Talen der fik mig bandlyst i Tyskland

af Yanis Varoufakis

Oversat fra https://jacobin.com/2024/04/yanis-varoufakis-germany-banned-palestine-gaza

I dag udstedte Tysklands indenrigsministerium et "betätigungsverbot" mod mig, et forbud mod enhver politisk aktivitet — ikke kun et forbud mod at besøge Tyskland, men også mod at deltage i Zoom-arrangementer, der afholdes i landet. Jeg kan ikke engang få en optaget video af mig afspillet ved arrangementer i Tyskland. Balladen startede for alvor i går, da tysk politi bragede ind på et mødested i Berlin for at opløse en Palæstina-konference, arrangeret af Democracy in Europe Movement 2025 (DiEM25). Vurder selv, hvilken slags samfund Tyskland er ved at blive, hvis dets politi forbyder de følelser, der kommer til udtryk nedenfor.

Tillykke og hjertelig tak for at være her – trods truslerne, trods det kampklædte politi uden for dette mødested, på trods af den tyske presses bestræbelser, på trods af den tyske stat, på trods af et tysk politisk system, der dæmoniserer dig/mig for at være her.

“Hvorfor en palæstinensisk kongres, hr. Varoufakis?” spurgte en tysk journalist mig for nylig. Fordi, som Hanan Ashrawi engang sagde: “Vi kan ikke stole på, at de tavse fortæller os om deres lidelser.”

I dag er Ashrawis begrundelse blevet deprimerende stærkere, fordi vi ikke kan stole på, at den stumme, som også bliver massakreret og udsultet, skal fortælle os om massakrerne og sulten. Men der er også en anden grund: fordi et stolt, anstændigt folk – det tyske folk – føres ned ad en farefuld vej mod et hjerteløst samfund ved at blive tvunget til at associere sig med, at et andet folkedrab udføres i deres navn, med deres medvirken.

Jeg er hverken jøde eller palæstinenser. Men jeg er utroligt stolt over at være her blandt jøder og palæstinensere — over at blande min stemme for fred og universelle menneskerettigheder med jødiske stemmer for fred og universelle menneskerettigheder og med palæstinensiske stemmer for fred og universelle menneskerettigheder. At være sammen her i dag er et bevis på, at sameksistens ikke kun er mulig – men at den allerede findes.

“Hvorfor ikke en jødisk konference, hr. Varoufakis?” spurgte den samme tyske journalist mig og troede, at han var smart. Jeg hilste hans spørgsmål velkomment.

For hvis en enkelt jøde bliver truet, hvor som helst, bare fordi hun eller han er jøde, skal jeg bære Davids-stjernen på mit revers og tilbyde min solidaritet – uanset hvad det koster, hvad end det kræver.

Så lad os sige det helt klart: Hvis jøder var under angreb, hvor som helst i verden, ville jeg være den første til at foreslå en jødisk konference, hvor vi kunne give udtryk for vores solidaritet.

På samme måde, når palæstinensere bliver massakreret, fordi de er palæstinensere – under et dogme, der siger, at de, der er døde og palæstinensere, må have været Hamas – skal jeg bære min keffiyeh og tilbyde min solidaritet uanset omkostningerne, hvad det end kræver.

Universelle menneskerettigheder er enten universelle, eller også betyder de ingenting

Med dette i tankerne besvarede jeg den tyske journalists spørgsmål med et par af mine egne:

– Er to millioner israelske jøder, som blev smidt ud af deres hjem og ud i et frilufts- fængsel for 80 år siden, stadig tilbageholdt i det frilufts-fængsel uden adgang til omverdenen, med minimale ressourcer af mad og vand, uden chance for et normalt liv eller for at rejse nogen steder, mens de med jævne mellemrum blev bombet i løbet af disse firs år? Nej.

– Bliver israelske jøder sultet med vilje af en besættelseshær, så deres børn vrider sig på gulvet og skriger af sult? Nej.

– Er der tusindvis af jødiske sårede børn uden overlevende forældre, der kravler igennem murbrokkerne efter det, der plejede at være deres hjem? Nej.

– Bliver israelske jøder bombet af verdens mest sofistikerede fly og bomber? Nej.

– Oplever israelske jøder en fuldstændig miljø-ødelæggelse af det lille land, de stadig kan kalde deres eget, hvor der ikke er ét træ tilbage, hvorunder de kan søge skygge, eller hvis frugt de kan smage? Nej.

– Bliver israelske jødiske børn dræbt af snigskytter i dag efter ordre fra et land som er medlem af FN ? Nej.

