Trump kalder hende “Kammerat Kamala”. Men hvor venstreorienteret er Harris / Walz-kampagnen egentlig?

Det er rendyrket kommunisme, hvad Demokraterne har gang i. Efter Joe Bidens dramatiske exit hen over sommeren har partiet foretaget en kovending, og væk er den nyliberale centrisme med enkelte socialdemokratiske islæt. Nu står den på kollektivisering af produktionsmidlerne og en centralkomité, der skal forvalte proletariatets diktatur. Måske bliver The Star-Spangled Banner også snart erstattet af Internationale som amerikansk nationalsang?

Det er i hvert det indtryk man efterlades med, hvis man lytter til Donald Trump eller værterne på FOX News. Siden Harris / Walz-kampagnen trådte frem på scenen har de malet et skræmmebillede uden lige. Trump kalder Harris’ økonomiske plan ”fuldbyrdet kommunisme”, og har vanen tro opfundet et nyt øgenavn til sin modstander: Kammerat Kamala.

Trumps trofaste milliardærstøtte Elon Musk beskriver hende som ”bogstaveligt talt kommunist”, mens Tim Walz i konservative konspirationsmedier beskyldes for at pleje forbindelser til det kinesiske kommunistparti. Spørger man danske eksperter, bliver kommunist-prædikatet dog hurtigt affejet som ”nonsens.”

”Anklagerne om, at Kamala Harris skulle være kommunist, er fuldkommen absurde. Hun har afgjort nogle venstreorienterede træk, men derfra til at kalde hende kommunist – eller fascist, som nogle også har gjort – er der meget langt”, forklarer Jørn Brøndal, som er professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

Heller ikke professor Philipp Schröder – som bl.a. forsker i amerikansk erhvervsliv på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet – mener, at kommunisme-beskyldningerne giver mening.

”Kigger man på de to økonomiske programmer [hos Republikanerne og Demokraterne], er Demokraternes selvfølgelig mere venstreorienteret ud fra det klassiske politiske spektrum. Men der er meget langt til nogen som helst kommunisme”, siger Schröder.

Han peger på, at det amerikanske valgsystem gør, at de to partier skal kunne favne meget bredt, og at den mere interessante diskussion går på, hvor i Demokraternes interne ’ideologi-skala’ en Harris-Walz regering vil placere sig.

Er der grund til at tro på en mere venstreorienteret tilgang i tilfælde af en sejr til Demokraterne ved november-valget? Lad os undersøge, hvad Kamala Harris og Tim Walz har sagt – og ikke mindst gjort, som har fået kommunist-forskrækkelsen til at galoppere i konservative kredse.

Minnesota-formlen

Blandt progressive Demokrater vakte det stor jubel, da Kamala Harris 6. august noget overraskende pegede på Minnesota-guvernør Tim Walz som sin vicepræsidentkandidat. Filminstruktøren Michael Moore døbte ham øjeblikkeligt ”det perfekte progressive match”, mens både klimaaktivister og ræverøde skuespillere har været entusiastiske over udsigterne til at få Walz ind som vicepræsident.

Begejstringen skyldes særligt den udvikling, delstaten Minnesota har gennemgået i løbet af de seneste fem år, hvor Walz har været guvernør. Walz blev efter 12 år som kongresmedlem i Minnesotas første valgdistrikt udpeget som guvernør i 2018, og genvandt posten i 2022.

Her lykkedes det desuden Demokraterne – der i The North Star State stiller op som del af landmands-fusionen Minnesota Democratic–Farmer–Labor Party – at vinde den eftertragtede ’trifekta’, hvilket vil sige kontrol med både guvernørposten og et flertal i begge kamre af delstatens lovgivende forsamling.

Under Walz’ ledelse har den demokratiske trifekta stået for en af de mest radikalt progressive dagsordener i amerikansk politik. Det har blandt andet betydet en kodificering af abortrettigheder gennem the Protect Reproductive Options Act i januar 2023, der kan ses som et direkte modtræk til Højesterettens beslutning året forinden om at omstøde rettigheden på føderalt plan. Walz sagde i den forbindelse, at beskyttelse af kvinders ret til selvbestemmelse nu måtte være ”højeste prioritet”, og meldte dermed Minnesota ind i den nationale kamp om abortspørgsmålet.

Tre måneder senere pustede Minnesota-guvernøren yderligere til den kamp ved at underskrive Reproductive Freedom Defense Act, der gjorde det ulovligt for myndighederne at håndhæve stævninger og arrestordrer mod kvinder, der var rejst til Minnesota fra en anden delstat for at få foretaget en abort.

Det var en krigserklæring mod reaktionære delstater som Texas, hvor man har forbudt kvinder at rejse til andre dele af USA for at få en abort, og hvor Republikanere åbent diskuterer dødsstraf til kvinder og læger, som foretager det medicinske indgreb. I skarp kontrast har Walz fået en 100 procent positiv rating af organisationen Planned Parenthood, der bl.a. rådgiver om abort, sexundervisning og reproduktive rettigheder.

