Tilbage til arbejdspladsen og frem med arbejdspladsromanen
Det moderne menneske tilbringer en stor del af tilværelsen med at arbejde. Arbejdspladsen er hjemsted for udbytning og kærlighed. Derfor er det ingen overraskelse, at der også skrives gode bøger om at gå på arbejde. Her er tre af dem
Arbejdspladsromanen er en perfekt genre. Du tager en gruppe mennesker, placerer dem i et rum i et vist antal timer (for eksempel 37,5 timer om ugen), og så udsætter du dem for forskellige typer pres og begivenheder og ser, hvordan de reagerer.
Her er tre gode af slagsen. Der kan udvælges efter, hvor behagelig eller ubehagelig en læseoplevelse, man ønsker. Der er en virkelig sjov og feministisk rom-com, som giver sommerfugle i maven, en japansk om struktur, identitet og ikke at høre til, samt en hård kapitalismekritiker anno 2024, der giver rigtig-rigtig ondt i maven.
Den romantiske komedie
Curtis Sittenfeld: Romantic Comedy (2023)
Den kyniske, fraskilte forfatter Sally Milz på nogleogtredive år har drømmejobbet som forfatter på showet The Night Owls, der sendes live hver lørdag aften fra et studie i New York City. Her skriver hun feministiske sketches om emner som ligeløn, mammografier og at få fjernet hår mellem ballerne. Hver uge er en kendt skuespiller med som gæstevært, og en musiker eller et band spiller i pauserne mellem sketchene.
Sally har observeret en tendens på showet. Det er nemlig sket flere gange, at smukke, succesfulde, kvindelige stjerner – efter at have været ugens gæst – har mødt og er faldet for de mindre klassisk smukke mandlige forfattere eller skuespillere på showet. Tendensen er så tydelig, at hun betegner den som en decideret regel, og en uge beslutter hun sig for at skrive en sketch om det.
Men måske er tendensen ikke nødvendigvis en regel, der passer hver gang. Mens Sally er i gang med at skrive sketchen, møder hun ugens gæst, den smukke, succesfulde popstjerne Noah Brewster, og der opstår en varm følelse i den ellers kølige Sally. Under en prøve, hvor Noah står på scenen og begynder at synge sine bløde, cheesy sange direkte til hende, bliver Sally nødt til at spørge sig selv, om hun kan være undtagelsen fra reglen.
The Night Owls lyder umiskendeligt som et koncept baseret på Saturday Night Live, og det er det også. Sittenfeld brugte en masse research på at tale med folk, der har arbejdet både foran og bag scenen i SNL, og derfor er romanen også en fantastisk kilde til indsigt i den hæsblæsende proces, der ligger bag udviklingen af showet.
Den om at passe ind
Sayaka Murata: Døgnkioskmennesket (2016)
Keiko Furukura er ansat i en døgnkiosk i Tokyo. Her er hun lykkelig. Her hersker orden. Hun ved, hvad hun skal gøre, og hvor varerne skal stå. Normaliteten råder, og hun ved altid, hvordan hun genskaber og opretholder den. Når varerne ikke står lige, eller køen bliver lang, begynder hendes hjerte at banke, og panikken breder sig i hendes krop, men når hun løser det og genopretter ordenen, er hun let igen og føler sig uovervindelig.
Verden uden for døgnkiosken kan være kaotisk og uforståelig. For der sker ofte det for Keiko, at hun ikke forstår menneskene omkring sig, og at de ikke forstår hende.
Keiko er 36 år og har aldrig haft en kæreste. Hun bor alene i en lille lejlighed og har aldrig haft et såkaldt voksenjob. Hendes familie og venner kigger medlidende på hende og taler om, at hun vel snart skal have et rigtigt arbejde, men hun savner hverken kæreste eller karriere.
Når hun ikke er i døgnkiosken, savner hun kun at være i døgnkiosken, og når verden udenfor bliver for meget, flygter hun ned i døgnkiosken, hvor hun tager ekstravagter, bukker dybere og smiler bredere for kunderne og slapper af ved at kigge på de snorlige rækker af varer, hun har sat på køl.
Romanen veksler mellem de to rum, døgnkiosken og verden udenfor. Man føler med Keikos lykke, når hun er i døgnkioskens orden og normalitet, men væmmes ved døgnkioskens krav til medarbejdernes konstante fokus og arbejdsmoral.
Romanen handler om japansk arbejdskultur, men også om den enkeltes udfordring ved at finde en plads i samfundet og høre til både en arbejdsplads og en verden udenfor.
Den kapitalismekritiske
Adelle Waldman: Help Wanted (2024)
Dagen i et megasupermarked begynder klokken 3:55 om morgenen, når Team Movement checker ind for at tømme de lastbiler, der kommer med nye varer. De fylder op på lageret og sætte varerne frem i butikken. Nogle af dem kommer direkte fra en nattevagt i et andet job, og de fleste af dem tager videre til deres næste arbejdsplads, når butikken åbner kl. 9, og deres vagt slutter. De er usynlige.
Romanen giver Orange is the New Black-vibes med et stort persongalleri med vidt forskellige baggrunde, der ofte har det til fælles, at de er endt et sted, fordi der skete noget, de ikke selv var herre over (læs: klasse og kapitalisme). De ansatte sidder fast, blandt andet fordi de ikke kan få timer nok i megasupermarkedet, og selvom de har to-tre-fire jobs, kan de enten ikke få det til at løbe rundt eller klarer med nød og næppe at betale regningerne fra måned til måned.
En dag sker der noget. Team Movements leder fortæller, at han stopper. Det giver mulighed for, at en af dem kan blive forfremmet, hvis de spiller deres kort rigtigt, så de lægger en plan for at få det til at ske. Til at starte med arbejder de sammen, men det er svært at holde fast i loyaliteten og solidariteten, når der kun er én forfremmelse på spil.
Undervejs i kampen for at overleve eller bare rykke en lillebitte smule op i fødekæden, lønstigen og nærme sig adgangen til sundhedssikring ser man karaktererne gå på kompromis med sig selv, overskride egne og andres grænser, og – når det er hårdest – vende sig mod og sabotere hinanden. For der er kun én forfremmelse.
Help Wanted er en hård roman om mennesker, der ikke har kontrol over deres eget liv og ikke har udsigt til at få det, selvom de arbejder non-stop. Forfatteren, Adelle Waldman, gik all in og fik arbejde på et morgenhold i et megasupermarked for at kunne skrive romanen realistisk. Den giver ondt i maven og er bestemt ikke for børn.
Bonus: The New Yorkers podcast Critics at Large har lavet et fremragende afsnit om romanen.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER