Velkommen til frontlinjen: Foghs fatale følgagtighed

“Alt det, man håbede på. Alt det, man arbejdede for. Det endte jo i kaos” 

Sådan lyder det fra den tidligere hærchef, Jesper Helsø, om den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan. 

I de seneste uger er DR-dokumentaren “Velkommen til frontlinjen” rullet over skærmen. Den er rystende og rammende. Danske soldater, deres modstandere, vores diplomater og lokale civile tegner alle et billede af, at invasionerne i Afghanistan og Irak – og den danske deltagelse i dem – gjorde langt mere skade end gavn. 

Krigene kostede 43 dræbte danske soldater – jeg kendte én af dem – hundredvis af fysisk sårede, og langt flere med psykiske mén – heraf også én jeg kender. Hundredtusinder af civile tab. Og vi vandt intet, der bestod.

“Vi tabte krigen mod Taliban. Den krig, vi startede i 2001 med amerikanernes angreb på al-Qaeda og Taliban, der er vi jo bare tilbage ved et nyt Afghanistan, der er det gamle Afghanistan”, konstaterer brigadegeneral Ole Kværnø.

Vi sagde det jo…

Det er nemt at være bagklog, men vi var nu også mange, der var kloge på forhånd. Mit eget parti, SF, stemte sammen med Enhedslisten og to socialdemokrater imod det første bidrag til krigen i Afghanistan.

”Det, som vi gør i SF, er altså at bruge både hovedet og hjertet og spørge: Hvad er det for en situation, vi står i – og vide lidt mere om det brede perspektiv. Det er meget, meget farligt, at FN sættes så kraftigt ud af kraft, som vi er i færd med at gøre i det danske Folketing nu.”, lød det fra Margrete Auken under folketingsbehandlingen af deltagelsen i Afghanistan i 2001.

Villy Søvndal supplerede med: ” Til gengæld spørger vi så om, hvad det så er den danske styrke skal. Det svarer man uden om, man svarer ikke tydeligere på det, og det vil sige, at Folketinget påtager sig en pligt til at sende soldater ud i en aktion, man ikke ved hvad er, men hvor man slipper kommandoen, man overgiver dem til amerikansk kommando. Er det flertal, der vil stemme for det her, sikker på, at det er gennemtænkt?”

Modstanden mod Irak-krigen

Jeg har været interesseret i militær fra jeg var helt lille, og var år 2000 i erhvervspraktik i Forsvaret. Tre år senere blev min session i stedet et stunt, hvor jeg med fredstegn på t-shirt og boksershorts markerede, at jeg ikke ville tage del i forsvaret, når det blev brugt til disse krige. 

Med mit Beatles-hår lignede jeg et genfærd af halvfjerdsernes fredsaktivister. Det var min generations Vietnam-krig, jeg protesterede imod. Mit politiske engagement blev rødglødende i kampen mod Irak-krigen.

Jeg husker tilbage på de store demonstrationer til Christiansborg, men også på det spontane fakkeltog på dagen for invasionen, 20. marts 2023.

I SFU var jeg med til at arrangere Rock mod krig i Hillerød, og fra scenen i Slotsbio tordnede jeg imod den ulovlige krig på et forløjet grundlag – og uden plan for det, der blev en regulær besættelse. 

Jeg ekkoede den kritik, Villy Søvndal gav så skarpt fra Folketingets talerstol i 2003:   ”Vi har siden starten af den her diskussion advaret mod at gå ind i en krig, der viste sig at bygge på fortielser, på fordrejelser, på usandheder; en efter en er de afsløret.

Vi har advaret mod, at Danmark bevægede sig snævert ud i et eventyr sammen med vel nok den mest højreorienterede amerikanske administration, vi nogen sinde har haft. Vi advarede mod, at man koblede FN af, som man ønskede, og det, vi ser i øjeblikket, […] at man i stadig stigende grad bliver gravet ned i kviksandet i Irak i en situation, hvor modsætningen desværre dagligt vokser.”

Det viste sig at være en korrekt analyse. I dag ville man kun justere, at USA siden, utroligt nok, har haft en mere højreorienteret regering – og kan risikere at få én, der er decideret højreradikal. Det er en anden sag, som behandles grundigt mange andre steder. 

Har vi lært noget?

Her skal det handle om, hvad man har lært af de danske krigsindsatser siden Murens fald.

Forsvaret har uden tvivl lært meget om den operationelle del, og jeg håber, at det politiske niveau har lært, at Danmark ikke skal deltage i invasioner tusinder af kilometer væk. 

Den øverste politiske ansvarlige, Venstres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, er gået flyverskjul og nægter at lade journalister stille ham til ansvar. Ligesom de blå partier nedlagde Irak-kommissionen, der skulle vurdere det juridiske ansvar. Fejt!

Det frarøver offentligheden muligheden for at kunne placere et konkret ansvar, men det fra tager ikke dem, der traf beslutningerne dengang, deres moralske ansvar. Lev med det.

Forleden, 16. oktober, kunne man læse på forsiden af Berlingske, at Fogh siger undskyld. Til amerikanerne for at vi ikke har leveret nok til NATO!

Dem, han skylder en undskyldning, er dem, der har lidt under hans fatale politiske beslutninger. Det er soldaterne, deres pårørende, de civile afghanere og irakere. De danske skatteborgere, der har betalt for miseren. Det er ikke amerikanerne, hvis anerkendelse han higede efter i en grad, så det blev hele hans udenrigspolitik. Indtil han fik generalsekretærposten i Nato.

Husk hvem der sendte os i krig i Afghanistan og Irak

Og det er paradoksalt nok netop hans ekspeditionsstyrker til Afghanistan og Irak, der har drænet vores muligheder for at kunne præstere et relevant forsvar i den situation, vi står i, hvor vi som Nato-land skal bidrage til at afskrække Rusland.

Kampen mod et autoritært Ruslands aggression er vigtig og rigtig. Og de fjerne invasioner har på beskæmmende vis svækket vores hjemlige forsvar til den kamp, der er den afgørende i vores tid. Vi skal opretholde fred og folkeret, med særligt ansvar for vores nærområde.

Jeg er ikke pacifist, så langt fra, men jeg mener at vi bør vælge vores kampe med omhu. En omhu, som afvejer, om krigen er retfærdig og målene opnåelige og i proportion med de tab af soldater og civile, som forventes. En forventning, som skal underbygges af grundig analyse. Intet af dette kunne krydses af i Afghanistan og Irak.

Forhåbentlig sætter vælgerne ikke kryds ved følgagtige, fatale fantaster som Fogh igen. Og forhåbentlig husker de stadig hvem, der fulgte ham.