“Ungeren” er blevet en bevægende og seværdig tv-serie

”Ungeren bliver. I kan rydde rådhuset!” 

De fleste, der var ”unge” i årerne før og efter rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro den 1. marts i 2007, kan formentlig huske det trodsige slogan. Og netop trods er en af de ting, som de unges hus på Jagtvej 69 stod for: Trods mod en verden, der sætter profit over alt andet, og hvor man forventes at passe ind i de firkantede roller, samfundet forsøger at tildele en.

Forståelig skepsis

DR’s tv-serie ”Ungeren” har længe været ventet – og frygtet – i det københavnske aktivist-miljø. For hvordan ville udenforstående instruktører og skuespillere, som ikke var aktive i huset og på gaden efterfølgende, portrættere begivenhederne? 

En høj grad af skepsis var forståelig. Men den viser sig nu i det store og hele at være ubegrundet.

For serien lægger sin sympati og vinkling 100 procent til fordel for Ungdomshuset og dets brugere.

Bag de røde mursten

Serien følger Iben, som spilles af Thit Åberg. Hun tager os som kerneaktivist med ind bag de røde mursten i det autonome ungdomsmiljø. Vi er med til mandagsmøder og til fejlslagne forhandlinger på rådhuset. Og vi følger Ibens forhold til medaktivisten Alex. 

Åberg spiller blændende godt. Man kan relatere sig til hendes figur. Hun kan ikke sættes i en bestemt kategori – Iben er hverken udelukkende militant eller tilbageholdende. 

Iben kan til tider virke naiv i sin tro på, at Københavns Kommune og Faderhuset kan overtales til en løsning, der vil redde Ungdomshuset fra rydning. Men det er let at sige i bagkundskabens lys. Jeg husker, hvordan jeg tilbage i 2007 stadig håbede, at der var en chance for en løsning.

Levende persongalleri og god musik

Serien har et lille, men godt persongalleri – alle spiller forholdsvis godt – der udfylder Ungerens interiør med diskussioner, skænderier, tårer og dans til den lyse morgen.

Musikken og lydbilledet er en af seriens stærkeste sider. Med Rasmus Modsats introsang, Guddommelig Galskab og den effektive baggrundsstøj er man fænget i øregangene.

Billedsiden tager os med et lidt grynet look på en nostalgisk rejse tilbage til tiden før HD-tv. Kulisserne i og uden for huset er helt i top. 

Selv om ”Ungeren” er fiktion, gør serien effektivt brug af tv-klip fra perioden. De tjener til at vise verden uden for murene, og de er et stærkt bindeled til de faktiske begivenheder. Politiet og politikerne optræder kun i tv-klip. I politiets tilfælde som ansigtsløse voldspsykopater. Ingen klager her!

Fokus på militans, men fanger også kulturen i huset

Seriens instruktør Mads Mathiessen har unægtelig sat fokus på den militans, man så i kampen mod lukningen. Serien viser, hvordan det i dagene op til rydningen blev den eneste vej til at råbe verden op. 

Men mellem gadekampe og diskussioner om molotovcocktails og politivold kommer også noget andet og mere spændende til syne. Det er nemlig i relationerne mellem karaktererne og den kultur, de lever i, at Ungeren rigtig findes – noget som muligvis kun indforståede kan se: I solidariteten med udstødte som den hjemløse Camilla, i den flade beslutningsstruktur på mandagsmøder og i den magt, der er i at gøre tingene selv, konceptet: Do It Yourself eller DIY.  

Uanset om det handler om at skaffe mad fra containere, bygge barrikader, der kan holde politiet ude af huset, eller arrangere koncerter, så fanger serien, hvordan Ungdomshuset gav folk muligheder for at deltage i opbygningen af en verden, der er forskellig fra det omkringliggende, griske forbrugersamfund. 

Det er en kultur, som ikke døde med nedrivningen af huset på Jagtvej, men som lever videre i det nye ungdomshus på Dortheavej i Københavns nordvest-kvarter. Og i hjerterne på alle, der vil en bedre verden.

Ikke aktivisternes virkelighed

Da initiativet til serien blev taget for nogle år siden, blev en række gamle aktivister fra Ungdomshuset spurgt, om de ville bidrage og rådgive til serien. Her blev svaret et nogenlunde entydigt nej. 

De fleste mente ikke, at udenforstående havde ret til at udstille – og i sidste ende profitere på – aktivisternes historie. 

Det, man ser i de fem afsnit, som serien består af, er derfor ikke den sande historie, sådan som aktivisterne oplevede den. Det er en fiktion, der er sat inden for rammerne af det, som instruktøren har kunnet researche sig frem til. Men det er en bevægende og seværdig fiktion.

”Ungeren” kan streames på DR TV.