Uffe Elbæk: Never waste a good crisis

De svimlende summer, der er blevet brugt på hjælpepakker de seneste to måneder, sætter tingene i perspektiv: Da Alternativet stillede forslag om at bruge bare en fjerdedel af beløbet, blev det sablet ned som useriøst. Det er nu, der skal stilles grønne krav til virksomhederne, skriver Uffe Elbæk.

Af Uffe Elbæk

Ved Folketingets førstebehandling af den økonomiske nødpakke til rejsegarantifonden stod jeg i et interessant – og svært – politisk dilemma. På den ene side var der gode argumenter for, at vi som fællesskab lagde et økonomisk sikkerhedsnet under turist- og rejsebranchen, som er en af de brancher, der er mest berørt af corona-krisen. På den anden side vil den selvsamme økonomiske nødpakke være med til at forlænge livet for forretningsmodeller og –praksisser – der burde tilhøre fortiden og ikke fremtiden. Fra forurenende cruiseskibe til fossildrevne flyselskaber.

Det sagde jeg selvfølgelig i mit indlæg fra talerstolen, selvom jeg alligevel endte med at stemme for nødpakken ved tredjebehandlingen. Det gjorde jeg med tanke på de mange konkrete arbejdspladser og menneskers hverdag, der pludseligt er blevet kastet ud i enorm økonomisk og social usikkerhed. Men jeg indrømmer gerne, at det ikke var et rent ja, jeg gav, da jeg trykkede på afstemningsknappen i Folketingssalen forleden.  

Og sådan har det været et hav af gange undervejs i vores behandling af de mange hastelove og nødpakker. Denne fornemmelse af, at regeringen og ikke mindst den progressive venstrefløj er blevet taget totalt med de ideologiske bukser nede. At der ikke har været nogen form for sammenhængende strategi for, hvordan vi skulle bruge den akut opstående, globale krise, til at rykke Danmark i en mere grøn, retfærdig og demokratisk retning.

Endnu et eksempel: Da vi ydede akut økonomisk støtte til SAS, skete det uden nogen form for grønne krav. I Frankrig og Østrig derimod, stillede regeringerne klare krav til deres respektive flyselskaber: Hvis de skulle have støtte fra fællesskabet, skulle de også yde noget til gengæld. Eksempelvis skulle Air France droppe en række indenrigsflyruter samtidig med, at de skulle formulere og beslutte en strategi for, hvordan de inden for en årrække kunne blive det mest grønne flyselskab i verden.

Hvorfor gjorde vi ikke det samme i Danmark?

Gennem de seneste to måneder har vi bevilget i omegnen af 300 milliarder i økonomiske nødpakker og relaterede tiltag. Et næsten surrealistisk højt beløb, når man tager højde for den normale økonomiske logik på Christiansborg. Jeg husker stadig, da jeg i sin tid som politisk leder af Alternativet fremlagde vores regeringsprogram i 2018, hvor vi foreslog at vi brugte 80 milliarder over fire år til at kickstarte en seriøs grøn omstilling af Danmark. Da vi gik ud med det forslag, blev det skudt ned fra alle sider. Og argumentet var såmænd, at det var fuldstændig useriøst at foreslå et så dyrt program. Det ville vores økonomi aldrig kunne bære. Aldrig. Heller ikke selvom det var over fire år.

“Naomi Klein beskrev i hendes bog ’Chokdoktrinen’ fra 2007, hvordan neoliberale regeringer rundt om i verden bevidst har brugt samfundsmæssige katastrofesituationer til at fremme deres politiske mål… hendes analyse er lige så relevant i dag som dengang.”

To år senere bevilger Folketinget uden at blinke 300 milliarder for at kunne holde Danmark socialt og økonomisk flydende under coronakrisen. Det er for tidligt at konkludere noget begavet, om regeringens lockdown-strategi var den rigtige, men det er ikke for tidligt at konkludere – at venstrefløjen har tabt en fantastisk gylden mulighed for at udnytte krisen til sætte en ambitiøs grøn og demokratisk retning for Danmark.

Selvfølgelig har der været udmeldinger fra centrum-venstre-partierne om, at genstarten af Danmark skal være grøn. Der er også blevet stillet krav om, at de virksomheder – der bruger nødpakkerne – ikke skal kunne udbetale overskud til deres aktionærer i år. Og senest har der været rejst berettiget kritik af, at en række virksomheder, der opererer fra skattely-lande, har fået hjælp fra nødpakkerne.

Men hverken regeringen eller støttepartierne er gået ud med forslag, der bare kommer i nærheden af det, den franske eller østrigske regering har gjort. Amerikanerne siger: Don’t waste a good crisis. Og det er der jo en sandhed i. Naomi Klein beskrev i hendes bog ’Chokdoktrinen’ fra 2007, hvordan neoliberale regeringer rundt om i verden bevidst har brugt samfundsmæssige katastrofesituationer til at fremme deres politiske mål. Fra privatiseringstiltag over demokrati-indskrænkninger til svækkelse af civilsamfundet og fagbevægelsen. Det dokumenterede hun eksemplarisk over bogens 667 sider. Og hendes analyse er lige så relevant i dag som dengang.

Invester i fremtiden

For højreradikale regeringer bruger også i dag coronakrisen til at styrke deres egen magtposition, fremme deres økonomiske interesser og lukke munden på en kritisk opposition. Fra Orbans dekret-lov i Ungarn, til Hong Kong hvor den kinesiske regering i ly af corona-krisen har arresteret 15 prominente profiler fra demokratibevægelsen. Så ingen tvivl om at højrefløjen arbejder ud fra ideen om ikke at lade en god krise gå til spilde. Men hvad med venstrefløjen? Hvorfor er vi taget totalt med de ideologiske bukser nede?

For det her ville da være den oplagte mulighed for at presse regeringen til at komme ud med forslag om – at demokratisere økonomien og stille grønne krav til virksomhederne. Bare lad os tage nogle oplagte eksempler: Selvfølgelig skulle regeringen have sagt til SAS, at hvis de skulle have del i nødpakkerne, skulle de kunne dokumentere en strategi for, hvordan de inden 2030 skulle være det mest grønne flyselskab på de oversøiske flyvninger og at de skulle indstille alle flyruter til destinationer, hvor man som borger kunne nå på under seks timer i tog (læs: luk alle indenrigsruter i Danmark).

Ligesom at man kunne stille krav til alle caféer, restauranter, frisører, tøjbutikker, købmænd, supermarkeder og apoteker om, at de skulle bruge corona-lukke-perioden til at omstille deres virksomheder til en ny grøn virkelighed. Så når de åbnede op igen, var alle led i deres forretningsplan blevet grønne. Hvis de ikke kunne dokumentere en sådan ændring i deres forretningsstrategi, ville vi som fællesskab ikke understøtte dem økonomisk. Ud fra logikken: Vi vil som fællesskab investere i fremtidens, ikke fortidens, virksomheder.

De samme krav kunne man stille til kulturlivet. Fra filmbranchen over musikfestivalerne til museernes cafeer: Hvis I skal have adgang til nødpakkerne, skal I bruge tiden under corona-krisen til at blive grønne. Ellers er I ikke berettiget til at få økonomisk hjælp af fællesskabet.

Det største sociale og økonomiske eksperiment nogensinde

Alle er vi med coronakrisen blevet kastet ud i et historisk eksperiment. Vi skal i dag arbejde på andre måder. Vi skal undervise og undervises på andre måder. Vi skal transportere os på nye måder. Vi skal handle på nye måder.

Det, vi oplever nu, er det største sociale og økonomiske eksperiment, vi nogen sinde i Danmark har deltaget i. Alles læringskurver er derfor nærmest lodrette. Og alle forsøger vi at løse de akutte problemstillinger, coronakrisen har skabt. Det gør vi på Christiansborg, det gør vores sundhedspersonale på intensivafdelingen på hospitalet, det gør lærerne og pædagogerne på vores daginstitutioner og kommuneskoler, ungdomsuddannelser og universiteter, og det gør vi hver især hjemme i vores egne hjem. Vi løser problemer som aldrig før. Sammen. Og mange af løsningerne rummer kimen til et mere grønt og demokratisk samfund.

“Vi har ikke været i nærheden af, at regeringen har brugt det sociale og økonomiske eksperiment, vi alle er en del af, til målrettet og visionært at skabe grundlaget for det næste Danmark – det grønne, retfærdige og demokratiske Danmark.”

Men det foregår ukoordineret og uambitiøst. Vi har ikke været i nærheden af, at regeringen har brugt det sociale og økonomiske eksperiment, vi alle er en del af, til målrettet og visionært at skabe grundlaget for det næste Danmark – det grønne, retfærdige og demokratiske Danmark.

Og forklaringen er givet meget menneskelig: At vi alle blev taget på sengen og nu forsøger så godt som muligt at løse de meget konkrete problemer, coronakrisen har udløst. Det er forståeligt. Men ikke godt nok.

For når højrefløjen har en så bevidst katastrofe-strategi liggende i skuffen, hvorfor har venstrefløjen det så ikke også? Er det, fordi vi ikke tænker langt og dybt nok? Er det, fordi vores politiske fantasi er gået under bordet af ren benovelse over at have fået adgang til regeringskontorerne?

Der er ellers nok steder at hente politiske ideer og forslag fra. Tag bare herhjemme fra den grønne studenterbevægelse, Extinction Rebellion eller Greenpeace. Eller hvad med udenlandske tænketanke som Compass i London eller Democracy Collaborative i Washington DC. Og jeg kunne blive ved. Der er ingen undskyldning for, at vi ikke får formuleret en progressiv grøn strategi for, hvordan vi bevidst bruger coronakrisen til at skabe det samfund, vi har fortjent.