13 min. læsetid

Venstres næstformand, Inger Støjberg, skal søndag afhøres i Instrukskommissionen om, hvad der foregik, da den daværende udlændinge- og integrationsminister i 2016 udstedte en ulovlig instruks om at adskille asylpar. Men hvad handler sagen egentlig om juridisk – og hvad står der politisk på spil?


Af Kim Kristensen

Hun har prøvet det før, Venstres næstformand Inger Støjberg. Hele seks gange har den tidligere udlændinge- og integrationsminister været kaldt i samråd i Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg for at forklare – og forsvare – beslutningen i 2016 om at forbyde asylpar, hvoraf den ene var under 18 år, at bo sammen.

Men når Inger Støjberg og hendes bisidder, Venstres mangeårige consigliere, advokat Nicolai Mallet, søndag og mandag møder op i Retten på Frederiksberg for at blive afhørt i Instrukskommissionen, står der alligevel andet og mere på spil. Meget mere.

Venstres næstformand kan ikke længere trykt læne sig tilbage i stolen i forvisning om, at næsten uanset hvad hun siger, så har Dansk Folkeparti på forhånd givet amnesti. Og ikke mindst vil Inger Støjberg for første gang blive konfronteret med, hvad der dengang blev sagt og skrevet bag de lukkede døre. Men for at forstå, hvad der står på spil, er her seks af sagens vigtigste spørgsmål

Hvorfor hedder det egentlig instrukskommissionen?

Undersøgelseskommissionen skal »undersøge og redegøre«, som det hedder i kommissoriet, for forløbet omkring den pressemeddelelse, som Inger Støjberg udsendte den 10. februar 2016 med en instruks til Udlændingestyrelsen om, at alle asylpar, hvoraf den ene var under 18 år, skulle adskilles.

»Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever,« hed det i pressemeddelelsen. »Det gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn«.

Parrene måtte fortsat have kontakt med hinanden, men altså ikke længere sove sammen, og de ville blive skilt ad og placeret på forskellige asylcentre, forklarede Inger Støjberg efterfølgende til Danmarks Radio (DR): »Det kan godt være, at børnene har vænnet sig til, at deres far er noget ældre end deres mor. Men for mig er det helt principielt afgørende, at vi ikke vil se barnebrude i Danmark, og så må man vente, til man bliver 18 år med at bo sammen«.

Hvad skyldtes instruksen?

Inger Støjbergs reaktion kom, efter at Berlingske 25. januar på hjemmesiden havde bragt en artikel med overskriften »Barnebrude bor med voksne ægtefæller på asylcentre i Danmark«. I Sverige var det kommet frem, at Malmø Kommune alene i 2015 i 59 tilfælde havde godkendt, at asylansøgere på 15, 16 og 17 år boede på modtagecentre sammen med deres voksne ægtefæller i stedet for de særlige modtagecentre for børn og unge. Og nu berettede avisen, at også i Danmark var mindreårige asylansøgere i »ganske få tilfælde« blevet indkvarteret sammen med deres voksne ægtefælle. Om det skete, blev afgjort fra gang til gang af Udlændingestyrelsen. 

»Det afhænger af omstændighederne i den enkelte sag, herunder fx vurderingen af relationen mellem de pågældende ægtefæller samt den mindreåriges alder, om styrelsen finder det hensigtsmæssigt at indkvartere de pågældende sammen,« forklarede Udlændingestyrelsen i en skriftlig kommentar.

Efter at TV2 også havde bragt historien på hjemmesiden, delte Inger Støjberg samme dag denne artikel på Facebook med kommentaren:

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre. Det skal stoppes omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen. Når man opholder sig i Danmark, så gælder danske normer og regler, og det skal gøres meget klart over for asylansøgerne«.

Hvad var problemet?

Asylansøgere har også ret til et familie- og privatliv, og både dansk lov og internationale konventioner – som FN’s børnekonvention – slår derfor fast, at par ikke bare kan adskilles. Eller i hvert fald ikke før, at de netop er blevet vurderet hver for sig.

Måske ikke overraskende modtog Folketingets ombudsmand derfor 14. marts 2016 en klage fra et syrisk par, som var blevet adskilt. Kvinden var 17 år og gravid, manden 26. Og et år senere, den 1. februar 2017, måtte ombudsmanden da også meddele Udlændinge- og Integrationsministeriet, at selv om han på baggrund af det modtagne materiale samt ministeriets forklaringer måtte »lægge til grund«, at det ikke havde været meningen at pålægge Udlændingestyrelsen en ulovlig praksis, så havde instruksen alligevel været ulovlig. Ombudsmanden fandt Udlændinge- og Integrationsministeriets fremgangsmåde »særdeles kritisabel«, fordi denne var vanskelig at forstå og risikabel i forhold til pligten til at sikre en lovlig administration på området. Ifølge ombudsmanden var i alt 34 par nået at blive omfattet af Inger Støjbergs instruks. Gennemsnitsalderen for mændene var 23 år, mens gennemsnitsalderen for kvinderne var 16. Den største aldersforskel i et par var 12 år.

