Uffe Elbæk: Get used to it, Dansk Folkeparti!

---

Er det overhovedet okay, at give den her klumme en engelsk overskrift? Burde jeg ikke hellere have skrevet: ”Du kan lige så godt vænne dig til det”? For vi er jo i Danmark, og her taler vi dansk! Så meget er selv jeg blevet påvirket af over 20 års småborgerlig, nationalkonservativ identitetspolitik.

---

Af Uffe Elbæk, grøn uafhængig MF

Det, der i starten var en ret smal identitetspolitisk dagsorden for Dansk Folkeparti, har år efter år ædt sig ind i den politiske selvforståelse i alle Folketingets partier; lige med undtagelse af Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og måske SF – på en god dag.

Natasja og Nyrup

I starten var der kampen om flaget og danskheden, som rigtig mange af os synes, at DF havde kidnappet uden at spørge os andre om lov. Men vi havde da heldigvis stadig Natasja og Nyrups analyse af DF at samles om.

Men som årene gik, begyndte ord og sætninger som ”kærlighed til fædrelandet”, ”patriot” og ”vores drenge” – som synonym for Danmarks udsendte soldater – at blive normen både på og uden for Christiansborg. Og ordene, og det verdensbillede de dannede, fik helt fysisk form. Tag bare min tantes vægtæppe – ja, det er min tante Berit Hjelholt, der har vævet det vægtæppe, som hang bag talerstolen i Folketingssalen – og som blev pillet ned, for at der kunne blive hængt et stort Dannebrogsflag op i stedet. Tæppet bærer titlen ”Som en rejselysten flåde”, men udlængsel og rejselyst er der åbenbart ikke længere plads til i dagens Danmarks benovelse over egen navle.

Inden vi nåede dertil, skulle vi også lige igennem et opgør med meningsdannere og eksperter. Og i 2009 begyndte vi såmænd også at højtideligholde en officiel flagdag for Danmarks udsendte med en større militærparade foran Christiansborg samt efterfølgende reception.

Derfra var hoppet ikke langt til, at hvis man ikke i hjertet elsker Danmark – og for øvrigt er kristen – så er man ikke rigtig dansk. Uanset om man er født i Danmark eller ej. Så stærk har den nationalkonservative identitetspolitiske dagsorden været, at den ikke bare har forandret vores sprog, vores begreber og nationale selvforståelse, den har også skabt en folkelig ængstelse og frygt over for alt, der kommer udefra.

Og den frygt er blevet til en meget uklædelig kollektiv nærighed: De – flygtningene, polakkerne, rumænerne, ja, østeuropæerne i samlet flok plus afrikanerne, selvfølgelig, skal sgu ikke komme her og tage vores velfærd. I EU har Mette Frederiksen tå-krummende pinligt slået følgeskab med et par ligesindede for at kunne få mere for mindre, i stedet for solidarisk (og økonomisk set langt fornuftigere) at vise sig villig til at gøre sit for at løse vores fælles problemer. Hun er endda stolt af det. Det er der, vi er endt. Det er sådan, vi er blevet. Vi har nok i os selv og vores grænsebomme.

Kan-det-betale-sig-tidsånd

Denne indadvendte, tilbageskuende kan-det-betale-sig-tidsånd fik krop og stemme gennem et helt lille kompagni af småborgerlige, unge klummeskribenter. I starten var det mest mænd, men kvinderne er i den grad kommet efter det. De producerede den ene nationalkonservative klumme efter den anden, som Jyllandsposten, Berlingske og Weekendavisen beredvilligt lagde spalteplads til. Selv Danmarks Radio blev bange for sin egen røde skygge og blev mester i at gå på politiske æggeskaller. Der skulle jo være balance i debatten, som det blev formuleret, når endnu en nedladende højreradikal blev tilbudt taletid over for nogen, der rent faktisk vidste, hvad de talte om.

I perioder har det næsten virket som om Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst og Suzanne Brøgger var ”last man and women standing” mod denne tsunami af ironiske, mavesure, livstrætte nyborgerlige klummeskribenter. Listen over, hvad de ikke kunne udstå, er lang som et ondt år. Lad os bare tage nogle af yndlings-hadeobjekterne: Det startede vist med café latte-kulturradikale-radikale, som så senere blev til halal-hippierne. Men det er så lang tid siden, at ingen rigtig længere kan huske det. Så var det begrebet ’det multikulturelle Danmark’. Lige derefter opgøret med islam, muslimer og alt, der kom fra Mellemøsten. Ud røg religionsfriheden, og ind kom retten – nej pligten – til frikadeller i børnehaverne. Og under det hele løb en mørk understrøm af frustration og vrede mod EU, Bruxelles og endnu engang ”eksperterne”.

Hvis man løb tør for eksperter eller kulturradikale meningsdannere, var der jo altid københavneriet, man kunne hetze imod. Ikke mindst dem der boede på Nørrebro (alle BZ’erne og muslimerne) og Østerbro (alle DJØF’erne). Senere blev det geografiske københavner-hade-kort udvidet med dem, der bor på Vesterbro, Værnedamsvej og omegn (så kom hipsterne også med).

Fædrelandselskende eller landsforrædere

Det hele koreograferet og afstemt efter en fortæller-logik og dynamik, som lettest opsummeres: Folket mod eliten. Hvem folket så var, svingede lidt fra sag til sag. Og det samme med eliten. Men slutresultatet var og er det samme: Den danske befolkning blev delt op i fårene og bukkene. Mellem strammerne og slapperne. Mellem by og land. Mellem fædrelandselskende og landsforrædere. Mellem kristne og alle andre religioner. Kort sagt: Mellem de rigtige og de forkerte.

