Syv svingstater afgør sandsynligvis det amerikanske præsidentvalg – Bliv klogere på dem her

Er du klar til at følge med i 469 forskellige valgresultater? 435 optegnede valgdistrikter, 33 senatsvalg og en stol i Det Ovale Kontor. Og så skal du selvfølgelig også holde dig opdateret på de 11 guvernørvalg, og om en supermajoritet i Florida legaliserer brugen af rekreativ marihuana!

Har du allerede fået hovedpine? Så tag det roligt, og læs med her. Det meste er nemlig allerede afgjort på forhånd. Du behøver ikke sætte dig ind i senatsvalget i North Dakota eller borgmestervalget i El Paso.

Solidaritet har i stedet samlet et overblik over de vigtigste og tætteste valg. Dem, hvor det er tæt løb, og hvor der er noget spil. Hvor milliarder af kroner lige nu bliver smidt efter TV-reklamer, skræmmekampagner og kiksede besøg hos de lokale donut-forhandlere. Buckle up!

Arizona: Bliver ørkenen malet blå igen?

De seneste år har den Demokrat-blå farve, der siden starten af 1990’erne har domineret Californien, spredt sig østpå. Det politiske landskab i Sydvesten – delstater som New Mexico, Nevada og Arizona – er blevet mere liberalt-progressive. I Arizona er både guvernøren og de to senatorer valgt som Demokrater, mens Biden/Harris også vandt staten i 2020.

Men Arizona er lilla, ikke mørkeblå, og staten ser ved nærmere eftersyn ud til at blive et af de tætteste løb ved årets valg. Ved midtvejsvalget i 2022 vandt Republikanerne 6 af delstatens 9 sæder i Repræsentanternes Hus, og partiet har også flertal i den lokale lovgivende forsamling. Demokraten Katie Hobbs vandt i 2022 guvernørposten med under et procentpoint over Trump-loyalisten Kari Lake, der fortsat bygger sin politiske karriere på ikke at anerkende Trumps nederlag ved valget i 2020.

Lake stiller igen op ved senatsvalget i 2024, og skal denne gang forsøge at vinde over kongresmedlemmet Ruben Gallego. Han afløser den upopulære Demokrat-senator Kyrsten Sinema, der blev valgt på en forholdsvist progressiv platform, men senere viste sig at være til fals for lobbyist-penge, og i 2022 meldte sig ud af partiet for at blive uafhængig senator.

Foruden Lake er Arizona også politisk base for en række andre af de mest ekstreme MAGA-Republikanere, herunder det racistiske fossil Joe ”America’s Toughest Sheriff” Arpaio, der i 2010 blev talsperson for den kontroversielle anti-migrantlovpakke SB 1070.

Der var også ugler i mosen sidste gang, der skulle tælles stemmer og tildeles valgmænd i The Grand Canyon State, hvor flere valgtilforordnede er sigtet for at afgive falske stemmer. For nylig blev Trump-støtten Tina Peters, der arbejdede i nabostaten Colorados valgadministration, idømt ni års fængsel for at have forsøgt at hacke valgoptællingsmaskiner.

At dømme ud fra anholdelsen var hun mildest talt ikke tilfreds. Men har man afsluttet sagen med dommen, eller dukker der en ny Tina Peters op i Arizona? Valget af MAGA-kandidaten Justin Heap over den mere moderate Stephen Richer er emblematisk for den højreradikalisering, de lokale partiafdelinger har gennemgået – også i Arizona.

Arizona lænede i retning af Trump, indtil Kamala Harris trådte ind på scenen, og lige nu tyder det på dødt løb. Nogle spekulerer også i, at statens betydning for Demokraterne fik Kamala Harris til i sidste øjeblik at fravælge den populære senator Mark Kelly som vicepræsident-kandidat. Vurderingen var dengang som nu, at Demokraterne har brug at holde på de lokale kræfter, hvis Arizona fortsat skal trende i retning af en endnu mere blå farve.

