Svensk boligpolitik viser totalitære træk i mødet med naturen

Truede dyrearters levesteder fjernes, mens bureaukraterne fortsætter deres byggeplaner. Intet må stå i vejen for de økonomiske interesser i Uppsala kommune i Sverige.

Af Morten Nørholm

I en kronik i Solidaritet i september diskuterede jeg frem for alt de boligøkonomiske sider af en sag i Uppsala kommune, hvor jeg bor. Det handlede primært om forslaget om at rydde ‘Blodstensskogen’, en lille, kommunalt ejet bynær skov, til fordel for byggeriet af dyre og dårlige boliger. Det er boliger, ingen vil bo i, og som kun folk med direkte økonomiske interesser i byggeriet, gerne ville have opført. Min kronik blev skrevet ud fra en større videnskabelig artikel hvor jeg har analyseret hele forløbet.

Kommunalt svigt af miljøet

Sagen om rydningen af den lokale skov er i mellemtiden blevet anket til den svenske ‘Mark‑ och Miljödomstolen’, hvor de kommunale planer blev revet itu og erklæret ugyldige. Sagen blev derefter sendt tilbage til behandling i de kommunale organer. Æren for resultatet kan særligt tilskrives et ihærdigt arbejde fra én lokal ildsjæl, støttet af en længere række af andre aktivister, heraf mange ældre og pensionister. Det er hovedsageligt den ældre generation, der tager de problemer alvorligt; blandt de yngre grupper fylder selv-realisering og diskussioner af kønsidentiteter det meste af sendefladen.

Mark‑ och Miljödomstolen havde forskellige argumenter for at erklære planerne for ugyldige. De vigtigste var, at kommunen havde undladt at udføre en bestemt slags lovpligtig miljøanalyse, og at nogle af de udførte undersøgelser var mangelfulde. Særligt tilstedeværelsen af billen cinnoberbagge – en stor orange bille, som er opført på  Sveriges rødliste 2010 som “stærkt truet (EN)”. Vildtlevende eksemplarer er fredet, og det er forbudt at forstyrre, fange eller dræbe arten, ødelægge eller skade bopladser, samt at skade eller indsamle æg. Arten er desuden beskyttet af EU’s habitatdirektiv med nogenlunde de samme begrænsninger.

“Det er som om politikere og bureaukrater håber på, at problemerne forsvinder sammen med frøerne, som står i vejen for en bebyggelse af området.”

I Hammarparken, et andet område i nærheden som også skal plastres til med uinteressante, dyre boliger, overvintrer fx den spidssnudede frø, som også er beskyttet af EU’s habitatdirektiv. Hvert forår og efterår krydser frøerne en større vej fra yngledammene i nærheden. I marts-april naturligvis med massevis af trafikdræbte, kolde og sløve parringslystne frøer til følge. Indtil for et par år siden satte kommunen hvert år skilte op, som advarede mod frøerne. Det er slut nu, ligesom også den lokale buslinje 30 er begyndt at køre på vejen.

Man snakkede en overgang om at etablere frøhoteller og faunapassager. Det er blevet ved snakken. Det er som om politikere og bureaukrater håber på, at problemerne forsvinder sammen med frøerne, som står i vejen for en bebyggelse af området. Præcis som kommunen i endnu et område, Rödbjergsparken ganske tæt ved, omhyggeligt har ladet de kommunale gartnere fjerne alle døde træer af asp, som tilgodeser netop den beskyttede cinnoberbagge bille generelt, og den beskyttede spidssnude frø i vinterdvalen.

Penge har erstattet æresfølelsen i Socialdemokratiet

I Uppsala Kommune har vi en socialdemokratisk borgmester – eller ordförande för kommunfullmäktige, som det hedder i Sverige. Han styrer særligt den kommunale bygge‑ og boligpolitik med ualmindeligt hård hånd. Onde tunger vil vide, at han vil bevise, det var en fejl han ikke blev boligminister, da socialdemokraterne fik regeringsmagten efter det seneste valg.

At kommunen har været den stærkeste kraft i forbindelse med forslaget om rydningen af Blodstensskogen, og at de kommunale planer indebærer, at bygningerne med lejeboliger placeres langs en større vej, så de fungerer som støjskærm for bygningerne med andelsboliger bagved, er en pikant påmindelse om, at socialdemokraterne ikke ligefrem går de svages ærinde. Det gælder både de svage indbyggere og de svage organismer, hvis interesserer traditionelt set oftere er blevet varetaget af mere konservative grupperinger.

