Tech-giganternes algoritmer udvikles af en hær af usynlige arbejdere

I dag er vi så vant til online platforme, at det er udbredt at tale om at ”påvirke algoritmen.” Fra indholdet i Twitter og Instagram-feeds til Googles søgeforslag og konstante annoncer betjenes vi af skjulte algoritmiske processer, hvor vores online ageren og big-data automatisk ”træner” algoritmerne til at blive bedre og mere optimale.

Sådan lyder tech-kultens narrativ. Men bag disse usynlige processer, der former vores online oplevelser, foregår der i kulissen en udbytning af arbejdskraft. For en enorm mængde af algoritme-udviklingens vedkommenende udføres denne ”træning” af mikro-arbejdere – millioner af mænd og kvinder ofte fra udviklingslande, som manuelt træner tech-kapitalismens algoritmesystemer.

For bogstaveligt talt håndører påtager de sig opgaver, som kun tager et par minutter eller kortere, for f.eks. at markere voldelige opslag på sociale medier eller rangordne relevansen af søgeresultater. De arbejdere – der udfører disse “menneskelige intelligensopgaver” (HIT – human intelligence tasks, red.) – er lige så vigtige for de gigantiske platformsfirmaer, som de er totalt og inderligt udbyttet samt håbløst uorganiseret.

I Phil Jones’s bog ”Work Without the Worker: Labour in the Age of Platform Capitalism” får læseren beskrevet disse mange usynlige hænder og den problematiske frontlinje for arbejderorganisering, som de repræsenterer.

Platformskapitalen

Mens teknologi-mystikken har fået de fleste til at tro på, at algoritmer træner sig selv for at finde ud af vores middagsreservationer eller fotosortering, er sandheden dog, som Jones fremfører, at magien i maskinlæring består af en trædemølle af datamarkerings-arbejde udført af mennesker af kød og blod. Bag Silicon Valley’s kultagtige ritualer ligger et anstrengende arbejde med at sortere hadtale, kommentarer og uanstændige billeder fra eller vise algoritmen, hvordan en kat ser ud. Tusindvis af banale HIT-funktioner sørger for en gnidningsfri brugeroplevelse, og der er behov for endnu flere til at understøtte fremvoksende teknologier såsom selvkørende bilers såkaldte autopilot, der skal trænes til at kende forskel på en fodgænger og et vejskilt.

” Magien i maskinlæring består af en trædemølle af datamarkeringsarbejde udført af mennesker af kød og blod.”

Disse postindustrielle proletarer rundt om i verden logger ind på Mechanical Turk, Appen, Clickworker eller andre platforme for mikro-arbejde for at udføre opgaver, der tager et minut eller et par sekunder at udføre. Arbejdsudbyderen har den totale overhånd, da kun arbejderen men ikke udbyderen bliver bedømt. Grundet arbejdets fremmedgjorte karakter aner arbejderne intet om formålet med deres arbejde eller udbyderens identitet, hvilket skaber en enorm informations-asymmetri.

Platformene opfordrer flere arbejdere til at melde sig, end der er arbejde til, hvilket holder produktiviteten oppe og lønnen i bund. Fraværet af fysiske arbejdspladser og manglende relationer til arbejdskollegaer – ud over en online avatar– vælter yderligere forestillingen om en normal arbejdsstyrke. En uroskabende arbejders konti kan slettes fra en platform ethvert øjeblik.

De usynlige klarer sortering, datamarkering og oversættelses-opgaver

Brugen af disse platforme til mikro-arbejde er omfattende, og foregår mange overraskende steder. Ud over sortering og datamarkering gælder brugen også for oversættelses-opgaver, som er eksploderet i antal, foruden de mange fattige mikro-arbejdere, der oversætter kørselsanvisninger og brugsanvisninger. Som Jones bemærker, udviser platformskapitalen en utilsløret aggressiv tilgang, der gør professionelle til proletarer.

