Sumar sætter ikke sit præg på Spaniens nye regering

Oversat fra Eoghan Gilmartin, Sumar Isn’t Making Its Mark on Spain’s New Government, Jacobin, 2. maj 2024

Spanien var lamslået i ugen op til 1. maj, da premierminister Pedro Sánchez trak sig midlertidigt tilbage fra det offentlige liv – og kastede sig ud i fem dages officiel tavshed, mens han overvejede, om han skulle træde tilbage. Spanierne blev grebet af spekulationer om, hvorvidt centrum-venstre-lederen havde nået et bristepunkt, efter at han havde offentliggjort et følelsesladet åbent brev, hvor han indrømmede sin tvivl om, “hvorvidt det er værd at [fortsætte].” Sánchez’ dramatiske træk kom, da en domstol i Madrid åbnede en åbenlyst falsk efterforskning af hans kone, Begoña Gómez, på grund af beskyldninger om handel med politiske tjenester.

Spekulationerne sluttede mandag, da Sánchez meddelte, at han bliver på sin post. Men hans tillid til sin fremtid – og hans antydning af, at han endda kunne stille op til det næste parlamentsvalg – antydede også, at der lå en politisk beregning bag hans gestus. Sánchez forsøgte at tage det politiske initiativ tilbage fra den spanske højrefløj ved efter måneder i defensiven at kickstarte en national debat om “fornyelse af demokratiet”.

Endnu en gang fremstillede han sig selv som venstrefløjens progressive forkæmper, der kæmper mod reaktionære kræfter i medierne og retssystemet. Få andre centrum-venstre-politikere i Europa er i stand til at spille det venstrepopulistiske kort, selv på opportunistisk vis. Men en hurtig meningsmåling viste, at Sánchez’ socialistiske, spanske arbejderparti (PSOE) fik et øjeblikkeligt løft på 6 procent – og demonstrerede hans evne til at appellere til vælgere langt til venstre for hans parti.

Men den succes, Sánchez’ opnåede med sin manøvre, sikrede også, at hans juniorkoalitionspartner – venstrefløjsalliancen Sumar – blev skubbet ud af rampelyset. Det, der skete, var, at præsentationen af et nyt forretningsudvalg blev overskygget af de progressive mobiliseringer til støtte for Sánchez. På mange måder har dette været et billede på, hvor hårde Sumars første seks måneder i Sánchez’ anden koalitionsregering har været, hvor man har kæmpet for at holde trit med PSOEs leder. Faktisk har en række katastrofale regionale valgresultater og svækkende fraktionsdannelse givet anledning til alvorlig bekymring for projektets fremtidige levedygtighed og for vicepremierminister Yolanda Díaz’ evne til at føre tilsyn med opbygningen af en bæredygtig organisation.

Splittelse og mistet betydning

Den valgalliance, som Díaz stod i spidsen for i juli sidste år, forenede tyve organisationer på tværs af Spaniens fragmenterede venstrefløj. Aftalen, der blev indgået i sidste øjeblik forud for valget i utide, var præget af et anspændt opgør med det tidligere fremherskende venstrefløjsparti Podemos. I sin kampagne, der blev domineret af den karismatiske Díaz, lykkedes det Sumar at holde stand for venstrefløjen efter år med faldende meningsmålinger og ødelæggende fraktionsdannelser. Med 12,3 procent af stemmerne og 31 mandater matchede det næsten Unidas Podemos’ resultat ved det foregående valg i 2019 – og fordoblede venstrefløjens antal stemmer i forhold til lokalvalget kun to måneder tidligere.

Men da Sumars stiftende konference gik i gang den 23. marts, var euforien over parlamentsvalg-resultatet for længst forsvundet. Enigheden på venstrefløjen havde kun varet indtil december, hvor Podemos valgte at bryde med Sumar efter at være blevet udelukket fra venstrefløjens fem ministerposter i den koalitionsregering, der blev ledet af Sánchez’ PSOE. Ingen af parterne havde vist politisk vilje til at nå til enighed om en udnævnelse til Podemos, og Díaz var fast besluttet på at gennemtvinge en udrensning af partistifteren Pablo Iglesias’ gamle garde fra venstrefløjens forreste rækker.