Georgia: 11.780 stemmer, please

I delstaten Georgia trækker den igangværende strafferetssag mod Donald Trump om ulovlig indblanding i valgprocessen fortsat overskrifter. Hvis du har glemt, hvilken af de mange retssager mod Trump, der bliver ført dernede, får du her et kort resumé:

Der var tæt løb i Georgia ved præsidentvalget i 2020; så tæt, at den blev afgjort som en af de allersidste delstater. Kun ca. 13.000 stemmer afgjorde, at de 16 valgmandsstemmer gik til Joe Biden. Et par dage inden kupforsøget 6. januar 2021 ringede Trump derfor til delstatens Secretary of State, Brad Raffensperger, for at høre, om han ikke kunne finde nogle flere stemmer til ham? ”11.780” var ifølge Trumps beregninger alt, hvad han skulle bruge.

Den lokale statsanklager Fani Willis var ellers godt i gang med at få smidt Trump i fængsel for sin åbenlyst kriminelle adfærd, men så blev hun viklet ind i en smædekampagne, der omhandlede en affære med en kollega, og sagen er nu sat på standby. Ligesom mange af de andre retssager mod Trump vil valget om en måned formentlig afgøre, om han ender i fængsel, eller om han igen slipper gennem nåleøjet.

At Georgia er så tæt, skyldes i høj grad en polariseret vælgerskare. I Republikanernes favør står de velhavende hvide forstadsvælgere, der blandt andet har bekendt politisk kulør ved af flere omgange at vælge den konspiratoriske Trump-proselyt Marjorie ”Jewish Space Lasers” Taylor Greene.

Dertil kommer, at Georgia er en del af Bibelbæltet, hvor stærkt kristne fundamentalister kan være med til at vinde valget for Trump. Mens udsigten til et muligt abortforbud under Trump i de fleste svingstater er upopulært og tys-tys, kan det i Georgia være med til at mobilisere afgørende fundamentalist-vælgere, for hvem The Handmaid’s Tale er et inspirerende visionspapir.

Delstatens sorte befolkning taler til Demokraternes fordel. Georgia var historisk blandt de vigtigste slavehandels-stater, og havde tidligere et flertal af sorte. I dag udgør de 33 procent af delstatens indbyggere, mens også andelen af indbyggere med latinobaggrund er vokset. Mens sidstnævnte ikke er helt så fastlåste i stemmemønstre, stemmer 80-90 procent af de sorte på Demokraterne. Udfordringen er derfor at få dem til at møde op på valgdagen.

Også Atlantas forholdsvist store LGBT+-befolkning, (kun overgået af San Francisco og Seattle,) vil stemme overvejende på Demokraterne frem for et parti, hvor opstillede kandidater betegner dem som ’afskum’.

Ligesom i Arizona frygter mange, at Republikanerne her er i gang med at bage politiske rævekager ved at forberede en underkendelse af valgresultatet. New York Times udnævnte i sidste måned Georgia som den mest sandsynlige delstat til at begå valgsvindel. Måske får Trump ikke en gang brug for at ringe efter 11.780 stemmer denne gang?

Michigan: Pro-israelsk kurs kan koste Demokraterne dyrt

Delstaten Ohio har tidligere været kendt som en politisk vejrhane: Den, der vinder her, kan formentlig også sikre sig Det Hvide Hus. De seneste par valg har det imidlertid snarere været Michigan, der har ageret kanariefugl i kulminen for USA’s politiske fremtid.

Michigan stemte overraskende for de fleste – dog ikke filmskaberen Michael Moore, der havde forudsagt et politisk jordskælv i hans hjemstat – på Trump i 2016, og blev en vigtig del af fortællingen om det tabte Rustbælte. Fire år senere klemte Demokraterne dog igen en sejr ud i Michigan, ikke mindst båret frem af delstatens populære guvernør, Gretchen Whitmer, der af mange – herunder mig selv – spås en stor fremtid i Demokraternes politiske maskinrum.

Michigan ligner på mange måder en klassisk højborg for det amerikanske centrum-venstre. Storbyen Detroit har en multikulturel sammensætning, og statens økonomi er præget af klassiske arbejderindustrier. Der laves biler (Ford, General Motors), ting til husholdningen (Kellogg’s, Whirlpool) og forarbejdning af naturressourcer (UFP Industries, CMS).

Detroit – og hele Michigans – befolkningssammensætning kan dog også vise sig at blive et problem for Demokraterne. Her finder man nemlig også USA’s femtehøjeste koncentration af muslimske indbyggere. Byen Dearborn har både flest muslimer pr indbygger og landets største moské. Det er ikke gået deres næse forbi, at Biden-regeringen har været passive – alt for passive i deres optik – over for Netanyahu-regeringens ødelæggelse af Gazastriben.

Store demonstrationer, støttet af både muslimske minoriteter og studerende ved en række amerikanske universiteter som University of Michigan, har skabt bekymring langt ind i Demokraternes kampagneapparat for, at Michigan igen kan glide ud mellem hænderne.

Bekymringen er ikke, at de vrede borgere går over til den om muligt endnu mere Israel-loyale Trump – men snarere at de bliver væk i protest. Tidligere på året blev der ved primærvalgene afleveret mere end 100.000 ’ubesluttet’-stemmer, som en vink med en vognstang til Demokraterne om at stramme kursen over for Israel.

Kamala Harris har i forhold til Biden skruet op for retorikken på Palæstina-spørgsmålet, mens Netanyahus – og efterfølgende Irans – eskalering af konflikten kommer på det værst tænkelige tidspunkt for hende. Samtidig kan den populære og erfarne Debbie Stabenows politiske pension gøre senatsvalgkampen i Michigan sværere for Demokraterne. Her skal hendes afløser, kongresmedlem Elissa Slotkin, i stedet forsøge at vinde over republikanske Mike Rogers.

Som en finurlig krølle på halen forsøgte Robert F. Kennedy Jr. – ham med ormen i hjernen og den døde bjørn i bagagerummet – at få fjernet sit navn fra stemmesedlen efter at have svoret troskab til Trump – formentlig til gengæld for en plads i en kommende regering.

Kennedy var formentlig kommet frem til den forholdsvis indlysende konklusion, at hans konspiratoriske, New Age-vaccinehadende vælgersegment i virkeligheden kunne risikere at nappe flere stemmer fra Trump end fra Harris. Men det fik han ikke lov til, efter delstatens Højesteret afgjorde, at hans navn skulle blive stående på stemmesedlen. Konspirationsteoretikeren i progressive fåreklæder kan derfor ende med at hjælpe Harris over målstregen i Michigan.

Nevada: Kampen om latinoernes gunst

Blandt årets amerikanske svingstater er Nevada den med mindst betydning. Alligevel bliver der postet mange millioner dollars i kampen om delstaten, der hovedsageligt kendes for Las Vegas og en meget stor ørken.

Republikanerne tror på, at de ligesom i Arizona og New Mexico kan bremse blåmalingen af Sydvesten, og at vejen dertil går gennem løfter om lavere skatter og mindre statslig indblanding. Skål, og spil jeres egne penge op som I lyster i Sin City! Trump håber samtidig at kunne udnytte en forholdsvist svag økonomi i The Silver State, der har haft dårligere økonomiske resultater end landsgennemsnittet under Biden, og hvor arbejdsløsheden er forholdsvist høj (5 procent).

Foreløbig ser præsidentvalget ud til at blive tæt løb. Harris-kampagnen har pt en marginal fordel. De afgørende stemmer bliver derfor delstatens store latino-befolkning, der på 40 år er gået fra at udgøre ca. 5 procent til i dag at tælle næsten hver tredje Nevadan.

Joe Biden vandt i 2020 Nevada gennem stor opbakning fra netop latinoer (61 procent), mens Donald Trump nok håber, at hans taler – hvor han kalder latinamerikanske migranter for dyr, voldtægtsforbrydere og mordere – ikke bliver vist for ofte på lokal-TV i Nevada.

North Carolina: Kaos-kandidaten Mark Robinson kan give Trump problemer

Hvor de første fire delstater her i artiklen sidste gang gik til Demokraterne, er der i North Carolina noget at tabe for Republikanerne. Trump fører stadig snævert i målingerne, og Republikanerne har vundet samtlige valg på delstatsniveau siden 2010, mens Obamas snævre sejr i 2008 mest af alt må anses som et kort afbræk fra 50 års republikansk dominans.   

Enter Mark Robinson. Som siddende viceguvernør var han udset til at vælte Demokraterne af guvernørposten, efter den afgående Roy Cooper har aftjent sine to perioder. Robinson lå lunt i svinget, indtil der i CNN begyndte at dukke historier op fra hans fortid. CNN afdækkede blandt andet mandens nazi-sympatier, hvor han refererede til sig selv som nazist. Det blev kun mere bizart af, at Robinson er sort.

Nuvel, nazi-sympatier var måske ikke en dealbreaker for alle hans republikanske kernevælgere. Den erklærede nazist Arthur Jones fik trods alt 26 procent af stemmerne, da han stillede op for partiet i Illinois i 2018.

Men så kom det frem, at Robinson også tændte på at se porno med transpersoner: “Jeg kan godt lide at se trannies have sex med kvinder! Det er fucking frækt! Det tager både manden ud af ligningen og beholder ham inde!”

Robinson har ellers tidligere givet udtryk for, at han mener transpersoner skal anholdes, hvis de bruger et kvindetoilet. Andre opsigtsvækkende bemærkninger inkluderer hånende bemærkninger om ofre for skoleskyderier, udskamning af et voldtægtsoffer (”historiens morale: lad være med at knalde hvide kællinger!”) samt at kalde Martin Luther King Jr. for ’Martin Lucifer Koon’. Nogle ville måske tænke, at Mark Robinson er en mand med uafklarede følelser.

Det er begyndt at se rigtig, rigtig skidt ud for Mark Robinson, der aktuelt styrtdykker i meningsmålingerne. Trump vandt The Tar Heel State med blot 70.000 stemmer i 2020, og et af de helt store spørgsmål i amerikansk politik er nu, om den Hitler-fetisherende abort- og kvindehader Mark Robinson også kan trække Trump og resten af Republikanerne med sig i faldet?

Tommelfingerreglen i amerikansk politik er, at Republikanernes chancer for at vinde stiger i takt med, at andelen af stemmeberettigede – der sætter deres kryds på valgdagen – falder. For at hjælpe deres kandidater over målstregen, har det lokale Republikanske partiapparat i North Carolina derfor gjort alt, hvad de kan, for at få folk til at holde sig væk.

De har intimideret vælgere og ført vildledende kampagner i distrikter med mange sorte. De har fjernet folk fra stemmeregistre. De har begrænset mulighederne for at brevstemme. Senest er Republican National Committee også gået rettens vej for at forsøge at blokere brugen af digital ID som gyldig identifikation, hvilket særligt er beregnet til at få færre unge til at stemme.

Måske kan de mange beskidte tricks sikre Trump endnu en kneben sejr. Måske bliver kaoskandidaten Mark Robinson for tung en klods om benet.

Pennsylvania: Hjemmebanefordel til Demokraterne

Mens den udenrigspolitiske udvikling kan give Demokraterne bøvl i Michigan, kan det modsatte vise sig at blive tilfældet i svingstaten Pennsylvania. Her er amerikanere med ukrainske rødder nemlig blandt de største minoriteter, og de har lagt mærke til, hvad Trump – og ikke mindst JD Vance – har sagt om Putins invasion af Ukraine.

Hvis man skal tro The Hill, der har talt med nogle af de godt 100.000 ukrainsk-amerikanere i The Keystone State, kan det vise sig at være skidt nyt for Trump, der håber at gentage sin overraskende sejr i 2016. Samtidig er Pennsylvania også den delstat, der drager størst økonomisk fordel af den militære støtte til Ukraines forsvar.

Da Volodymyr Zelenskij var på amerikansk statsbesøg i september, besøgte han symbolsk Scranton i delstaten, hvor der for tiden produceres artilleri-ammunition i døgndrift, ligesom otte andre af delstatens valgdistrikter har store kontrakter med det amerikanske militær. Scranton er i øvrigt også Joe Bidens fødeby.

Pennsylvania er som mange andre stater – ikke mindst i Rustbæltet – delt i to politiske lejre. På den ene side finder man de multietniske storbyer Philadelphia i øst og Pittsburgh i vest, med hovedstaden Harrisburg diplomatisk placeret imellem. På den anden side det arealmæssigt store konservative opland med tyndt befolkede lokalsamfund, kornmarker og køer.