Jones undersøger også den overordnede påstand om den gigantiske mængde job, som forsvinder ved automatiseringen. Han bemærker, at frem for den udbredte frygt for, at hele professioner forsvinder, forekommer oftere ”tilpasning inden for et givent arbejdes opgavesammensætning … og overordnede jobkvalitet.” Mange arbejdere vil opdage, at ny teknologi i deres arbejde vil betyde fortsat beskæftigelse, men med mere overvågning og færre fornøjelige aspekter i arbejdslivet.

Forskellige former for underarbejde – fra Wolt-bude og 0-timers kontrakter til andre prekære ansættelser uden det organiserede arbejdsmarkeds fordele – er på kort sigt det mest sandsynlige resultat af kunstig intelligens’ rolle i kapitalismens udvikling. Jones påpeger skarpt, at ”automatiseringens dommedagsprofeter … glemmer, at en bestemt teknologi kun udmøntes, hvis den viser sig at være billigere end at bruge arbejdskraft.”

Kunstig kunstig intelligens

Mange af de større mikro-arbejdsplatforme har tech-giganterne som kunder, inkl. Google, Microsoft og Amazon (som også ejer Mechanical Turk). Kapitalens fordel ved at bruge mikro-arbejdere er åbenlys. Jeff Bezos selv kalder dem for ”kunstig kunstig intelligens,” i anerkendelse af arbejdernes afgørende rolle i at få algoritmerne til at fremstå som langt mere automatiserede og effektive – end de i virkeligheden er.

”Det er arbejde for internationale flygtninge, slumbeboere i udviklingslande og prekært ansatte i de udviklede lande. Idéen om mikro-arbejde som en karriere- eller udviklingsstrategi er til grin.”

Google hyrede den store mikro-arbejdsplatform Appen (der tidligere hed Figure Eight) til sit arbejde med Project Maven, en kontrakt med forsvarsministeriet om et AI-program til at sortere dronevideo-optagelser. Ligesom med de såkaldte selvkørende køretøjer skal AI drone-målsøgning bruge en enorm mængde datasortering og mærkning, for at programmet selv kan ”lære” at forstå det gigantiske flow af kontinuerlige kameradata. De, der udførte opgaven, bearbejdede – uden mulighed for selv at se den større sammenhæng – et CAPTCHA-lignende udvalg af billeder for at lære algoritmen at skelne bygninger, bakker, biler og mennesker fra hinanden. Firmaet Appen indgår ofte kontrakter med Microsoft og Amazon Web Services, mens Twitter bruger Turk til hurtigt at kunne identificere søgeord der trender.

Amazon er mistænkt for at bruge Turk til at træne ansigtsgenkendelses-software, som er blevet solgt til politiafdelinger over hele USA. Google har skabt sin egen mikro-arbejdsplatform, Raterhub, som bruges til den altafgørende opgave med at teste og vedligeholde søgemaskinens kvalitet (samt til at stoppe søgeresultatet fuldt med lukrative reklamer). Mikro-arbejdere, mange fra Filippinerne, rangerer kvalitet og relevans af søgeresultater samt markerer stødende og illegale emner. Googles billionstore søge-algoritme-virksomhed holdes kørende af arbejdere fra lande, hvor den gennemsnitlige årsindkomst i 2020 var cirka 24.000 kroner.

Til trods for snakken om, hvordan mikro-arbejde – ligesom dets åndelige forgænger mikrolån – kan give udviklingsmuligheder for verdens fattigste, er virkeligheden en anden. Den almindelige Turk-arbejder tjener en ussel løn på under 15 kroner i timen. Det er arbejde der passer til flygtninge, slumbeboere i udviklingslande og prekært ansatte i de udviklede lande. Idéen om, at mikro-arbejde skulle være en holdbar karriere- eller udviklingsstrategi er til grin.