Splittelsen har nu efterladt Sumar med kun 27 parlamentsmedlemmer, hvilket yderligere komplicerer regeringens allerede skrøbelige parlamentariske flertal og svækker Díaz’ position i forhandlingerne med PSOE. Desuden bekræftede ydmygende resultater ved regionalvalget i Galicien i februar, hvor Sumar fik mindre end 2 procent af stemmerne, ikke kun venstrefløjens svaghed, når det gælder valg uden for Spaniens større byområder, men også begrænsningerne ved at organisere sig omkring endnu en til lejligheden oprettet, ledercentreret platform. Dette efterfulgtes den 21. april med store tab ved det baskiske regionalvalg, hvor Sumar og Podemos opstillede konkurrerende kandidater, som delte venstrefløjens stemmer relativt ligeligt. Deres splittede kræfter vandt kun ét sæde (til Sumar) sammenlignet med seks parlamentsmedlemmer for fire år siden.

Med sine organisatoriske og ideologiske grundlæggelsesdokumenter, som blev vedtaget på konferencen, forsøgte Sumar at lægge grunden til en mere bæredygtig struktur for den spanske venstrefløj. Men den interne splittelse er snarere blevet intensiveret i ugerne siden da – hvilket bekræfter, at problemerne rækker langt ud over forholdet til Podemos. Partiet står over for betydelige strategiske og taktiske udfordringer, hvis det skal forblive et levedygtigt politisk projekt i de kommende år.

Den mest umiddelbare af disse forhindringer er det igangværende parlamentariske dødvande. De første seks måneder af koalitionens nye periode er gået med at forhandle om en amnestilov, som vil gøre en ende på de kriminelle anklager, der hænger over hovedet på de catalanske uafhængighedsledere. “Lige nu er regeringens dagsorden fastfrosset – der forventes ingen større lovgivning eller nye sociale tiltag før juli,” siger en Sumar-rådgiver til Jacobin. “Selv efter det bliver det ikke let, da vi har brug for støtte fra [de catalanske nationalister fra centrum-højre i] Junts for at sikre et parlamentarisk flertal og vedtage noget som helst.”

Især Sánchez’ meddelelse om, at han ville opgive at få vedtaget et statsbudget i år – og at hans regering i stedet ville fastholde sidste års finansplaner – har betydet, at de fire Sumar-ministre, som er nye på deres poster, ikke har fået tildelt ressourcer til i de kommende måneder at fremme deres politiske prioriteter. Sumar-platformen blev oprindeligt lanceret på baggrund af de resultater, dens ledere allerede havde opnået i embedet, og frem for alt Díaz’ imponerende resultater som arbejdsminister. Men det lovgivningsmæssige dødvande har ikke givet Sumar mange chancer for at præge den politiske dagsorden siden valget i juli sidste år.

Selv i forhold til Gaza er Díaz – den højest placerede europæiske politiker, der har kaldt nedslagtningen for folkemord – blevet overstrålet af Sánchez. Særligt har premierministeren i de seneste uger lanceret et diplomatisk initiativ for at få en lille gruppe europæiske lande til at anerkende en palæstinensisk stat inden valget til Europa-Parlamentet i juni. Kombineret med hans nyfundne hovedrolle på grund af de juridiske angreb på hans kone satser Sánchez på, at et sådant skridt vil få vælgerne til at støtte hans PSOE ved valget.

På vej mod det grønne

Dette peger igen på en større udfordring for Sumar, nemlig hvordan man håndterer den spanske venstrefløjs fortsatte deltagelse i regeringen som juniorpartner, samtidig med at man undgår, at den marginaliseres og fuldstændigt underordnes PSOE. Sánchez har uden tvivl haft mest gavn af at have venstrefløjen med i regeringen siden 2020: Han har tilegnet sig dele af dens diskurs og dagsorden, samtidig med at han hele tiden har kunnet forhandle sig frem til en balance mellem den og højrefløjen i sit eget parti.

