Svigter jeg virkelig den palæstinensiske sag?

I et debatindlæg i Information tirsdag 22. oktober kritiserede Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted min kritik af hans ensidige framing af begivenhederne ved angrebet 7. oktober 2023.

Min kritik udkom i en kronik et par dage tidligere, i samme avis, med titlen ”Hvis Enhedslisten ikke insisterer på palæstinensernes ret til modstand, hvem gør så?”

Dragsteds indlæg bar titlen ” Hverken Hamas’ eller Netanyahus krigsforbrydelser kan retfærdiggøres”. Her skrev han:

”Jeg har simpelthen så svært ved at forstå Jonathan Ofirs motivation til at forsøge at renvaske Hamas. Apologier som hans svækker solidariteten med Palæstina”.

Angrebet 7. oktober også var rettet mod militære mål

Det kan virke som en meget voldsom personlig uenighed. Jeg mener dog, at det er yderst vigtigt at forholde sig til det saglige i diskussionen. Derfor skriver jeg igen.

Min pointe var, at der var to centrale elementer i angrebet 7. oktober 2023: angreb på militærmål, hvilket falder under et besat folks ret til modstand, også bevæbnet modstand; og så krigsforbrydelser, som aldrig er legitime. Pointen var, at man ikke skal glemme det første, fordi det andet fandt sted.

Men Dragsted vil forenkle de to ting, så de bliver til ”terror”. Således:

”Jeg har simpelthen så svært ved at forstå Ofirs motivation til at forsøge at renvaske Hamas og deres terroraktion den 7. oktober”.  

Argumentet synes at være, at hvis en analyse beskriver det, der skete 7. oktober 2023, som andet end ”terroraktion”, eller mere nøjagtigt ”Hamas-terroraktion”, så er det en ”renvaskning”.

Dragsteds pointe er, at drab på civile og det at tage civile som gidsler (begge dele er krigsforbrydelser), ikke blot var afledt af angrebene på militære mål, men snarere hele aktionens mål. Her henviser han til Human Rights Watch (HRW)-rapporten fra 17. juli. Dragsted skriver således:

”Den anerkendte menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch har lavet en grundig og uafhængig undersøgelse af angrebet og konkluderer, at der med den største sandsynlighed var tale om planlagte massakrer. Det bygger de blandt andet på, at fremgangsmåden for massakrerne var den samme på tværs af de landsbyer, som Hamas angreb”.

Hvad siger Human Rights Watch?

Men når man kigger nærmere på rapporten, bliver sagen straks mere kompliceret, og HRW-rapporten har været groft kritiseret for at ”skubbe til en Israelsk anskuelse af begivenhederne”, som chefredaktør for The New Arab, Lamis Andoni har skrevet. Det er også et omfattende problem, at Israel forhindrer adgang til de internationale organer, som vil undersøge begivenhederne, og kontrollerer at de, der får lov, skal få Israels udgave.

HRW-rapporten er ikke desto mindre en noget mere nuanceret skildring end Dragsteds. HRW skriver:

“Det ligger uden for Human Rights Watch’s mandat at tage stilling til, om nogen part er berettiget til at ty til væbnet magt. (…) I vores rapportering anvender Human Rights Watch ikke betegnelserne “terrorister” eller “terrorisme” om specifikke aktører eller handlinger, da der ikke findes en internationalt aftalt definition, og fordi denne betegnelse ikke har betydning for krigsførende parters internationale juridiske forpligtelser”.

Det vil sige, at den skildring – som Dragsted ønsker at få ud af det, nemlig ”terror” – ikke er noget, som HRW vil forholde sig til. Man skal se på handlinger og vurdere dem sagligt. ”Terror” er et groft misbrugt politisk begreb.

Når man kommer til selve pointen omkring målet for angrebet, giver HRW’s fund anledning til flere spørgsmål. HRW skriver:

” Human Rights Watch har fundet, at baseret på oplysningerne præsenteret i denne rapport, er Hamas’ påstand om, at deres styrker den 7. oktober ikke havde til hensigt at skade israelske civile, usand – tværtimod var det en del af planen fra starten. Beretninger fra overlevende sammen med fotografier og verificerede videoer fra angrebene viser, at palæstinensiske krigere opsøgte civile og dræbte dem på tværs af angrebsstederne fra de første øjeblikke af angrebet. Dette indikerer, at de bevidste drab og bortførelse af civile var planlagt og højt koordineret”.

HRW gentager den slags pointer flere steder i rapporten – og pointen synes at være, at fordi disse krigsforbrydelser skete, så var de en del af målet for angrebet – på trods af forskellige bevæbnede gruppers (inkl. Hamas) insisteren på at deres mål var militære, og ikke civile.

For at være klar – det er en krigsforbrydelse bevidst at ramme civile uanset om det var planlagt i forvejen eller ej – men der er faktisk en diskussion om, hvorvidt det var centralt planlagt at ramme civile. HRW opsummerer, at det var, men for at bevise dette skal man have dokumentation for det. Og her opstår der et problem. HRW ved ikke, om de israelsk-påståede ”planlægnings-dokumenter” er ægte.

