi har mistet rollen som drømmere og er blevet en bevægelse, der er fokuseret på at forvalte og lave politisk teknik.

Henrik Skaaning

”I det politiske landskab har jeg svært ved at se, at der er et parti, som udfordrer vores politiske system. Det gjorde Enhedslisten tidligere, men jeg kan ikke se, at det er tilfældet i dag”.
I 10 år har Henrik troligt støttet Enhedslisten ved hvert eneste valg, men nu er det slut. ”Vi har mistet rollen som drømmere og er blevet en bevægelse, der er fokuseret på at forvalte og lave politisk teknik. Vi kan flytte nogle kommaer, men at begynde at tale om at vores samfund grundlæggende er forkert indrettet, det har vi mistet evnen til,” lyder det fra Henrik.

De små forskelle

Tanken om at Enhedslisten har taget en moderne retning, hun ikke bryder sig om, ligger ikke langt fra 20-årige Selma Rother.
Hun er til dagligt aktiv i SUF i Århus og vil sætte sit kryds ved Enhedslisten til kommunalvalget 16. november. ”Selvom jeg kan nikke genkendende til mange af tingene, så tror jeg ikke, at det er et helt håbløst projekt. Det gør en forskel, hvis Enhedslisten får flere stemmer. Hvis Enhedslisten får flere stemmer, så er der måske lidt flere kammerater fra Mellemøsten, som ikke bliver smidt ud af landet, og der bliver måske skåret lidt mindre i Sundhedsvæsenet”, siger hun.

At have mistet håbet

På mange måder har Selma Rother og Henrik Skaaning en enslydende historie. De har begge brugt eller bruger en stor del af deres liv på at være aktive i SUF, som de fandt frem til i de tidlige teenageår, og hvor de blev en del af et fællesskab med andre venstreorienterede unge. Hvor Selma brugte internettet til at læse om feminisme og på den måde fik sat perspektiv på nogle af de negative oplevelser, hun havde med at blive behandlet anderledes som kvinde, gik Henrik til bøgerne og læste klassisk kommunistisk litteratur.
En ting, som Henrik fortæller, der adskiller sig fra Selma, er oplevelsen af at desto mere, du håber, desto mere skuffet kan du blive.
”Jeg er blevet politisk apatisk, fordi jeg ikke ser nogle bevægelser, der kæmper for forandring. Det føles som at slå i en pude. Når det parti, jeg tidligere kæmpede for, er, som det er i dag, så er der ikke så meget at se frem til”, siger Henrik.
Til sammenligning så stemmer Selma alligevel, selvom hun ønsker større forandringer til valgene. ”Den parlamentariske del af at være politisk aktiv kan føles fjollet, men det er nemt at gå ned og stemme som vælger. Og man skylder at gøre verden nemmere for dem, som allermest kan mærke forskellen på, hvem der bliver valgt som f.eks. minoritetsetniske borgere. I Århus handler meget af valget om, man skal rive boliger ned, og her stemmer jeg på Enhedslisten, som vil forhindre, at der bliver revet almene boliger ned”, siger hun.