Selv når Díaz og hendes venstreorienterede kolleger i den tidligere Unidas Podemos-alliance skubbede koalitionen videre i forhold til arbejdernes rettigheder eller håndteringen af krisen vedrørende leveomkostningerne i koalitionens første periode, var Sánchez i sidste ende bedre placeret til i forhold til vælgerne at udnytte disse fremskridt. Ved parlamentsvalget i juli sidste år forstærkede PSOE faktisk sin dominans blandt vælgere med lavere indkomst og lavere uddannelse.

Mens Sánchez udøver et næsten ubestridt lederskab over Spaniens progressive blok, vedtog Sumar-platformen sit eget grundlæggende “politisk-ideologiske dokument” på konferencen i marts. Den proklamerede sig selv som “en bevægelse for demokrati, menneskerettigheder og radikale reformer, hvormed vi mener frihed.” Denne intellektuelt geniale tekst, som kombinerer historisk analyse af den spanske venstrefløj, der strækker sig over firs år, med et [Ernesto] Laclau-inspireret bud på dens nutidige ideologiske oprustning, blev primært skrevet af Íñigo Errejón. Errejón, der var hovedarkitekten bag Podemos’ tidlige venstrepopulisme, blev under sidste års valgkampagne Díaz’ højest profilerede stedfortræder i medierne.

I bund og grund kan dette dokument læses som en satsning på den type grønne, “tværgående” strategier, der har medvirket til at opretholde en bred vælgerbase for de vigtigste regionale kræfter, der er integreret i Sumar, som Más Madrid, det Valencia-baserede Compromís og Catalunya en Comú. Den forsøger at konsolidere og udvide venstrefløjens eksisterende koalition på tværs af klasserne, hvor yngre professionelle i byerne vejer tungt, gennem blødere budskaber, en popæstetik og en dagsorden for en “grøn-arbejder”, der søger at opbygge en profil, som adskiller sig fra Sánchez’ kampagne for socialdemokratisk stabilitet.

Som arbejdsminister holdt Díaz oprindeligt fast i en ret konventionel arbejderpolitik. Hun henviste til Clement Attlees britiske regering fra 1945-51 som en relevant forløber for hendes reformistiske sociale beskyttelsestiltag, lige fra den vellykkede forvaltning af statens orlovsordning under COVID-19 til den skelsættende reform af Spaniens arbejdsmarkedslovgivning i 2022. Men under sidste års valgkamp blev dette fokus på arbejderbeskyttelse og velfærd udvandet – hvis ikke fjernet – til fordel for formuleringer som “retten til et livsprojekt” (dvs. til de betingelser, der er nødvendige for at have gode udsigter for ens liv og karriere) og vægt på fritid, lige muligheder og mental sundhed.

Som journalisten Antonio Maestre bemærker, blev dette også ledsaget af et forsøg på at dyrke et meget “mere glansfuldt billede [af Díaz] baseret på smilende, venlige manerer” og en uvilje mod at engagere sig i konstant politisk polemik på den måde, som Podemos’ ministre havde gjort. I en energisk kampagne blandede Sumar innovative politiske udmeldinger, der var designet til at appellere til partiets base som den foreslåede universelle arveordning med Barbie-memes og en nådesløs nedbrydning af Vox’ antifeminisme i [parti-]lederdebatten.

Denne drejning blev yderligere forstærket af Errejóns konferencedokument, som med en dagsorden, der var formuleret som et løfte om demokratisering af samfundet, økonomien og staten, bragte Sumars strategi tættere på det tidlige Podemos’. Teksten er gennemsyret af Errejóns originale læsning af laclauiansk populisme, og det hævdes i den, at “kampen for frihed er vor tids store ideologiske kamp”, og at Sumar er nødt til at gå i offensiven for at bestride højrefløjens ejerskab af idéen [om frihed]. “Retten til et livsprojekt” kan ikke være bundet “til det at være født ind i den rigtige familie”, hævdede han i et nyligt interview. “Vores modstanderes projekt er … frihed for de få og vilkårlighed og frygt for flertallet … Sumar ønsker at være en bevægelse for demokrati og demokratisering af friheden.”

