Svig, svigt og ansvar: Anmeldelse af ‘Kalak’

Reklamerne når knap nok at være forbi, før overgrebet begynder. Filmens hovedperson, Jan, sover på en sofa kun iført pyjamasbukser, da faren kommer ind, sætter sig hos ham, og lægger en hånd på hans skræv. Alt imens taler han til ham, som man ville tale til et langt mindre barn. Scenen er kort, men faren trækker bukserne af Jan med en langsommelighed, der når at føles grotesk.

Når Jans far blander faderlig omsorg med seksuelt begær, føles det uvirkeligt. Det gør det kun værre, at det er helt igennem virkeligt, for ʽKalak’ er en filmatisering af Kim Leines selvbiografiske roman af samme navn.

Ikke desto mindre forplanter uvirkeligheden sig til hele filmen, der er skrevet og fotograferet, så man hele tiden føler, at der er noget, der ikke stemmer. Hvorfor opfører Jan sig som om, hans affærer er en naturnødvendighed og ikke noget, han selv har valgt? Hvorfor er hans kone så ligeglad? Hvorfor nægter hans far at angre?

Afmagtens tolerance

Jan arbejder som sygeplejerske i Nuuk sammen med sin kone (spillet af Asta August) og to børn. En lille familie i underskud på overskud, som for nylig er kommet til Grønland fra Danmark, og nu er ved at være faldet til i lokalsamfundet med alt, hvad det indebærer af gebrokkent grønlandsk og legeaftaler. Så kommer der brev om, at Jans far har fået kræft, og Jan går på bar og kommer først hjem morgenen efter.

Jans kone tager det helt med ro, når Jan fortæller, at han ikke alene har været i seng med en anden kvinde, men han agter at fortsætte med det. ”Jeg skal lige tænke over det”, siger hun, og går ud og drikker sin kaffe på svalegangen. Mere bliver der ikke sagt.

Kun en gang aner man en sprække i den mur, der er Asta August, og det er, da hun og Jan ligger i sengen, og hun indrømmer, at hun ikke ville vide, hvor hun skulle tage hen, hvis hun rejste fra ham. Man fornemmer en sårbarhed bag den stoiske pande, og en ensomhed, der udholdes, fordi ensomheden ville være større alene.

Hvor Emil Johnsen spiller Jan med en drenget charme – der passer godt til en mand, som martres af sin ungdom – og et ansigt, der har lige så mange udtryk, som der er bølger i havet, har Asta August i rollen som hans kone kun ét udtryk, der til gengæld siger det hele. Få gange bryder den ellers så beherskede kvinde ud i latter. Hendes tårer og vrede er en intimitet, Jan ikke har gjort sig fortjent til.

I nattens stille ro

Jan begynder en affære med Karina (Berda Larsen) og bliver budt ind i hendes familie, der kærligt retter hans grønlandske og byder ham på egnsretter. Det, der tiltaler Jan ved Karina – og ved de talrige andre grønlandske kvinder, han gør kur til – er ikke så meget sex, som det er flugten fra det familieliv, han er fremmedgjort over for.

Han nyder affærens spænding og føler sig sandsynligvis også hjemme i utroskabens overskridelse af familiær kærlighed. Som ulykkerne vokser, bliver spændingen til desperation, og det ansvar, han hverken har taget for affærer eller familie trænger sig på, netop når han ikke længere er i stand til at løfte det.

Filmens kameraføring og dramaturgi står i klar kontrast til Jans accelererende deroute. Nadim Carlsen styrer kameraet med en ro, der får Jans indre ild til at brænde så meget mere voldsomt, som sneen er stille, og natten er dyb.

Dramaturgien er klassisk: Tjekhovs berømte gevær – altså at alle elementer i manuskriptet får en betydning for historien – har taget pelset form i de søde, men dødsensfarlige slædehunde. Gentagne gange advares der mod at lege med slædehundene, og selv filmens ur-scene med den knælende far ved sønnens side spejles i en forløsende sidste scene.

Det dvælende kamera og den stramme dramaturgi lader dramaet være et indre drama, der bliver så meget mere intenst, som det finder sted mod så ren en baggrund. Det er befriende og enormt godt set.

Offerets vold

Det er ikke kun den søde smag af forbudte frugter, der får danske Jan til at opsøge den ene grønlandske kvinde efter den anden. Jans iver efter integration nærmer sig en besættelse, og hans affærer med grønlandske kvinder giver ham en adgang til den grønlandske privatsfære, som er svær at få på andre måder.

