Hungersnød-katastrofen Holodomor viser Ukraines splittede erindring
I Ukraine viser de forskellige udlægninger af Holodomor-katastrofen, hvordan landet stadig er splittet i forståelsen af sin fortid. Hungersnøden i 1932-33 er blevet et våben i kampen om historien, skriver historiker Claus Bryld.
Et lands ‘sammenhængskraft’ bestemmes ikke kun af det politiske styre, graden af social lighed, eller dets sproglige og etnisk sammensætning. Også landets forhold til sin egen historie er afgørende her. Netop i disse år ser vi i mange lande en stærk interesse for og besindelse på historien. Vi taler om en kollektiv erindring eller måske bedre en sammenbragt (collected) erindring, hvor forskelligartede erindringer kan bringes under en fælles national paraply, som tilsammen kan formes som en fortælling.
Under paraplyen ‘Danmark’ trives jo mange historier. Der er ikke en historisk homogenitet, men alligevel en mulighed for, at de forskellige historiske fortællinger kan mødes og gå i dialog.
Sammenligner vi de i sidste ende forenelige historier om Danmark med andre landes, ser vi dog store forskelle. Det krigsplagede Ukraine er f.eks. et land med en historie eller historier, som er lige så modstridende som de nuværende krigeriske tilstande.
I mange år hørte vi ikke noget om Ukraine. Under den kolde krig var der to poler: USA og Sovjetunionen, og Ukraine var en del af den sidste. I Vesten interesserede man sig ikke meget for de forskellige nationaliteter i Sovjetunionen på trods af, at det var her, kimen til imperiets sprængning lå og endelig brød igennem i 1991, da Sovjetunionen blev opløst.
Ukraine 1917-1920: Fra Zaren til selvstændighed
Før selvstændigheden i 1991 havde Ukraine en kort overgang – efter den russiske revolution – været en selvstændig stat. Inden 1917 var landet delt og indlemmet i henholdsvis Habsburgerriget og Zar-Rusland. Men efter den russiske revolution kæmpede både nationalistiske og anarko-socialistiske bevægelser for løsrivelse og opnåede det også i en kort periode, inden de i 1920 blev nedkæmpet af Den Røde Hær. Derefter blev landet gjort til en republik i Sovjetunionen.
“Siden krigen og borgerkrigen er der blevet berettet om anklager fra øst om fascisme i Kiev – og omvendt fra Kiev om ulovlig russisk aggression i det østlige område.”
Begivenhederne dengang har sammen med senere historiske begivenheder har indvirket på ukrainernes historiebevidsthed på en måde, som det er svært at forestille sig for de fleste danskere, der har levet et fredsommeligt liv i alt fald siden 1945. De sidste personer fra besættelses-generationen er ved at uddø.
Historien er en overset faktor i analysen af Ukraine og dets fremtidsmuligheder. Hvis man ikke blot nogenlunde kan enes om tolkningen af fortiden, tyder meget på, at man heller ikke kan enes om andet. Siden krigen og borgerkrigen – for det er begge dele – er der blevet berettet om anklager fra øst for fascisme i Kiev – og omvendt fra Kiev om ulovlig russisk aggression i det østlige område, hvor russisk-sindede ukrainere har oprettet deres egne ‘befriede’ byer og områder, hjulpet af ‘rigtige’ russere.
Sammen med den politiske og militære kamp løber der en stærk strøm af vrede og bitterhed fra begge sider over begivenheder i fortiden. I det østlige område mener mange, at selvstændigheden i 1991 var en fejltagelse. De russisk-sindede betragter Ukraine som en naturlig del af det russiske rige – og ser med nostalgi på sovjettiden, hvor de var en del af et stort og magtfuldt imperium.
Det ukrainske Holocaust
Men vreden er ikke mindre i den midterste og vestlige del. Her drejer det sig især om undertrykkelsen i sovjettiden, ikke mindst den store hungersnød i Stalin-tiden 1932-33, hvor de fleste historiske specialister anslår, at ca. 3,3 millioner ukrainske bønder døde af sult (se f.eks. amerikaneren Timothy Snyder’s Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin), og som ukrainerne kalder et folkedrab på linje med Holocaust.
Nogle historikere sætter tallet på ofre så højt som til fem-syv millioner, mens andre mener, at det var færre end 3 millioner. -Enkelte vestlige sovjet-apologeter har helt benægtet katastrofens eksistens. Det er f.eks. tilfældet i canadieren Douglas Tottle’s The Ukrainian Genocide Myth from Hitler to Harvard fra 1987). Benægtelsen skyldtes bl.a., at Nazi-Tysklands største avis, Völkischer Beobachter, var en af de få europæiske aviser, der dækkede begivenhederne i Ukraine 1932-33 kritisk, og så måtte der jo være tale om nazi-propaganda. Samme kamp om erindringen ser vi afspejlet i Agnieszka Hollands fremragende film, Den sorte jord, der for øjeblikket går i danske biografer. Her er der ingen tvivl om katastrofens omfang – lige så lidt som der er i Anne Applebaums autoritative værk Rød sult. Stalins hungersnød i Ukraine, 2018.
Humanitær katastrofe uanset navn
Hungersnøden brød ud under den store kollektivisering af landbruget, som Stalin havde sat i gang i slutningen af 1920’erne, hvor bønder med egen jord – nedsættende kategoriseret som ‘kulakker’ – blev tvunget ind i store fællesbrug, kolkhoser, og deres korn og kvæg rekvireret af staten. Bolsjevikkernes kamp mod bønderne, der ikke ville kollektiviseres, og deres tvangsmæssige rekvirering af korn og kvæg førte til katastrofen, som var værst i Ukraine.
Årsagerne var flere, men bl.a. afstraffelse af ukrainerne, der havde vist ønsker om selvstændighed, samt behovet for udenlandsk valuta, som staten fik, når den eksporterede kornet. Til sidst havde bønderne simpelt hen ikke mere at spise og døde som fluer, mens kannibalisme og andre grusomheder udspillede sig. Det er filmisk gengivet i Agnieszka Hollands film, uden at det udarter til greuel. Det ukrainske navn for katastrofen er Holodomor– udryddelse ved hjælp af sult.
Andre forskere vil ikke kalde det et genocid (folkemord), men taler derimod om et sociocid – et mord på en bestemt samfundsklasse, hvilket i modsætning til folkemord dog ikke er omfattet af en FN-konvention. Hvad man end kalder begivenheden, er det dog en kendsgerning, at hungersnøden betød en humanitær katastrofe og må ses som en horribel forbrydelse mod det ukrainske folk.
Mennesker, der både overlevede Holodomor og Holocaust, har ligefrem sagt, at den første var værre end den anden. Trods omfanget er den dog aldrig for alvor blevet en del af den vestlige verdens kollektive erindring. Og sidestillingen med Holocaust er forståeligt nok blevet taget unådigt op af jødiske organisationer, som mener, at den relativerer mindet om Holocaust. Selvfølgelig må man også skelne mellem politisk påført hungersnød og forsøget på at udrydde en hel etnisk gruppe, som FN efter krigen definerede som en forbrydelse mod menneskeheden. Men det drøftes stadig i Ukraine, om ikke også sociocid må anerkendes som en forbrydelse mod menneskeheden på linje med genocid. Efter hungersnøden indvandrede en del russere til Østukraine, hvilket er med til at forklare den nuværende politisk/etniske splittelse af landet.
Præsidenter i øst og vest
Allerede 1921-23 var der en stor hungersnød i kølvandet på den russiske borgerkrig; den gentog sig som nævnt ti år senere, og 1937-38 fandt Stalins store udrensninger sted. Ukraines frie bønder og landets intellektuelle elite var nu blevet fysisk elimineret. Endelig kom den tyske invasion i 1941, som gik særligt hårdt ud over Polen, de baltiske lande, Hviderusland og Ukraine, og som udslettede de fleste jødiske indbyggere. Samtidig deporterede Stalin Ukraines tyske mindretal og Krim-tatarerne over øst på. De sidste fik først lov til at vende tilbage under Gorbatjov i 1980’erne og er nu igen potentielt truet som mindretal på den russisk annekterede Krim-halvø.
For de nuværende magthavere (i Rusland) er zarens stat, Sovjetunionen og Putins Rusland historien om en kontinuerlig stat, hvis ære og berettigelse ikke mindst må ses i sejren over Hitler-Tyskland.
De to politiske skikkelser, som i nyere tid har domineret ukrainsk politik (foruden Julia Timosjenko) er Viktor Jusjenko, der var præsident 2005-10, og Viktor Janukovitj, som var præsident 2011-14. De inkarnerede hver sin side af hhv. den vestlige og den østlige orientering. I Jusjenkos præsidenttid blev Holodomor fremhævet kraftigt, hvorimod Janukovitj hævdede, at elendigheden i 1930’ernes Ukraine ikke adskilte sig fra forholdene i andre republikker i Sovjetunionen.
Janukovitj var heller ikke særlig kritisk over for Stalin, og repræsenterede i det hele taget samme historiesyn som Ruslands præsident Vladimir Putin, der hellere vil se Sovjetunionen/Ruslands historie som en fortælling om en stor, stolt stat frem for en historie om det russiske folks fornedrelse igennem århundreder, kulminerende med Stalins rædselsregime. Det manifesterede sig klart i 2017, hvor Putin-regimet var nødt til at markere hundredåret for revolutionen, og gjorde det ved at understrege kontinuiteten og underbetone bruddene i russisk historie. For de nuværende magthavere er zarens stat, Sovjetunionen og Putins Rusland historien om en kontinuerlig stat, hvis ære og berettigelse ikke mindst må ses i sejren over Hitler-Tyskland i dét, der kaldes for Den Store Fædrelandskrig 1941-45.
Tragedien om tvangskollektivisering
Mindet om hungersnøden 1932-33 blev altså et våben i de historiepolitiske kampe mellem de vestvendte ukrainere og de Moskva-vendte i den østlige del. Under Jusjenko blev mindet om hungersnøden brugt som et led i opbygningen af en national historiefortælling, der adskilte sig fra den russiske. Ukrainerne var Sovjetunionens ofre. I 2000 deltog han som premierminister i den berømte Stockholm-konference om Holocaust, og her sidestillede han direkte den nazistiske og stalinistiske terror og foreslog, at der blev afholdt en lignende konference om den sidste. Selvom 2. verdenskrig havde kostet fem millioner ukrainere livet, var det ikke den største tragedie i landets historie, sagde Jusjenko – det var Stalins tvangskollektivisering, som han hævdede havde kostet syv millioner mennesker livet. Ukraine og ukrainerne “ved alt for godt, hvad folkemord betyder”, sagde han. Da Janukovitj kom til i sin første periode, prøvede han derfor at rulle fortællingen tilbage eller almengøre den som gældende for hele Sovjetunionen.
Selvom de var politisk betingede, var Jusjenkos bestræbelser nødvendige som oplysningsprojekt, fordi hungersnøden eller Holodomor havde været holdt hemmelig for de efterfølgende generationer i Ukraine. Nogle ældre mennesker havde selvfølgelig mere eller mindre vage erindringer om, hvad der var sket, men i sovjettiden var det strengt forbudt at omtale det eller hjælpe efterkommerne af de mange døde. Kilderne i form af dødslister m.m. blev ødelagt, hvad der har ført til de vidt forskellige tal på dødsofre.
Historien er blevet et politisk våben
Først under Gorbatjovs styre med Glasnost (‘Åbenhed’, betegnelse for en række reformer af det russiske retsvæsen, red.) i anden halvdel af 1980’erne, og åbningen af arkiverne kunne bevidstheden om katastrofens fulde omfang trænge ind i ukrainernes bevidsthed – og altså også blive instrumentaliseret som en del af uafhængigheds-bevægelsens politik. Der var tale om en delegitimering af Sovjetunionen og en legitimering af et selvstændigt Ukraine. Historien blev med andre ord et vigtigt led i Ukraines nation building.
Ja, det gik så vidt, at det blev forbudt at benægte Holodomor, ligesom det i flere vestlige lande er forbudt at benægte Holocaust. Mig bekendt er det ikke forbudt at benægte Holodomor i dag, men med det nye regime under anførsel af først præsidenten, Petro Porosjenko, og derefter Volodymyr Zelinskij, er den kulturelle erindring delvist vendt tilbage til tiden under Jusjenko. Der rejses monumenter for Holodomor, og erindringen om den politisk påførte hungersnød bruges som historiepolitisk våben mod Rusland. I Kievs centrum er der f.eks. opstillet et smukt monument, som er inspireret af Bertel Thorvaldsens berømte statue af Jesus, som byder børnene velkommen. Det henviser til de hundredtusinder af børn, som døde under hungersnøden.
“… mens historien i Ukraine stadig er en politisk kampplads for forskellige tolkninger og ideologier, er der i Rusland tale om en næsten fuldstændig kontrol gennem skolen, medierne m.m.”
Janukovitj, som blev væltet af de store demonstrationer på Maidan-pladsen i Kiev i februar 2014, førte til gengæld en mere russisk-/sovjetvenlig historiepolitik, og der er ingen tvivl om, at det var én af brikkerne, der førte til hans fald. Historien var vendt tilbage og ramte ham i nakken som en boomerang.
Den, der kontrollerer fortiden…
I George Orwells geniale roman, 1984, hedder det om det almægtige partis slogan: “Den, der kontrollerer fortiden … kontrollerer fremtiden. Den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden”. Romanen er selvfølgelig en utopi eller rettere dystopi, men ikke helt ved siden af realiteterne, for Orwell var klar over, at den kollektive erindring ikke er ‘uskyldig’ i politisk henseende; den er en del af den politiske diskurs og dermed præget af samfundets magt- og styrke-forhold.
Orwells princip-udsagn om kontrollen med fortiden gennem nutiden passer for så vidt overalt, også i Danmark – men om noget sted kan den i dag ses udfoldet i Rusland og Ukraine. Forskellen er, at mens historien i Ukraine stadig er en politisk kampplads for forskellige tolkninger og ideologier, er der i Rusland tale om en næsten fuldstændig kontrol gennem skolen, medierne m.m.
I modsætning til i Ukraine har man ikke taget et egentligt opgør med sovjettiden og stalinismen i Rusland, bortset fra i årene med Glasnost. Stalin spøger stadig i kulissen; han er ikke som Hitler i Tyskland blevet bandlyst – husk, at han jo var den store leder under Den Store Fædrelandskrig – men på den anden side er han heller ikke blevet rehabiliteret. Han er altså vitterligt et spøgelse, og det manglende opgør med stalinismen som system – bortset fra nogle frivillige bevægelser som Memorial, der under stor modstand fra regimets side prøver at opklare og huske de store udrensninger med deres millioner af døde og fængslede – har betydet, at det opgør, man har foretaget med totalitarismen (i mangel af et bedre ord) i Vesten, d.v.s. både den tysk-italienske og den sovjetiske, ikke er blevet taget i Rusland.
Offer eller sejrherre?
De to-tre millioner russiske, men især hviderussiske og ukrainske jøder, som blev myrdet af tyskerne under 2. verdenskrig, figurerer stadig som ‘fredelige sovjetborgere’, når 2. verdenskrig bliver beskrevet i Rusland (noget lignende gør sig i øvrigt gældende i Ukraine, hvor jøderne heller ikke optræder som selvstændige ofre, og hvor antisemitisme fortsat findes). Tyskerne slog altså ikke jøder ihjel, men ‘fredelige sovjetborgere’, selvom alle burde vide, at jøderne netop blev dræbt, fordi de var jøder, og ikke fordi de var sovjetborgere – de sidste kunne jo bruges som slavearbejdskraft.
Heller ikke disse fremstillinger er ændret under Putin. Fra regimets side ønsker man ikke nogen konkurrenter til rollen som offer – der heroisk blev vendt til sejrherre – i 2. verdenskrig.
Der er altså afgørende forskelle på den kollektive erindring i Vesteuropa på den ene side og i Rusland (og delvis Ukraine) på den anden. Mens hovedværdierne i vest (indtil videre!) er demokrati, lighed for loven, ytringsfrihed, pluralisme m.v. – som har deres rod i oplysningstiden – men også bygger på en afgrænsning fra både nazisme og stalinisme – spiller den stærke stat og opslutningen bag ledelsen hovedrollen i øst, specielt i Rusland. Det vil næppe ændre sig foreløbig – thi den, der kontroller nutiden, kontrollerer fortiden. Sammenhængskraften bliver et påbud ovenfra i stedet for at vokse op nedefra. Dermed udgør tolkningen og fremstillingen af fortiden snarere et ideologisk våben, der kan bruges indadtil såvel som udadtil.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)
[…] Bryld tager i sit portræt på Solidaritet fat på langtidsvirkningerne af Ukraines arv af traumer og tab. Helt centralt er ukrainernes mildest talt traditionelt dårlige forhold til russerne, der er […]