Opløsning

Men i virkeligheden var det stridspunkt op til konferencen, der udløste de mest ophedede diskussioner, det præcise forhold mellem Sumar og de vigtigste regionale kræfter, der var integreret i platformen – noget der overdøvede enhver meningsfuld diskussion om platformens ideologiske og strategiske koordinater. Sumar blev konstrueret som en slank, centraliseret platform, der var designet til med kort varsel at udkæmpe valgkampagnen til parlamentsvalget i 2023, og har siden kæmpet for at sikre et brugbart organisatorisk arrangement blandt de forskellige kræfter, der er tilsluttet den, selv efter at Podemos splittede fra.

Díaz og hendes kerneteam er blevet fanget i stadig mere konfliktfyldte forhandlinger med de andre involverede parter i Sumar i forsøget på at udvikle interne procedurer og blive enige om fordelingen af udnævnelser i institutionerne, samtidig med at man skal organisere vanskelige regionale og europæiske valgkampagner med meget lidt organisation ude i landet.

Især efter valgnederlaget i Díaz’ hjemegn Galicien blev det klart, at vicepremierministeren ikke havde autoritet til at sikre den mere integrerede organisation af typen “den brede front”, som man først havde forestillet sig for Sumar – som man ville have forsøgt at udvikle nogle former for kollektive organiske strukturer og en fælles aktivisme med ud over en valg- og parlamentarisk alliance. Mange grundlæggende organisatoriske spørgsmål blev simpelthen udskudt på konferencen i marts, da regionale formationer gjorde modstand mod alle forsøg på fra Sumars side at trænge ind på deres områder. Platformens planer om at opbygge sine egne udenomsparlamentariske strukturer, hvor minimale de end måtte være, forbliver vage.

I ugen op til konferencen truede Más Madrid faktisk med at boykotte begivenheden, medmindre der blev indgået en aftale, som anerkendte dets fuldstændige politiske autonomi og kontrol over venstrefløjens projekt på sin hjemmebane. Díaz gav i sidste ende efter i en aftale i sidste øjeblik for at sikre et billede af enhed på konferencen, i en aftale, der positionerer Más Madrid som det “kollektive hjem” for den splittede venstrefløj i den spanske hovedstad. Men til gengæld fordømte det kommunistisk ledede Izquierda Unida, som stillede op mod Más Madrid ved lokal- og regionalvalgene, aftalen som “utålelig” og som noget, der gjorde, at partiet stod “uden for” Sumar-projektet i Madrid.

Der er nu en klar fornemmelse i Izquierda Unida af, at det bliver kørt ud på et sidespor i opbygningen af Sumar, især efter at Podemos’ exit ændrede alliancens interne styrkeforhold. Det er sket, selv om Izquierda Unida var medvirkende til projektets første udrulning, og Díaz selv oprindeligt kom fra dets rækker. De mere grønt orienterede Catalunya en Comú, Más Madrid og Compromís har nu overhalet Izquierda Unida i Sumars parlamentariske parti i forholdet to til en. Som et medlem af Izquierda Unidas nationale ledelse sagde til Jacobin i tiden op til konferencen: “Vores vægt i Sumar er blevet svækket siden bruddet med Podemos.”

Dette blev yderligere bekræftet under de katastrofale forhandlinger om den fælles liste til valget til Europa-Parlamentet i juni. Díaz stod med den umulige opgave at tilfredsstille alle partiernes ambitioner om at sikre repræsentation i Europa-Parlamentet, men samtidig har der været enighed blandt alle disse grupperinger om, at hendes håndplukkede kandidat var uegnet til at stå i spidsen for listen. Som med både platformens kandidat i Galicien og hendes vigtigste rekrutter til Sumars parlamentsvalgliste sidste år har Díaz gentagne gange valgt mindre politiserede, uafhængige figurer, der viser et teknokratisk billede af et regeringsparti, men som ikke har haft megen indflydelse i det nuværende stærkt polariserede medielandskab.

