Den ukrainske hungersnød har fået et monument i Kiev. Millioner døde under 'Holodomor' i 1932 - 1933. Privatfoto.
11 min. læsetid

Det moderne Ukraine blev til gennem blodig krig, industrialisering og tvangskollektivisering. Anne Applebaum fortæller om den hårde tid for knap 100 år siden.


Af Karen Helveg Petersen

Ukraines sorte jord er både frugtbar og rigelig. Derfor blev Ukraine tildelt rollen som kornkammer for under gennemførslen af Sovjetunionens første femårsplan i 1928, der foreskrev en hastig industrialisering. Stalins anvendelse af ekstremt brutale midler for at opnå målet bestod i tvangskollektivisering og beslaglæggelse af korn, og alt af værdi fra bønderne. Resultatet blev en hungerkatastrofe i 1932-33.

Mellem erindring og realitet

Claus Bryld tager i sit portræt på Solidaritet fat på langtidsvirkningerne af Ukraines arv af traumer og tab. Helt centralt er ukrainernes mildest talt traditionelt dårlige forhold til russerne, der er blevet yderligere forværret af Krim-annekteringen og krigen i Østukraine.

Anne Applebaum (2018), Rød Sult: Stalins Hungersnød i Ukraine. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkom på engelsk i 2017.

Nok så interessant er det dog at foretage en test af erindringen: Hvad ved vi, var der et langt opløb i russisk-ukrainsk historie til masseudsultningen, hvordan hang forløbet sammen med den sovjetiske industrialiseringspolitik, og var det Stalins bevidste politik at decimere ukrainerne?

Der er et spændingsfelt mellem erindring, fremstilling, men så sandelig også bagvedliggende realiteter, der kan føje ny forståelse til historien, dens tilfældigheder og lovmæssigheder.

Den første af to artikler gennemgår opløbet og forløbet af hungerkatastrofen, fra revolutionstiden i 1917-1919 til kulminationen i årene 1932-1933. Den primære kilde er Anne Applebaums bog Rød Sult: Stalins Hungersnød i Ukraine, der udkom på dansk i 2018.

En nation og en geografi kæmper for en stat 

Ukraines jord er sort, dvs. meget frugtbar, og vandtilførslen er normalt rigelig. Dimensionerne er også enorme, for alene landbrugsarealet i det nuværende Ukraine er næsten 10 gange større end Danmark. I slutningen af 1800-tallet begyndte kornproduktion (hvede) med eksport for øje, og havne som Odessa blev udbygget.

Industrialiseringen af Ukraine fik også et skub fremad i slutningen af 1800-tallet. Den blev bygget op omkring kul og jern og fandt for en stor del sted i Østukraine, hvortil mange russere var indvandret, mere eller mindre frivilligt. Der var også udenlandsk kapital involveret, bl.a. anlagde den walisiske ingeniør og forretningsmand John Hughes et stort stålværk og kulminer i det, der i dag er Donetsk. Til stifterens ære hed byen først Hughesovka, men i sovjettidens tidlige år blev den omdøbt til Stalino. Ukraines økonomi er således både bygget på landbrug og sværindustri.

Fredsslutningen efter Første Verdenskrig nævnte ikke Ukraine som en nation eller et folk med krav på autonomi eller afstemning om grænsedragninger, for det var underforstået, at det fortfarende skulle være en del af Rusland. Omkring Oktoberrevolutionen havde forskellige nationale og sociale bevægelser vokset sig så stærke, at de begyndte at kæmpe for Ukraines selvstændighed. Der var mange konkurrerende og stridende fraktioner. Ikke desto mindre lykkedes det i nogle år efter 1917 for skiftende regeringer og alliancer at opnå ukrainsk selvstændighed. Det nye Sovjetunionen ville imidlertid – ligesom tsar-styret før det – ikke anerkende Ukraine som nationalstat. Et argument lød, at sproget blot var en russisk dialekt talt af (tilbagestående) bønder, og at landets kultur var underudviklet. Kort sagt var der allerede opbygget både klasse- og kulturelle modsætninger mellem russere og ukrainere, før Ukraine blev formelt inkorporeret som sovjetrepublik i 1922.

Ukrainske nationalister kunne ikke påstå, at der nogensinde havde været en samlet nation. I den tidlige middelalder var der godt nok et vikingeanlagt rige (Rus) med hovedsæde i dagens Kiev, som både Rusland og Ukraine refererer til i deres skabelsesmyte. Før russisk dominans blev etableret i slutningen af 1700-tallet var der spredte riger. Polen og Litauen rakte armene ind i det nuværende Ukraine, og provinsen Galicien med en stor ukrainsk-talende befolkning hørte til Østrig-Ungarn indtil slutningen af Første Verdenskrig, hvor den til sidst tilfaldt Polen i 1919 efter at nabolandene på skift i kort tid havde erobret den. Det varede til 1939.