Hvad har Inger Støjberg selv forklaret?

Inger Støjberg tog i første omgang ombudsmandens kritik »til efterretning«. »Min holdning til denne sag er velkendt,« skrev den daværende udlændinge- og integrationsminister i en pressemeddelelse. »Jeg mener, at det er fuldstændig uacceptabelt, at piger bliver indkvarteret med væsentligt ældre mænd, og det er ingen hemmelighed, at jeg har ønsket en så restriktiv linje som overhovedet muligt inden for lovens rammer.«

Ifølge Inger Støjberg fortalte hun inden udsendelsen af pressemeddelelsen på et møde samme dag i Udlændinge- og Integrationsministeriet – med blandt andre embedsmænd fra ministeriet og den daværende direktør for Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet – at der kunne være par, der ikke skulle adskilles af hensyn til Danmarks internationale forpligtelser. Af samme årsag har Inger Støjberg – efterfølgende – hævdet, at pressemeddelelsen slet ikke skulle opfatte som en instruks. Det var en såkaldt politisk tilkendegivelse. Og derfor blev der heller ikke taget stilling til, om ordlyden ville være lovlig, hvis pressemeddelelsen efterfølgende netop skulle læses som en instruks til Udlændingestyrelsen.

Der er ikke taget referat fra det såkaldte koncerndirektionsmøde, men ingen af de andre deltagere kan genkende den daværende udlændinge- og integrationsministers udlægning. Tværtimod. Henrik Grunnet har forklaret under afhøringerne, at man »gik i gang med at administrere den ulovlige instruks«, som det lød i et spørgsmål til ham. I den følgende tid blev Inger Støjberg heller ingen steder citeret for, at det ikke var en undtagelsesfri ordre.

Udlændinge- og integrationsministeriets daværende departementschef, Uffe Toudal Pedersen, har dog fortalt, at han, på et hidtil ukendt møde den 10. februar på Inger Støjbergs kontor med hende, og hendes særlige rådgiver, accepterede den »falske melodi«, for at bruge et udtryk fra Tamil-sagen: Nemlig at pressemeddelelsen ikke nævnte noget om nogen undtagelser. Hvilket angiveligt skete for husfredens skyld. Ministeren ville et og embedsmændene noget andet (overholde loven).

»Men du skal vide (henvendt til Inger Støjberg, red.), at vi administrerer ikke ulovligt, uanset hvad du siger i pressemeddelelsen, vil vi administrere med undtagelser«, har Uffe Toudal Pedersen fortalt under afhøringerne. Den daværende departementschef mente ikke, at nogen burde have været i tvivl om dette, uden at han gjorde noget den følgende tid for at sikre sig, at det faktisk også var tilfældet.

Først på et samråd i Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg den 15. marts 2016 – og altså dagen efter klagen til Folketingets ombudsmand – nævnte Inger Støjberg, at »der kan i helt særlige tilfælde være omstændigheder, som betyder, at vi skal gøre en undtagelse«. Og få dage senere, nemlig 18. marts, fik Udlændingestyrelsen nu besked om, at hvis behandlingen af konkrete sager rejste »spørgsmål om forholdet til Danmarks internationale forpligtelser«, så skulle »disse spørgsmål afklares« og indkvarteringen måtte i øvrigt ikke ske »i strid med disse forpligtelser eller dansk ret i øvrigt.«

Daværende direktør for Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet har under kommissionens indledende høringer modsagt den forklaring, Inger Støjberg er kommet med. “Støjberg-kommissionen” undersøger forløbet omkring de instrukser, den tidligere integrationsminister gav sine ansatte i ministeriet. Foto fra Facebook.

Kunne undersøgelseskommissionen ikke lige så godt have heddet »Støjberg-kommissionen«?

Én ting er, hvordan Inger Støjberg angiveligt opfattede situationen. Den daværende udlændinge- og integrationsminister kan måske godt have ment – og fortsat mene – at instruksen ikke var soleklart ulovlig. Og/eller at det i hvert fald ikke var den besked, som hun fik at vide fra sine embedsmænd.

Men hvis de første afhøringer har afsløret noget, så er det, at ikke bare advarede embedsmændene mod instruksen (og embedsmænd har, ikke at forglemme, faktisk en »sige-fra-pligt«, hvis noget er klart ulovligt). Det samme gjorde daværende justitsminister Søren Pind (V), har han nu forklaret på Twitter. Også Statsministeriet vidste tidligt besked.

Instrukskommissionen har således fremlagt en mail, som den daværende departementsråd i Statsministeriet, Tanja Franck den 3. marts skrev til daværende departementschef Christian Kettel Thomsen forud for en forespørgselsdebat i folketingssalen dagen efter om værdipolitik. Her risikerede den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at blive spurgt til Inger Støjbergs instruks. Tanja Franck, der kort efter overtog posten som direktør i Udlændingestyrelsen, og som er indkaldt til afhøring i kommissionen, forklarede, at det nok var vigtigt, at »han (Lars Løkke Rasmussen, red.) får at vide, at UIM’n (udlændinge-og integrationsministeren, red.) har meldt hårdere ud, end juraen kan holde til«.

Hvis det står til troende kan det vise sig at være et klogt valg, at undersøgelseskommissionen ikke blev kaldt »Støjberg-kommissionen«. Daværende statsminister Poul Schlüter (K) måtte i sin tid gå af, efter at Tamil-kommissionen som bekendt konkluderede, at statsministeren ikke havde haft ret, da han fortalte Folketinget, at »der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet«. Så hvad vidste Lars Løkke Rasmussen – og hvornår vidste han det, kan ende med at blive spørgsmålet.

Uffe Toudal Pedersen har fortalt, at Christian Kettel Thomsen på et tidspunkt ringede, og de havde en kort samtale, hvorunder han sagde, at »vi ville administrere efter reglerne«.

Hverken Søren Pind, Christian Kettel Thomsen eller Lars Løkke Rasmussen er indkaldt som vidner, men kommissionens formand Peter Mørk Thomsen har fortalt, at der vil blive indkaldt flere vidner, uden endnu at have villet sætte navn på hvilke.

Tidligere justitsminister Søren Pind er foreløbig ikke blevet indkaldt som vidne af undersøgelses-kommissionen, der dog har varslet flere vidne-indkaldelser. Foto: Venstre / Flickr.

Hvad kan blive de politiske konsekvenser?

Undersøgelseskommissionen hverken kan – eller skal – fælde nogen dom. Den skal kun »foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar,« som det hedder i kommissoriet.

Netop Tamil-kommissionen er undtagelsen, som bekræfter reglen om, at kommissionsundersøgelser sjældent får politiske konsekvenser. Enten fordi undersøgelserne trækker så længe ud, at hovedpersonerne for længst har forladt den politiske scene. Hvilket var tilfældet med Farums tidligere borgmester og Venstres tidligere skatteminister, Peter Brixtofte, da Farum-kommissionen efter 10 års arbejde endelig i 2012 kunne aflevere beretningens 12.546 sider. På det tidspunkt var Peter Brixtofte allerede blevet dømt – og havde afsonet sin straf – for mandatsvig.

Fraværet af konsekvenser kan også skyldes, at kommissionerne ofte ikke kommer med en klar konklusion – i hvert fald ikke en så klar konklusion, at ingen kan vælge at se bort fra den. Det skyldes, at det ofte står ord mod ord, hvis de afhørte da ikke har glemt, hvad de sagde. Som eksempel på sidstnævnte skrev den daværende konservative politiker, Viggo Fischer skrev sig ind i danmarkshistorien, da han hele 107 gange under afhøringen i Tamil-kommissionen forklarede, at “det kunne han ikke huske”.

Denne gang er der dog i høj grad tale om en stadig politisk aktiv hovedrolleskuespiller i form af Inger Støjberg, og Instrukskommissionen skal være færdig senest i sommeren 2021 – og altså sandsynligvis inden det næste folketingsvalg. Det betyder, at et eventuelt nyt politisk flertal efter det kommende folketingsvalg ikke vil kunne nå at nedlægge Instrukskommissionen, som det skete efter folketingsvalget i 2015, hvor Løkke-regeringen som en af sine første gerninger lukkede Irak-kommissionen. Men måske nok så vigtigt: Det samme flertal, der nedsatte Instrukskommissionen, vil i givet fald skulle tage stilling til, hvem – og om nogen – som eventuelt skal drages til ansvar. Og med ansvar betyder det i givet fald for Inger Støjberg en rigsretssag for at have overtrådt ministeransvarsloven.

“Det samme flertal, der nedsatte Instrukskommissionen, vil i givet fald skulle tage stilling til, hvem – og om nogen – som eventuelt skal drages til ansvar. Og med ansvar betyder det i givet fald for Inger Støjberg en rigsretssag for at have overtrådt ministeransvarsloven”

En rigsretssag er en alvorlig ting. Siden Rigsrettens oprettelse i 1849 har der kun været fem rigsretssager; og spørgsmålet er, i hvor høj grad Socialdemokratiet – i mangel af nogen klar konklusion – efter partiets kursskifte i udlændingepolitikken vil anse sagen for at være et ben, det er værd at gnave videre på. I dag er det tankevækkende, at Poul Schlüter efter Tamil-kommissionens beretning dengang valgte at gå af uden at udskrive folketingsvalg (hvilket Venstre havde ønsket), fordi statsministeren ikke ville have et »udlændingevalg«.

Selv gør Inger Støjberg i hvert fald alt for at »frame« undersøgelsen som netop et udlændingevalg: Et valg mellem at være for eller imod hendes adskillelse af parrene.

»I dag begynder barnebrudskommissionen sit arbejde i retten på Frederiksberg,« skrev Inger Støjberg på Facebook på første dagen af afhøringerne. »Jeg tager gerne en tur i retten i min kamp for at beskytte de mindreårige piger, som var blevet gift med ældre mænd«.

Søndag sker det.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.