Venezuela efter valget

I denne artikel vil vi forsøge at forklare hændelserne på valgnatten og de efterfølgende dage og opsummere den politiske sammenhæng, som de indgår i. Artiklen skal læses i sammenhæng med den analyse, jeg lavede op til valgdagen. 

Selve valgdagen forløb forholdsvis fredeligt. Der blev kun meldt om få hændelser med slagsmål og lignende.  Det blev fremhævet af både oppositionen, regeringens talspersoner og af forsvarsministeren Vladimir Padrino López. 

Der sås en betydelig mobilisering i de tidlige timer rundt omkring i landet. Folk skyndte sig at stemme fra morgenstunden, og der var lange køer ved valgstederne. Det var en deltagelse, som ikke var set i årevis i Venezuela. 

Omkring kl. 19 venezuelansk tid, da de fleste valgsteder havde lukket, stoppede det nationale valgråd, CNE, pludselig processeringen af data fra valgstederne. Senere hævdede de, at de havde været udsat for et hackerangreb. Herefter begyndte mange folk at gå på gaden og ned til valgcentrene. I den situation kom det til flere voldelige sammenstød. 

Først omkring kl. 23, venezuelansk tid, proklamerede CNE’s præsident, Elvis Amoroso, at Maduro havde vundet med 51,2 procent, mens Edmundo González skulle have fået 44,2 procent og de resterende kandidater tilsammen 4,6 procent. Valgdeltagelsen skulle ifølge CNE ligge på 59 procent, og tallene udgør en første bulletin, som er baseret på en optælling af 80 procent af stemmerne.

Endnu ingen detaljerede resultater

Allerede dagen efter valgte CNE pludselig at afholde et storstilet proklamerings- og tildelingsmøde, hvor man overdrog et skøde til Nicolás Maduro for præsidentskabet i perioden 2025-2030. Dette skete inden CNE overhovedet havde publiceret resultater fra valgstederne og udelukkende på baggrund af den første bulletin, der angiveligt byggede på optælling af 80 procent af stemmerne. 

Dette er aldrig før sket ved et eneste præsidentvalg i Venezuela. Ifølge valgloven skal CNE distribuere resultaterne til repræsentanter for alle kandidaterne med tal for samtlige af landets godt 31.000 valgstationer. Herefter kan partiernes valgtilforordnede så sammenholde tallene fra CNE med de valgreferater (actas) som de selv har fået udskrevet fra valgstederne. I valglovens artikel 146 præciseres det, at det skal ske senest 48 timer efter valgets resultat. Det er nu overtrådt.

Venezuela har et elektronisk system, hvor vælgerne bruger deres fingeraftryk, som dermed sikrer, at ingen kan stemme to gange. Til sidst skal de valgtilforordnede underskrive resultatet for valgstedet på en valgseddel, som så lægges i en boks. Det elektroniske resultat sendes til sidst videre i systemet til en central instans. Ifølge forklaringer fra Venezuelas nationale teleselskab CANTV kører hele systemet på en separat linje uden om internettet – netop for at undgå hackerangreb. 

Allerede i løbet af valgaftenen begyndte mange valgtilforordnede at lægge valgreferaterne op på sociale medier. Flere hundreder valgakter blev uploadet. Ikke en eneste af dem giver flertal til Maduro. Tværtimod så det ud til, at oppositionen vandt med stort flertal, selv i traditionelle chavista-områder som kvarteret 23 de enero i Caracas – det sted hvor Chávez selv plejede at stemme. Valgreferater fra stemmecentre i alle Venezuelas 24 delstater viste samme mønster. 

CNE har fortsat ikke publiceret valgresultaterne. De har ikke engang publiceret en bulletin nummer 2, som kunne vise en optælling baseret på 100 procent af stemmerne. De har heller ikke udgivet ét eneste af de 31.000 valgreferater. 

Protester

Efter CNE havde udråbt Maduro som sejrherre, oplevede Venezuela de største protester i de seneste år. Det startede med enorme carcerolazos (slåen på pander) i forskellige kvarterer, som varede i op til 30 minutter og rungede massivt.

I modsætning til oppositionens tidligere protestbevægelser begyndte protesterne denne gang i de fattige slumkvarterer i Caracas; i Petare, i La Vega, Catia, samt i de fattige kvarterer af satellitbyerne, der omkranser hovedstaden: Los Teques, Charallave, Cúa, osv. 

