Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
21. juni. 2022

Valgsejr og nye politiske vinde i Colombia

En venstreorienteret præsident, en kvindelig afro-colombiansk vicepræsident, og et løfte om “ægte forandring”. Der sker store ting i Colombia, hvor valget efter en tæt kamp faldt ud til fordel for Gustavo Petro og Francia Marquez. Valgdeltagelsen satte rekord denne gang, og når i nogle af de fattigste og mest voldsplagede regioner op på 80 %. Det vidner om et helt nyt politisk håb, skriver Christine Lundgaard.

Nye vinde blæser i Colombia: For første gang vinder venstrefløjen valget. Foto: Luisa Gonzalez

Så skete det virkelig! Colombia får sin første progressive præsident nogensinde.

Løbet var supertæt, men med 50,45 % af stemmerne bliver Gustavo Petro præsident og Francia Márquez vicepræsident med en overbevisende valgsejr. Forretningsmanden Rodolfo Hernández fik 47,3 %.

Det må være fantastisk at være i Colombia lige nu. Gader og pladser er fyldt med unge og gamle der råber, fester, danser og krammer. 

Med på pladserne er billeder af de faldne i krigen, de myrdede sociale ledere, de forsvundne familiemedlemmer, som også skulle have været her i dag. Sammen med hilsener til de tre andre progressive præsidentkandidater der siden 1949 er blevet myrdet, før de nåede at blive valgt.

Rekordstor valgdeltagelse

Smukke billeder er de sidste 24 timer tikket ind fra landets yderste afkroge hvor hele lokalsamfund har rejst i flere dage til lands og til vands for at nå frem til fjerne valgsteder. Og valgdeltagelsen sætter rekord denne gang. I Colombia, hvor under halvdelen plejer at stemme, er 58% en milepæl. I flere af de fattigste regioner såsom Chocó, Cauca og Nariño der er allerhårdest plaget af undertrykkelse og vold, er valgdeltagelsen denne gang sensationelt helt oppe på omkring 80 %. Det kan kun skyldes en imponerende lokal organisering, og et helt nyt politisk håb.

At nå frem til at bruge sin stemme kræver for mange colombianere både bureaukrati, fridage og dyre rejser. Og derefter at valgstedet man rejser til, ikke pludselig er blevet ændret, at stemmesedlen ikke overkrydses af bestukne valgtilforordnede – eller forsvinder på vejen til optælling.  

Nye politiske vinde efter månedlange protester

Da Gustavo Petro for fire år siden fik 8 millioner stemmer og var tæt på at vinde over Uribes mand, ultrahøjre-kandidaten Iván Duque, blev det af mange læst som et nybrud, og nye politiske vinde, der blæste efter fredsprocessen med FARC. Den progressive fredsaftale, der blev indgået i 2016, blev allerede fra starten misligholdt, og på mange måder forrådt af den regering, der havde forhandlet den på plads med guerillaen.

Siden dengang er Colombia blevet gennemblæst af en politisk orkan af månedlange protester og mobiliseringer, der startede for to et halvt år siden. Folk krævede gratis offentlig uddannelse, ordentlige lønninger og ret til pension, hvilket stod i skarp kontrast til regeringens nedskæringer. Samtidig protesterede folk mod de eskalerende drab på sociale ledere, og ville have fredsaftalen ført ud i livet, og stoppe den voldsomme politivold, som demonstrationerne blev mødt med, og som har kostet mange menneskeliv. 

Radikale krav har virket

Utroligt mange mennesker kan se sig selv i Petros klare tale om social retfærdighed, løfter om gratis sundhed og uddannelse, højere skatter på store virksomheder og de rigeste, realisering af fredsaftalen, og at frigøre Colombia fra olie og fossile brændsler.

Francia Marquez: Colombias politiske komet

· Colombiansk aktivist født i 1981. Har en baggrund som menneskerettigheds-advokat og miljøaktivist.

· Blev første gang politisk aktiv som 13-årig, hvor hun ville stoppe opførelsen af en dæmning, der truede hendes lokalsamfund.

· Ved valget i 2022 har Francia Marquez blandt andet talt for bedre repræsentation for kvinder, sorte og oprindelige folk i colombiansk politik, der traditionelt har været meget mandsdomineret.

· Fik ved første valgrunde i marts 2022 hele 783.160 stemmer, hvilket var næstflest – kun overgået af Gustavo Petro. Efterfølgende blev hun udpeget som hans præsidentkandidat. Har blandt andet lovet, at hun med det samme vil flytte sit embedskontor fra hovedstaden Bogota til landets næststørste by, Medellin.

+

Måske kan endnu flere identificere sig med Francia Márquez, feministen og miljøaktivisten, der er blevet båret ind på den politiske scene med så enorm kraft, at hun som den 3. største stemmesluger ved parlamentsvalget i marts derefter blev kåret som Petro’s vicepræsidentkandidat. Hun er den første kvinde og afrocolombianer på så høj en politisk post, og hendes budskab om feminisme, afkolonisering og kamp for natur og klima vinder enorm genklang, både hos oprindelige folk og afrocolombianere som har manglet en stemme, men også hos mange unge og dele af middelklassen i byerne.

Latinamerikansk samarbejde

Straks efter valgsejren tikkede hilsener ind fra andre progressive regeringer i Colombias nabolande, hvor man i mange år også har drømt om en fredelig, progressiv udvikling i Colombia. Både for colombianernes skyld, men også for at få fred til nabolandenes egen politiske udvikling, uden indblanding fra USA.

De seneste årtier har USA haft Colombia som sin tætteste allierede i regionen, og Colombia har været et militariseret brohoved til resten af Latinamerika. Nu er håbet selvfølgelig et stærkere progressivt samarbejde mellem lande som Chile, Honduras, Argentina, Mexico – og Brasilien, hvis meningsmålingerne holder stik, og Lula vender tilbage som præsident ved efterårets valg. 

Den moderate højrefløj tilslutter sig

Som for flere af sine kolleger i nabolandene, bliver det heller ikke nemt for Petro at få sine politiske planer igennem, og ikke muligt at lande en ren venstrefløjsregering eller overhovedet en centrum/venstre-regering. Petros valgalliance Pacto Histórico (Den Historiske Pagt) startede som en venstrefløjsalliance, men den politiske platform er blevet bredere og bredere.

Kort før valget gik en række kendte politikere og tidligere ministre fra Santos-regeringen der forhandlede fred med FARC, også ind i Petro’s kampagne. Så de radikale krav er der stadig og har overbevist mange colombianere om, dels at det er værd at prøve at stemme sig til forandring, og dels at det kan betale sig at slås på gaden for sine krav. Men i virkeligheden vil også politikere fra det moderate højre nu regne med ministerposter og politisk indflydelse. 

Det vil valgsejren betyde

Alligevel kan det nærmest ikke overvurderes, hvad denne valgsejr betyder. Som min gode ven, sociolog og skribent i tænketanken CELAG, Javier Calderón forklarer, så kan vi se frem til: 

  1. Nyt håb om forandring og en lang genrejsningsproces for de sociale bevægelser. Efter de kæmpe strejker og protester de seneste år er mange bevægelser udmattede efter kampe, politivold, fængslinger, døde og sårede kammerater. Og mange er dårligt organiserede. 
  2. Reelt håb om, at vigtige dele af fredsaftalen fra 2016 kan føres ud i livet, til gavn for ufattelig mange mennesker. Det er fredsaftalen, som på tværs af de politiske forskelle samler alliancen omkring Petro og Márquez. Aftalen er systematisk blevet pillet fra hinanden under Duque´s ultrahøjre-regering de sidste fire år. 
  3. Ud over store vanskeligheder med at få valgløfterne igennem i parlamentet, vil der også være svære interne brudflader. Eksempelvis: 
  • Kravet om grøn omstilling og et stop for olieøkonomien er et centralt krav for venstrefløjen, men ses som en stopklods for udvikling af andre. 
  • Petro vil sandsynligvis arbejde for et tættere forhold til USA end en del af hans politiske bagland kan acceptere. 

Modsvar fra det ekstreme højre

Vi vil sandsynligvis også se et modsvar fra eks-præsident Uribe og hans støtter blandt Colombias mest reaktionære jordejere og narkorige paramilitære. De har med gårsdagens resultat lidt et helt ufatteligt nederlag, og mistet deres mangeårige totale greb om colombiansk politik.

“Colombias demokrati er svagt, og vil være skrøbeligt over for sabotage. Derfor får den colombianske venstrefløj brug for stor bevågenhed og solidaritet i tiden, der kommer.”

Uribe og hans fløj har støttet Petros modkandidat, den stenrige ejendomsmagnat Rodolfo Hernández, da det stod klart, at Uribes egen kandidat ville få et elendigt valg. Hernández har modtaget store summer til sin kampagne, men støtten er sket i det skjulte for ikke at skade hans chancer, da Uribe og præsident Duque selv er ekstremt upopulære pt. Så selv om Uribe har mistet indflydelse, samler han kræfter, og har stadig massiv økonomisk magt og politisk indflydelse i statsapparatet. Det kan godt lykkes den ekstreme højrefløj at skabe kaos og vold, som de kan bruge til at forsøge at vende tilbage til magten. Colombias demokrati er svagt og vil være skrøbeligt over for den type sabotage. Lignende forsøg er de seneste år lykkedes i Ecuador og Brasilien, og blev forsøgt i Bolivia. Derfor får den colombianske venstrefløj brug for stor bevågenhed og solidaritet i tiden, der kommer.

For Javier Calderón – og mange andre politisk aktive colombianere i eksil – vil en ny regering forhåbentlig betyde, at de endelig kan vende hjem til Colombia sammen med deres familier. Mange politiske flygtninge havde håbet, at fredsaftalen ville give mulighed for at blive budt velkommen tilbage, men det skete ikke. Derfor har colombianere i eksil i ugerne op til valget sendt breve til venner og pårørende i Colombia, og bedt dem om at stemme på Petro. Nu håber de, at de kan vende tilbage, fortsætte arbejdet – og støtte op om en ny politisk retning i deres land.


Om skribenten

Christine Lundgaard

Christine Lundgaard

International aktivist og Latinamerika-kender. Organiserings- og uddannelseskonsulent i FOA. Folketingskandidat for Enhedslisten Læs mere