I Danmark var det fx personer med tilknytning til Det Konservative Folkeparti, som i sin tid tog initiativet til Danmarks Naturfredningsforening. Tænker man lidt over tingene, er det ikke så underligt, at det var de velstillede, som traditionelt havde bedre råd til at tage hensyn til andre, som tog det ansvar på sig. Nu, hvor tidligere tiders æresfølelse er afløst af penge som målestok for god opførsel, er det anderledes. De socialdemokratiske kernevælgere udgøres ikke længere af en dårligt stillet arbejder-underklasse, og de konservative har forkastet det meste af det politisk-ideologiske arvegods.

Rekordmange klager ignoreret

De rekordmange kommentarer til planerne om at rydde Blodstensskogen, som kom ved den tredje af de tre offentlige høringer, var næsten alle negativt indstillede. De eneste positive kommentarer var nogle tekniske kommentarer om eks. vandforsyning og kloak eller fra vejvæsenet osv. Desuden var Hyresgästföreningen (den svenske pendant til Lejernes LO, red.) på nationalt niveau positivt indstillet over for planerne, fordi de indeholdt en fin blanding af lejerboliger og andelsboliger (ejerlejligheder er stort set ukendte i Sverige). Den samme forenings lokale underafdelinger i det berørte områder ytrede sig dog kraftigt imod planerne, med henvisning til ødelæggelserne af frem for alt store rekreative, sundhedsmæssige, arkitektoniske og miljømæssige værdier. De vidste altså hvad de talte om.

Inden anken var det lykkedes kommunens politiker-bureaukrater at begrænse den personkreds, som kunne anke og lægge sag an mod kommunen – til kun at omfatte “naboer” til Blodstensskogen. Altså beboerne i de ejendomme, som grænser op til skoven. Forsøget på at begrænse det yderligere – til ejerne af disse naboejendomme – lykkedes dog ikke. En sådan begrænsning ville have forhindret enhver af beboerne i nabolaget i at gøre indsigelse, fordi samtlige naboejendomme er udlejningsejendomme, altså ejet af andre end beboerne. Samtidig ses det, hvor skrøbelig en vagthund folket er, fordi en anke er afhængig af noget så vilkårligt, som at der bor en ildsjæl i en lejlighed i en naboejendom. Man kunne jo mere principielt mene, at hvis kommunen forbryder sig mod formalia (i dette tilfælde undlader en lovpligtig undersøgelse), burde en påpegning heraf ikke være afhængig af, hvor den pågældende vagthund bor. Tværtimod burde det være enhver god borgers pligt at påpege ulovligheder. Samtidig understreger det, at tekniske kommentarer til projektet hører hjemme andetsteds.

Kommunen fortsætter ufortrødent

Trods domstolens afvisning af planerne, og trods det forhold at ingen lokale stemmer var positivt indstillede, så fortsætter Uppsala kommunes politiker-bureaukrater deres planer, som om intet var hændt. (.)Samtidig med at det næppe er enestående, at de folkevalgte bare spørger folket en gang til, eventuelt efter en lille justering af planerne, er det egentlig en ganske bemærkelsesværdig strategi. Den cinnoberbagge bille, som blev fundet i skoven, og som satte stop for planerne, findes stadigvæk, og den folkelige opinion mod rydningen er den samme, uanset om der bygges fem eller tre eller seks huse – fordi enhver bebyggelse vil ødelægge skoven fuldstændigt. Det er med andre ord, som om folkets repræsentanter i kommunalbestyrelsen, de tillidsvalgte, samt ikke at forglemme et villigt, følgagtigt kleresi af bureaukrater, forudsætter – at de helt enkelt ejer skoven og kan gøre med den, hvad de vil, herunder sælge retten til at bebygge den til private entreprenører til underpris. … Uanset de regler og love, som begrænser deres udfoldelser, men også uanset det folk, hvis tillid disse tillidsvalgte i den grad ikke lever op til i praksis.

“… de mangelfulde undersøgelser blev betalt med skattepenge, og at de undersøgelser folket udførte, er betalt af folket, fordi de stillede tid og ekspertise til rådighed gratis. Vil folket siden klage eller anke de illegitime kommunale planer, må de endnu en gang betale selv.”

En sådan måde hensynsløst at tilsidesætte alle andre interesser end de strengt økonomiske hos ganske små, allerede overprivilegerede grupper – som udvises af de folkevalgte – indgik ikke ligefrem i den demokratiske aftale, som ligger til grund for det repræsentative demokrati. Den bygger på forestillingen, at den demokratiske aftale virker i Sverige og derfor også i Uppsala kommune. Og i Danmark. Snarere er det eksempler på dét, filosoffen Hannah Arendt kalder ’totalitære træk ved et bureaukrati’. Politikerne kalder sig tillidsvalgte, og det er derfor tanken, at de skal agere ud fra folkets tillid. Det er helt åbenbart ikke sådan, det fungerer i praksis. Og ser man på den måde, Socialdemokraterne i Danmark (med eller uden Frank Jensen eller Mette Frederiksen) forvalter deres folkelige mandat, er der ikke den store forskel til de svenske forhold.

Kommunal udmattelsesstrategi

De kommunale politiker-bureaukrater agerer altså hverken på linje med de kommentarer, som indkom ved første, anden og tredje omgang af den offentlige høring om planerne for at rydde og bebygge Blodstensskogen. Eller på linje med, at der i Mark‑ och Miljödomstolens dom nævnes hensynet til cinnoberbagge. Eller på linje med påpegningen af at visse af undersøgelserne var mangelfulde eller slet ikke gennemført. Konsekvensen bliver, at hele granskningsprocessen eller den offentlige høring får karakter af en udmattelsesstrategi, som står i vejen for – at relevante, lovpligtige, kvalificerede undersøgelser udføres. Når folket til slut er for udmattet af først at levere en manglende ekspertise, og siden af at protestere forgæves over, at politiker-bureaukraterne systematisk ser bort fra den leverede ekspertise – gennemtvinger politiker-bureaukraterne planerne uanset.

Læg desuden mærke til – at de mangelfulde undersøgelser blev betalt med skattepenge, og at de undersøgelser folket udførte, er betalt af folket, fordi de stillede tid og ekspertise til rådighed gratis. Vil folket siden klage eller anke de illegitime kommunale planer, må de endnu en gang betale selv. Og skulle domstolen beslutte, at kommunen eller staten skal betale folkets udgifter i forbindelse med sagsanlægget, falder regningen alligevel tilbage på folket – fordi de folkevalgte har ordnet reglerne, så de naturligvis ikke er personligt ansvarlige for deres inkompetente, regelstridige eller anti-demokratiske beslutninger.  Altså på trods af at de folkevalgte politiker-bureaukrater er gået langt over stregen for en folkelig tillid.

Med eller mod politikerholdet

For at strø mere salt i såret: Hvis en naiv stakkel skulle få den idé at ville gå ind i politik for at rydde lidt op i dét, han eller hun opfatter som uorden, er det nærmest en umulig opgave. Politik er et erhverv, man lærer sig fra ungdommen, og ved at kæmpe med sine ungdomskammerater om privilegierne i bevægelser, som i mangt og meget minder om Sveriges mange frikirkelige organisationer. Enten er du med os, og følger trosbekendelsen eller partilinjen – så kan du efterhånden blive opstillet og tillidsvalgt og få privilegier. Eller også er du imod os – og mener lidt naivt, at de demokratiske spilleregler skal overholdes. Så kan du godt vinke farvel til job, karriere, privilegier og venner.

Den nylige kamp mellem statsminister Mette Frederiksen og nu fhv. overborgmester Frank Jensen om magten blandt Socialdemokraterne blev ført som kamp mod krænkelser af kvinder. Den kan ingen ved sine fulde fem være uenig i, hvilket derfor tyder på, at det er ren ideologi blottet for substans. Lad den (statsminister) der er ren, kaste den første sten.

Samtidig viser det, at selv hvis man har opnået en høj position, risikerer man at miste det hele – hvis andre vil have fingre i privilegierne. Indholdet virker sekundært i den slags kampe; trosbekendelse eller partilinje er for længst på plads og er ikke til diskussion. Samtidig får vi en forklaring på, hvad statsministeren skal med sin personlige assistent. Fordi han kan partilinjen udenad, slipper statsministeren for at tænke selv, hvad politik angår – og kan i stedet bruge al sin tid til magtspil og udmanøvreringer. Så længe ingen synes, det er underligt, viser det samtidig den eneste rigtige måde at være politiker på.

Det er den slags uorden, som er ophav til populister som Donald Trump, der kan fremstå handlekraftige uden at være det. Og det forekommer fuldt forståeligt, at folket efterhånden er ved at være godt trætte af de etableredes krumspring og vil gøre oprør mod eliten af politiker-bureaukrater (det Trump kalder deep state). Personligt synes jeg meget dårligt om Trump-alternativet, fordi det ser ud som om, han er en endnu større slyngel end de siddende politiker-bureaukrater – det alligevel ikke lykkedes ham at få bugt med. Det er, som om det er de værste, der overlever.

Men det andet alternativ: at politiker-bureaukraterne begyndte igen at handle ærefuldt og ikke udelukkende gik de økonomiske magthaveres ærinde – dvs. arbejdede på vegne af det folk, som betaler deres løn – det forekommer nærmest ikke længere muligt. I samfund efter det moderne er det en meget stor ulykke, som er ophav til endnu større ulykker.