USA’s fagbevægelse vil have våbenhvile i Palæstina

Fagforeninger, der repræsenterer mere end halvdelen af den amerikanske arbejderbevægelse, har nu opfordret til en våbenhvile i Gaza. Ligesom AFL-CIO, der er den amerikanske hovedorganisation FH, og omkring 70 byråd. Det er resultatet af handlinger fra mange lokale fagforeninger, fagforbund og menige aktivister.

Vores fagforening, United Electrical, Radio & Machine Workers of America (UE), var i stand til at mobilisere hurtigt i dette kritiske spørgsmål, fordi vi har en stærk tradition for international solidaritet og et kritisk syn på amerikansk udenrigspolitik.

Da Israel indledte sit brutale angreb på befolkningen i Palæstina i kølvandet på det samvittighedsløse Hamas-angreb 7. oktober, erkendte UE-ledelsen, at det var et spørgsmål, som arbejderbevægelsen var nødt til at tage affære på.

Inden for to uger var vi – i samarbejde med United Food and Commercial Workers Local 3000 og andre fagforeningsledere – i stand til at indkalde til et nationalt møde om konflikten og udsende en erklæring, “Arbejderbevægelsen i USA opfordrer til våbenhvile i Israel og Palæstina“, som nu er blevet underskrevet af seks fagforbund og hundredvis af lokale og regionale organisationer.

Vores medlemmer sluttede sig til våbenhvile-møder, kontaktede deres senatorer og iværksatte bestræbelser på at få deres byer til at vedtage våbenhvile-resolutioner.

Våben eller smør

Hvorfor var UE’s medlemmer klar til at handle? Vi uddanner vores medlemmer om emnerne, diskuterer og debatterer med dem på demokratisk vis, og vores medlemmer laver fagforeningspolitik på kongresser, der afholdes hvert andet år.

Vores udenrigspolitiske resolution, “For Jobs, Peace, and a Pro-Worker Foreign Policy” – som inkluderer et krav om, at USA stopper al militær bistand til Israel – blev bekræftet på vores 78. kongres i september sidste år. Flere delegerede talte lidenskabeligt fra salen om vigtigheden af arbejdersolidaritet med det palæstinensiske folk.

UE-kongressens delegerede stemte for at forlade Congress of Industrial Organisations (det amerikanske LO) i 1949, fordi den ikke foretog sig noget for at forhindre andre tilknyttede forbund i at underbyde vores overenskomster, men også på grund af CIO’s stigende tendens til blot at følge Det Demokratiske Parti i alle anliggender, og især i udenrigspolitik.

Vi mente, at arbejderbevægelsen burde fremme sine egne udenrigspolitiske ideer baseret på diplomati og arbejdersolidaritet i stedet for at gå sammen med begge partiers omfavnelse af militarisme og imperialisme efter anden verdenskrig.

UE var den første fagforening, der modsatte sig krigen i Vietnam, og vi var en tidlig kritiker af amerikanske militære interventioner i Central- og Sydamerika. Vi udtrykte vores solidaritet med arbejderklassen i Sydafrika i dens lange og i sidste ende succesrige indsats for at afskaffe apartheid. Vi var imod Ronald Reagans militære opbygning i 1980’erne og begge Bush-krige i Irak. Vi modsatte os også Bill Clintons bombning af Kosovo og Barack Obamas medvirken til højreorienterede kup i Honduras, Brasilien og Ukraine – hvoraf det sidste førte direkte til krigsudbruddet med Rusland i 2022.

Ved vores kongres i 2015 blev UE den første amerikanske fagforening til at støtte den internationale boykotbevægelse, som er startet af palæstinensiske fagforeninger og civilsamfundsorganisationer som et ikkevoldeligt middel til at presse staten Israel til at stoppe sin apartheidundertrykkelse af palæstinensere.

I alle disse diskussioner har vi konsekvent forbundet de beslutninger, som den amerikanske regering træffer om udenrigspolitik, til den effekt, disse beslutninger har på vores medlemmers pengepung og liv.

Som UE’s generalpræsident Albert Fitzgerald fortalte den 33. UE-kongres i 1968: “Du kan ikke have våben og smør på samme tid i dette land. Du kan ikke have anstændige lønninger, arbejdstid og arbejdsforhold; du kan ikke have ordentlige hjem og ordentlige skoler; du kan ikke have frihed for nogen i dette land – så længe vores ressourcer går ned i vasken og bliver brugt i forgæves krige.”

Medlemmer af UE’s lokale fagforening nr. 150, som opfordrede byen Durham i North Carolina til at støtte en våbenhvile i december, havde en lignende pointe. Mens UE-medlemmer, der arbejder for byen, ikke har råd til at bo der, “sender indbyggerne i Durham hvert år 4,3 millioner af vores føderale skattedollars direkte til Israels militær. Det er penge, vi har brug for til at støtte vores egne arbejdere og lokalsamfund.”

Forbindelsen mellem udenrigspolitik og vores pengepung blev smerteligt tydelig i de senere årtier af det 20. århundrede, da arbejdsgivere begyndte at flytte vores job til lande, som var blevet gjort “sikre for kapital” af amerikansk militær intervention.

Solidaritet hjemme

I indledningen til vores fagforenings vedtægter, der blev vedtaget på vores stiftende kongres i 1936, forpligter vi os til at være “en organisation, der forener alle arbejdere på et industrielt grundlag, under demokratisk kontrol, uanset håndværk, alder, køn, nationalitet, race, tro, eller politiske overbevisninger.”

Denne forpligtelse til at forene alle arbejdere gjorde det tidligt klart for os, at immigranter, herunder papirløse immigranter, fuldt ud fortjener fagforeningsorganisering. Vi har konsekvent organiseret immigrantarbejdere gennem årtier, selv på tidspunkter, hvor de fleste fagforeninger undgik eller endda angreb dem. Mere generelt har vores fagforening modsat sig krigen mod farvede arbejdere og immigrantarbejdere herhjemme lige så konsekvent, som vi har modsat os uretfærdige krige i udlandet.

De holdninger, som vores fagforening har vedtaget, sker gennem en fuldt ud demokratisk proces. Politiske beslutninger indsendes af lokale fagforeninger, forfinet af en kongres-beslutningskomité, der består af snesevis af menige delegerede, og diskuteres i plenum, hvor alle delegerede har mulighed for at tale. Læs referaterne fra UE´s kongresser fra 1960’erne, og du vil finde livlige debatter om Vietnamkrigen.

Vores medlemmer ved, at de har ret til at sige deres mening om ethvert aspekt af fagforeningspolitikken. Ikke kun på kongresserne, men også til to årlige regionsrådsmøder og ved almindelige lokale medlemsmøder. Selvom vores medlemskab ikke er immunt over for den politiske polarisering, der har grebet landet i de senere år, forstår flertallet af vores medlemmer, af alle politiske overbevisninger, at fagforeningens holdninger bestemmes demokratisk af medlemmerne – de er ikke pålagt af ledelsen.

Især i den globaliserede økonomi i det sidste halve århundrede må arbejdende mennesker erkende, at arbejdere i andre lande er lige så meget søskende som de andre arbejdere på vores arbejdspladser. Vores fagforeninger er de mest magtfulde og demokratiske organisationer, vi har, og vi har et ansvar for at bruge dem til at kæmpe ikke kun for et anstændigt liv for os selv og vores kollegaer, men også for en verden med fred og retfærdighed for alle.

Teksten er oversat af Jakob Mathiassen. Den oprindelige tekst er udgivet på Labor Notes 21. marts 2024