Mere end tyve års identitetspolitik har været en ubetinget bragende succes, set fra en højreradikal, nyborgerlig position. Aldrig har Danmark været mere indadvendt, konservativt, småborgerligt, uendeligt ugenerøst og intellektuelt uinteressant. I hvert fald, hvis du spørger mig.

Redde det eneste hjem vi har: Jorden

Og midt i denne identitetspolitiske sejr – for det må man give dem; alle vores tids Pia Kjærsgaard, Martin Henriksen, Pernille Vermund og Rasmus Paludan’er – så er det den samme politiske holdopstilling, der lige nu råber demokratisk vagt i gevær, når unge studerende på universitetet ønsker en mere rummelig og neutral sprogpolitik, når feminister ønsker reel ligestilling, når ”Black Lives Matter”-aktivister taler om strukturel racisme, når LGBTQ-talspersoner ønsker respekt og opbakning til vores trans-borgere, eller når klimaaktivister vil have kødproduktionen ned, for at redde det eneste hjem vi har: Jorden. Nu er identitetspolitikken lige pludselig udemokratisk, en trussel mod ytringsfriheden og et angreb på vores danske kultur og livsform.

DF: Magtpolitisk omdrejningspunkt for al politik gennem de seneste 20 år

Endnu engang har det småborgerlige og højreradikale Danmark formået at vende virkeligheden totalt på hovedet. Og det er ikke første gang. For det er en til en det, som Pia Kjærsgaard og DF har gjort før. Tag blot fortællingen om, at DF er den lille mands stemme – det er for øvrigt altid en mand – der går op imod den kulturradikale overmagt. Og åh, det er så hårdt at være DF, fordi de hele tiden skal tage denne kamp helt alene. Og medierne æder stadig fortællingen råt, eller de udfordrer den i hvert fald ikke. For hvad er sandheden? At DF suverænt har været det magtpolitiske omdrejningspunkt for al politik gennem de sidste tyve år. Det er en mageløs og stærkt manipulerende, politisk præstation.

“Mere end tyve års identitetspolitik har været en ubetinget bragende succes, set fra en højreradikal, nyborgerlig position. Aldrig har Danmark været mere indadvendt, konservativt, småborgerligt, uendeligt ugenerøst og intellektuelt uinteressant“

Og nu sker det så igen: De stemmer, der har været de mest identitetspolitiske definerende gennem tyve år, føler sig nu truet, ja ligefrem undertrykt, af det nye identitetspolitiske sammensurium af farvede borgere, feminister, trans-personer, klima-aktivister og storby-kosmopolitter. Igen skal vi åbenbart have ondt af dem, der har magten og privilegierne – både politisk, økonomisk og kulturelt.

Men måske har det småborgerlige og højreradikale Danmark denne gang faktisk noget at have deres frygt i. For måske har deres nostalgiske verdensbillede endelig ramt virkelighedsmuren. Fordi deres kræft-økonomi og nationalstats-tænkning ikke længere giver seriøse svar på de globale udfordringer, vi står overfor. Uanset om vi taler om klima-krise, immigrations-problemer, den globale økonomiske ulighed eller masseovervågning, blot for at nævne nogle få grænseoverskridende problemer.

Tiden rinder ud for det småborgerlige Danmark og den yderste højrefløj

Måske begynder det småborgerlige Danmark og ikke mindst den yderste højrefløj at fornemme, at deres tid er ved at rinde ud. Også selvom de lige nu står stærkt rigtig mange steder – tag bare Rusland, Polen, Ungarn, USA og Brasilien. For ikke at glemme Kina, som er en case i sig selv.

Og så er vi fremme ved denne klummes overskrift. For det er sådan, jeg har det: Get used to it!

Det siger jeg til alle jer, der gennem de seneste mere end 20 år har været dagsordenssættende i Danmark, både jer på Christiansborg og jer udenfor. Verden er mangfoldig. Danmark er mangfoldigt. I kan lige så godt vænne jer til det. Ligesom I lige så godt kan vænne jer til, at kræft-økonomiens tid er over. Og det samme er den nostalgiske nationalstatstænkning.

For de problemer, vi sammen skal løse, kan vi kun løse i fællesskab. Og i det fællesskab skal der være plads til os alle sammen.

Og når vi nu er ved det, så drop al jeres snak om fædrelandskærlighed, national stolthed, patriotisme, flaget og ”vores drenge”. Eller snak i det mindste for jer selv. For det er ikke min virkelighed. Og det bliver det aldrig.

Fremtiden er grøn, demokratisk og kulturelt mangfoldig

Jeg holder af det sted, jeg bor, jeg holder af det samfund, der stadig prioriterer gratis sundhed til alle, uddannelse til vores unge og omsorg for vores ældre. Jeg holder af menneskerettighederne, personlig frihed og af oplyste og kritisk tænkende borgere. Jeg holder af det europæiske samarbejde og international solidaritet. Jeg holder af ordentlige fødevarer, ren luft og rent vand, jeg holder af, at vi holder hånden under dem, der har det svært – også dem på den anden side af Middelhavet. Og jeg holder også af – tro det eller lad være – public service og endda af svenskerne. Og sådan kunne jeg blive ved. For fremtiden er kulturelt mangfoldig. Fremtiden er grøn og demokratisk.

Til gengæld er jeg så umådeligt, umådeligt meget færdig med bitre, nævenyttige, småborgerlige redaktører og klummeskribenter og deres halehæng af nationalkonservative, højrefløjs-politikeres syn på og frygt for det mangfoldige liv, der er lige uden for min gadedør. For det er mit liv. Og bare fordi I ikke kan forstå det, betyder det ikke, at det er farligt eller forkert. Så helt ærligt: Get used to it!  

---