Valgene i Sachsen og Thüringen afspejler en farlig højreorienteret tendens. Venstrefløjen står over for store udfordringer

Vælgerne i Sachsen og Thüringen har massivt styrket højrefløjen og påført Tysklands såkaldte trafiklys-regering (Socialdemokraterne i SDP, det liberale FDB og De Grønne, red.) et ødelæggende nederlag.

Men også Die Linke fik mere end halveret sine stemmer og kom kun ind i delstatsparlamentet i Sachsen ved at vinde to direkte mandater i Leipzig. At vinde disse direkte mandater samt de to direkte mandater i Jena giver i det mindste en indikation af, at valg kan vindes med en klar holdning til migration, en klar kant mod højre og en offensiv holdning til fordel for social retfærdighed, klimabeskyttelse og antiracisme.

Titusindvis af dør-til-dør-besøg, direkte kontakt i boligområder og aktiviteter i nabolag har bidraget væsentligt til denne succes. Naturligvis kan valgkampagner i valgkredse med et relativt stort venstre-grønt miljø ikke overføres til alle regioner. Men jeg er overbevist om, at det er en forkert vej at gå at indsnævre Die Linkes fokus til fred, velfærdsstat og en stærkere orientering mod øst.

Forsvar retten til asyl

Højreradikaliseringen går hånd i hånd med en skærpelse af migrations- og asylpolitikken. Det er ikke kun AfD, der nærmest sætter lighedstegn mellem migration og kriminalitet og skaber en massiv stemning mod flygtninge og migranter. Også CDU og BSW (Bündnis Sarah Wagenknecht) er på samme linje.

Især skindebatten om såkaldt irregulær migration skal skjule, at de sidste rester af asylretten skal afskaffes. I sit øltelt betonede Markus Söder [Bayerns ministerpræsident og medlem af CSU], at det var på tide, at ”folket” i stedet for domstolene ”igen” skulle bestemme. Det er nærmest en opfordring til at bryde loven.

På valgaftenen pralede AfD’s parlamentariske leder med, at CDU og andre partier for længst havde overtaget AfD’s krav, og at det næsten var ligegyldigt, hvilke marionetter der sad ved magten. Dette er en åbenlys drejning af højreorienteret politik i fascistisk retning.

Der er ingen modstand fra De Grønne og SPD; tværtimod taler også de næsten udelukkende om grænsekontrol, deportationer og hårdere foranstaltninger.

Det ville være at bagatellisere tingene, hvis vi troede, at det hele handlede om flygtningene. Der hersker i stigende grad et klima, som vender sig mod migrationen, og der er ved at opstå en farlig alliance mellem pøblen og dele af eliten.

Enkelte stemmer siger, at venstrefløjen bør ændre sine migrationspolitiske holdninger, fordi den ellers vil blive ved med at miste vælgere. Jeg går ind for en offensiv tilgang, et klart engagement i et post-migrantsamfund og imod ødelæggelsen af asylretten.

Migranter udgør en betydelig del af lønmodtagerne og er velkomne i vores parti. De og flygtningene er en del af en klassepolitik, der samler, og som klart afviser den socialdarwinistiske politiske forståelse, der går ud på isolation og marginalisering.

Højrefløjens krig mod klima og feminisme

Det er ikke tilfældigt, at højrefløjen ikke kun fører en kulturel krig mod feminisme og selvbestemmelse, men også mod klimapolitikken. Den bilder folk ind, at vi kan fortsætte på samme måde som hidtil med den fossile tidsalder, med forbrændingsmotoren, ukontrolleret vækst uden hensyn til klimaet og ressourceforbruget.

Kampen mod klimakatastrofen er et spørgsmål om menneskets overlevelse, et centralt spørgsmål for venstrefløjen og et klassespørgsmål.

Også her kan kun et spring fremad hjælpe: henimod en politik for en radikal socioøkologisk transformation. Venstrefløjen skal tage de eksisterende bekymringer, den berettigede frygt og ængstelse hos mange mennesker alvorligt, knytte en effektiv klimapolitik tæt sammen med social retfærdighed og gøre den synlig som en del af klassekampen.

Konkrete projekter, kampagner og praktiske tilgange, som f.eks. en trafikomlægning med udbygning af jernbanen og den offentlige transport samt billige billetter, hvor prisen nærmer sig nul.

Med kampagner som #wirfahrenzusammen, beskyttelse af lejere mod øgede energiomkostninger, krav om udbetaling af klimapenge – alt dette kombinerer forbedringer med en konsekvent klimabeskyttelse, og projekterne er allerede delvist igangsat.

Social infrastruktur som en vigtig søjle i venstrefløjens kamp

De offentlige ydelsers og infrastrukturens til tider katastrofale tilstand er en stærk grobund for højrefløjen.

Mange mennesker er fortvivlede over de alvorlige mangler i sundhedssystemet, køer foran borgerservice, mangel på daginstitutionspladser i deres nabolag, mangel på boliger, der kan betales, månedlange ventetider hos speciallæger, mangel på lærere og pædagoger, ventetid på busser eller tog, der ikke kører til tiden.

Det gør hverdagen sværere – især for dem, der ikke har råd til betalte serviceydelser. Det forstærker følelsen af, at alt bliver værre eller går i vasken.

Højrefløjen samler denne følelse op og sammenkobler den med sin kritik af, at der f.eks. bruges penge på migranter og flygtninge eller cykelstier i Peru, men ikke på dem, der bor her. Den manglende finansiering af kommunerne, som skal dække en stor del af omkostningerne, øger konkurrencen om fordelingen af midlerne. Selv om der ville være penge nok til de foreliggende opgaver, hvis bare de blev fordelt retfærdigt.

Die Linke var [i valgkampen] stærke inden for social infrastruktur. Ideen om infrastrukturel socialisme sigter mod en massiv udvidelse af den sociale infrastruktur for at skabe social sikkerhed, en fungerende offentlig service med en voksende offentlig eller kooperativ sektor, der ikke er forpligtet til profitmaksimering, men til et bedre liv for flertallet, dvs. det fælles bedste.

Konceptet indeholder også forslag om at demokratisere den offentlige infrastruktur og dermed en vigtig del af samfundet.

Spørgsmålet om demokratisk deltagelse og inddragelse er også vigtigt, fordi højrefløjen lever af den følelse af afmagt, som mange mennesker har over for statslige institutioner.

På dette område, som også er en kampzone for en mere retfærdig fordeling og demokratisering af samfundet, kan venstrefløjen i modsætning til højrefløjen ikke kun lægge klare forslag og løsningskoncepter på bordet, men også vinde tillid gennem en bred vifte af praktisk arbejde.

Mange på venstrefløjen har jo i årevis ført kampagner i byer og kommuner mod privatisering af offentlig ejendom, for bedre løn til plejepersonale, udbygning af den offentlige transport, gratis daginstitutioner og meget andet.

At udvide dette, inddrage de berørte og ”anstifte” konflikter kan være et stærkt grundlag mod højrefløjens fremmarch. For det er tydeligt, at det handler om konkrete forbedringer på den ene side og på den anden side helt andre ”modstandere”, der står i vejen for forandring.

Derudover kan Die Linke aktivere eksisterende sociale strukturer, nabolagsstrukturer og en eksisterende følelse af solidaritet som en klar modmodel til højrefløjens socialdarwinistiske og diskriminerende ideologier.

Teksten er oversat fra tysk af Niels Frølich med tilladelse fra forfatteren. Mellemrubrikkerne er Solidaritets. Originalteksten vil blive udgivet på det tyske venstrefløjsmedie Die Freiheitsliebe.