Ukraines komplicerede fortid, nutid og fremtid

Ukraine har over de seneste 30 år fået massiv international bistand, der har støttet demokratiudvikling, men også privatiseringer, som har ført til kapitalkoncentration og oligark-vælde i både landbrug og industri. Vestlige donorer klager over mangel på god regeringsførelse – men har de selv aktivt arbejdet for at skabe reelle økonomiske fremskridt for flertallet af ukrainere?

Putin bruger hyppigt som argument for den russiske invasion, at Ukraine ikke er en nationalstat, ja, faktisk hører Rusland og Ukraine sammen. Er Putins mål at sørge for ’genforening’ – eller vil han blot have anerkendt Krim som en del af Rusland og Luhansk og Donetsk som autonome republikker i Ukraine? Eller har han endnu mere vidtgående erobringsplaner?

Ukraines ulykkelige fortid

Det er rigtigt, at Rusland og Ukraine har en fælles historie, men den har for ukrainerne – og her taler vi også nyere tid – især været ulykkelig. Jeg har tidligere skrevet om de forhold i Solidaritet. Den første artikel handler om, hvordan Ukraine erklærede sig uafhængigt og senere kæmpede for sin selvstændighed omkring Oktoberrevolutionen og Første Verdenskrigs afslutning. Det gjorde det bl.a. med udgangspunkt i Brest-Litovsk freden fra 1918, som adskilte Ukraine og Rusland, men som holdt i mindre end et år. Efter forskellige fraktionskampe blev Ukraine indlemmet som sovjetrepublik i det nye Sovjetunionen i 1922.

“Rusland og Ukraine har en fælles historie, men den har for ukrainerne – og her taler vi også nyere tid – især været ulykkelig.”

I Sovjetunionens unge dage blev ukrainerne udsat for hårdt pres, idet Trotskij – der blev født i ukrainske Kherson – som leder af den Røde Hær i Ukraine 1917-1920 stod bag den første bølge af ’rød terror’ i landet. I en følgende fase udsultede Stalin befolkningen i sin jagt på korn og kollektivisering i 1932/1933. Efter Trotskij blev tvunget i landflygtighed, anerkendte han opsigtsvækkende nok Ukraines krav på national selvbestemmelse. I sin omtale af det sovjetiske styre sparede han ikke på retorikken, da han i Ukraine-problemet skrev:

“I Ukraine blev tingene yderligere kompliceret af en massakre på de nationale drømme. Intet sted antog censur, udrensninger, undertrykkelse og alle former for bureaukratisk hooliganisme en så morderisk karakter, som det var tilfældet i Ukraine, hvor man kæmpede mod kraftfulde, dybt rodfæstede længsler i det ukrainske folk, der ønskede mere frihed og uafhængighed.“

Historiske forskelle mellem Ukraine og Rusland

Man kan udmærket påpege historiske forskelle mellem de sociale relationer blandt de to slavisk-talende folk og geografier. I selve Rusland var bønderne i zartiden organiseret i landsbyfællesskaber, mir, der stod for tildeling af jord. Der var også landsbyfællesskaber i Ukraine, men jorden gik i arv inden for familien. Efter livegenskabet blev ophævet i 1861, fordeltes jorden i hele stykker til jordbrugerne i Ukraine, hvorimod fællesdyrkning og jord delt op i strimler fortsatte på halvdelen af jorden i det centrale Rusland. Det besværliggjorde produktivitetsforbedringer. Bønderne fik imidlertid ikke al den jord, de havde dyrket, og de måtte gældsætte sig for at betale for den. De store godser vedblev med at eksistere. Først efter 1900 kom der gang i omstruktureringen, og efter 1928 fik kollektiviseringen et alvorligt skub i hele Sovjetunionen.

Det påpeges ofte, at Ukraine er delt i to etniciteter, den vestlige, ukrainsk-sprogede del, og den østlige, russisk-sprogede. Mod vest er Ukraine et landbrugsland, mens den østlige del er mineindustriel, baseret på lokale råstoffer som jernmalm og kul. I midten af det 19. århundrede begyndte stålindustrien i dét, der i dag er Donetsk. En masse russere indvandrede for at arbejde i kul- og stålindustrien, nogle af dem ved tvang.

Kharkiv blev under Stalins femårsplan en industriel præmie-by – kendt især for sin traktorproduktion – og tilførslen af fødevarer til den blev prioriteret, hvilket kun forstærkede hungerkatastrofen, og uddybede forskellen mellem øst og vest. Derudover var Sovjetunionen jo mester i at flytte rundt på folk, og russerne var overklassen, så russisk blev det administrative og de uddannedes sprog. Nu udviskes disse indbyrdes forskelle som identitetsmarkører i modsætningen til Putin-Rusland.

Store interesser udefra

I den igangværende krigs ophedede klima diskuteres mest de militær-strategiske interesser: Bedre adgang til Sortehavet, Ruslands ønske om en korridor fra Krim til Østukraine, og oven på det bygges en forestilling om de militære hensigter. Men bag det ligger ikke bare Ruslands, men også USA’s og vestlige landes økonomiske interesser i Ukraines ressourcer, og landets veludviklede storskala-industri og landbrug.

For Vesten er de blevet formidlet gennem direkte investeringer samt lån- og gave-bistand efter 1991, hvor udviklingsorganisationer kom til landet. Overskriften var, at Ukraine – ligesom Rusland og de andre tidligere sovjetrepublikker samt Central- og Østeuropa – skulle ud af det sovjetiske systems åg, hurtigt indføre demokrati, og overgå til markedsøkonomien. 

Internationale organisationer og direkte investeringer

Ukraine har fået massiv hjælp af internationale finansinstitutioner (IFI) og bilaterale donorer. Fra Den Internationale Valutafond (IMF) har landet fået bevilget mindst 25,7 milliarder dollars i forskellige former for aftaler, inkl. et kriselån på 1,4 milliarder dollars i marts. ’Arrangementerne’ har været knyttet sammen med betingelser om makroøkonomisk styring, og ikke mindst forhøjelse af de subventionerede gas-priser til forbrugerne.

Ved lejlighed skulle priserne forhøjes med 40-50 %, men det blev ikke gennemført, og derfor blev kun en del af de bevilgede penge overført. Alt i alt er ’kun’ ca. 14 milliarder dollars blevet udbetalt. Da IMF også løbende kræver tilbagebetaling, er de samlede udeståender til Ukraine på 9,9 milliarder dollars på nuværende tidspunkt.  Alligevel skal det betale 1,5-2,5 milliarder dollars tilbage i hvert af de nærmeste år.

Verdensbanken har bevilget 14 milliarder dollars til 90 programmer og projekter, siden Ukraine blev medlem i 1992. I marts gav det også lån, og kanaliserede finansiering til Ukraine for 723 millioner dollars – heraf 140 millioner kr. fra Danmark. De lån er gået til vand og kloakering, energi- og varmesystemer, veje og anden transport-infrastruktur samt uddannelse og sundhed. Og derudover privatsektor-udvikling og sociale ydelser.

Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), har siden 1993 støttet Ukraine med lån for 16,4 milliarder euro til over 500 projekter, hvoraf næsten halvdelen til den private sektor.

Den Europæiske Union gav mellem 1991 – 2015 € 12,1 milliarder. Af disse var 8,3 milliarder euro lån, blandt andet gennem Den Europæiske Investeringsbank (EIB), mens 3,8 milliarder blev givet som gavebistand. Det er sket via en række instrumenter, hvoraf 2,3 milliarder euro kom gennem det europæiske naboskabspolitiske program. 862 millioner euro er blevet viet til atomsikkerhed ved at investere i Tjernobyl Beskyttelsesfonden, og et Euratom-lån beløber sig til 383 millioner euro. Associeringsaftalen (AA) mellem EU og Ukraine trådte i kraft i 2017. Dens økonomiske del er en aftale om et ’Deep and Comprehensive Free Trade Area’ (DCFTA).   