I den afdeling af rapporten der hedder ”Alleged Planning Documents”, skriver HRW:

“Selv om Human Rights Watch’s analyse ikke kunne bekræfte dokumenternes ægthed, kunne vi heller ikke verificere dokumenternes oprindelseskæde. To internationale journalister, der først fik adgang til dokumenterne, delte detaljer om, hvordan israelske myndigheder hævdede at have fået fat i dem. Human Rights Watch kontaktede en repræsentant for Hamas med spørgsmål om dokumenternes ægthed, men modtog ikke noget svar.”

Med andre ord er der brug for en grundig efterforskning her. Der er stærke beviser, som tyder på krigsforbrydelser, og noget der kunne pege i retning af forbrydelser imod menneskeheden. Men hvad skal man gøre for at finde ud af det?

Internationale arrestordrer

Chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) har i maj udstedt en begæring om arrestordre til fem personer for krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden. To af dem er israelere – premierminister Netanyahu og forsvarsminister Galant.

Tre af dem er Palæstinensere – eller rettere sagt var palæstinensere. To af dem er med sikkerhed dræbt. Det drejer sig om Hamas’ leder Ismail Haniyeh (likvideret af Israel i Iran), Hamas’ militærleder og senere politisk leder Yahya Sinwar (dræbt under kamp i Gaza). Den tredje, som Israel hævder at have dræbt, er Hamas’ militærleder Mohammed Deif. Det er dog afvist af Hamas.

Under alle omstændigheder går Israel efter at likvidere palæstinensiske (og nu også libanesiske) ledere i en kampagne, hvor man tilsyneladende gerne må dræbe hundredvis af civile for at ramme et højtstående medlem af Hamas.

Man er nødt til at relativisere

Med andre ord kan vi slet ikke tale om to lige sider her. Men Dragsted vil ikke ”relativisere”:

”Kort sagt: Hamas’ aktion den 7. oktober udgjorde omfattende krigsforbrydelse, som bør fordømmes entydigt og uden den mindste relativisering”.

Men man er nødt til at relativisere. Det er altså blevet et hyppigt brugt skældsord fra dem, som vil lukke diskussionen. Først Mette Frederiksen den 11. oktober, som sagde til en journalist: ”Jeg må indrømme, at jeg synes, at du bidrager til at relativere noget, som ikke er sammenligneligt” – da hun blev spurgt, om hun også ville lægge blomster for den palæstinensiske civilbefolkning.

Og hvorfor? ”Det er Hamas, en terrororganisation, der angriber et demokratisk land, Israel. Og Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil betyde nogle ofre. Og det, at en dansk journalist stiller det spørgsmål, er for mig dybt bekymrende. Og aldeles historieløst”.

Sådan. Israel er demokrati (glem alt om apartheid, besættelse, belejring), det har ret til at forsvare sig selv (glem alt om at den ”forsvarer sig” imod en befolkning, som den i forvejen besætter og belejrer), glem alt. Husk bare en ting: ”terror”.

Og således har vi Dragsted, som også siger “terror” og anfægter, at man ”relativiserer”. Det er åbenbart et populært begreb også i Enhedslisten – Klaus Goldschmidt Henriksen, som er Enhedslistens medlem i Københavns Borgerrepræsentation – og en som jeg samarbejder med i adskillige politiske sammenhænge – delte Dragsteds indlæg på Facebook og skrev:

”Derfor har det også igennem lang tid undret mig, at mange gode folk som Jonathan Ofir og andre, som jeg i øvrigt har et godt samarbejde med, bliver ved med at prøve at relativisere begivenhederne den 7. oktober og ikke vil tage klar afstand til de ting Hamas og andre foretog sig den dag”.

Har min nuancering af angrebet, som både var rettet mod militære mål og havde karakter af krigsforbrydelser, været uklar? Er nuanceringen i sig selv en ”uklarhed”? Det synes at være pointen af dem, som anfægter det. Det er også Dragsteds pointe, og han gør det meget klart i indlægget:

”Det hverken kan eller bør adskilles. Og ethvert forsøg på at gøre dette bør kaldes for, hvad det er: Forkastelig relativisering af brutale krigsforbrydelser”.

Hvad er Hamas?

Ét sted i indlægget bruger Dragsted begrebet ”terror” i forbindelse med Israel:

”Israels terrorkrig mod den palæstinensiske civilbefolkning”.

Men det vejer ikke op imod hans fordømmelse af Hamas. Dragsted fordømmer ikke, bare hvad Hamas gør, men alt hvad Hamas i Dragsteds øjne er:

”Hamas er en reaktionær, antidemokratisk og kvindehadsk terrororganisation allieret med præsteregimet i Iran. En organisation, som i årevis udrensede alt, der lugtede af sekulær venstrefløj i Gazastriben. Hamas er modstandere af demokratiet, freden, ligestillingen og venstrefløjen og fortjener ingen solidaritet eller sympati”.

