Til forsvar for Allende

Den 4. september 1973 strømmede en enorm mængde chilenere – heriblandt mig – ud på gaderne i Santiago for at støtte Salvador Allendes belejrede regering. Lige siden han havde vundet præsidentposten tre år tidligere med 36,6 procent af stemmerne i et valg af med tre kandidater, havde kræfter i og uden for landet konspireret for at ødelægge hans forsøg på som den første i verdenshistorien at opbygge en socialistisk stat ved hjælp af ikkevoldelige, demokratiske midler.

Et råb fra et kor af stemmer rungede gennem luften: “Allende, Allende, el pueblo te defiende,” og understregede behovet for at forsvare præsidenten. Efter tusind dages ubønhørlig modstand syntes hans fjender at være tæt på at organisere et statskup, der skulle udslette “den marxistiske kræft” fra det chilenske samfund for altid.

Allende følte sig trængt op i en krog. Det vidste jeg, for selv om jeg kun var 31 på det tidspunkt, havde jeg arbejdet i de foregående to måneder i præsidentpaladset La Moneda som kultur- og presserådgiver for Fernando Flores, Allendes stabschef. De rapporter, vi modtog, viste, at mange admiraler og generaler åbenlyst konspirerede mod ham. Allende forblev ikke desto mindre håbefuld.

I modsætning til så mange andre latinamerikanske lande havde Chiles militær en lang tradition for at respektere et forfatningsmæssigt styre med glidende overgange mellem præsidenternes embedsperioder, der blev garanteret af dets strengt overholdte ikke-indblanding i politiske anliggender. Hidtil havde hæren i det mindste fortsat med at erklære sig loyal over for regeringen.

Jeg kan huske, at Flores med triumf fortalte mig, at han havde hærchefen, general Augusto Pinochet i sin bukselomme, godt bundet: “Este Pinoccho! Lo tengo en este bolsillo, bien amarrado.” Allende mente også, at det var tilfældet, men han satte sin lid til mobiliseringen af el pueblo (et begreb, der har flere betydninger på spansk: folket, masserne, de fattige, den store, uvaskede hob). Og det chilenske pueblo havde mange grunde til at støtte Allende-eksperimentet.

Hans regering, som var den første med en bonde og en industriarbejder som ministre, havde gennemført en række reformer, hvoraf den mest imponerende var nationaliseringen af de enorme kobberminer, som indtil da havde været ejet af amerikanske selskaber, der opførte sig som rovdyr. Man havde også nationaliseret udvindingen af mineraler som nitrat og jern, samt mange banker og store fabrikker, hvoraf en del blev administreret af dem, der arbejdede på dem.[i] 

En ambitiøs landbrugsreform havde overdraget latifundios [store landejendomme] til de bønder, der havde slidt på dem i umindelige tider; i 1973 var næsten 60 procent af Chiles dyrkbare jord blevet eksproprieret.

Selvom nogle af disse initiativer (og brølere begået af den relativt dysfunktionelle Unidad Popular-regering, der var den alliance af venstrefløjspartier, som havde støttet Allende som præsidentkandidat) forårsagede økonomiske og finansielle forstyrrelser, var der sket en bemærkelsesværdig omfordeling af indkomst og [offentlige] tjenesteydelser til de medlemmer af samfundet, der ellers næsten intet fik.

Andre tiltag viste Allendes prioriteter: en halv liter mælk dagligt til alle børn, hytter ved havet, så arbejdere kunne holde ferie med deres familier (de fleste havde aldrig set Stillehavet før), anerkendelse af indfødtes identiteter og sprog, udgivelse af millioner af billige bøger, der blev solgt i aviskioskerne. Samt store fremskridt inden for sundhed, offentlige boliger til en overkommelig pris, uddannelse og børnepasning.[ii] 

Alt dette blev ledsaget af en opblomstring af kulturen, især inden for musik, vægmalerier og dokumentarfilm. Men måske vigtigere end disse materielle fordele var den værdighed, som så mange dårligt stillede borgere følte – deres oplevelse af, at de nu var de centrale personer i deres lands historie.

Jeg havde en af de mest bevægende åbenbaringer i mit liv den aften, Allende blev valgt 4. september 1970. Efter at have hørt ham love en begejstret folkemængde, at han ville blive el compañero presidente, når han trådte ind i La Moneda om to måneder, vandrede jeg rundt i Santiagos gader med min kone og mine venner og var vidne til den forundring, stolthed og beslutsomhed, der afspejledes i ansigterne på arbejderne og deres familier, mens de gik gennem byens centrum.

Det var derfor ikke overraskende, at Unidad Popular-partierne i april 1971 fik næsten 50 procent af stemmerne – flertallet – ved kommunalvalget, hvilket New York Times tolkede som “et folkeligt mandat til at gå videre med [Allendes] revolutionære socialistiske program.”

Momentum så ud til at være med os, men der var stadig formidable forhindringer. Måneder før Allendes sejr antydede Henry Kissinger, præsident Nixons nationale sikkerhedsrådgiver, den 27. juni 1970, hvad den amerikanske politik ville blive med hensyn til Chiles vej til socialisme: “Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal stå og se på, at et land bliver kommunistisk på grund af dets folks uansvarlighed. Spørgsmålene er alt for vigtige til, at de chilenske vælgere selv kan afgøre dem.”

Da Allende på trods af en amerikansk finansieret misinformationskampagne, der fremstillede ham – en mand med upåklagelig demokratisk troværdighed – som kommunistisk håndlanger, havde vundet – var det næste skridt at forsøge at forhindre hans indsættelse. En CIA-finansieret terrorgruppe dræbte general René Schneider, hærens øverstkommanderende, som var tilhænger af retsstaten. Da Allende alligevel blev taget i ed den 3. november, blev der iværksat hemmelige operationer for at “få økonomien til at skrige” i henhold til Nixons instruktioner.

I de følgende år blev Chile kvalt i en international kreditklemme, hvad angår både private og offentlige midler. Bestræbelserne på at genforhandle udlandsgælden blev vanskeliggjort, kobbereksporten blev stoppet som gengældelse for nationaliseringen, tilførslen af teknologisk ekspertise blev nægtet, og vigtig import (herunder af reservedele til reparation af maskiner og lastbiler) blev forhindret i at nå frem til landet. I december 1972 erklærede Allende “over for verdens samvittighed” på FN’s generalforsamling, at hans land var udsat for en usynlig blokade fra udlandet, som havde til formål at skabe kaos og fremme et kup.[iii]

Et sådant kaos kunne ikke trives uden allierede i Chile. USA kanaliserede midler, der skulle anvendes til at styrke det højreorienterede Partido Nacional og til at overtale det midtsøgende kristendemokratiske parti til at modarbejde Allende. Lige så afgørende var den betydelige støtte til de medier, der var fjendtlige over for det socialistiske projekt, især El Mercurio, Chiles største avis. Alle disse tiltag påvirkede både den offentlige mening og kongressen, hvor Unidad Popular var i mindretal.

Et kup virkede hele tiden som en mulighed.[iv]  Men Allendes fjender i Chile håbede, at de kunne afsætte ham med lovlige midler ved at vinde et flertal ved parlamentsvalget i marts 1973, hvilket ville gøre det muligt for dem at stille ham for en rigsret og fjerne ham fra embedet.

Den økonomiske situation var alvorlig, da valget nærmede sig. Galopperende inflation, et blomstrende sort marked og kritisk mangel på mad og basisvarer så ud til at udhule regeringens popularitet. Usikkerheden blev forstærket af oprørske strejker blandt højreorienterede erhvervsdrivende, minearbejdere og lastbilchauffører, som ramte produktion og distribution hårdt. Og omfattende sabotage- og terrorhandlinger blev udført af fascistiske militser, der stillede nazi-rekvisitter til skue.

Ikke alle Allendes problemer stammede fra fjenderne til højre for ham. Selv før hans sejr i 1970 havde mange militante på venstrefløjen set med mistro på hans tillid til, at han kunne bruge den borgerlige retsstat til at opnå radikale forandringer. Det var kun muligt, hævdede de, hvis den totale magt lå i hænderne på arbejderklassen og dens revolutionære fortrop, hvilket ville betyde en uundgåelig konfrontation med militæret. Denne tese blev støttet af mange i Allendes socialistparti, men især af Movimiento de Izquierda Revolucionaria (MIR, den revolutionære venstrefløjsbevægelse), der ligesom så mange grupper i min generation i Latinamerika blev inspireret til væbnet kamp af Fidel Castro og Cuba.

Så snart Allende var blevet valgt, pressede MIR uophørligt regeringen til at gå ud over grænserne for sit eget program. De var sikre på, at Allende, uanset hvor “reformistisk” han måtte være, ikke ville undertrykke dem (og det havde de ret i), så MIR opfordrede arbejderne til at besætte fabrikker, der [ellers] skulle blive i den private sektor, og opildnede bønderne på landet og de fattige hjemløse i de større byer til at beslaglægge jord, der ikke var udset til ekspropriation.

Denne situation – som især blev forstærket af medierne, der blev støttet af CIA – gav indtryk af, at præsidenten havde mistet kontrollen over sine egne tilhængere og derfor ville være ude af stand til (eller måske uvillig til) at holde sit løfte om at holde sig inden for lovens rammer. Det svækkede tilliden hos de borgere – primært fra middelklassen (små erhvervsdrivende og butiksindehavere, fagfolk, teknikere), men også arbejdere og beboere i slumkvarterer, som var antimarxistiske, men også patriotiske og antioligarkiske – hvis støtte i det mindste i teorien var afgørende for, at Unidad Popular kunne vinde et flertal i parlamentet.

Den usikkerhed, der blev skabt af den ekstreme venstrefløjs handlinger, som blev tolereret af regeringen, gav næring til den mistro, som mange chilenere allerede nærede over for en regering, som var fyldt til randen med kommunister, der var loyale over for Moskva, og socialister, der var vilde med Che Guevara.

Og alligevel fik Allendes koalition på trods af alle disse vanskeligheder plads i kongressen i maj 1973 med 44,23 procent af stemmerne, hvilket var et fald fra næsten 50 procent to år tidligere, men en stigning på otte procentpoint i forhold til Allendes resultat ved præsidentvalget i 1970.

I stedet for at vente til præsidentvalget i 1976 for at besejre Unidad Popular, koncentrerede oppositionen sig nu om at skabe betingelserne for en militær pronunciamiento, som et kup ofte kaldes i Spanien og Latinamerika, hvor de væbnede styrker traditionelt tager bladet fra munden, før de afsætter en regering, og udtaler sig for at pege på deres motiver.

Men folket kunne også tage bladet fra munden. Den folkelige støtte til Allende på treårsdagen for sejren den 4. september blev den sidste lejlighed for en mobiliseret befolkning til at sende et budskab om styrke og trods til de væbnede styrker og advare dem mod at ødelægge det demokrati, de havde aflagt ed på at forsvare.

Om dagen arbejdede jeg på La Moneda, men den aften sluttede jeg mig til en højlydt gruppe af compañeros og aktivister, som marcherede ned ad Alameda, hovedstadens centrale gade, og i timevis ventede på at passere forbi præsidentpaladset og få et glimt af vores leder. Så snart vi så ham stå ved siden af sin kone Tencha og vinke med et lommetørklæde fra en balkon med udsigt over Plaza de la Constitución, intensiverede vi vores sang, vores løfte om, at el pueblo ville forsvare Allende.

Vi blev ved med at brøle den ed, selv efter at vi var drejet om hjørnet og havde ladt ham bag os, og så gjorde vi noget, som jeg stadig halvtreds år senere husker med en bølge af nostalgi og følelser. Vi gik rundt om blokken og sneg os ind i det næste kolossale kontingent af aktivister, så vi kunne komme forbi det samme sted igen, som ville vi sikre os, at han stadig var der – men også som sagde vi farvel til vores præsident.

Vi vidste ikke – eller havde vi en anelse? – at vi også sagde farvel til os selv, til hvem vi havde været, og hvad vi havde stræbt efter, farvel til en livsstil og drømme, farvel til det land, som snart ville forandre sig.

Vi havde måske en intuitiv fornemmelse af, at kampen om erindringen – en kamp, der er fortsat til den dag i dag – allerede var begyndt. Vi forsøgte at holde fast i det øjeblik, så det ikke blev glemt, så at vi – når man fortalte, at Allende havde været alene, da kuppet blev til virkelighed, og ingen kom ham til undsætning – kunne pege på den march og på så mange handlinger i de år til forsvar for det, han stod for, bruge det minde til at afviste hans fjenders løgne og [bremse] tidens erosion. Vi blev nødt til at forsvare ham, når han var væk. Måske var det i virkeligheden det, vi set i bakspejlet, gjorde: forestillede os en fremtid med og uden ham.

Måske vidste vi allerede, at vi ville tabe.

”I vil ikke længere høre det rolige metal i min stemme”

En uge senere, den 11. september 1973, fremsatte en militærjunta under ledelse af vores formodede mand i bukselommen, Augusto Pinochet, der repræsenterede det samlede raseri hos hæren, flåden, luftvåbnet og carabineros (det nationale politis), med sin pronunciamiento, som viste sig at være betydeligt stærkere end de ord, der blev råbt for vinden af vores spredte struber:

Allende var blevet afsat, og juntaen ville kun regere, “så længe omstændighederne kræver det.” Da præsidenten nægtede at træde tilbage, beskød militæret paladset fra luften og fra jorden. Efter mange timers kamp, hvor Allende sammen med en håndfuld livvagter, embedsmænd og nære venner ydede væbnet modstand, lå La Moneda i rygende ruiner, og præsidenten var død.

Først den næste dag, efter at Allendes lig var blevet begravet i en umærket grav på en kirkegård ved havet i Viña del Mar, erklærede juntaen, at han havde begået selvmord – en påstand, som i mange år blev afvist af hans familie og tilhængere såvel som af den offentlige mening verden over.

Efterhånden begyndte venstrefløjens elite i Chile, herunder Allendes enke, at acceptere, at han havde taget sit eget liv, selv om der stadig er mange, der tvivler, og de fleste chilenere af alle ideologiske overbevisninger, som jeg har talt med i årenes løb, insisterer på, at han blev myrdet, hvilket de fleste i udlandet også tror.[v]

Uanset hvad årsagen var, blev Allendes død den første af mange. Militæret havde ikke tøvet med at jævne den smukke neoklassicistiske bygning med jorden, som siden 1845 havde været sæde for landets regering, og som havde fungeret som Chiles mønt i kolonitiden (deraf navnet La Moneda), og det var bestemt ikke tilbageholdende med at straffe og forfølge Allendes tilhængere. På grund af en kæde af held i uheld overlevede jeg kuppet, men de fleste af dem, der sammen med mig arbejdede som rådgivere på La Moneda, blev henrettet næsten øjeblikkeligt, mens Allendes fremtrædende ministre og nærmeste venner blev fløjet til en koncentrationslejr på en iskold, forblæst ø i Patagonien.

Bøger blev brændt offentligt, slumkvarterer angrebet, studerende og professorer bortvist fra skoler og universiteter. Fængsler, hvor fanger blev tortureret og henrettet, skød op over hele landet. I Santiago blev nationalstadionet omdannet til et sådant.

Presse- og forsamlingsfriheden blev ophævet, kongressen blev opløst, og det samme blev alle politiske partier, fagforeninger og ikke-statslige organisationer. Den eneste institution, der var tilbage, var retsvæsenet, som havde modsat sig Allendes foranstaltninger og snart viste sin underdanighed over for Chiles nye herrer: når familiemedlemmer anmodede domstolene om at få at vide, hvor deres forsvundne slægtninge befandt sig, blev der ikke udstedt en kendelse om, at den tilbageholdte blev fremstillet i retten med et krav om begrundelse for tilbageholdelsen. Faktisk var der tilfælde, hvor dommerne hånede konerne og antydede, at de var så grimme, at det ikke var underligt, at deres mænd var stukket af.

Forsvindinger blev regimets karakteristiske form for undertrykkelse. Det gjorde det muligt for myndighederne at eliminere besværlige uden at blive stillet til ansvar, og efterlod familier og venner i det helvede, det er, aldrig at vide, om deres kære var død eller stadig i live, og hvor de plagedes i det uendelige. Der var intet gravsted eller mulighed for at sørge. Kun en uudtalt frygt for, at denne form for gengældelse kunne ramme alle, der udviste det mindste tegn på afvigende opførsel.

Udover at være en måde at sprede frygt og terror på afslørede forsvindingerne det, som diktaturet, der blev rådgivet af ærkekonservative civile, havde til hensigt at påføre Chile: at få fortiden til at forsvinde, systematisk at nedbryde alle rester af velfærdsstaten, en række borgerrettigheder, som generationer havde kæmpet for og en fælles forestilling om et land, der tog sig af sine egne.

I stedet blev Chile et laboratorium for Milton Friedmans neoliberalisme. Det nye regime anvendte “chokterapiens” smerte på et land, der blev holdt i fangenskab.[vi]  I stedet for et lysende eksempel på et land, der fredeligt kunne stræbe efter en radikalt retfærdig social orden, blev vi forvandlet til en model for en markedsøkonomi, som var fri i det ekstreme, og som blev efterlignet over hele verden.[vii]

Alt, der udfordrede de nye magthavere eller deres “genopbygning” af Chile for at tjene udenlandske selskabers og lokale monopolers interesser, blev mødt med maksimal voldsanvendelse. Bag denne brutalitet lurede en frygt – måske en vished – om, at disse millioner af Allende-tilhængere ikke ville lade sig afskrække, at de ville gøre modstand, at vores præsident stadig var i live i vores hjerters utopi, at vi ville dukke frem fra skyggerne.

De, der forrådte og væltede Allende, blev måske, ligesom vi, hjemsøgt af hans sidste ord fra La Moneda den dag, lige før den sidste loyale radiostation blev bragt til tavshed: “El metal tranquilo de mi voz ya no llegará a ustedes” (I vil ikke længere høre det rolige metal i min stemme). I denne tale skoser Allende militæret og lover, at de i fremtiden vil blive straffet på den ene eller den anden måde, selv om det så kun skulle blive moralsk.

Han beder sine tilhængere om ikke at lade sig ydmyge, men også om at undgå at konfrontere de soldater, der patruljerer i byerne og på landet – et råd, der reddede tusindvis af liv. Men det, der har givet mest genlyd, de ord, der pryder hundredvis af monumenter – som er rejst på pladser, gader og legepladser over hele verden – er hans profeti om, at en dag ville las grandes alamedas, de store alléer omkranset af træer, åbne sig for morgendagens frie folk, så de kunne vandre ad dem.

Det var rigtigt af ham at give os håb, at komme med den profeti under sin sidste afsked. Men da han var død, var det op til de sørgende, han efterlod, at finde ud af, hvordan de kunne overleve og gøre modstand og skabe en alliance, der kunne besejre diktaturet og måske gøre de lysende ord om las grandes alamedas til virkelighed.

Den 4. september 1990 fik Allende endelig den begravelse i triumf, som hans fjender havde nægtet ham. På trods af at man fra hans dødsdag havde forsøgt at nedgøre ham (man sagde, at han var en korrupt, fej drukkenbolt, en seksuel afviger, der havde orgier med unge piger, en forræder, der havde hemmelige planer om at myrde officererne i de væbnede styrker og deres familier og gøre landet til et nyt Cuba), var hans mytiske status kun vokset i årenes løb og kulminerede med denne offentlige hyldest.

Den var arrangeret af den kristendemokratiske præsident Patricio Aylwins regering, som havde taget over efter en modvillig og kampberedt Pinochet, da demokratiet blev genindført i marts 1990. Datoen for begravelsen var omhyggeligt valgt, så den faldt sammen med tyveårsdagen for Allendes sejr ved valget i 1970.

Da jeg møjsommeligt banede mig vej gennem den gigantiske, sydende, larmende menneskemængde, der havde samlet sig på Plaza de Armas i håb om at få et glimt af den døde præsidents kiste, da den blev båret ud af katedralen, hvor der blev afholdt en messe til ære for ham, oplevede jeg et øjeblik en illusion om, at tiden havde stået stille. Det taktfaste råb Allende, Allende, el pueblo te defiende bragte mig tilbage til forbidefileringen sytten år tidligere foran La Moneda, og her var det igen det forslåede, krænkede og forfulgte pueblo; her var disse mænd og kvinder og deres efterkommere, som med enorme ofre, mod og snilde havde modstået diktaturets angreb og gjort denne dag mulig ved at nægte at glemme deres døde leder.

Illusionen kunne ikke vare ved. Alt for meget havde ændret sig. Menneskemængderne var under nøje kontrol og blev holdt væk fra de officielle ceremonier – både i katedralen og på kirkegården, hvor de jordiske rester blev anbragt i et specialdesignet mausoleum. I katedralen stod Allendes familie og hans mest fremtrædende samarbejdspartnere side om side med nogle af Allendes argeste rivaler, herunder den mest berygtede, Aylwin, der som leder af senatet i 1973 havde afvist Allendes tilbud om at forhandle en løsning på den forfatningsmæssige krise, som regeringen og kongressen stod over for, og dermed gjort kuppet lettere.[viii] 

I sin tale den dag på kirkegården lagde Aylwin ikke skjul på sine uoverensstemmelser med den tidligere præsident, men understregede Allendes statsmandskvaliteter og indsats for demokratiet. Men vi bør ikke dvæle ved den fortid, der splitter os, sagde han. Denne lejlighed var en reencuentro, en genforening og forsoning mellem chilenere, hvis uenigheder havde ført til diktaturet.

Denne reencuentro havde ikke været let. Den medførte en smertefuld refleksion fra vores side over fejlene: vi havde lovet paradis og var endt i helvede. Der var to hovedanalyser af, hvad der var gået galt. MIR argumenterede for, at præmissen om, at radikale forandringer kan gennemføres via stemmeurnerne, bar skylden, og at den eneste vej frem derfor var en væbnet kamp for den totale magt, hvor man ikke tøvede med at bruge vold mod nådesløse og hykleriske fjender, som havde smidt demokratiet over bord, så snart det ikke tjente deres interesser.[ix] 

Denne selvmorderiske tese var ikke det, der i sidste ende sejrede blandt de fleste af Allendes tilhængere. Dybe forandringer kunne ikke gennemtvinges fra en mindretalsposition; der var brug for en bred alliance mellem flere klasser.[x]

Modstanden mod diktaturet skulle baseres på at appellere til chilenernes varige respekt for demokratiske traditioner og institutioner, der havde rødder i et århundredes ikkevoldelig kamp i samfundet, et ideal, der blev delt af middelklassen og nogle arbejdere, der var fremmedgjorte over for tempoet i Allendes revolution.

De fleste af dem var repræsenteret af de reformistiske kristendemokrater, som ofte havde stået for progressive politiske tiltag (deres program fra 1970 var kun marginalt anderledes end Unidad Populars), men som følte, at den revolutionære regering var ved at ødelægge landet. Anført af den tidligere præsident Eduardo Frei havde de banet vejen for kuppet i tillid til, at militæret snart ville udskrive valg, som de ville vinde stort.[xi]  Nogle venstreorienterede medlemmer af partiet havde kraftigt fordømt juntaen, og snart afviste de fleste andre aktivt dens reaktionære politik, hvilket åbnede op for forfølgelse af dem.[xii]

Allende mere legendarisk, mere fjern

Den langsomme fremvækst af en fælles forståelse mellem socialister og kristendemokrater, som overvandt mange års bitter konflikt, var en iøjnefaldende succes: I 1988 blev Pinochet slået i en folkeafstemning om, hvorvidt han skulle forblive præsident, når det civile styre blev genindført, og derefter blev han ydmyget igen, da Aylwin vandt præsidentposten.

Der var selvfølgelig grænser for, hvad den nye koalition kunne udrette. Det skyldtes til dels, at diktatorens svindelforfatning fra 1980 forhindrede større ændringer i den neoliberale politik og afviklingen af mange autoritære enemærker i senatet, forfatningsrådet, bureaukratiet og de væbnede styrker, men også forsigtighed fra den politiske elite i centrum-venstre. De følte, at hvis man overhovedet foreslog en gentagelse af Allende-eksperimentet eller forsøgte at dømme dem, der havde begået menneskerettighedskrænkelser, ville det bringe den usikre overgang, som var blevet forhandlet på plads med det årvågne militær, som stadig var ledet af Pinochet, i fare, og det ville også gøre de forretningsfolk vrede, som havde øget deres rigdom og magt under diktaturet, og havde nøglerne til økonomien.