Nyliberal drøm

Jones gennemgår de overvældende forhindringer, der er for at organisere arbejdere uden meddelelseskanaler eller fysiske mødesteder. Hvad værre er; arbejderne underminerer selv deres egen beskæftigelse, fordi mikro-arbejdsplatforme som Mechanical Turk registrerer alle mulige data, der vedrører udførelse af arbejdet: Hvor lang tid det tog, hvilke handlinger der blev foretaget og i hvilken rækkefølge – alene med henblik på ultimativt at øge niveauet af automatisering ved at lære algoritmen, hvordan ”den udfylder rollen som arbejdskraft.” Det får Jones til at bemærke, at selvom Turk måske ”fremstår som en arbejdsformidler, er dets primære formål at sikre data til Amazon Web Services.”

Med dårlige muligheder for at opbygge arbejdersolidaritet – og overvældende fordele for den anonyme opgavebestiller, konkluderer Jones, at mikro-arbejde repræsenterer højdepunktet af den neoliberale drøm: En kapitalisme uden fagforeninger, arbejderkultur og institutioner – en kapitalisme helt uden arbejdere til at forstyrre kapitalens interesser. Jones har en velformuleret og udviklet foragt for disse platforme, der gør bogen til en letlæst sag. Som når han beskriver scenen for et typisk stykke mikro-arbejde: ”Trange, tætpakkede og iltfattige arbejdsrum med et virvar af kabler og løse ledninger – der står som den diametrale modsætning til de nærmest himmelske paladser, hvor universets nye herskere holder til.”

”Skulle der opstå en strejke blandt moderatorer, så ville brugerfeeds og søgeresultater øjeblikkeligt blive oversvømmet med voldeligt og pornografisk indhold.”

Platformenes afhængighed af mikro-arbejdsstyrken er fundamental, og Jones bemærker, at skulle der opstå en strejke blandt moderatorer, så ville brugerfeeds og søgeresultater øjeblikkeligt blive oversvømmet med voldeligt og pornografisk indhold. Kapitalen har dog ikke overset problemet, for da nogle af Facebooks ansatte skred grundet Donald Trumps brug af platformen til at sprede hans afskyelige løgne, lød en udtalelse fra moderatorer: ”Vi ville gerne gå med jer, hvis Facebook tillod det.  Men som outsourcede underleverandører afholder kontraktlig tavshedspligt os fra at tale åbent om, hvad vi gør og er vidne til i det fleste af vores vågne timer.”

Kapital uden kapitalister

Jones benytter erfaringer fra tidligere organiserede succeser til at foreslå nye strategier. Frem for en total organisering med henblik på kollektive forhandlinger, beskriver han aktioner som strejkerne i 2018-19 i Cape Town og Mumbai blandt Über-chauffører, som blokerede for byernes centrale infrastruktur med krav om billigere benzin; samt chaufførernes aktioner i London og Paris mod at de skulle bære byrden for klimakrisen. Han opfordrer til at opbygge centre og foreninger, hvor ikke-lønmodtagende mikro-arbejdere kan mødes og kræve adgang til goder som sundhed- og syge-sikring. Andre mere drillende taktikker udforskes også, herunder Turk-opticon, et browser plug-in der tilføjer en interface med muligheden for bedømmelse af opgavebestilleren. Han konkluderer, at for disse arbejdere ligger “den bedste chance for modstand i at skabe bredere alliancer.”

Trods de gigantiske datacentre og glatte, uigennemskuelige brugeroplevelser er de teknologiske platforme i bund og grund lige så afhængige af en hårdtarbejdende arbejdsstyrke som enhver anden virksomhed under kapitalismen. Alligevel er onlineøkonomiens uigennemsigtige karakter sådan, at brugerne har lille eller ingen idé om dens virkelighed, og tech-kulten sikrer, at brugerne ikke interesserer sig for hvad og hvem, der gemmer sig bag ved gardinet.

I sin smukke, rasende fordømmelse af global udbytning får ”Work Without the Worker” læseren til at hige efter en fremtidig verden af kapital – uden kapitalister.

Phil Jones: Work Without the Worker: Labour in the Age of Platform Capitalism. Verso, 2021

Oversat af David Kempel og Hanne Schmidt for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Jacobin. Læs artiklen her.