– Bliver israelske jøder drevet ud af deres hjem af bevæbnede bander i dag? Nej.

– Kæmper Israel for sin eksistens i dag? Nej.

Hvis svaret på bare et af disse spørgsmål havde været et ja, ville jeg i dag deltage i en jødisk solidaritetskonference.

I dag ville vi have elsket at have en anstændig, demokratisk, gensidig respektfuld debat om, hvordan man kan bringe fred og universelle menneskerettigheder for alle – jøder og palæstinensere, beduiner og kristne – fra Jordanfloden til Middelhavet med mennesker, der tænker anderledes end os.

Desværre har hele det tyske politiske system besluttet ikke at tillade den respektfulde debat

Besluttet i en fælles udtalelse ikke kun fra CDU-CSU (Christian Democratic Union–Christian Social Union in Bayern) og FDP (Det Frie Demokratiske Parti), men også fra SPD (Det Socialdemokratiske Parti) og De Grønne. Og bemærkelsesværdigt nok gik to ledere af Die Linke sammen med resten af det politiske spektrum i Tyskland for at sikre at en sådan civiliseret debat, hvor vi kan være uenige, aldrig finder sted i Tyskland.

Jeg siger til dem: I vil gøre os tavse, forbyde os, dæmonisere os, anklage os. I lader os derfor tilbage uden andet valg end at møde jeres latterlige beskyldninger med vores egne rationelle beskyldninger. Det var jeres valg, ikke vores.

I anklager os for antisemitisk had. Vi beskylder jer for at være antisemittens bedste ven ved at sætte lighedstegn mellem Israels ret til at begå krigsforbrydelser og israelske jøders ret til at forsvare sig selv.

I anklager os for at støtte terrorisme. Vi beskylder jer for at sidestille legitim modstand mod en apartheid-stat, der udfører grusomheder mod civile, som jeg altid har og altid vil fordømme, hvem der end begår dem – palæstinensere, jødiske bosættere, min egen familie, hvem som helst med terror. Vi beskylder jer for ikke at anerkende den palæstinensiske befolkning i Gazas pligt til at rive muren ned i det åbne fængsel, hvor de har været indespærret i firs år – og at sidestille det med terrorhandlinger, når de nedriver denne skammens mur, som er lige så umulig at forsvare som Berlinmuren.

I anklager os for at bagatellisere Hamas’ terror den 7. oktober. Vi beskylder jer for at bagatellisere Israels firs år lange etniske udrensning af palæstinensere og opførelsen af et væbnet apartheid-system i hele Israel-Palæstina. Vi beskylder jer for at bagatellisere Benjamin Netanyahus langsigtede støtte til Hamas som et middel til at ødelægge den to-statsløsning, som I hævder at være tilhængere af. Vi beskylder jer for at bagatellisere den terror uden sidestykke, som føres af den israelske hær mod befolkningen i Gaza på Vestbredden og i Østjerusalem.

I beskylder arrangørerne af dagens konference for at være, og jeg citerer, “ikke interesserede i at tale om muligheder for fredelig sameksistens i Mellemøsten på baggrund af krigen i Gaza.”

Er det virkelig jeres alvor ? Har I mistet forstanden?

Vi beskylder jer for at støtte en tysk stat, der efter USA er den største leverandør af de våben, som Netanyahu-regeringen bruger til at massakrere palæstinensere med som led i en storslået plan om at forhindre en to-statsløsning og fredelig sameksistens mellem jøder og palæstinensere. Vi anklager jer for aldrig at svare på det relevante spørgsmål, som enhver tysker skal besvare: Hvor meget palæstinensisk blod skal flyde, før jeres berettigede skyldfølelse over Holocaust er skyllet væk?

Vi fordømmer folkedrab og krigsforbrydelser – uanset hvem der begår dem

Så lad os sige det helt klart: Vi er her i Berlin med vores palæstinensiske konference, fordi vi – i modsætning til det tyske politiske system og de tyske medier – fordømmer folkedrab og krigsforbrydelser, uanset hvem der begår dem. Fordi vi er imod apartheid i landet Israel-Palæstina, uanset hvem der sidder på magten – ligesom vi var imod apartheid i de amerikanske sydstater eller i Sydafrika. Fordi vi er tilhængere af universelle menneskerettigheder, frihed og lighed blandt jøder, palæstinensere, beduiner og kristne i det gamle land Palæstina.

Og så for endnu tydeligere at svare på de spørgsmål, legitime og onde, som vi altid skal være klar til at besvare: Fordømmer jeg Hamas’ grusomheder?