Det samme i andre delstater, Carabobo, Fálcon, Táchira og Mérida m.fl. Titusinder gik ned fra bjergsiderne mod Caracas centrum, de samme kvarterer som mobiliserede sig i april 2002 mod statskuppet, der forsøgte at vælte Chávez. 

Situationens paradoks var, at det østlige Caracas, som altid har været oppositionens højborg og er den del, hvor den rige overklasse bor, var stille i de tidlige morgentimer. Det fortæller meget om det klassemæssige udgangspunkt for denne bevægelse. Senere er bevægelsen begyndt at ændre karakter, med en lang række voldelige hændelser og ildspåsættelser. Mere om det senere.  

Er det hele et imperialistisk plot?

Der er dele af den internationale venstrefløj, som har taget en automatreaktion og øjeblikkeligt godkendt Maduros sejr uden at undersøge emnet i dybden. Eksempler på det er Democratic Socialists of America i USA og, i begyndelsen, også partiet Podemos i Spanien. Det har de gjort med henvisning til, at det hele er et imperialistisk plot fra USA og den venezuelanske højrefløj. 

Der er ingen tvivl om, at der eksisterer et virkeligt plot mod Venezuela, hvilket blev bevist i 2019 med et helt åbent statskup, med militæropstand, med sanktioner, med paramilitær invasion. Der er heller ingen tvivl om, at oppositionsleder Maria Corina Machado – som politisk er allieret med Trump – har støttet en række af disse kupforsøg og endda åbent opfordrede til udenlandsk militær intervention mod Venezuela.

Der er heller ingen tvivl om, at hele den højreorienterede vestlige presse nu gennemfører en massiv mediestorm mod Venezuela for at fremme deres agenda.

Men betyder det, at vi skal undlade at undersøge påstande om potentielle uregelmæssigheder ved valget? Betyder det, at vi skal undlade at kritisere den helt åbenlyst bureaukratiske og autoritære tendens, som regeringen har haft i de seneste par år?

En tendens som vi jævnligt har beskrevet i artikler, og som indbefatter bl.a. omvalget i Barinas, kuppet mod Venezuelas kommunistparti og andre venstrefløjspartier, som er blevet nægtet opstilling. Skal vi undlade at rapportere om det? Eller om de mange anholdelser af tillidsfolk og fagligt aktive? Svaret er åbenlyst nej. 

Vi er nødt til at analysere kendsgerningerne og se dem i sammenhæng med både Venezuelas krise, magtspillet, regeringens autoritære tendens OG amerikansk imperialisme, som naturligvis også er en faktor i ligningen.

Uregelmæssigheder

Der er en række helt konkrete kendsgerninger, som gør, at der denne gang – i modsætning til de tidligere præsidentvalg – er en begrundet tvivl om den første bulletin, som CNE’s præsident Elvis Amoroso har præsenteret. Lad os kort opsummere dem:

1. CNE har ikke præsenteret nogen som helst detaljerede resultater. Ingen valgakter eller tal for de forskellige regioner.
   
2. Oppositionen i PUD har fremlagt 81,85 procent af valgreferaterne, svarende til 24.576 akter, som nu er tilgængelige via en hjemmeside. Derudover har partiet Centrados, et mindre, borgerligt midterparti omkring 30 procent af valgreferaterne i deres besiddelse, og de viser samme tendens: stort nederlag til Maduro. Disse referater stammer fra valgtilforordnede på valgstederne. Det er ikke meningsmålinger eller exit-polls, det er derimod udskrifter fra selve stemmemaskinerne, med dato, klokkeslæt, stemmecenter, maskinnumre, serienumre og underskrifter fra alle de valgtilforordnede.
   
3. CNE giver et skøde til en kandidat (Maduro), som de hævder er valgt, inden de overhovedet har udgivet en bulletin nummer 2 med samtlige stemmer optalt og samtlige valgreferater tjekket.
   
4. Der er ikke blevet udført nogen teknisk kontrol (auditoria técnica) med valgsystemet, med vidner fra alle kandidater, sådan som valgloven ellers fastslår.
   