Med underskrivelsen af Versaillestraktaten var 1. Verdenskrig formelt afsluttet. Det nyoprettede Sovjetunionen anerkendte dog ikke Ukraine som selvstændig nation, og Ukraine blev inkorporeret som sovjetrepublik i 1922. Arkivfoto fra avisen The Evening World, 24. juni 1919

1919-20: Fra krigsstemning til kovending med Lenins sejr

Ikke overraskende kan fødevareforsyningen blive et politisk våben. Konfiskation af fødevarer, lige ned til – eller over – smertegrænsen for producenternes egen overlevelse, er et gammelkendt middel. Det tages især i brug under krige og tider med uro.

Bolsjevikkerne brugte det ikke blot til at skaffe forsyninger, men også som et magtmiddel allerede i 1919, hvor de installerede folkekommissærer og komiteer af fattige bønder for at hjælpe med kornindsamlingen fra de mere velstående bønder, kaldet kulakker. Ifølge Anne Applebaum i Rød Sult blev landbrugerne klassificeret i forhold til deres jordejendoms størrelse med det formål at sætte dem op imod hinanden. De nationale bevægelser var en ekstra grund til, at de nye sovjetiske ledere slog hårdt ned på netop Ukraine.

Ukrainerne rejste sig imidlertid mod kommissærerne. Ikke fordi de ikke sympatiserede med socialistiske ideer, men de anså den bolsjevistiske variant for at være et fremmedelement. I 1919 var der i det hele taget ifølge Anne Applebaum almindeligt kaos og en stemning af alle mod alle. Det gik også ud over jøderne.

“Sovjetunionen solgte ikke bare korn, men også guld, kunstværker og smykker ud af landet for at købe de nødvendige ting, det ikke selv kunne producere, blandt andet ammunition og industrivarer. I 1922 greb det til inddragelse af den ukrainske kirkes værdigenstande.”

I juni 1920 havde bolsjevikkerne besejret den hvide hær, og samme år beordrede Lenin, at alt korn skulle inddrives. Så måtte de producerende ukrainske bønder afstå, ikke bare fra at ernære sig selv, men til sidst også til det punkt, hvor de ikke havde såsæd. Året efter var der misvækst på grund af tørke og mangel på såning. Anmodningen om international assistance blev hørt af ikke mindst den amerikanske nødhjælpsorganisation, American Relief Administration, hvor den senere præsident Herbert Hoover var en central figur.

Sovjetunionen solgte ikke bare korn, men også guld, kunstværker og smykker ud af landet for at købe de nødvendige ting, det ikke selv kunne producere, blandt andet ammunition og industrivarer. I 1922 greb det til inddragelse af den ukrainske kirkes værdigenstande.

Lenin foretog i 1921 en 180 graders ændring af den hårde linje. Den Nye Økonomiske Politik (NEP), skulle afløse krigskommunismen. Det blev tilladt at tale og undervise i ukrainsk, hvad der førte til en kraftig opblussen af ukrainsk kultur og historieskrivning. Denne ukrainisering normaliserede forholdene på landet og fødevareproduktionen steg. Privat handel blev tilladt. Den Uafhængige Ukrainske Kirke erklærede sig selvstændig fra patriarken i Moskva.

Femårsplanen og tvangskollektiviseringen

Den første femårsplan blev vedtaget i 1928 under Stalin, der da havde vundet kampen om magten efter Lenins død i 1924. Den lagde vægt på ikke mindst at få industri- og våbenproduktionen til at vokse voldsomt. Det krævede både ny arbejdskraft, og at der var et fødevareoverskud til at ernære den. Hele 37% af forsyningerne skulle komme fra Ukraine.

Høsten i 1928-29 var imidlertid generelt dårlig i Sovjetunionen og en ’lille’ hungersnød fulgte. Ukraine sultede i forvejen, men det forhindrede ikke ordrer om at beslaglægge korn, for industriarbejderne og de ’uproduktive’ i byerne skulle jo have noget at spise.