Til alles frustration fordoblede Díaz denne taktik til valget til Europa-Parlamentet og valgte den lidet kendte direktør for Spaniens flygtningeråd til at stille op mod Podemos’ Irene Montero – den tidligere ligestillingsminister og en af Spaniens kendteste politiske personligheder. Diaz uddybede også sin uoverensstemmelse med Izquierda Unida ved at placere det som nummer fire på listen – efter Catalunya en Comú og Compromís, selv om det er den eneste tilbageværende kraft på platformen med landsdækkende organisation. Som svar har Izquierda Unida trukket sig fra enhver deltagelse i Sumars nye ledelse, og dets talsmand har erklæret, at platformen »ikke lykkes som et samlende rum for venstrefløjen.« Partiet vil nu revidere sit præcise forhold til Sumar efter valget i juni, men insisterede på, at det ikke ville bidrage til »yderligere atomisering« ved at opstille en separat liste.

Dilemmaer

Forfatteren Daniel Bernabé beklager, at Sumar, som Podemos før det, har vist sig ude af stand til at komme ud over en model, der hviler på »en dårligt defineret organisation, som er baseret på en leders digitale karisma og en gruppe tilhængere, som det etablerer et forhold til, der mere defineres af markedsføring end af organisk struktur.« En række indbyrdes forskellige venstreorienterede projekter på lokalt, regionalt og nationalt niveau har i løbet af det sidste årti i Spanien til at begynde med oplevet valgfremgang. Og alligevel har mange af dem, der opererer i et organisatorisk tomrum, meget hurtigt mistet fodfæstet på grund af eksternt pres og interne spændinger. Sumars udvikling gennem det første år tyder på, at det også er havnet i en organisatorisk blindgyde, hvor det står over for de voksende modsætninger, der er forbundet med at opbygge en ny politisk platform [ovenfra] fra regeringens højde.

Efter det, der ser ud til at blive en hård europæisk valgkamp, bliver den spanske venstrefløj nødt til at trykke på reset og vende tilbage til det oprindelige Sumars løfte – ordet kan oversættes til at »forene« eller »lægge sammen«. Díaz’ resultater som minister er måske uden sidestykke på den europæiske venstrefløj, og hun har vist sig at være en glimrende institutionel aktør. Men som partipolitisk leder har hun indtil videre ikke formået at overbevise. Selv i betragtning af Podemos’ voldsomme fraktionsopdeling og forsøg på at underminere hendes autoritet var det en stor fejl ikke offentligt at tilbyde lederen Ione Belarra muligheden for at fortsætte som socialminister – et træk, der kunne have bevaret Sumars status som bredt funderet.

Det er dog også klart, at Sumar er nødt til at bryde ud af sin spændetrøje af respektabilitet, idet moderationen i kommunikationen blot forstærker platformens marginalitet på den nationale scene. Den type højspændte kontroverser, som Podemos tidligere fra sine poster havde engageret sig i omkring lawfare og mediepartiskhed, virkede fremmede for de fleste vælgeres hverdagsbekymringer under pandemien – og var ikke i stand til at udløse et offentligt engagement på den måde, som Sanchez’ veltimede manøvre gjorde.

Men Sumars mere generelle modvilje mod at engagere sig i kontroverser samt ønsket om at bevare sit image som regeringsduelig underminerer nu også Díaz’ og hendes ministres evne til at få indflydelse på emner eller gå i offensiven. Som Maestre bemærker: »Díaz og Sumar skal være i stand til at skille sig ud fra PSOE på en radikal måde … ellers er dets fremtid at forsvinde.« Mens Sánchez gør krav på at lede venstrefløjen, er Sumar nødt til at stå for noget særligt.

Eoghan Gilmartin er forfatter, oversætter og bidragyder til Jacobin med base i Madrid.