5. I modsætning til præsidentvalget i 2013, hvor kandidaten Capriles klagede over resultatet, har man ikke åbnet valgstederne og gennemført en kontrol af de forskellige kasser med valgsedler, for at se om de stemmer overens med dem, som de valgtilforordnede har.
   
6. På selve valgaftenen var der også uregelmæssige hændelser. For det første et hackerangreb, som CNE hævder fandt sted, men som ikke er blevet undersøgt. For det andet blev oppositionspartiet PUD nægtet adgang til det rum i CNE, hvor stemmerne skulle regnes sammen. Til gengæld fik partiet Centrados en tilforordnet ind, som siger, at den bulletin, som CNE’s præsident senere læste op, ikke blev udskrevet i salen, hvor de valgtilforordnede var, sådan som proceduren ellers tilsiger. Derudover var den ene af CNE’s rektorer, Juan Carlos Delfino, ikke tilstede ved hverken oplæsningen af resultatet eller dagen efter. Kilder siger, at det skyldes uenighed med hele processen.

Disse uregelmæssigheder taler for sig selv. Det er dem – ikke i sig selv et imperialistisk plot – som denne gang har antændt en enorm vrede – særligt i de slumkvarterer, hvor den økonomiske krise er blevet mærket allerhårdest. 

Hvis man sammenligner fremgangsmåden i 2024 med valget i 2018 er forskellen tydelig. Dengang præsenterede CNE de detaljerede tal allerede dagen efter, ligesom valgreferaterne blev udgivet.

Reaktioner

Mens dele af venstrefløjen – og også lande som Bolivia, Cuba og Nicaragua – har anerkendt valget, så har både Colombia, Brasilien, Mexico, Spanien og en lang række andre lande insisteret på, at valgreferaterne publiceres. 

Blandt de internationale valgobservatører er situationen splittet. Mange, som er politisk tætte på regeringen, har erklæret deres støtte til CNE’s proklamering af Maduro som vinder, mens både Carter-centret, som tidligere er blevet rost af de venezuelanske myndigheder, og Puebla-gruppen, som bl.a. indbefatter Zapatero, Spaniens ex-præsident der tidligere har godkendt venezuelanske valg, har kritiseret valget og sagt, at de ikke kan anerkende det, før valgreferaterne er publiceret.

USA og deres allierede – herunder Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) – har forudsigeligt nok også angrebet valgets legitimitet. Hykleriet er himmelråbende hos f.eks. Perus regering, som selv er kommet til magten gennem et udemokratisk kup og en horribel repression mod civilbefolkningen. Argentinas præsident Javier Milei, som lige nu kører en neoliberal chokkur mod sin egen befolkning, har også angrebet Venezuela og bruger det som en del af den regionale højrefløjs offensiv. 

Der er ingen tvivl om, at amerikansk imperialisme vil udnytte og bruge Maduro-regeringens autoritære tendenser som undskyldning for at øge deres intervention i Venezuela. Særligt OAS har i den anledning vist sig som et reaktionært redskab og spillede en central rolle både i kuppet i Bolivia i 2019 og i anerkendelsen af amerikanernes marionet Juan Guaidó i Venezuela.

De har således ingen moralsk eller politisk autoritet til at blande sig, og som tidligere erfaringer viser, vil deres intervention i Venezuela ikke skabe en progressiv udgang af krisen. 

Hvordan er vi nået hertil?

Det er klart, at CNE endnu har mulighed for at publicere valgreferaterne, som så må underkastes revision. Men regeringens opførsel indtil videre har kastet millioner af fattige venezuelanere i armene på det yderste højre.

Situationen kommer ikke ud af den blå luft. Der har været en længere udvikling gennem en række år, hvor regeringen har undermineret den kolossale politiske opbakning, som den havde arvet fra Chávez. Det er sket med privatiseringer, med afviklingen af arbejderkontrol i industrien, med kontrakter med de multinationale, med ophævelsen af kollektive overenskomster, med fastfrysningen af minimumslønnen, med stigningen i ulighed, osv. Dette er sket under den største økonomiske depression i landets historie, som har betydet, at millioner er udvandret.

Utilfredsheden har kunnet spores – også i valgresultaterne for de valg, som oppositionen boykottede. Det betød f.eks. meget lav stemmedeltagelse ved en række af de seneste valg (bl.a. parlamentsvalget i 2020). 