For at få ekstra gang i landbruget skulle selvstændige bønder opgive deres ejendom og indgå i kolkhoser, kollektiver. Unge mennesker blev sendt ud på landet for at organisere overgangen, bistået af lokale aktivister, der udpegede dem, som skulle afstå fra deres gods og ejendele. Politikken blev især gennemført benhårdt i Ukraine, hvor der var mange, som kunne kaldes kulakker. Begrebet ’kulak’ stammer fra før revolutionen og blev brugt om jordbesiddere med mere end 3,2 hektar, altså ikke kun storbønder, men efterhånden blev det et skældsord for alle genstridige bønder eller blot dem, der ikke fulgte partilinjen. Den hårde tvangskollektivisering, der blev lanceret i november 1929, indebar, at kvæg skulle overgives til kolkhoserne, men mange foretrak at slagte deres køer, svin, heste og høns i stedet for at afstå dem. Den gav også anledning til et spirende oprør. Ikke mindst var kvinder initiativrige i forhold til at få deres ejendom tilbage. Massearrestationer og deportationer tog til og folk flygtede over grænsen mod vest. Situationen blev så grel, at Stalin advarede imod udskejelser i forbindelse med den ukrainske kollektivisering.

En forholdsvis velorganiseret bondeopstand rettet mod regimets folk brød ud i 1930. Det fik en voldelig karakter med drab, indbrud i kornlagre og ildspåsættelse.

Den sovjetiske høst blev i 1931 endnu dårligere end i oprørsåret 1930, 69,5 millioner tons i stedet for 83 millioner. Men Stalins planer måtte ikke slå fejl, og underordnede funktionærer – og selvfølgelig kulakkerne om de eksisterede endnu – blev anklaget for sabotage. Ukraine blev pålagt at aflevere de foreskrevne kornkvoter, om det kunne eller ej. Det førte til 1932’s masseinddragelse af alt der kunne opstøves af korn. Huse blev gennemsøgt med nidkærhed for at finde alle tegn på korn og andre fødevarer. Dødstallene steg. Det kommende års høst blev også truet, for var der noget sædekorn tilbage, foretrak bønderne at spise det fremfor at plante det. Kun en tredjedel af markerne blev tilsået.

Under Josef Stalins (1878 – 1953) enevælde gennemgik Sovjetunionen store industrialiseringsprogrammer. Sammen med to års dårlig høst resulterede det i, at millioner af ukrainere døde i 1932-1933 af hungersnød. Senere historikere har argumenteret for, at der var tale om et overlagt folkemord, orkestreret af Stalin. Arkivfoto / Public Domain.

Udrensninger og ransagninger

Lokale medlemmer af kommunistpartiet prøvede at få tilladelse til stoppe rovdriften på Ukraine, så landbefolkningen kunne opmuntres til at tilså. I tilgift bad de om fødevarehjælp fra Stalin, der blot blev ved med at udnævne ’kulakkerne’ som syndebukke. Det var i hvert fald ikke hans, Stalins, politiks skyld, at det var gået galt. Tværtimod skulle tyveri af offentlig ejendom, inklusive kollektivernes, straffes hårdt, endog med henrettelse, eller mindst 10 års frihedsberøvelse (deportation til en sibirisk gulag). Men Stalin frygtede især, at det ukrainske kommunistparti ikke var loyalt. Det hele gik fra galt til værre.

Ukrainere flygtede til Rusland eller til industribyen Kharkiv i Nordøstukraine, hvilket lagde pres på den bys ressourcer. Så blev der sat grænseposter op, og et pas-system blev indført, hvor kun byboere kunne få pas. Bønderne måtte ikke flytte sig. Hele distrikter blev sortlistet, fordi de ikke kunne levere deres kvoter, alt blev taget fra dem. Folk døde som fluer. Sabotører, dvs. ikke-loyale partimedlemmer og lokale partiledere, blev udrenset. Ukrainiseringen blev fra da af bekæmpet til det yderste, for enhver form for national identitet skulle væk. Systematiske ransagninger af ejendomme for alt af værdi blev gennemført med ekstrem grundighed.

Der måtte for guds skyld heller ikke sive noget til den udenlandske presse.

Applebaum angiver (s. 174), at omkring 10 millioner bønder over hele riget kom ind i arbejdsstyrken i årene 1928-1932, hvor de skulle gennemføre den ambitiøse industribaserede femårsplan. I Ukraine blev kirkens gods og skikke, musikalske og lokale livstraditioner ødelagt. Da naboer tit havde vendt sig mod naboer, var samfundstilliden på nul. Som man kan se, havde der været et langt opløb til den store hungersnød i 1932-1933. Nylige grundige undersøgelser af arkiver og andet materiale viser, at omkring 3,9 millioner ukrainere døde i den periode.

Læs del 2 om filmen ‘Den Sorte Jord’ næste tirsdag.


Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd.

Læs mere af Karen Helveg Petersen