Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
9. september. 2021

Debat: Udflytning af uddannelser er en katastrofe, der nu begynder at tage form

1.273 færre studiepladser i Storkøbenhavn hvert år og 130-200 millioner kr. i tabte indtægter til Københavns Universitet. Torsdag kom de første konkrete meldinger om, hvordan regeringens udflytning af uddannelser kommer til at se ud i praksis. De bekræfter foreløbigt alle kritikernes bange anelser.

Der er brug for flere investeringer i uddannelse. Derfor rammer regeringens udspil skævt, og konsekvenserne begynder at vise sig nu, skriver Niklas Zenius Jespersen. Foto: Klaus Berdiin Jensen

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Efter næsten alle Folketingets partier, inklusive SF og Enhedslisten, tilbage i juni indgik forlig om udflytningen af videregående uddannelser, skrev jeg på Solidaritet en kritik af venstrefløjens støtte til aftalen og forudså, at efterhånden som aftalen skulle implementeres, ville forringelserne blive tydelige og konkrete og at det ville stille venstrefløjen over for valget mellem at forsvare forringelser og forråde fagbevægelsen og studenterbevægelsen eller bryde med aftalen.

“Planerne står i skærende kontrast til den forbedring af aftalen, som SF og Enhedslistens påstod at havde fået igennem tilbage i juni.”

Jeg var ikke alene om at forudse, at aftalen ville betyde massive forringelser, eller alene med at kritisere tomheden i politikernes, inklusive Enhedslistens folketingsgruppes, påstande om – at “aftalen var fuldt finansieret”, og “at der ikke er tale om tvang”. Tværtimod.

Næsten samtlige fagforeninger for arbejdere med lange og mellemlange videregående uddannelser og fagforeningerne for de ansatte på uddannelsesstederne, samt studenterorganisationerne og ledelserne for de videregående uddannelser kritiserede aftalen i hårde vendinger, pointerede at aftalen fortsat baserede sig på tvang og råbte op om en massiv underfinansiering.

Torsdag 2.9. kom så de første meldinger fra Københavns Universitet om, hvordan aftalen konkret skal udføres i virkeligheden – og de bekræfter foreløbig alle kritikernes forudsigelser. Således har Københavns Universitet fået besked fra Uddannelses- og Forskningsministeriet om, at man frem mod 2030 skal reducere det årlige optag på uddannelser i Storkøbenhavn med 1.273 studerende. Det vil over tid betyde  op til 6.000 færre studerende i alt på universitetet i København fordelt ud på de forskellige årgange.

Udflytningerne skal tvinges igennem

Det står i skærende kontrast til den forbedring af aftalen, som SF og Enhedslisten påstod at have fået igennem tilbage i juni om, at man ikke længere blev tvunget til at udflytte eller nedlægge 10% af studiepladserne, men at der blot var en ”målsætning” om at udflytte 5-10%. Men faktum er, at den nye melding viser, at Københavns Universitet er blevet tvunget til at reducere optaget med netop 10%! Beskeden er klar: Enten flytter man uddannelserne ud af Storkøbenhavn, eller også nedlægger man dem. Tvangen kunne ikke være mere tydelig.

Til det har rektoratet på Københavns Universitet meldt ud, at “det er dyrt at etablere undervisningslokaler og laboratorier. Det bliver svært at lokke undervisere væk fra forskningsmiljøet i København. Og de studerende har ofte studiejobs og praksisforløb i hovedstaden. Derfor skal KU nu primært drøfte principper for at skrue ned for optaget eller lukke hele uddannelser.”

Undtagelserne hertil er, at man vil forsøge at udvide medicinstudiet i Køge og oprette en dyrlægeuddannelse i Foulum, men det er netop to tiltag, som man direkte er tvunget til ifølge Folketingets aftale med regeringen. Med disse undtagelser er den generelle melding altså, at man primært reducerer antallet af studiepladser og lukker uddannelser.

Et større medicinstudie i Køge, der skal udbygges til et universitetshospital, er på tegnebrættet i den nye plan. Resten af hovedstadsområdet ser dog ud til gå kraftige forringelser af uddannelsesområdet i møde. Foto: Region Sjælland

Massiv underfinansiering gør udflytninger usandsynlige

Der er intet overraskende i meldingen om, at man hellere vil lukke uddannelser og studiepladser end at flytte dem ud. Alle, der arbejder med økonomi og politik ude på institutionerne, ved – at udflytningsaftalen er massivt underfinansieret og på alle punkter fuldkommen urealistisk. Et eksempel til at illustrere omfanget af underfinansieringen ser man hos universitetsdirektøren for Syddansk Universitet. Han anslår, at det vil kræve et taxameterløft – altså et løft af de penge, uddannelsen får per studerende – på 45-50 %, hvis ikke universitetet skal tabe penge på at flytte en studieplads fra Odense til en mindre by. Syddansk er samtidig det universitet, som har størst erfaring med udflytning til andre byer. Men udflytningsaftalen hæver blot det regionale taxameter med sølle 7 %.

Ligeledes undervurderer aftalen voldsomt, hvor dyrt det er at bygge de nødvendige faciliteter til uddannelse og forskning. Således afsættes der i folketingspartiernes aftale 200 millioner til anlægsudgifter for oprettelsen af en dyrlægeuddannelse i Foulum – men til sammenligning er den igangværende flytning af dyrlægeuddannelsen på Oslo Universitet endt med at koste Norge 5,8 milliarder danske kroner. Selvom antallet af studiepladser, man vil flytte i Danmark, er 10 gange mindre, er det tvivlsomt, at flytteudgifterne i Danmark skulle kunne blive 29 gange mindre end i Norge, særligt fordi mange af udgifterne ikke bliver tilsvarende mindre. En dyr maskine bliver ikke billigere, blot fordi færre studerende og ansatte skal bruge den.