Walz har trukket Minnesota klart til venstre

Også på en række andre politiske områder er Minnesota under Walz’ ledelse trukket langt til venstre for det nationale gennemsnit.

Delstaten vedtog i 2023, at arbejdere havde ret til mindst 12 ugers betalt barsels- og familieorlov. Våbenlovgivningen er blevet strammet. PFAS-stoffer – de såkaldte evighedskemikalier – er blevet forbudt, ligesom også den pseudovidenskabelige ”omvendelsesterapi” af LGBTQ+-personer er gjort ulovligt i Minnesota. Tjener familien under $80,000 om året, kan ens børn også komme gratis på college. Og så er mindstelønnen blevet sat op. Er Minnesota ved at blive en dansk velfærdsudpost i den amerikanske kapital-ørken?

”Der er elementer af noget, der minder om en dansk velfærdsmodel i Harris-Walz-kampagnen”, siger Jørn Brøndal, som også peger på, at Minnesota, hvor mange har skandinaviske rødder, er en af de mest velfærdsindstillede delstater.

En af de vigtigste politiske beslutninger, som er blevet gennemført under Walz’ ledelse, har fået mindre opmærksomhed i den internationale presse. Det er et usexet emne, der giver færre clicks end abort- og barselsrettigheder. Hvis ordet ’skattepolitik’ allerede nu får dig til at overveje, om du skal læse videre, må du derfor bære over med de næste afsnit:

I maj 2023 blev der i Minnesotas lokale lovforsamling stemt for to lovforslag, der begge havde til formål at forhindre multinationale virksomheder i at flytte overskud fra Minnesota til skattely. Kort fortalt lukkede Minnesota for en fidus, som giver lokale afdelinger af en større virksomhed mulighed for at købe retten til at videresælge sit eget varemærke af en anden del af virksomheden i et mere skattevenligt land eller delstat – ofte for et beløb, der på mystisk vis spiser hele overskuddet.

Den slags kendes også herhjemme, hvor fx McDonalds ikke formåede at levere overskud de første 22 år, man solgte Big Macs i Danmark. Virksomheden brugte desværre hele profitten på at købe sin egen burgerdressing!

Mens der i EU-regi er blevet sat hårdere ind overfor skatteunddragelse – McDonalds fik i 2022 en rekordstor bøde på 8.000.000.000 kr. af den franske stat – er skattelovgivningen mere hullet i USA. Her er særligt delstaten Delaware kendt som et skattely inde i staten, mens Minnesota under Walz’ ledelse har været blandt bannerførerne for et opgør med den praksis.

Selv om det ikke lykkedes at tilslutte sig en aftale, der tvinger virksomheder til at indregne sit globale regnskab, fik man ifølge seniorforsker Matthew Gardner fra Institute on Taxation and Economic Policy gennemført det næstbedste ved i 2023 at slutte sig til the Global Intangible Low Taxed Income Provision. Den gør det markant sværere for store virksomheder at skatteunddrage, og kan ifølge Gardner være ”en game-changer.”

Indrømmet, lokal skattepolitik i Minnesota lyder en smule teknisk og kedeligt. Ikke desto mindre er det her, vi finder en vigtig del af forklaringen på, at udsigten til en vicepræsident Walz har fået konservative kommentatorer og bekymrede milliardærer til at støve det farlige K-ord af. Walz kan træde ind i Det Hvide Hus med en effektiv lokalpolitisk formel, der hurtigt kan brede sig til resten af landet.

Philipp Schröder er dog i tvivl om, hvorvidt ’Minnesota-formlen’ for beskatning vil blive rullet ud på landsplan.

”Det vil nok snarere være sådan, at man vil skubbe på for at styrke internationale aftaler om beskatning. Vi har ofte en forestilling om USA som et meget homogent indre marked, men der er store forskelle på de enkelte delstater, og det vil blive svært at pille ved”, siger Schröder.

Med Tim Walz følger også en række andre ”radikale” Minnesota-Demokrater, som formentlig vil få større indflydelse på den politiske kurs i Washington DC. Det gælder ikke mindst hans tætte allierede Keith Ellison, der i 2020 blev udpeget af Walz til at være særanklager i retssagen mod politibetjenten Derek Chauvin. Det var Chauvin, som i 2020 kvalte George Floyd i Minneapolis og kickstartede Black Lives Matter-bevægelsen.

Den Bernie Sanders-støttede Ellison tabte i 2017 snævert formandsposten i det centrale partiorgan Democratic National Comittee (DNC) til Hillary Clintons favorit Tom Perez, men kan med Walz i Det Hvide Hus igen komme tættere på magten i partiet.

Selv om Walz vil blive en toneangivende politiker i tilfælde af en sejr til Demokraterne ved valget i november, skal man ifølge Jørn Brøndal huske på, at han trods alt kun vil blive vicepræsident.

