Vatnik Soup – eller internetblafferens guide til russisk propagandasuppe?

I efteråret 2013 ringede telefonen på pressekontoret i Enhedslistens folketingssekretariat, hvor jeg dengang var ansat i et vikariat. Jeg besvarede opkaldet.

Det var Olga fra tv-kanalen Moscow 24, som på engelsk med meget kraftig russisk accent og rullende r’er ønskede at tale med “Miss Pernil Skipper”. Olga ville gerne have Pernille Skipper i en kommende formiddagsudsendelse live via satellit. Hvad skal indslaget handle om, spurgte jeg.

Forbindelsen blev lidt utydelig, men det lød som om, at Olga gerne ville tale med Pernille om “legalising intel”. Legalising intel? Hvad mener du, spurgte jeg. Svaret var uforståeligt, så jeg spurgte, om det måske handlede om “intelligence”, altså efterretninger, og om de måske ønskede at interviewe retsordføreren om noget med relation til de tophemmelige efterretninger, som Edward Snowden havde offentliggjort nogle måneder forinden. Olga svarede “yes”, men trak på ordet i et usikkert tonefald, som gav mig fornemmelsen af, at hun ikke helt forstod mit spørgsmål. 

Vi aftalte, at jeg skulle spørge Pernille, om hun havde tid og lyst til at stille op til russisk tv. Pernille bad mig finde ud af flere detaljer om, hvad indslaget konkret skulle handle om.

Næste dag ringede Olga igen. Den tykke russiske accent var der stadig, men telefonforbindelsen var meget bedre. Olga sagde, at hun gerne ville interviewe “Miss Pernil Skipper who is in favor of legalising incest.” 

Først dér gik det op for mig, at Olga ville lave et indslag om en fjer-til-fem-høns historie: Pernille Skipper havde en gang antydet, at hvis to voksne, biologiske søskende, som aldrig har mødt hinanden før og ikke ved, at de er blodsbeslægtede, har sex helt frivilligt – så er det måske i overkanten at smide dem i fængsel, selvom de rent teknisk har udøvet incest.

Jeg fattede omsider, at Pernille skulle være “dagens dekadente vestlige politiker”, og jeg forklarede Olga, at historien om lovliggørelse af incest ikke havde noget på sig. Olga var skuffet, men insisterende. På et tidspunkt fortalte hun, at der fandtes grupper i Schweiz, som arbejdede for at lovliggøre incest, og måske kunne jeg sætte hende i forbindelse med dem?

Dem havde jeg aldrig hørt om. Jeg sagt “dasvidanje” og historien er siden blevet til en anekdote, der kan bruges som underholdning i selskabelige sammenhænge.

Bog om desinformation

Bogen, Vatnik Soup: The Ultimate Guide to Russian Disinformation, mindede mig om denne 11 år gamle historie. 

Bogen er skrevet af idehistoriker, journalist og tidligere Solidaritet-redaktør Morten Hammeken sammen med en finsk forsker i sociale medier og misinformation: Pekka Kallioniemi. De to beskriver overbevisende, kort og præcist, hvordan beretninger om “det dekadente Vesten” helt systematisk bruges som tema i russisk misinformation. 

Om historierne er sande, synes at spille en mindre rolle.

Folkemord på russere i Ukraine

Den form for historier kolporteres side om side med decideret historieforfalskning, hvor ‘ubekvemme’ dele af historien forties. I det kreml’ske narrativ har ukrainerne aldrig eksisteret som befolkningsgruppe. Og hvis ukrainerne aldrig har eksisteret som befolkning, så er det jo nærliggende at antage, at Stalin-tidens hungersnød, som kostede millionvis af ukrainere livet, aldrig har fundet sted. Det er en ondsindet propagandaløgn skabt af Ruslands fjender.

En anden type misinformation er myten om Rusland – og dets befolkning – som det evige offer. Ét eksempel på dét udrulles i løgnehistorien om, at den ukrainske regering var i gang med et folkemord på den overvejende russisk-talende befolkning i Donbas-regionen, hvilket bruges til at retfærdiggøre Putins invasion. Det ligner til forveksling løgnehistorien om, at Hamas skulle have halshugget 40 babyer i terrorangrebet den 7. oktober 2023 – og formålet er præcist det samme.

CIA’s orkestrering af protester

En fjerde form for kreml’sk misinformation er påstanden om, at enhver pro-demokratisk protest indenfor Ruslands interessesfære er orkestreret af CIA, der bruger civilbefolkningen som marionetter uden agens. 

Det mest kendte eksempel på dét er formentlig Maidan-opstanden i 2013-14. Den førte til, at tronen vaklede under den Moskva-orienterede præsident Janukovitj, der endte med at søge tilflugt hos Putin. Men der er også talrige andre eksempler fra Georgien, Armenien, Belarus, Kazakhstan og mange andre steder. 

Fælles er italesættelsen af, at det “i virkeligheden” ikke er befolkningernes protester, men ondsindede CIA-manøvrer og kup med det formål at svække Rusland.

Her vil jeg lige indskyde, at det er hævet over enhver tvivl, at CIA har blod på hænderne. Jeg betvivler ikke, at CIA forsøger at puste til ilden, når lejligheden byder sig. Men når titusindvis af mennesker vælger at gå på gaden og risikere politivold, lange fængselsstraffe, tåregas og skarpe skud, så er det både en forfladigelse og dræbende for enhver form for debat om folkelig mobilisering blot at affeje det som en CIA-manøvre.

En guidebog

‘Vatnik Soup’ er opbygget som en guidebog: Første kapitel fodrer læseren med grundlæggende viden om historie, kultur og samfundsforhold, inden man rejser. Before you go online, hedder kapitlet meget passende.

Du kan læse bogen fra den ene ende til den anden, hvis du vil have en på samme tid hurtig og grundig indflyvning i historie, geopolitik og russisk magtpolitik, inden du begiver dig på rejse i Vatnik-land.

Du kan også bruge den som en rejseguide, hvor du springer direkte til de byer og egne, som du har brug for viden om – eller som her: Afsnittet, hvor de enkelte aktører og nyttige idioter bliver præsenteret én for én. 

Det er bogens mest omfangsrige afsnit og udgør hele 187 af bogens 304 sider. Det er nok også bogens mest problematiske. Er det rimeligt at lave en liste i alfabetisk rækkefølge, som spænder fra Donald Trump og Jordan Peterson til Noam Chomsky og Sahra Wagenknecht? 

Selvfølgelig er det en grov forsimpling, hvilket forfatterne heller ikke lægger skjul på. Men jeg må som anmelder nok medgive, at bogens eksempler på, hvordan de nævnte har ageret som ‘vatniks’, er smerteligt overbevisende.

Frivillige og ufrivillige ’vatniks’

Og hvem er de så, de dér ‘vatniks’? Den etymologiske oprindelse af begrebet gennemgås på side 92-93. Men i bogen fungerer det som fællesbetegnelse for en borget skare af personer, som – på den ene eller anden måde – tror på/udbreder Kremls narrativer. 

Nogle er på Kremls lønningsliste, andre har adopteret narrativerne ud fra en oprigtig, men fejlagtig, opfattelse af, at Kremls narrativ viser vejen til verdensfred. Nogle ved, at de udbreder løgne fra Kreml, andre er overbeviste om, at de ikke gør.

Det siges at være i guideformatet, at en guidebog forsimpler og fordøjer for læseren. Vatnik Soup er en bog for dem, der ikke har tid til at læse og fordøje lange analyser – og sortere misinformationen fra. 

Forfatternes kontrakt med læserne er, at de læser, dechifrerer og sorterer, så vi andre ikke behøver at bruge tid på det. 

Det gør de med lige dele skarphed og humor i en særdeles vellykket bog. Med til bogen følger en stor serviet, som man kan bruge som hagesmæk, så suppen ikke spildes på én, når man slubrer i sig.

Pekka Kallioniemi og Morten Hammeken: Vatnik Soup – The Ultimate Guide to Russian Disinformation. Kle-art, 2024.