Tyskland: Buschauffører og klimaaktivister strejker sammen

Offentlige transportarbejdere i hele Tyskland har lavet et nybrud ved at koordinere vores regionale overenskomster. Overenskomsterne er næsten alle sammen – over hele landet – udløbet i løbet af de seneste fire måneder. Under kampen for de nye overenskomster har vi lukket bussystemet ned med strejker i 57 byer.

For at øge presset har vi gjort noget helt nyt. Nyt for vores fagforening og for Tyskland: Vi har dannet en alliance mellem lokale transportarbejdere og klimaaktivister, inklusive de elever, der har stået i spidsen for massive skolestrejker.

De ødelæggende virkninger af klimaændringer ryster allerede Tyskland: Store hedebølger, oversvømmelser og vandmangel. En voksende bevægelse, der kræver klimaindsats, har gjort store fremskridt. Vores energi- og industrisektor har næsten halveret deres klimaforurening i løbet af de sidste 30 år. Men med hensyn til transport – vores tredjestørste kilde til udledninger – har vi næsten ikke gjort nogen fremskridt.

For at stoppe klimaforandringerne har vi brug for flere busser på vejene. Vi er ved at opbygge en bevægelse for at fordoble antallet af busforbindelser. Efter tre årtier med nedskæringer og privatisering har vi brug for større statslig finansiering.

Jobbet som buschauffør er så hårdt, at de fleste selskaber oplever stor mangel på arbejdskraft. For at bekæmpe klimapåvirkningen, bliver vi også nødt til at hæve bunden og forbedre lønninger, pauser og tidsplaner – hvilket gør chaufførjobs til job, som er gode nok til at tiltrække arbejderne og fastholde dem.

Busser løser klimakrisen

Ved at strejke ville vi sikre, at politikere og medier ikke kunne ignorere os. Men vi vidste, at strejker ikke ville skabe meget økonomisk pres, da vores arbejdsgivere er afhængige af offentlige midler. Vi havde brug for den offentlige mening og folkelige bevægelser på vores side.

I 2019 havde aktivister fra Fridays for Future – en ungdomsorganisation, der har ledet ugentlige skolestrejker – henvendt sig til vores fagforening med en idé til fælles handling. Mange fagforeningsorganisatorer syntes, at alliancen var en god idé og foreslog den til medlemmerne, så de kunne diskutere og tage stilling til det. Vi var ikke i stand til at implementere hele kampagnen ved vores første forsøg i 2020 på grund af corona-pandemien. Men vi var i stand til at bygge videre på alliancen.

På lokale strategimøder rundt om i landet besluttede medlemmerne at give den nye koalition en chance. Klimaaktivister og transportarbejdere alliancen stiftede sammen alliancen #WirFahrenZusammen (“Vi kører sammen”), der opfordrer til bedre arbejdsforhold og udvidelse af offentlig transport som to nøgler til at opfylde Tysklands klimamål.

Vi kører sammen

Landsdækkende alliancer kan være hule – de skal fyldes med liv ude i lokalområderne. I begyndelsen havde transportarbejdere ofte mistillid til klimaaktivisterne. Nogle få forlod endda fagforeningen i protest. Nogle så klimaaktivister som irriterende, privilegerede cyklister, der tilsidesatte færdselsreglerne. Nogle klimademonstranter havde brugt vejspærringer som en taktik, hvilket forsinkede busser og gjorde arbejdet sværere.

Så organisatorerne måtte lægge mange kræfter i at arrangere møder, hvor fagforeningsmedlemmer og klimaaktivister sammen diskuterede kampagneplaner. Unge klimaaktivister, de fleste kvinder, sluttede sig til ældre buschauffører for at køre med et helt skift og høre om jobbet. Andre besøgte busterminalerne og lyttede til arbejderne i hver afdeling.

Fra den globale klimahandlingsdag i september sidste år organiserede vi en offentlig underskriftsindsamling fra passagerer og andre folk, der støttede fagforeningens krav om bedre arbejdsforhold, sammen med det politiske krav om at tilføje 100 milliarder euro til statslig finansiering af lokal transport inden 2030.

Da aktivister indsamlede tusindvis af underskrifter, så flere fagforeningsmedlemmer værdien af ​​alliancen. I marts havde 200.000 mennesker skrevet under. Folk kunne også tilmelde sig for at blive inviteret til det næste lokale møde eller aktion.

Kaffe og kage

Da aktivisterne og arbejderne begyndte at stole på hinanden, blev vores møder og demonstrationer mere levende. De unge aktivister introducerede kreative taktikker: de konfronterede politikere ved talkshows og på deres kontorer. De introducerede interaktive elementer ved møder eller demonstrationer, som f.eks. at markere de farlige steder i byen for cykler, fodgængere og buschauffører på et kort. I stedet for blot at stå ved busterminalernes porte marcherede de strejkende gennem snesevis af byer.

Klimaaktivister medbragte deres erfaringer fra Fridays for Future og deres netværk, men endnu mere hjalp deres oprigtige nysgerrighed efter at lære af arbejdere og også deres vilje til at tilpasse sig og stå i baggrunden, når det var nødvendigt.

Arbejderne begyndte at invitere aktivisterne til at deltage i fagforeningsmøder og tale ved sammenkomster. Vi byggede fælles udvalg til at træffe beslutning om kampagnehandlingsplaner. Alle kunne bidrage, men arbejderne havde det sidste ord.

Gradvist opbyggede arbejdere og klimaaktivister personlige bånd. Selv tvivlsomme arbejdere var imponerede, da aktivister dukkede op til blokaderne med kaffe og kage kl. 3 om natten og blev stående i blokaden i otte stive timer.

Vi er stadig i forhandlinger, men vi har allerede haft én stor sejr: mennesker og bevægelser som normalt ikke mødes, arbejder nu sammen.

Studenteraktivister har nu bedre forståelse for transportarbejdere og deres liv. De lærte, hvordan man slutter sig til mennesker med en anderledes baggrund, og de var vidne til strejkens kraft.

Busarbejdere har fået lige så meget. Vi lærte kreative nye taktikker, vores møder og strejker blev mere livlige, og vi følte endelig en vis anerkendelse for vores vigtige job.

Det ville være for meget at sige, at alle arbejderne nu er klimaaktivister. Men vi har et nyt perspektiv: at køre bus er et klimajob, der er værd at kæmpe for, og vi skal ikke kæmpe alene.

Teksten er oprindeligt udgivet på https://labornotes.org/ mandag 8.april 2024. Teksten er oversat og bearbejdet af Jakob Mathiassen.