Jeg fordømmer hver eneste grusomhed, uanset hvem der er gerningsmanden eller offeret. Hvad jeg ikke fordømmer er væbnet modstand mod et apartheidsystem skabt til at være en del af et langsomt virkende, men ubønhørligt program for etnisk udrensning. Med andre ord fordømmer jeg ethvert angreb på civile, mens jeg på samme tid vil fejre enhver, der risikerer sit liv for at rive muren ned.

Er Israel da ikke involveret i en krig for dets eksistens?

Nej, det er det ikke. Israel er en atombevæbnet stat med den måske mest teknologisk avancerede hær i verden og med hele det amerikanske militærmaskineri i ryggen. Der er ingen symmetri med Hamas, en gruppe, der kan forårsage alvorlig skade på israelere, men som ikke har nogen som helst kapacitet til at besejre Israels militær, eller bare forhindre Israel i at fortsætte med at gennemføre det langsomme folkedrab på palæstinensere under apartheid-systemet, der er blevet oprettet med årelang støtte fra USA og EU.

Er israelerne ikke berettigede i at frygte, at Hamas ønsker at udrydde dem?

Selvfølgelig er de det! Jøder har været ofre for et Holocaust, efter at pogromer og en dybtliggende antisemitisme havde gennemsyret Europa og Amerika i århundreder. Det er kun naturligt, at israelere lever i frygt for en ny pogrom, hvis den israelske hær bryder sammen. Men ved at påtvinge sine naboer apartheid og ved at behandle dem som undermennesker, antænder den israelske stat antisemitismens ild og styrker de palæstinensere og israelere, der bare ønsker at udslette hinanden. I sidste ende bidrager dens handlinger til den forfærdelige usikkerhed, der fortærer jøder i Israel og diasporaen. Apartheid mod Palæstinenserne er israelernes værste selvforsvar.

Hvad med antisemitismen?

Det er altid en klar og nærværende fare. Og den skal udryddes, især blandt den globale venstrefløj og palæstinenserne, der kæmper for palæstinensiske borgerlige frihedsrettigheder rundt om i verden.

Hvorfor forfølger palæstinenserne ikke deres mål med fredelige midler?

Det har de gjort. PLO (Palæstinas Befrielsesorganisation) anerkendte Israel og gav afkald på væbnet kamp. Og hvad fik de ud af det? Absolut ydmygelse og systematisk etnisk udrensning. Det var det, der nærede Hamas, som i mange palæstinenseres øjne kom til at fremstå som det eneste alternativ til et langsomt folkedrab under Israels apartheid.

Hvad skal der gøres nu? Hvad kan bringe fred til Israel-Palæstina?

– En øjeblikkelig våbenhvile.

– Frigivelsen af alle gidsler – Hamas’s og de tusinder, som holdes af Israel.

– En fredsproces under FN, understøttet af et engagement fra det internationale samfund for at afslutte apartheid og sikre lige borgerlige frihedsrettigheder for alle.

– Hvad angår det, der skal erstatte apartheid-systemet, er det op til israelere og palæstinensere at vælge imellem to-statsløsningen og etableringen af en enkelt føderal sekulær stat.

Venner, vi er her, fordi hævn er en doven form for sorg

Vi er her ikke for at fremme hævn, men fred og sameksistens på tværs af Israel-Palæstina.

Vi er her for at fortælle tyske demokrater, herunder vores tidligere kammerater i Die Linke, at de har dækket sig selv i skam længe nok – at to uretfærdigheder ikke skaber en retfærdighed – og at det at lade Israel slippe af sted med krigsforbrydelser ikke vil udligne arven fra Tysklands forbrydelser mod det jødiske folk.

Efter dagens konference har vi i Tyskland pligt til at ændre samtalen. Vi har pligt til overbevise det store flertal af anstændige tyskere derude om, at universelle menneskerettigheder er det, der betyder noget. At ”aldrig igen” betyder ”aldrig igen” for alle. Jøder, palæstinensere, ukrainere, russere, yemenitter, sudanesere, rwandere – for alle, overalt.

I denne forbindelse er jeg glad for at kunne meddele, at DiEM25s tyske politiske parti MERA25 vil være på stemmesedlen ved valget til Europa-Parlamentet i juni – for at sikre stemmer fra tyske humanister, der ønsker et medlem af Europa-Parlamentet, som repræsenterer Tyskland og kritiserer EU’s medvirken til folkedrab, en medvirken, der er Europas største gave til antisemitterne i Europa og andre steder.

Jeg hilser jer alle og foreslår, at vi aldrig glemmer, at ingen af os er fri, hvis en af os er i lænker.