Maduros svar på utilfredsheden har været en stigende autoritær tendens; anholdelser af fagligt aktive, undertrykkelse af demonstrationer og ikke mindst en juridisk intervention i alle venstrefløjspartierne til venstre for regeringen, bl.a. PPT, TUPAMAROS, MEP og kommunistpartiet PCV. 

Denne situation med undertrykkelse – kombineret med en række fejl, venstrefløjen selv har begået – har skabt en situation, hvor den venezuelanske arbejderklasse står fuldstændig uden noget alternativ.

På den ene side er der en regering, Maduro, som reelt gennemfører en mere og mere højreorienteret politik – og på den anden side Maria Corina Machado, som ønsker et USA-ledet regimeskifte, masseprivatiseringer, at skrumpe den offentlige sektor og efter al sandsynlighed også repression mod store dele af den chavistiske bevægelse.

I deres valgkampagne var oppositionen imidlertid klog nok til at lægge mindre vægt på deres økonomiske politiske program og i stedet betone, at en stemme på dem, var en stemme imod den nuværende regering, som i manges øjne har forrådt de håb, der førhen var.

Det er også med til at forklare, at de igangværende mobiliseringer heller ikke er udtryk for en støtte til et ultra-højreorienteret økonomisk program, men derimod et udtryk for en ophobet vrede mod en regering, som er blevet mere og mere autoritær, og nu klæber sig til magten med hjælp fra bajonetter. 

Fremtiden

Tirsdag 30. juli havde både Maria Corina Machado og Maduro indkaldt til demonstrationer. Ud fra billederne så begge demonstrationer ud til at have en vis størrelse, men med informationskrig fra begge sider er det svært at bedømme. Der har været voldelige sammenstød overalt i landet, og indtil videre er over 1000 mennesker anholdt, og det tal er stigende. Der har været mindst 21 dødsfald.

Der er ingen tvivl om, at protesterne og bevægelsen er modsætningsfyldt og indeholder forskellige elementer. Det sås tydeligt, da demonstranter i flere delstater smadrede statuer med Chávez. Det ses også ved, at maskeklædte folk kaster molotovcocktails imod politiet. Et hospital er tilsyneladende sat i brand. Der cirkulerer også videoer, hvor nogle kriminelle bander, bl.a. Tren de Aragua, hævder, at de vil støtte protesterne. 

Samtidig er det vigtigt at forstå, at de oprindelige protester i slumkvartererne var fredelige og med krav om at få hele valgresultatet at se. Det krav er ikke kun blevet rejst af folk på højrefløjen, men også af en lang række organisationer til venstre for regeringen, herunder bl.a. partierne REDES, PPT-APR, kommunistpartiet PCV, organisationen Surgentes og mange andre. Det samme har store dele af den uafhængige fagbevægelse, bl.a. fagforeningscentralen CUTV og den nationale front for arbejderklassekamp (FNLCT). Dertil kommer en meget lang række af tidligere ministre i Chávez’ regeringer, som har støttet kravet. 

Regeringen har indtil videre svaret ved at skrue op for repressionen og hævde, at det hele er et fascistisk plot. De har udvist en lang række diplomatisk personale fra lande, som har kritiseret valget. Tirsdag gik Venezuelas nationalforsamling så vidt som til at afholde en afstemning, om man mente, at resultatet var rigtigt.

Det skete igen, uden at man havde valgreferaterne og endda kun på baggrund af den bulletin, som hævder at basere sig på 80 procent af stemmerne. I Venezuelas nationalforsamling gik både Jorge Rodriguez og Diosdado Cabello til hårdt angreb på oppositionen og krævede øjeblikkelig fængsling af alle dens ledere. Indtil videre er 10 blevet anholdt, og flere arrestationer forventes at være på vej.

Onsdag tog Nicolás Maduro ind til højesteret og valgte at indgive en sag, hvor han anmodede om, at valget skal undersøges af retsvæsenet. Han nævnte, at regeringspartiet PSUV besidder alle valgreferaterne, og at han vil indlevere dem til retssystemet.

De store spørgsmål er: Hvis han har alle valgakterne, hvorfor så ikke publicere dem, sådan som landets valglov siger? Hvorfor skal det foregå bag lukkede døre hos et dommerpanel? Et dommerpanel, som vel at mærke består af hans egne støtter. