Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper deler flyers ud under valgkampen. Foto: Pernille Skipper / Facebook.
9 min. læsetid

Enhedslisten stod i alle målinger til at gå frem, men endte alligevel med en mindre tilbagegang på et mandat. Hvad gik galt for partiet? Esben Bøgh Sørensen analyserer valget.


Af Esben Bøgh Sørensen

Selvom det stadigvæk er usikkert, hvilken regering vi får, står det efter folketingsvalget fast, at Enhedslisten mistede omkring 30.000 stemmer. I meningsmålingerne op til valget stod partiet ellers til en fremgang på 1-2 pct., og i enkelte meningsmålinger endda mere. Hvorfor endte Enhedslisten så med en mindre tilbagegang? Hvor gik de 30.000 stemmer hen, og hvorfor forlod de partiet?

Ifølge en meningsmåling lavet af Epinion den 4. juni, gik de stemmer Enhedslisten har mistet siden 2015-valget først og fremmest til SF og dernæst til Socialdemokratiet. Hvis meningsmålingen giver bare et nogenlunde fingerpeg, så er det er næsten udelukkende de to partier, der har kapret de 30.000 Enhedsliste-stemmer. Det tyder altså på, at Enhedslisten ikke har formået at fastholde nogle af de vælgere fra SF og Socialdemokratiet, der efter Thorning-regeringerne gik til Enhedslisten i protest.

Fordelingen af Enhedslistens vælgere ifølge DR’s meningsmåling den 4. juni. Ill: Danmarks Radio

Det er dog vigtigt at understrege, at Enhedslisten ved de seneste to valg er gået markant frem med henholdsvis 4,5 procentpoint i 2011 og 1,1 procentpoint i 2015. Selvom partiet denne gang er gået tilbage, har man altså også formået at fastholde langt de fleste af de vælgere, der er kommet til Enhedslisten de seneste to valgperioder. Partiet har cementeret sig på omkring de 7 procent af vælgerne, og samtidig er antallet af medlemmer steget markant de seneste år fra omkring 4.500 medlemmer i 2010 til omkring 9.300 i 2019. Der er dog, ifølge meningsmålingerne op til folketingsvalget, stadig rum til at vokse sig endnu større. Der er mange udfordringer, der skal overvindes for at sikre endnu mere fremgang. I det følgende påpeger jeg i hvert fald tre af dem, og hvordan de har indvirket på valgresultatet.

Partiet har cementeret sig på omkring de 7 procent af vælgerne, og samtidig er antallet af medlemmer steget markant de seneste år fra omkring 4.500 medlemmer i 2010 til omkring 9.300 i 2019

Holdningen til EU

EU fylder som regel ikke meget i danske folketingsvalg. Selvom emnet heller ikke har fyldt meget i partilederrunderne, så har valget til Europa-Parlamentet formentlig haft en effekt på udfaldet af folketingsvalget. Her fik både de Radikale og SF en stor fremgang. Det var samtidig første gang Enhedslisten stillede selvstændigt op, mens man dog forblev i valgforbund med Folkebevægelsen, og også officielt førte valgkamp for begge lister. Selvom partiet har forsøgt at skubbe spørgsmålet om en afstemning om dansk EU-medlemsskab længere ud i fremtiden, så er Enhedslisten stadigvæk et grundlæggende EU-modstander parti. Idet mange af Enhedslistens egne vælgere ikke er grundlæggende EU-modstandere, er det ikke usandsynligt, at flere af dem har stemt på særligt SF i stedet. Det er heller ikke usandsynligt at SF’s gode valg til Europa-Parlamentet efterfølgende fik mange vælgere, der vaklede mellem dem og Enhedslisten til at vælge SF i sidste ende. Hvis man alligevel lige har stemt på SF til EP-valget, hvorfor så ikke igen? Det er generelt muligt og sandsynligt, at EP-valget på denne måde har påvirket Enhedslistens resultat til folketingsvalget. EU-modstanden kan have stået i vejen for nogle vælgere.

Selvom partiet har forsøgt at skubbe spørgsmålet om en afstemning om dansk EU-medlemsskab længere ud i fremtiden, så er Enhedslisten stadigvæk et grundlæggende EU-modstander parti. Idet mange af Enhedslistens egne vælgere ikke er grundlæggende EU-modstandere, er det ikke usandsynligt, at flere af dem har stemt på særligt SF i stedet.

Det er altså værd for Enhedslisten at udvikle på sin EU politik. På trods af, at Nikolaj Villumsen har forsøgt at give balancerede svar på mediernes gentagne spørgsmål til Enhedslistens grundlæggende EU-modstand, er det formentlig stadigvæk sidstnævnte, der står tilbage i vælgernes tanker. En genovervejelse og udvikling af Enhedslistens EU-politik kunne tage udgangspunkt i forskellen mellem partiet og Folkebevægelsen. For Enhedslisten er det vigtigste ikke spørgsmålet om udmeldelse, men derimod at få gennemført så meget socialistisk og progressiv politik som muligt fra lokalt til internationalt plan. Enhedslisten går altså ikke til valg på at udmelde Danmark af EU, men derimod at reformere EU’s institutioner, og få presset så meget rød-grøn politik igennem i Europa-Parlamentet. Menhvis det viser sig, at EU-institutionerne i sig selv er for stor en hindring for reformer og rød-grøn politik, både på internationalt og nationalt plan, så må man tage et opgør derfra. Omdrejningspunktet er dog socialistisk politik og reformer, ikke for eller imod EU.

For Enhedslisten er det vigtigste ikke spørgsmålet om udmeldelse, men derimod at få gennemført så meget socialistisk og progressiv politik som muligt fra lokalt til internationalt plan, lyder Esben Bøgh Sørensens vurdering. Foto: privat.

Pragmatisme og indflydelse

Trods de seneste års udvikling hen imod et bredere appellerende parti, betragtes Enhedslisten nok stadig af mange som et upragmatisk parti, hvis ikke ligefrem et ekstremt parti. Enhedslisten har selvfølgelig forsøgt at bruge sine mandater bedst muligt i forrige valgperiode, men ikke desto mindre kan det stadigvæk være en udbredt opfattelse, at SF repræsenterer den mere pragmatiske venstrefløj og Enhedslisten den mere dogmatiske, men også kritiske venstrefløj. Balancen mellem principper og pragmatisme kan selvfølgelig også knække, som det gjorde for SF i Thorning-perioden. Det resulterede i at partiet kun fik 4.2 procent af stemmerne i 2015. Enhedslisten samlede angiveligt en del protest stemmer op fra SF. Det tyder nu på, at i hvert fald nogle af de stemmer, er vendt tilbage til SF igen. Enhedslisten har altså ikke formået at fastholdte denne vælgergruppe, og det kan skyldes en følelse af, at partiet ikke har leveret på den pragmatiske indflydelses-side.

Enhedslisten har selvfølgelig forsøgt at bruge sine mandater bedst muligt i forrige valgperiode, men ikke desto mindre kan det stadigvæk være en udbredt opfattelse, at SF repræsenterer den mere pragmatiske venstrefløj og Enhedslisten den mere dogmatiske, men også kritiske venstrefløj

I den kommende valgperiode åbner der sig derfor en historisk unik mulighed for Enhedslisten, for at fremstille sig som den pragmatiske samarbejdspartner til venstre for Socialdemokratiet, der i konkrete forhandlinger kan agere modvægt til de Radikales liberalistiske økonomiske politik. Selvom det her er vigtigt ikke at gentage fejlene fra Thorning-årene, så er det mindst ligeså vigtigt at vise vælgerne, at Enhedslisten skaber konkrete resultater. Potentielle vælgere skal vide, at Enhedslisten vil omsætte deres stemmer til reelle forbedringer til fordel for dem, og ikke kun til kritik af den førte politik. Dette billede mener jeg personligt er misvisende for det nuværende Enhedslisten, men kan ikke desto mindre stadig være udbredt blandt vælgere. Den socialdemokratiske folketingsgruppe er – på trods af, at Henrik Sass Larsen med nød og næppe kom ind – ikke længere præget af Thorning-Corydon alliancen. Det åbner nye muligheder for samarbejde om den økonomiske politik. Med et stærkt SF som alliancepartner er det ikke umuligt, men med et lige så stærkt Radikale kan det blive svært.

Med Bjarne Corydon og Helle Thornings exit fra Socialdemokraterne, åbner der sig nye muligheder for samarbejde om den økonomiske politik til venstre for midten, mener Esben Bøgh Sørensen. Foto: Steven Achiam / denoffentlige.dk

Genkendelighed

Ifølge Enhedslistens rotationsordning, må folketingsmedlemmer for partiet ikke genopstille til den interne urafstemning efter deres syvende år i folketinget. Det betyder både, at man gør plads til, at nye profiler kan tilegne sig erfaring, men også at man jævnligt må sige farvel til mange, der har fået opbygget en solid erfaring. Det betyder samtidig, at partiet mister personlig genkendelighed blandt vælgerne. Politikere med mange års erfaring kan ofte trække flere tusinde stemmer. Med rotationsordningen frasiger man sig i hvert fald en del af den gruppe af profiler med stor erfaring, som man ellers effektivt ville kunne bruge i valgkampen til f.eks. at bakke lokale, mindre kendte kandidater op. Man skal ikke underkende, hvor vigtigt det kan være for mange mennesker, at kunne sætte ansigt på og genkende et navn på stemmesedlen. Her har strategien med at undgå at sætte ansigt på partiets valgplakater i Østjylland formentlig udelukkende haft den effekt at sikre færre stemmer.

Det er altså værd at tænke over, hvordan man sikrer en bedre balance mellem på den ene side at holde folketingsgruppen åben for nye kandidater, der kan skabe nye erfaringer, og på den anden side at fastholde velkendte profiler med solid erfaring. Lige så vigtigt er det at bruge de mere velkendte kandidater til at komme ud fra de større byer og bakke lokale kandidater op i land- og yderområderne, hvor Enhedslisten står svagt.

Følg folketingsvalget på Solidaritet

Det ser ifølge Epinionmålingen ud til, at Enhedslisten hovedsageligt deler vælgergrupper med SF og Socialdemokratiet. Kun ca. 2 procent af Enhedslistens stemmer er gået til de Radikale. Samme undersøgelse viser også, at kun 1 procent af de Radikales stemmer er kommet fra Enhedslisten. Det tyder altså ikke på at Enhedslisten og de Radikale kæmper om samme vælgergrupper, eller at de Radikale gennem deres stærke fokus på en humanistisk udlændingepolitik skulle have kapret Enhedslistestemmer. Det er generelt svært at forestille sig en vælgergruppe, der aktivt fravælger Enhedslisten eller SF fordi de Radikale angiveligt skulle fremstå mere humanistisk-orienterede i flygtninge- og udlændingespørgsmålet. Det er dog muligt, at der findes en mindre vælgergruppe, der stemmer Radikalt i stedet for på Enhedslisten eller SF. Det er formentligt en vælgergruppe, der tiltrækkes af det “sociale” i de radikales angivelige “socialliberalisme”, og som derfor aktivt fravælger det venstreorienterede. Men det er også en gruppe, der af samme årsag jævnligt alligevel kan tiltrækkes til venstrefløjens partier, når de Radikale gang på gang fører asocial liberalistisk økonomisk politik som støtte- eller regeringsparti. Det er altså på det økonomiske og velfærdsmæssige områder, at venstrefløjspartierne skal kæmpe med de Radikale.

Det ser ifølge Epinionmålingen ud til, at Enhedslisten hovedsageligt deler vælgergrupper med SF og Socialdemokratiet. Kun ca. 2 procent af Enhedslistens stemmer er gået til de Radikale

De tre punkter peger på en række udfordringer for Enhedslisten. Vil man ikke bare fastholde men også vokse, både vælger- og medlemsmæssigt, kræver det udvikling og nytænkning på de områder. Enhedslisten har allerede udviklet sig til et meget bredere appellerende parti end for blot få år siden. Men der er rum til at vokse endnu mere og blive en endnu større, socialistisk magtfaktor i Danmark.


Esben Bøgh Sørensen er ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.