På sin vis ligner et valgkort over Pennsylvania et mikroprisme på hele USA’s politiske landskab: En stor Republikaner-rød klat omgivet af Demokrat-blå kanter. Som James Carville engang sagde, kan man lettere polemisk beskrive Pennsylvania som ”Philadelphia i øst, Pittsburgh i vest, og Alabama i midten.” Det var også derude, i den rustrøde del af Pennsylvania, at Trump med nød og næppe undslap at få en kugle for panden i juli 2024, da han besøgte byen Butler.

Skulle jeg lægge hovedet på blokken, ville Pennsylvania efter min opfattelse være den mindst svingende af de syv stater i denne artikel. Med forbehold for, at bolden er rund (eller måske snarere football-formet i Pennsylvania) har lokalpolitiske resultater og personlig karisma betydning i amerikansk politik.

De to demokratiske senatorer – den ukonventionelle John Fetterman, som jeg skrev et portræt om i Solidaritet op til senatsvalget i 2022, samt Bob Casey, der er på valg i november – er populære i hjemstaten. Det samme er Demokraternes guvernør Josh Shapiro, der også var blandt favoritterne til at blive Harris’ vicepræsident-kandidat. Demokraterne har da også fået Pennsylvanias valgmænd siden 1992, hvis man ser bort fra Trumps sejr i 2016.

Wisconsin: Slut med gerrymandering i den skizofrene mejeristat

Skulle man finde indbegrebet af en svingstat, ville Wisconsin være et godt sted at starte. For selvom delstaten egentlig er gået til Demokraterne siden 1988 – igen med Trumps 2016-valg som undtagelsen, der bekræfter at amerikansk politik kan være en uforudsigelig størrelse – er det også her, man finder nogle af de mest ekstreme Tea Party/MAGA-republikanere med politisk mandat.

Tidligere Kongresformand Paul Ryan voksede op i Janesville, Wisconsin, og repræsenterede senere delstatens første valgdistrikt i 20 år (1999-2019). Også den tidligere guvernør, Scott Walker, var at finde på den mest højredrejede del af den amerikansk-konservative skala, og fik i 2011 vedtaget Wisconsin Act 10, som er et af de mest fagforeningsfjendtlige stykker lovgivning i moderne amerikansk historie.

Delstatens ene siddende senator, Ron Johnson, er da også blandt de mest højreekstreme politikere i Det Republikanske Parti, hvilket ikke siger så lidt. Han har trofast bakket op om Putins agenda, støttede Trumps kupforsøg og kalder transkønnethed en venstreorienteret sammensværgelse.

Og så er der den anden side af Wisconsin. Den, der i 1998 valgte den progressive Tammy Baldwin som den første åbent lesbiske person til Kongressen, og som senere gjorde hende til den anden af delstatens to senatorer.

At Johnson og Baldwin kan være valgt fra samme stat, er også et udtryk for, at Wisconsin har en tæt politisk balancegang. Når de seneste 30 års valg har vist, at der endda er et lille flertal, som stemmer på Demokraterne, kan det måske undre den udenforstående, at seks af delstatens otte sæder i Repræsentanternes Hus gik til Republikanerne i 2022. Forklaringen er som ofte før: Snyd, fusk og bedrag.

I den konkrete sammenhæng havde føromtalte Scott Walker sørget for at indtegne nogle valgdistrikter på en så kreativ måde, at Wisconsin af flere blev udnævnt som den mest ’gerrymanderede’ stat i hele USA. Hvis du ikke er stødt på det begreb før, kan du i øvrigt bruge otte minutter i selskab med Crash Course på at blive klogere.

Men med Tony Evers i guvernørsædet ser Wisconsin ud til endelig at have stoppet den antidemokratiske praksis, hvilket kan blive dårligt nyt for Republikanerne. Valget af de lokale repræsentanter kan også få betydning for de statsdækkende valg, da det kan motivere flere til at stemme, og det er altid skidt nyt for Republikanerne. Hverken Baldwin eller Johnson er på valg i 2024, hvor resultatet derfor bliver mindre påvirket af lokalpolitik.

Wisconsin er kort sagt vigtig for begge sider. Trump har udtalt, at han regner med at vinde det hele, hvis han kan vinde i Wisconsin. Har du kun tid til at følge med i et par enkelte valg, bør du derfor holde øje med, hvad der sker i ’USA’s Mejerifabrik’ frem mod 5. november!

---