Der var reelt set to Allender, der døde på La Moneda. Den ene var den mand, der havde givet sit liv for demokratiet. Den anden var den revolutionære og antiimperialisten, som mente, at der ikke kunne findes nogen løsning på de problemer, der plagede et land som Chile (og så mange andre lande i det, der dengang blev kaldt den tredje verden), ingen måde at slippe af med fattigdom, ulighed og udnyttelse på uden en radikal ændring af det kapitalistiske system.

Hans begravelse markerede højdepunktet for demokraten Allende på bekostning af den revolutionære Allende, som blev renset for alle subversive, uordentlige træk og uden besvær indlemmet i det nationale panteon. Hvad angår de hundredtusinder, som havde haft den kortvarige glæde at se begravelsen på afstand, og som havde fået det fantasifoster, at deres minder betød noget, var det meningen, at de nu skulle gå hver til sit og overlade styringen til eksperterne. Gaderne var ikke beregnet til at marchere og stille umulige krav.

I de næste tre årtier hjalp dette kompromis – ja til et overvåget, tilbageholdende demokrati, nej til en revolutions risikable eventyr – med til at skabe politisk stabilitet og vaklende økonomiske og sociale reformer, der forbedrede livet for flertallet, men fastholdt et af de mest ulige systemer i verden, når det angår fordelingen af indkomster. I løbet af disse år sank Pinochets omdømme til stadig større dybder og nåede sit lavpunkt, da han i 1998 blev arresteret i London som torturbøddel i en sag, der opildnede den offentlige mening verden over og skabte præcedens for, at når tidligere statsoverhoveder begår forbrydelser mod menneskeheden, har menneskeheden ret og pligt til at retsforfølge dem uden for de nationale grænser.[xiii]

Pinochets image blev yderligere svækket, da det i 2005 blev afsløret, at han og hans familie ulovligt havde gemt over 17 millioner dollars af vejen på skjulte konti i Riggs Bank.

I mellemtiden blev Allende stadig mere legendarisk, stadig mere heroisk, stadig mere hæderlig – og stadig mere fjern.

Allende taler stadig til os

Så blev Chile i oktober 2019 rystet af et oprør. Studenterprotester, der blev brutalt undertrykt af politiet, udviklede sig til et folkeligt oprør i fuld skala. Der blev sat spørgsmålstegn ved alt: de elendige uddannelses-, sundheds- og boligsystemer, pensionsordningerne, som var blevet privatiseret under diktaturet, og som berigede virksomhederne og forarmede de ældre, marginaliseringen af kvinder og indfødte samfund, forfølgelsen af bøsser og lesbiske, et samfund præget af grådighed og forbrug og voldsom individualisme.

Og se, der blev pustet nyt liv i Allende, den visionære profet for en ny orden. Hans billede blev holdt i vejret på tusindvis af plakater i de fredelige marcher, som millioner deltog i, hans brændende ord prydede utallige vægge, og hans navn blev påkaldt af de maskerede aktivister, der bemandede barrikaderne og kæmpede mod politiet med brosten og molotovcocktails.

For at kanalisere utilfredsheden væk fra denne frustrerede befolkning, der pludselig var vågnet igen, blev der afholdt en folkeafstemning, hvor vælgerne blev spurgt, om de ønskede at erstatte Pinochets forfatning. I oktober 2020 blev tiltaget vedtaget med hele 78 procent af stemmerne, og i maj 2021 fulgte valget af delegerede, der skulle skrive en ny forfatning, med et overvældende flertal for drastisk at ændre den måde, landet forestillede sig selv på.

Som om denne fornyelse af chilenernes drømme om retfærdighed og lighed ikke var nok, blev Gabriel Boric, en karismatisk, tatoveret, 35-årig tidligere studenterleder, i december 2021 valgt til præsident og besejrede sin rival, José Antonio Kast, en ultrahøjreorienteret beundrer af Pinochet, med næsten 56 procent af stemmerne. Det så ud til, at Borics løfte om, at “hvis Chile er neoliberalismens vugge, vil det også blive dens grav”, var ved at gå i opfyldelse.

Nu var Allende ikke kun på gaden og i forfatningskonventet, men også igen på vej ind i La Moneda. På dagen for Borics indsættelse brød den nye præsident protokollen: i stedet for at gå direkte ind i præsidentpaladset gik han over pladsen for at meditere et øjeblik foran Allendes statue, som var blevet rejst nær den balkon, hvorfra han havde vinket farvel til sit pueblo tretten år før Boric blev født. Faklen var ved at gå videre til en ny generation, noget som Boric understregede i slutningen af sin tale den aften:

Som Salvador Allende forudsagde for næsten halvtreds år siden, åbner vi mine medborgere igen las grandes alamedas, ad hvilke det frie menneske, de frie mænd og kvinder, vil gå for at opbygge et bedre samfund.

Denne vision om et anderledes Chile blev nedfældet i den forfatning, der blev skrevet i de måneder, og som gav rettigheder til naturen, kvinder og oprindelige samfund og gjorde staten – ikke markedet – ansvarlig for folkets velfærd. Jeg så det som lykkebringende, at datoen for folkeafstemningen om at ratificere den nye forfatning var den 4. september 2022.

Fandtes der en bedre måde 52 år efter Allendes sejr og 32 år efter hans begravelse, at fejre, at det land, han havde forudset, både som demokrat og revolutionær, var ved at blive en realitet? Findes der et bedre tidspunkt at sige farvel, ikke til Allende, som vi gjorde, da vi marcherede forbi svindende skikkelse, men til diktaturets indflydelse? Sådan skulle det ikke gå. Den forfatning, som Allende ville have holdt i hævd, og som legemliggjorde Borics drømme, blev afvist af næsten 62 procent af vælgerne.

Værre skulle det blive. Den 7. maj i år valgte vælgerne de halvtreds delegerede, som en gang til skal forsøge at skrive en ny forfatning. Højrefløjspartierne fik et overvældende flertal på 34 pladser, hvoraf 23 tilhørte Partido Republicano under ledelse af Kast, som var blevet slået eftertrykkeligt af Boric, og som mange gange har erklæret, at han foretrækker at beholde Pinochets forfatning.

Det er for tidligt at spå om, hvad denne forbløffende ændring i vælgernes holdninger betyder. Betyder det, at vi kan forvente, at Kast bliver landets næste præsident, endnu en Trump-imitator på den sydlige halvkugle, endnu en Bolsonaro?

Signalerer det en dybtgående omlægning af chilensk politik og prioriteter, hvor millioner af chilenere, som ikke havde stemt før, nu udtrykker deres konservative holdninger?

Eller var disse valgresultater blot et midlertidigt udslag, en protest mod Borics manglende evne til at håndtere en række kriser (kriminalitet, indvandring, inflation og voldelige konflikter mellem staten, store jordejere og indfødte samfund)? Vil han finde en måde at reformulere sit program på og genvinde initiativet?

Det virkelige spørgsmål er, hvor Chiles sande identitet ligger, et spørgsmål, der igen vil blive debatteret, når halvtredsårsdagen for kuppet nærmer sig. Er Pinochets neoliberale politik – og den terror han skabte – trængt så dybt ind i samfundets marv, at fremtidige radikale forandringsprojekter er dømt til at mislykkes?

Eller lokker Allendes grandes alamedas stadig alle disse år senere? Vil diktaturets rædsler blive fremhævet endnu en gang og overbevise chilenerne om, at de må afvise alle, der ikke på det kraftigste fordømmer Pinochet-årenes forbrydelser?[xiv] Vil Allende-revolutionens fejltagelser stå i centrum, mens en træt befolkning søger et land, der aldrig igen vil være så polariseret?

Sårene i Chile er dybe, men uanset hvordan chilenerne beslutter sig for at håndtere deres traumer og konflikter, kan Allendes arv have en vis betydning uden for landets grænser. Behovet for radikal forandring gennem ikkevold, som denne enestående statsmand stod for – og ikke opnåede for et halvt århundrede siden – er igen blevet det afgørende spørgsmål i vores tid.

Med nye varianter af Pinochet, der bekymrer så mange lande, er Allendes insisteren gennem hele sit liv på, at hvis vores drømme skal bære frugt, har vi brug for mere demokrati og aldrig mindre – altid, altid mere demokrati – mere relevant end nogensinde. Han råber til os, at der ikke kan findes nogen løsning på de dilemmaer, der plager planeten – krig, ulighed, massemigration, klimaforandringernes og atomudslettelsens tvillingetrusler – uden aktiv deltagelse af det store flertal af frygtløse og entusiastiske mænd og kvinder, der marcherer forbi fremtidens balkoner.

Halvtreds år efter sin død taler Salvador Allende stadig til os.

Oversat fra engelsk med tilladelse. Oprindeligt offentliggjort som ”Defending Allende”, The New York Review of Books, 24. august 2023. Copyright © 2023 Ariel Dorfman.

---

[i] Dette førte til fascinerende eksperimenter med selvledelse. Se Peter Winn, Weavers of Revolution: The Yarur Workers and Chile’s Road to Socialism (Oxford University Press, 1986).

[ii] Allende, der var læge, havde siden sin ungdom viet sit liv til at arbejde for de chilenere, der levede under det, han kaldte “forhold, der ikke var menneskeværdige” Både som minister for sundhed og social velfærd i Folkefronts-regeringen (fra 1939 til 1942) og senere som senator, havde han været medvirkende til at skabe systemer for sociale sikkerhedsnet og landsdækkende sundhed og understregede altid, at den bedste måde at sikre den offentlige sundhed på var, at folk især småbørn og mødre fik ordentlig næring. Som minister (da  han var enogtredive) erklærede han: ”Jeg foretrækker en tallerken linser for en flaske styrkende medicin, når det gælder el pueblo.” For dem, der er interesseret i Allendes liv, er den bedste indføring Mario Amorós, Allende (Barcelona/Madrid: Ediciones B, 2013), der er en af en stor mængde tekster om emnet på spansk. Den eneste (relativt korte) biografi over Allende, der er udkommet på engelsk er Victor Figueroa Clark, Salvador Allende: Revolutionary Democrat (Pluto, 2013). En glimrende biografisk introduktion findes i en antologi om Allendes politiske tænkning The Salvador Allende Reader: Chile’s Voice of Democracy, redigeret af James D. Cockcroft (Ocean, 2000).

[iii] Talen, der blev modtaget med ti minutters stående ovationer, findes i The Salvador Allende Reader. Paul E. Sigmund argumenterede i sit essay “The ‘Invisible Blockade’ and the Overthrow of Allende”(Foreign Affairs, januar 1974) for uden at benægte omfanget af USA’s hemmelige operationer mod Chile, at kuppets succes snarere skyldtes interne end eksterne faktorer. Om det fulde omfang af Amerikas økonomiske krig mod Chile, se Peter Kornbluh, The Pinochet File: A Declassified Dossier on Atrocity and Accountability (New Press, 2003). Se også Marc Cooper, “Kissinger and the CIA in Chile: An Interview with Peter Kornbluh,” Truthdig, 6. juli, 2023.

[iv] Mens det meste af den økonomiske hjælp til og investeringerne I Chile blev tilbageholdt, voksede den amerikanske hjælp til militæret dramatisk mellem 1970 og 1973.

[v] Om de skiftende fortolkninger af Allendes død, se mine erindringer, Heading South, Looking North: A Bilingual Journey (Farrar, Straus and Giroux, 1998), pp. 51–59. For en opsummering af de utallige tekster om dette emne, herunder kritik af selvmordsteorien og en ekstensiv bibliografi, se Hermes Benítez, Las muertes de Salvador Allende: Una investigación crítica de las principales versiones de sus últimos momentos (Valparaíso: RIL, 2013).

[vi] Se Naomi Klein, The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism (Metropolitan, 2007). For et mere nuanceret syn på Friedmans indflydelse på Pinochets politik, se Sebastian Edwards, The Chile Project: The Story of the Chicago Boys and the Downfall of Neoliberalism (Princeton University Press, 2023).

[vii] Margaret Thatcher tvang ved årtiets afslutning dette eksperiment ned over sit eget land, og snart efter var det Ronald Reagan tur.

[viii] Under den progressive katolske kardinal Raúl Silva Henríquez’ auspicier mødtes Allende i hemmelighed med Aylwin den 17. august 1973. Skønt de ikke kunne nå til enighed, sendte Allende fem dage senere Aylwin et langt brev, hvor han i detaljer beskrev, hvorledes problemerne kunne løses. Aylwin svarede aldrig.

[ix]  Denne tese blev nogle år senere antaget af det kommunistiske parti, der, fordi partiet var bange for, at processen foregik for hurtigt, havde været den mest moderate styrke i Allendes koalition.

[x] At den chilenske vej til socialismen slog fejl fik konsekvenser langt udover landets grænser. Allendes fredelige revolution blev hilst med sympati af de kræfter overalt i verden, især i Europa. Eurokommunismen, det historiske skift i de kommunistiske partier I Italien, Frankrig og Spanien hen imod et projekt, der var nærmere socialdemokratiet end den radikale revolution, udsprang af en åbenhjertig analyse af grundene til, at Allendes projekt var endt så hjerteskærende, et skifte der skulle ændre det politiske landskab og de politiske alliancer i de lande.

[xi] Denne fejlvurderings konsekvenser for dem blev der kløgtigt gjort opmærksom på af Larry Birns in “The Death of Chile,” The New York Review, 1. november, 1973.

[xii] En dommer afgjorde i 2019, at Frei blev myrdet i 1982 af diktatorens sikkerhedsstyrker, mens han var indlagt på et hospital for at undergå en operation, der mentes at være uden fare. Selvom en appeldomstol annullerede denne kendelse to år senere, og højesteret stadfæstede annulleringen baseret på en teknisk detalje, er beviset på mordet ifølge mange eksperter og øjenvidner fortsat uafviseligt. Se Magnicidio: La historia del crimen de mi padre (Madrid: Aguilar, 2017) af Carmen Frei, den tidligere præsidents datter.

[xiii] For mere om hans anholdelse og dens konsekvenser, se min Exorcising Terror: The Incredible Unending Trial of Augusto Pinochet (Seven Stories, 2002).

[xiv] Det er sigende, at Sebastián Piñera, den eneste højrefløjskandidat der blev præsident (to gange) efter, at demokratiet var blevet genindført, også stemte imod Pinochet ved folkeafstemningen i 1988. At Kasts parti har taget Pinochet til sig vil ikke stå uimodsagt. Og da Luis Silva, det medlem af Det republikanske Parti, der fik flest stemmer i det seneste valg til forfatningsrådet, udtrykte beundring for Pinochet, fordi han var en statsmand, bemærkede præsident Boric skarpt, at ikke alene var Pinochet diktator, men [også] ”korrupt og tyveknægt, og … aldrig [nogensinde] en rigtig statsmand.”