Én ting glemmer Dragsted at nævne i sin totale fordømmelse – Hamas er en palæstinensisk politisk modstandsbevægelse, som i øvrigt er allieret med andre palæstinensiske modstandsbevægelser – også sekulære bevægelser på venstrefløjen.

Alliancen med Iran har været igennem perioder med en vis afstand – ikke mindst på grund af borgerkrigen i Syrien. Hamas’ forsøg på at opnå politisk styring ved valget i 2006 (som den har vundet) har været nedkæmpet af USA og Israel, i samarbejde med rivaliserende palæstinensiske politiske aktører. Hamas lykkedes med at afværge dette kupforsøg i Gaza. Det er faktisk Israel, som siden 1970’erne har været central i promoveringen af en mere religiøs bevægelse som modsætning til det mere sekulære Fatah.

Dragsted linker også til en Amnesty-rapport fra 2015, som omhandler bortførelse, tortur og drab på palæstinensere, som Hamas betragtede som forrædere i 2014 – men det var ikke, fordi de var sekulære – og det inkluderede også selve Hamas medlemmer. Se her:

“Inden for Gaza rettede Hamas’ styrker også angreb mod palæstinensere, som de anklagede for at hjælpe Israel. Mindst 23 personer blev summarisk henrettet uden rettergang. Seks af disse mænd, hvoraf mindst én var blevet arresteret under konflikten mistænkt for “samarbejde,” men aldrig formelt sigtet, blev henrettet uden rettergang offentligt den 22. august 2014.”

Rapporten fortsætter:

”Tre mænd døde i varetægt under mistænkelige omstændigheder kun få dage efter, at de var blevet arresteret og tortureret. Skæbnen og opholdsstedet for en anden mand, som Hamas-styrker tilbageholdt og udsatte for tvungen forsvinding i den første uge af Operation Protective Edge, er stadig ukendt mere end ni måneder efter konfliktens afslutning.

Derudover ser det ud til, at et ledende medlem af Hamas, Ayman Taha, som siden januar 2014 var blevet tilbageholdt af ‘Izz ad-Din al-Qassam Brigaderne (al-Qassam Brigaderne) under mistanke om landsforræderi, men ifølge Amnesty International ikke blev stillet over for nogen formelle anklager, tilsyneladende blev henrettet uden rettergang. Hamas-styrker bortførte eller angreb også medlemmer og tilhængere af Fatah, deres primære politiske rival i Gaza, herunder tidligere medlemmer af de Palæstinensiske Myndigheders (PA) sikkerhedsstyrker, og torturerede nogle af dem.”

Det er sundt at relativisere i historien

Det er ikke pænt. Det er meget voldeligt. Vi kender det fra anden verdenskrig, modstandsbevægelsen, og likvideringen af ca. 400 ”stikkere” som var mistænkt for at hjælpe Nazitysklands besættelsesmagt.

Dragsted skriver dog, at ”Ofirs referencer til den danske modstandsbevægelse rammer derfor også helt skævt. Det var et fuldstændig centralt princip for modstandsbevægelsen at gøre alt, hvad man kunne, for at undgå civile ofre. Altså helt modsat Hamas’ målrettede angreb på civile landsbyer”.

Men det er en ret problematisk problematisering fra Dragsteds side. Flere historiske vurderinger siger, ”at det kun var en mindre del af drabene, som ramte deciderede stikkere”.

Jeg synes, det er sundt at ”relativisere” sig i disse historiske afspejlinger. Der er nogle unægtelige realiteter, som vi ikke må glemme i vores iver efter en hurtig forklaring som kan placere os på den ene eller den anden side.

Der er Netanyahu på den ene side, og så er der Hamas på den anden. Men det er faktisk en stråmand – ”Netanyahu” er bare en person. Hvis det skulle være lige, kunne man sammenligne Haniyeh eller Sinwar med Netanyahu.

Dragsted vil have, at ”regeringen kan presses til at skærpe sin pinligt passive linje over for Netanyahus ekstremistregering”. For det første er regeringens linje ikke passiv – den støtter aktivt Netanyahu.

Men den Israelske regering er ikke bare Netanyahu. Og det kan være, at de er ekstremister, men hele den israelske befolkning er ekstrem i dens støtte til folkemordet i Palæstina. Måske skal vi bare tage afstand fra alt, hvad Israel er, fordi støtten til folkemord er så omfattende?

Men her skal man passe på. Statsministeren mener, at Israel er et demokrati, som har ret til at forsvare sig. Har palæstinenserne ret til at forsvare sig? Det er noget, som aldrig rigtig bliver sagt. Fordømmelsen har været så ensidig og så total, at bare det spørgsmål virker som en ”relativisering”, og det må man ikke, det sagde Mette.