Hvert kys er en kulturel udveksling. Ved at lade sig opsluge i den grønlandske kultur, vender Jan sit ophav ryggen. Men ʽKalak’ synes også at foreslå en identifikation med Grønland, der går ud over afvisningen af det danske.

I filmens anden scene ser vi således Jan, der gør sig klar til at deltage i den grønlandske rituelle maskedans ved at male sig med rød, sort og hvid maling. Maskedansen er en flere tusind år gammel tradition, der på et tidspunkt var ved at forsvinde ud af den vestgrønlandske kultur efter at være blevet forbudt af kristne missionærer i begyndelsen af 1700-tallet.

I løbet af de seneste årtier er der sket et stort arbejde med at udbrede maskedansen til hele Grønland igen, og en af dem, der har taget del i dette arbejde, er Varste Mathæussen, som i ʽKalak’ instruerer Jan i, hvordan man skal male sin maske. For mange maskedansere er dansen en måde at finde tilbage til en grønlandsk identitet og repræsenterer et opgør med koloniseringen.

Jan ser farens overgreb spejlet i den danske udnyttelse af grønlænderne, og hans stærke identifikation med kalak-begrebet skyldes, at han føler sig forbundet med deres skæbne. Kalak betyder ”din skide grønlænder”, og det kan både være godt og dårligt. Det er tydeligt, at Jan synes, det dårlige kan være lige så godt som det gode, når blot han får lov til at smykke sig med tilnavnet.

Det er ikke et tilfælde, at Jan bekender over for Karina, at han er blevet misbrugt af sin far, umiddelbart efter at hun har kaldt ham ”en dum dansker” og beskyldt ham for at gøre sig til offer uden at indse, hvilken magt han har over andre. Ved at fortælle om sit overgreb, gør Jan oprør mod fortællingen om sig selv som kolonisator. Han identificerer sig som en af de undertrykte, og han kan ikke forlige sig med på én gang at være offer for sin fars misbrug og en koloniserende dansker.

Fordoblingen af det incestuøse misbrug i det koloniale forhold er udført både elegant og hensynsfuldt. Filmen falder heldigvis aldrig for den fristelse at lade fordoblingen kollapse til en metafor. ʽKalak’ bygger på den dialektiske erfaring af, at det er spændingen selv, der er produktiv, og ikke opløsningen af den, og derfor får den lov til at stå som en prægnant film om begge dele.

Ærlighed uden konsekvenser

Filmens store skurk er Jans far, som spilles af Søren Hellerup. Han er en på alle måder uhyggelig mand. Hans replikker er vittige og vidtløftige, og når han taler om Jans ungdom, er det let at forestille sig, at han taler om at drikke saftevand og spille fodbold i gården og ikke – som han gør – om sex.

Misforholdet mellem form og indhold skurrer i ørerne. Hvis ikke karakterens biografiske forlæg, Kim Leines far, havde gjort sig den ulejlighed at skrive en kronik i Politiken, der udlægger mandens eget syn på sagen, havde jeg næppe troet på, at et sådant menneske kunne eksistere.

Det, han beder om, lyder tilforladeligt: Han er døende, og hans sidste ønske er en samtale med sin søn uden skam, uden skyld, uden vrede. I virkeligheden er der næppe noget mere urimeligt. ”Jeg tager ansvar”, står der løst oversat på en plakat, der hænger på hans væg. Noget større selvbedrag findes formentlig ikke.

Det er vanvid at forlange en ærlighed, der ikke har nogen konsekvenser, men her er en mand, som ikke bare inkarnerer dette vanvid, men insisterer på det. Søren Hellerup er velvalgt til rollen, og turnerer replikkerne med en veloplagthed, man bestemt ikke under ham.

Som fortælling om en mand, hvis far er ved at dø af kræft, er ʽKalak’ uortodoks. Jan er urokkelig i sin overbevisning om, at det er bedre, at faren dør før end siden, og han vil hellere gå i hundene, end han vil svare sin kone på hvorfor.

Der er ikke nogen opbyggelig morale, og det eneste håb, der er, er et håb om hævn. Alligevel lærte filmen mig meget om at tage ansvar for det lod, vi har fået i livet, også selvom det ikke er ét, vi selv ville have valgt.

Kalak: Dansk film, 2024; Instruktør: Isabella Eklöf. Manuskript: Kim Leine, Isabella Eklöf & Sissel Dalsgaard Thomsen. 120 minutter. Premiere: 7. marts