Konklusionen ender altså med at være, at det vil føre til større økonomiske problemer, og dermed flere fyringer og flere uddannelseslukninger, hvis de videregående uddannelser i stor stil forsøger at flytte studiepladserne ud, i stedet for “bare” at lukke dem.

Udflytningsaftalen genopliver de årlige nedskæringer

Det er langt fra omkostningsfrit at lukke studiepladser ned. For det første betyder det, at der hvert år kommer til at blive uddannet op til 1200 færre unge i Storkøbenhavn. I realiteten vil endnu flere i København blive holdt ude af uddannelsessystemet, når også Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School og professionshøjskolerne i Storkøbenhavn skal lukke studiepladser.

Udflytningsreformen kort

– Regeringen har sammen med størstedelen af Folketinget indgået aftale om udflytning af uddannelser. I Tættere på – Flere uddannelser og stærke lokalsamfund er det blandt andet ambitionen at oprette 1000 nye studiepladser på velfærdsuddannelserne i en række byer i provinsen.

– Mindre byer som Hillerød og Svendborg får en læreruddannelse, mens Esbjerg får en jurauddannelse. Samlet skal der oprettes 25 nye uddannelsesudbud i hele Danmark inden 2025.

– Til gengæld bliver optaget begrænset på de videregående uddannelser i de fire store studiebyer: København, Aarhus, Odense og Aalborg. Samlet set bliver 10 % af studiepladserne i de fire store byer skåret væk, mens regeringen har overladt det til universiteterne selv at afgøre, hvor der skal skæres. Også Roskilde Universitet (RUC) skal efter planen flytte uddannelser.

Kilde: Undervisningsministeriet

+

Det går ud over de unge, der ikke får en uddannelse, og det går ud over resten af samfundet, når der bliver færre forskere, læger, lærere og pædagoger, eller folk der kan arbejde med klimaløsninger og velfærd. For det andet finansieres uddannelser i Danmark primært ved, at uddannelsesinstitutionen får penge per studerende, der består en eksamen hvert halve år. Når Københavns Universitet mister op mod 1.276 studerende hvert år, og med tiden op til 6.000 studerende, mister man altså de penge, man fik for de op til 6.000 beståede eksamener.

Københavns Universitet har regnet ud, at det vil betyde et fald på 130-200 millioner kroner i indtægter fra staten til at drive uddannelse og forskning for. Hertil kommer en alvorlig fare for, at byggerier og flytteomkostninger relateret til udflytningen af dele af dyrlægestudiet og medicin kommer til at gå langt over det anlægsbudget som folketingspartierne blev enige om og at mange millioner, i værste fald milliarder, vil skulle overføres fra uddannelse og forskning i Storkøbenhavn til at betale for ekstraudgifterne til nogle få studiepladser i Køge og Foulum.

For at illustrere, hvor omfattende en nedskæring der er tale om, vil alene tabet af indtægter på grund af nedlagte studiepladser svare til 3-5 år af de årlige nedskæringer, som Fogh og Løkkes Venstre-Konservative regeringer gennemførte gennem omprioriteringsbidraget – der med et mindre pænt ord også kaldes for grønthøster-besparelserne. Det sker vel at mærke uden at have medregnet konsekvensen af de øgede, ufinansierede udgifter til byggeri, samt den højere driftsomkostning ved at have små, isolerede uddannelser. Med aftalen er vi vendt tilbage til den konstante række af massive nedskæringer og forringelser, som har ramt uddannelsessystemet gennem årtier og blot midlertidigt blev sat på pause under de første to år med den nuværende regering. Det eneste der er forandret er, at venstrefløjen nu stemmer ivrigt for de forringelser, man tidligere protesterede imod.

Herfra bliver det kun værre

I skrivende stund mangler vi stadig at se mere konkrete udmeldinger om de andre videregående uddannelser, men der er ingen grund til at tro, at scenariet vil være grundlæggende anderledes for dem. Tværtimod er det sandsynligt, problemerne kun kommer til at vokse, når vi kommer længere med udrulningen af aftalen i praksis.

“Med aftalen er vi vendt tilbage til den konstante række af massive nedskæringer. Den eneste forskel er, at venstrefløjen nu stemmer ivrigt for de forringelser, man tidligere protesterede imod.”

Det er derfor også blot et spørgsmål om tid, før vi kommer til at se nye protester blandt ansatte og studerende mod forringelser. Som jeg skrev i juni, stiller dette SF og Enhedslisten overfor et dilemma: ”Vil man støtte kampen imod forringelser og bryde med aftalen? Eller vil man svigte de bevægelser og den kamp for velfærd, som man blev sat i verden for at repræsentere?”

Forringelserne er begyndt at blive konkrete. Det er på tide, at venstrefløjen i Folketinget indrømmer, at forliget var en fejl – og bryder med aftalen. Kun således kan vi støtte fagbevægelsen samt elev- og studenterbevægelsen, og hjælpe med at opbygge en protestbevægelse, der kan lægge aftalen i graven. Der er ikke brug for nedskæringer, men derimod investeringer i bedre og flere uddannelser – i hele landet!


Om skribenten

Niklas Zenius Jespersen

Niklas Zenius Jespersen

Medlem af Enhedslisten Nordvest og Foreningen Socialisten. Vicepræsident for Historisk Fagråd ved Københavns Universitet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER