Ulla Jessings hundrede år 1924-2024

Ursula Friedländer – Ullas fødenavn – var kun 14 år, da hun i Berlin 1939 blev sat på et børnetog. Formålet var at bringe hende og 40 andre jødiske børn i sikkerhed i England. Det var et endegyldigt farvel til hendes forældre, som ikke undslap nazismens rædsler.

I sin sparsomme bagage havde Ursula nogle fotografier, en natkjole, en tandbørste og et ur. Ved grænsen til Holland konfiskerede tolderne hendes ur.

Hendes liv er en fortælling om et menneske, der led de største tab og overlevede uden at miste sin medmenneskelighed, men bevarede sin solidaritet med andre nødlidende.

Trods ringe højde var Ursel – hendes kælenavn – en robust sjæl, der evnede at tilpasse sig en omskiftelig tilværelse. Den spændte over en tryg barndom i et velhavende miljø i en tysk provinsby i 20´erne til forfølgelserne i 1930´ernes Berlin.

November 1938 oplevede hun Krystalnatten. Næste dag sendte Ursulas mor datteren ud til den jødiske skole i Grunewald. Børnene fik besked om, at den var lukket. På vej hjem igen i den tomme sporvogn gik konduktøren rundt og trykkede hvert enkelt barn i hånden. Ifølge Ursel forklarede han, at ”de ikke måtte tro, at alle tyskere accepterede nattens ødelæggelser og forfølgelser.”

Ulla har fortalt historien igen og igen – i radioen, i Information og på skoler. Hun var et vigtigt vidne til en afgørende epoke i det 20. århundredes historie.

I England blev hun installeret som ”billig hushjælp” hos en jødisk familie, der ikke behandlede hende ”særlig godt”, som hun har fortalt. Det lykkedes at komme væk og kæmpe sig til en engelsk studentereksamen i et bomberamt London. I sig selv en præstation.

Uden nær familie at støtte sig til kom hun ind i det eksilkommunistiske miljø og flyttede i kollektiv. Her fik hun sin venner og opbakning. Bl.a. fra digteren Erich Fried. Inspireret af collagekunstneren John Heartfield ændrede nu hun sit fornavn til Ulla.

Senere flyttede hun til Glasgow og arbejdede på Rolls Royce-fabrikkerne, der producerede motorer til sovjetiske flyvemaskiner, der skulle bruges i krigen mod Nazi-Tyskland.

Trods sin unge alder – hun var knapt tyve – blev hun tillidskvinde og holdt foredrag om den ”antifascistiske kamp i Tyskland”.

En dag, hvor der skulle betales kontingent til fagforeningen, spurgte kassereren Ulla:

  – Skal du betale kontingent for din far? Så er det nu! Vi venter på foredragsholderen.

  –  Det er mig, der er foredragsholderen, svarede Ulla.

Efter krigsafslutningen rejste Ulla tilbage til den østlige del af Tyskland for at medvirke til at skabe ”et nyt og bedre Tyskland uden racediskrimination”. Forældrene var omkommet i Auschwitz.

Som kommunist var hun adgangsforment til den britiske besættelseszone. Men hun gav ikke op. Ulla overvejede på ingen måde at rejse til Palæstina. Hun var ”antizionist”, som hun sagde. Hun havde lært, at der var et andet folk der.

I begyndelsen af 50´erne var Ulla så heldig til at møde en dansk kommunist og han hende til en festival i DDR.  Jørn Jessing. Det blev anledningen til, hun kom hertillands, stiftede familie, fik to døtre og mange efterkommere.

Hun var et generøst og gæstfrit menneske. Værtinde ved utallige frokoster, middage og andre sammenkomster.

Langt oppe i sine 90´ere var hun en flittig læsebrevskribent i Information og Politiken, hvor hun bidrog med mere end 100 indlæg om alt fra smykkelov til arbejdsløshedsdagpenge og palæstinensernes endeløse lidelser.

Et af de sidste er en kritik af Grækenland for at tvinge flygtningebåde retur til Tyrkiet. ”Mange flygtningebørn meldes druknet,” skrev hun. Flygtningebørn!

Hvis hun havde været her i dag, ville hun med sikkerhed være gået på gaden for fred og våbenhvile. Nu har hun endegyldigt givet faklen videre.

Du kan læse mere om Ulla i Information.