”Lige nu er både Walz og [Republikanernes vicepræsidentkandidat] J.D. Vance meget i fokus, men han vil ikke komme til at spille en lige så afgørende rolle efter valget. Han er først og fremmest valgt, fordi han appellerer til et segment i befolkningen, som Harris gerne vil nå. Han er amerikansk fodbold-træner og går gerne i træsko. På den måde supplerer han Harris’ storby-profil godt.”

Kamalas kommunistiske priskontrol

”Der har aldrig været en kampagne som deres. De ville gøre landet kommunistisk øjeblikkeligt, hvis ikke hurtigere. Ingen sikkerhed. Ikke noget som helst. Han er også glad for transkønnede.”

Ovenstående ordsalat fra Donald Trump afføder som sædvanlig flere spørgsmål end svar. Kan noget finde sted hurtigere end øjeblikkeligt? Og hvad har transkønnethed at gøre med kommunisme? Men selv om eks-præsidentens vrøvl næppe har til hensigt at give mening, har Trumps kritik alligevel vundet genklang i brede dele af den amerikanske mainstream-presse. Særligt Harris-kampagnens forslag om priskontrol med fødevarer er blevet kritiseret.

”Hvis din modstander kalder dig for kommunist, skal du måske ikke fremlægge en økonomisk plan, der kan beskrives som statslig prisregulering”, skrev Catherine Rampbell for nyligt i Washington Post (der i øvrigt ejes af Jeff Bezos, verdens næstrigeste mand).

Harris’ forslag om priskontrol skal tages med et gran salt. Det er snarere en overordnet vision om at tøjle ublu profitter end en egentlig handlingsplan. Som New York Times’ Jim Tankersley konstaterede i en analyse af valgprogrammet, bliver der hverken fremlagt konkrete detaljer eller peget på, hvilke virksomheder der tager ågerpriser.

”Man kan måske forestille sig prisloft på enkelte varer i særlige situationer. Men grundlæggende er priskontrol en dårlig idé. Det skævvrider udbud og efterspørgsel og kan resultere i rationering”, siger Philipp Schröder.

Netop et sådant mentalt billede – lange brødkøer á la DDR eller Sovjetunionen – er dét, Trump gerne vil forbinde med Harris’ økonomiske politik. Professor Jørn Brøndal mener imidlertid ikke, at diskussionen tager højde for hendes aktuelle politiske ståsted.

”Det interessante ved Kamala Harris er, at hun i virkeligheden er gået fra en mere venstreorienteret platform som senator, til at bevæge sig ind mod midten. Det var en bevægelse, der allerede startede, da hun stillede op til præsidentvalget i 2020”, siger Jørn Brøndal. Han peger særligt på tre områder, hvor Harris er blevet mere midtsøgende, og altså må siges at være temmelig langt fra det kommunistiske manifest:

”Hun har droppet sit tidligere krav om Medicare for All (et offentligt sundhedsvæsen, red.), og har også rykket sig ind mod midten, hvad angår mere grænsekontrol. Endelig har hun opgivet sin tidligere modstand mod fracking; udvindingen af skifergas, der ifølge klimaeksperter er blandt de mest skadelige former for fossil udvinding.”

Den danske USA-ekspert mener på den måde, at Harris’ politiske udvikling følger Joe Bidens:

”Kigger man på Inflation Reduction Act (IRA), den store lovpakke, som Biden forsøgte at få gennemført, var der oprindeligt tale om en meget mere ambitiøs velfærdsplan. Men den endte med at blive fortyndet en hel del, og fik et mere snævert fokus på klimahandling.”

Også en række andre forslag fra Harris-kampagnen kan betegnes som solidt socialdemokratiske tiltag. Disse inkluderer en vision om at sætte et $2000 loft på, hvor meget en amerikaner årligt skal betale for medicin, samt et skattefradrag på $6000 til nybagte forældre. Der er immervæk et stykke vej til fx gratis medicin eller 9 måneders betalt barselsorlov.

Rendyrket marxisme?

Fra et europæisk venstreorienteret perspektiv, er der afgjort tegn på, at en Harris-Walz administration vil stå for en mere progressiv agenda.

Både Walz’ politiske CV i Minnesota, kampagnens udmeldinger om abortlovgivning og et opgør med ublu profitter, samt valget af Walz over mere konservative demokrater som Arizona-senator Mark Kelly og Pennsylvania-guvernør Josh Shapiro, kridter banen skarpere op inden valget i november.

Den potentielle regerings dagsorden står således både i kontrast til Trump / Vance-kampagnens Project 2025-inspirerede program – men også en smule til Biden og Harris’ mere liberalt-centristiske kurs i denne præsidentperiode.

Med Harris og Walz er der måske udsigt til en mere socialdemokratisk kurs, hvilket på sigt kan bane vejen for yderligere progressive krav fra venstre. At kalde det kommunisme handler derimod om valgstrategisk spin mere end noget andet, fortæller Jørn Brøndal:

”Det er mest af alt et udtryk for, at den amerikanske debat hen over midten er brudt sammen.”