Siden 2014 har EU og EIB allokeret over 17 milliarder Euro i gavebistand og lån til Ukraine. Herunder har det bevilget 5 milliarder euro til fem makrofinansielle (MFA) programmer, for at støtte gennemførelsen af en bred reform-agenda, inkl. kampen mod korruption, et uafhængigt retssystem/retssamfund, og forbedring af forretningsklimaet. Under det 5. program, der udløb i 2021, udbetalte EU 1,2 milliarder euro. Ukraine opfyldte alle betingelserne. Det 6. MFA-program på 1,2 milliarder euro blev vedtaget i 2022, hvoraf de 600 millioner euro allerede er frigivet. Da der er overlapning mellem opgørelserne i de to perioder og med lån fra EIB, er det måske alt i alt omkring 20 milliarder euro, der stammer fra EU renset for EIB.

Direkte støtte fra andre lande

Til og med 2021 har også USA givet i alt 9,7 milliarder USD, hvoraf de 6,3 milliarder er givet i civil bistand, og resten er givet i sikkerheds- og militærhjælp. USA har i 2022 bevilget en pakke på 13,6 milliarder dollars i traditionel hjælp.

“De direkte udenlandske investeringer i Ukraine beløber sig til 665 milliarder kr. siden 1992, og den samlede mængde penge udefra er i alt omkring 1.300 milliarder kr. siden landet blev uafhængigt.”

Derudover har Ukraine modtaget støtte fra bilaterale donorer. Tyskland har givet € 1,83 milliarder til god regeringsførelse, energieffektivitet og bæredygtig udvikling, humanitær assistance samt lånegarantier. Landet vil sammen med USA give penge til en grøn fond. Svenske SIDA udråber sig selv til at være den 7. største donor. Det er svært at finde samlede tal, men humanitær assistance beløber sig til 391 millioner SEK (€ 37,8 millioner) siden 2014. I udviklingsbistand står det for € 175 millioner siden 2014.

Fra Danmark har Ukraine fået 475 millioner kr. i perioden 2017-2021 gennem Danida’s naboskabsprogram. De penge går til anti-korruption, arbejdsmarkedet og udvikling af små og mellemstore virksomheder (SMV’er), decentralisering, menneskerettigheder osv. I 2018 blev der bevilget 120 millioner kr. ( 16 millioner €) gennem Freds- og Stabiliseringsfonden for perioden 2018-2021. Den går også til sundhedsforanstaltninger. Omsat til dollars har Danmark bidraget omkring med 700 millioner kr. til Ukraine indtil i år.

Sammenlagt har Ukraine modtaget lidt over 635 milliarder kr. i udenlandsk bistand – så vidt muligt renset for militærstøtte – selvom tallene langtfra er sikre. De direkte udenlandske investeringer i Ukraine beløber sig til 665 milliarder kr. siden 1992, og den samlede mængde penge udefra er i alt omkring 1.300 milliarder kr. siden landet blev uafhængigt. De udenlandske investeringer er blandt andet gået til bankvæsnet og tech-sektoren. Et af de største danske projekter har været den 92 millioner kr. store investering i produktion af designermøbler i Rivne. De fleste store investorer er baseret i USA, Storbritannien og Tyskland, mens også franske virksomheder spiller en stor rolle.  

Landbrug og eksport

Korn – primært hvede, majs og byg – er i dag Ukraines næststørste eksportartikel. I det hele taget udgør mere eller mindre forarbejdede landbrugsprodukter ca. en fjerdedel af eksportværdien i 2021. Ukraines landområde er på omkring 600.000 km², og to tredjedele af den jord – et større område end hele Tyskland – er dyrkbar jord. Dertil kommer, at denne jord udgør 25 % af verdens reserver af frugtbar jord.

“Ukraines landområde er på omkring 600.000 km², og to tredjedele af den jord – et større område end hele Tyskland – er dyrkbar jord.”

I 2017 udgjorde Ukraines landbrugssektor omkring 12 % af landets BNP. Ukraine er verdens femtestørste eksportør af hvede, mens Rusland er den største med en eksport på35 millioner tons i 2020/21, hvor Ukraine samme år eksporterede 24 millioner tons. USA’s landbrugsministerium forudsagde i november 2021, at Rusland i år ville eksportere 32 millioner tons, og at Ukraine ville sende 20 millioner tons ud i verden i 2021/22.

Med krigens udbrud virker det nu meget urealistisk. I skrivende stund holder havnebyen Odessa stand, men er mere eller mindre utilgængelig for den betydelige landbrugseksport, den ellers plejer at udskibe. Som sådan er der lagt op til, at Ukraine kan høste 32 millioner tons hvede i 2021/22, men det ville formentlig kunne nå op på meget mere. Rusland og Ukraine står for 49,5 % af de ti største eksporterende landes hvedeeksport, og står for en tredjedel af hele verdens hvedeeksport.

Den succes, Ukraine har opnået, skyldes i høj grad koncentration af jord på meget få hænder. Det har kunnet lade sig gøre ved, at ejere af små jordlodder, som de fik efter den første jordreform i 2001, ikke har været i stand til selv at drive landbrug, men har bortforpagtet deres jord til store agroselskaber. De 40 største agrofarme kontrollerer mindst 11 % af jorden. Med en stor dose udenlandsk kapital har de formået at erhverve jorden og udvikle agroindustrien. I dag disponerer Kernel Gruppen, verdens førende producent af solsikkeolie,  over 500.000 ha til dyrkning, men Kernel går efter 700.000 ha (7.000 km²).  Zelensky-regeringen gennemførte en ny jordreform i 2021, der tillader køb og salg af jord.

I tilgift til de store agrovirksomheder, der dominerer landbrugseksporten af hvede, majs og solsikkeolie, er der omkring 30.000 selvejende brug og hele 4 millioner ganske små husmandssteder med omkring 2 ha til dyrkning. De producerer dog størstedelen af de basale fødevarer til hjemmemarkedet, som kartofler og grøntsager.

Stor kul- og stålindustri på tilbagegang

Hvor 1990’erne var hårde tider med høj inflation, begyndte det at gå fremad i 2000. Råvarepriserne steg internationalt, og det lukrerede Ukraine på. Efter finanskrisen gik landets økonomi imidlertid tilbage med recession i både 2009 og 2012. Efter en periode med opsving i 2016-2019, gik landet ind i endnu en recession i 2020, og rettede sig så op igen. Indtil nu.

Ukraine har store reserver af kul og jernmalm. Mange af de statsligt ejede kulminer ligger i Donbas, og regeringen har ikke villet have noget med dem at gøre i lang tid. Omkring 30 miner ligger uden for det område, Rusland har kontrolleret efter 2014. Kun 4 af dem er profitable. Produktionen kulminerede med 83 millioner tons i 2013, og er nu nede på 24 millioner. I 1976 leverede Ukraine til sammenligning 218 millioner tons. Kul bruges først og fremmest til at fyre op under kedlerne i jernindustrien. Da den hjemlige produktion kun dækker to tredjedele af forbruget, er Ukraine nettoimportør af kul, mestendels fra Rusland. Der er igangsat projekter for at omskole kulminearbejdere, der ikke længere er brug for.

Stålproduktionen har ligeledes været på vej ned ad bakke længe. Den nåede 42,8 millioner tons i 2007, men er nu på det halve (2021), hvilket er lavere end i halvfemserne. Russiske Gazprom har leveret det meste af landets gasforbrug, men importen af gas blev helt stoppet i en periode på grund af Gazproms krav om højere priser og ændrede transport-tariffer for gas til Vesteuropa. El-produktionen er baseret på atomenergi, kul, gas, lidt vandkraft og vedvarende energi i form af vind og sol.

Privatisering i tre stadier

Der er en masse produktionsvirksomheder i Ukraine, underleverandører til sværindustrien eller maskinelt udstyr, forbrugsgoder og derudover IT teknologi og services. Et af de mest interessante fællestræk er at se på den privatisering, de fleste har gennemgået.

Ukraines oligarker er ikke blot blevet ekstremt rige ved tvivlsomme metoder, de bestemmer også i politik. Deres indflydelse kommer både gennem egne politiske poster og indflydelse på det højeste niveau i regeringen. Internationale organisationer har ikke holdt sig tilbage fra at investere i deres virksomheder.

“Ukraines oligarker er ikke blot blevet ekstremt rige ved tvivlsomme metoder, de bestemmer også i politik.”

I 1990’erne var der tusindvis af statsvirksomheder, og den dag i dag er der stadig over 3.000. Der har været forskellige modeller for at afhænde offentlige virksomheder. I den første periode 1992-1994 fik de ansatte nemme vilkår for at overtage deres arbejdssted gennem certifikater, som de ikke kunne sælge men godt bytte med, eller virksomheder blev ’udlejet’, ofte til arbejdere. Men efterhånden kom der gang i salget af mindre forretninger gennem auktioner eller overtagelse. I praksis var det ofte ledelsen, der overtog dem. Over 12.000 firmaer blev privatiseret. Vestlige donorer brugte massevis af penge på de tekniske aspekter af privatiseringen.

I anden periode fra 1995 – 1998 blev lidt større virksomheder lavet om til aktieselskaber, der i første omgang blev overdraget til et dertil indrettet statsligt ejendomsselskab, som skulle stå for privatiseringen. Efter Leonid Kuchma var blevet præsident (1994-2005), blev der sat skub i masseprivatiseringen, hvor befolkningen fik ’vouchers’ til at købe sig ind i de ca. 8.000 virksomheder, som var målet. Selv om det ikke var meningen at tiltrække storinvestorer, lykkedes det nogle få personer at få overtaget de største virksomheder gennem nye finansielle mekanismer.

I den tredje periode 1998-2017 blev modellen ændret til at privatisere case-by-case og indhente tilbud. Det var på det tidspunkt, de helt store konglomerater kom på blokken. Processerne og metoderne var ikke ulig Ruslands, og begge steder kunne velplacerede funktionærer fra sovjettiden og smarte folk bemægtige sig statens aktiver. De overtog energi- og mineudvinding, stål- og anden sværindustri, blev aktive i at udvikle den finansielle sektor, og befæstede deres magt ved at skabe nye medier. Retssystemet var ikke gearet til at modstå oligarkernes indtog. Et af formålene med privatiseringen var også at skaffe statsindtægter, men målene er langtfra nået.

Oligarkernes overtag

De 100 rigeste ukrainere tegner sig i begyndelsen af 2022 for en samlet formue på 47,4 milliarder dollars. Den største oligark er Rinat Akhmetov, som er god for over 11 milliarder dollars. Han ejer System Capital Management (SCM), som er et mangehovedet industrikonglomerat, der blandt andet er storaktionær i Medinvest, der igen ejer Azovstal-stålværket. Det er det fabrikskompleks i Mariupol, hvor stålsatte indbyggere og ukrainske styrker søgte i sikkerhed mod det russiske angreb på byen.

‘Chokolade-kongen’ Petro Poroshenko var præsident 2014 – 2019. Han er Ukraines 4. rigeste mand med en formue på 1,5 milliarder USD. Han blev afløst af Volodymyr Zelensky, og Poroshenko har siden meldt sig under Zelenskys faner efter krigens udbrud.

