8 min. læsetid

“Ved at gå efter en bred, kompromissøgende linje i sit agitatoriske og propagandistiske arbejde, frasiger Enhedslisten sig muligheden for effektivt at rykke den offentlige diskurs”, skriver Reinout Bosch i sin replik til Esben Bøgh Sørensens valgkampsanalyse af Enhedslisten. Han opfordrer til i stedet at åbne for spørgsmålet om partiets langsigtede strategi.


Dette er en Replik – et svar på et indlæg tidligere bragt på Solidaritet. Læs det oprindelige indlæg her

Har du selv lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet


Af Reinout Bosch

Enhedslistens resultat til folketingsvalget vækker heldigvis debat. For det efterlader selvfølgelig en tom fornemmelse i maven på både medlemmer, aktivister og støtter, når man i ugevis med glæde har kunnet se på meningsmålinger, der spåede fremgang, for så at få en mavepuster på valgnatten.

Og det skal mane til eftertanke, når et systemforandrende parti som Enhedslisten lider et nederlag. Hvor småt det end måtte være. Enhedslisten har ikke den luksus blot at vente på bedre tider, eller på besindelse hos vælgerskaren. Om vi vil det eller ej, og trods egne formaninger om tålmodighed, er vi presset på tid. Ikke mindst fordi vi har kort tid til at tackle de værste klimatiske udfordringer – 12 år vurderer FN’s klimapanel – men også fordi vi ved, at et økonomisk sammenbrud kan være om hjørnet, der kan have katastrofale politiske konsekvenser.

Enhedslisten har ikke den luksus blot at vente på bedre tider, eller på besindelse hos vælgerskaren. Om vi vil det eller ej, og trods egne formaninger om tålmodighed, er vi presset på tid. Ikke mindst fordi vi har kort tid til at tackle de værste klimatiske udfordringer

I den situation er det ikke nok at se på de kortsigtede årsager til valgnederlaget. Vi må i stedet åbne for spørgsmålet om vores langsigtede strategi.

Kort over temperaturstigninger ved Great Barrier Reef. Den hastige acceleration af ødelæggelsen af eks. Great Barrier Reef gør, at vi ikke har “den luksus blot at vente på bedre tider”, siger Reinout Bosch. Foto: barrierreef.org

Én vej

Hvad den nuværende strategi er konkret, kan selv for aktive medlemmer af partiet være lidt svært at vide. Hverken Enhedslistens hovedbestyrelse eller den afgående folketingsgruppe har ønsket at fremlægge dette åbent. Vi har derfor primært den offentlige kampagne under valgkampen at gå ud fra.

Strategien virker til at være, at indtage brede og generelt (blandt humanister) accepterede paroler, der skal kunne favne mange vælgere. Det er på den ene side en strategi om at samle så mange progressive stemmer som muligt til partiet, og samtidigt en måde at modgå de røster der måtte se Enhedslisten som ”ekstreme” eller ”dogmatiske” (dvs. ikke kompromisvillige). At det er en reel bekymring beviste statsministeren selv i valgkampens slutfase, da han sammenlignede Enhedslisten med Stram Kurs. Det er også denne bekymring der udgør hovedargumentet i Esben Bøghs overraskende analyse her på siden.

Det er en strategi, der er blevet forfulgt i det sidste årti, og som delvist må tilskrives æren for, at Enhedslisten gik fra at ligge på kanten af spærregrænsen, til at blive Danmarks fjerdestørste parti. En bevægelse, der utvivlsomt har hevet Enhedslisten ud af en position, hvor dets medlemmer blev set som lalleglade hippier og betonkommunister, og i retning af nutiden, hvor Enhedslisten kan bryste sig af at gennemregne alle sine forslag med finansministerens ødelagte regnemaskine.

Alt i alt har Enhedslisten ført en god valgkamp baseret på denne strategi. Demonstrationer mod racisme, for minimumsnormeringer og for en ambitiøs klimaindsats har sikret, at partiets fokusområder er kommet i mediernes søgelys. Sager om svigt i daginstitutionerne og af landets ældre udstillede i valgets sidste uge velfærdsstatens mangler og blev velargumenteret kritiseret af partiets profiler. Endeligt formåede man også i tolvte time, at pege på Det radikale Venstres asociale tiltag. Trods EP-valg og kronisk manglende taletid, er det svært at se at det kunne være gået bedre.

Som valgresultatet viser er det dog ikke lutter lagkage. Problemet ved den herskende strategiske tilgang er, at nogle af Enhedslistens paroler, ved at brede sig ud, ikke formår at klare ikke-testen. For hvem syntes ikke, at fattigdom skal være fortid? Hvem syntes ikke, at vi har ret til en grøn fremtid? Hvem syntes ikke, at flygtningebørn skal have en tryg barndom?

Bevares. Der er både klimabenægtere og sadister i vælgerskaren. Men det er ikke disse stemmer Enhedslisten bejler til. Var strategien lykkedes, havde vi set frem til gode muligheder for at bygge videre på den. Ved de næste år at stå stærkt over for en socialdemokratisk regering som det største støtteparti, ville det være muligt at modgå denne fortælling om Enhedslisten som ekstreme, ved at vise at partiets position både er realistisk, samt en position hvorfra det er muligt at indgå gode kompromisser. Det ville have vist, at det er muligt at opbygge en catch all postion på venstrefløjen, der gennem fornuftige argumenter og brede paroler langsomt kunne opbygge sin magt, frem mod et økonomisk sammenbrud eller en systemkrise, der ville kunne føre til en systemforandring.

Problemet er at strategien har lidt nederlag.

Den brede linje har ikke ført til fremgang, og har ikke sat Enhedslisten i en styrkeposition overfor socialdemokraterne. I stedet er partiet blevet svækket og har måtte afgive et enkelt mandat. Det er selvfølgeligt parlamentarisk irriterende, men vigtigere svækker det partiets position i de igangværende regeringsforhandlinger. Samtidigt, og langt vigtigere,  har Enhedslisten gennem den første strategi ikke formået at flytte den samfundsmæssige diskussion.

En anden vej

Mens parlamentarisk indflydelse er en måde at måle politisk succes, er den ikke alt vi skal have for øje. Dansk Folkepartis succes de sidste ti år lå ikke kun i at blive store på tinge, men aktivt at kunne bruge dette til at rykke den offentlige bevidsthed. Parlamentarisk indflydelse og politisk bevidsthed i befolkningen kan være koblet, men er det ikke nødvendigvis.

Ved at gå efter en bred, kompromissøgende linje i sit agitatoriske og propagandistiske arbejde, frasiger Enhedslisten sig muligheden for effektivt at rykke den offentlige diskurs. Det betyder at vi måske i offentligheden diskuterer de emner hvor vi står stærkt, men gør det på baggrund af forudindtagelser, der gør vores position uklar.

Taler vi om klima, kommer det hurtigt til at handle om velstandsforringelser for vælgeren. Taler vi om minimumsnormeringer, fremstår Enhedslisten som et overbudsparti, der blot vil love noget bedre end alle andre. Taler vi racisme, fremstår det som om det kun gælder en enkel bogbrændende tosse.

Skal partiet ud over dette problem, gøres det ikke ved at fokusere på at sikre sig størst mulig parlamentarisk repræsentation. Det gøres ved at sætte sig det mål at vinde de diskursive kampe, samt at gå efter at ændre den offentlige bevidsthed. Først på udvalgte områder, for siden at koble disse til en sammenhængende kapitalismekritik.

Skal partiet ud over dette problem, gøres det ikke ved at fokusere på at sikre sig størst mulig parlamentarisk repræsentation. Det gøres ved at sætte sig det mål at vinde de diskursive kampe, samt at gå efter at ændre den offentlige bevidsthed

Enhedslisten har længe været bange for holdninger der stikker ud. Medlemmer der taler om revolution, udøver civil ulydighed eller præsenterer analyser, der endnu ikke er accepterede af offentligheden. Det er fornuftigt, hvis man vil være et parlamentarisk respektabelt parti. Det kan få partiet til at fremstå ekstremt. For det harmonerer dårligt med en catch-all strategi. Men det er måske denne man skal opgive, for at finde en mekanik hvor venstrefløjens diskussioner langsomt kan ændre den offentlige mening.

Venstrefløjens mål er at gøre det umulige muligt, og at gøre dét, der er ekstremt i dag, acceptabelt i morgen. Her må vi vove for at vinde.

“Stem racisterne ud af Folketinget” lød den klare parole fra Reinout Boschs lokalafdeling i Enhedslisten. Han opfordrer til, at partiet taler rent ud af posen om de store visioner, hvis man skal rykke ved den offentlige diskurs. Foto: Enhedslisten Nordvest.

Fire år mere

Det er sandt, at Enhedslisten formentlig går frem ved næste valg. Socialdemokraterne og SF vil svigte deres vælgere. Derefter kan vi se frem til endnu en periode eller to med de borgerlige ved magten, og derefter… ja så kan vi endnu engang brokke os over, at vælgerne har en dårlig hukommelse. Til gengæld kan vi glæde os over, at det var os der stemte det rigtige.

Skal vi bryde med denne parlamentariske logik, der godt nok har hevet Enhedslisten komfortabelt over spærregrænsen, men åbenbart også fastholder os her, så kan vi ikke fortsætte af samme sti. Vi må ud med udsagn som vælgerne ikke forventer. Udsagn, som de til at starte med ikke kan se sig selv i, men som sammen udgør brudstykker af en for dem ny måde at anskue samfundet på.

Langsomt skal vi vende samtalen ved middagsbordet. Væk fra hvilken minoritet vi ikke kan lide, hvem der drikker vores saftevand, og hvor krænkede vi er over at andre føler sig krænkede. Til en samtale om hvorfor der er ulighed. Hvorfor vi arbejder på meningsløse jobs. Og hvad vi kan gøre.

Det er ekstreme samtaler. Jeg ved det.

Men vi må tage dem på et tidspunkt.


Reinout Bosch er gadeplansarbejder. Han er uddannet historiker fra Københavns Universitet, og er bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København. Han er medstifter af Institut for Marxistisk Analyse .