Den mest indflydelsesrige ukrainske oligark er nok Ihor Kolomoisky, der med en formue på 1,4 milliarder dollars indtager 7.-pladsen. Han udmærker sig ved også at have israelsk og cypriotisk statsborgerskab, og har været guvernør i Dnjepropetrovsk-regionen. Brug af vold ligger ham ikke fjernt. Kolomoisky har været storaktionær i Ukraines største bank, PrivatBank, der kom i finansielt uføre på grund af usikre lån til tvivlsomme låntagere, og som blev nationaliseret i 2016. Han havde i mellemtiden hvidvasket 5 milliarder dollars igennem Cleveland, Ohio ved at foregive at investere i byggeri. Beløbet svarede ret præcist til PrivatBanks forsvundne penge. De amerikanske myndigheder har været efter ham et stykke tid. Hans støtte var afgørende for at få Zelensky valgt.

På den anden side af oligark-aksen finder man Viktor Medvedchuk, der har en formue på 569 millioner dollars. Han er af flere omgange blevet valgt til Parlamentet, blev sidste år anklaget for forræderi, og er nu arresteret. Han har tætte kontakter til Putin, og er i det hele taget pro-russisk. Hans forretninger ligger i energi og metallurgi.

Tiltag mod oligarkernes magt

Zelensky har tidligere annonceret, at han ville gøre op med oligarkerne, men han er afhængig af dem i krigsførelsen. Der er dog blevet gennemført en række tiltag til at stække deres magt. Siden 2016 er registre blevet åbnet, og offentligt ansatte har skullet erklære deres aktiver. Det har løst nogle af problemerne. Digitalisering af offentlige systemer har også hjulpet med lettere adgang til viden om, hvordan tingene står til, og har forbedret Ukraines regeringsførelse i bred forstand. I 2017 blev privatiseringslovgivningen skærpet og processen professionaliseret.

“Der er størst fremtidshåb i landbruget, dels fordi det kan yde meget mere, end det gør, og dels fordi der ikke er mangel på efterspørgsel.”

Hvis man skal konkludere helt overordnet på, hvad der er sket under Ukraines overgang til ’markedsøkonomien’, har processerne været rodede, og donorerne har villet være alt for bestemmende. De har imidlertid ikke forstået situationen, der jo som udgangspunkt var desperat, da nye institutioner skulle bygges op og produktionen genoplives og forynges. Verden har ikke stået stille siden da, og mange af de ukrainske industrier er teknologisk forældede og mere forurenende og CO₂-udspyende end spydspidserne på verdensmarkedet. Det tyder på, at konkurrenceevnen vil mindskes. Og hvad med stålindustriens kulafhængighed af Rusland? Uden tvivl vil den ukrainske stålindustri overleve, men det fornuftige ville være også at undersøge en del af de aftaler, der allerede er indgået.  

Der er størst fremtidshåb i landbruget, dels fordi det kan yde meget mere, end det gør, og dels fordi der ikke er mangel på efterspørgsel. Derfor er de videre processer værd at følge. Jordreformen vil give forkøbsret til forpagterne til jord, der sættes til salg. Sandsynligvis vil mange ejere, der nu bortforpagter, gerne sælge, men der er indtil videre sat grænser for brugsstørrelser. De kan dog nemt omgås. Der er ingen grund til at tro, at familiebruget vil få en opblomstring med den reform.

Overgangen er resulteret i en form for korporativ kapitalisme, der ikke er så langt fra tendensen i vestlige lande. Til det nye system hører også, at udenlandsk kapital møver sig ind. Ironisk nok var Ukraine på sæt og vis struktureret på den måde i sovjettiden – blot med en offentlig ejer, der haltede bagud med produktivitetsudviklingen.

Spørgsmålet er, om det store flertal af ukrainerne vil blive ved med at finde sig i at være leverandører af billig arbejdskraft, som vestlige investorer og ’donorer’ har haft tilbøjelighed til at se dem som. Også den økonomiske fremtid for de hårdt prøvede ukrainere er lige nu meget usikker. 

---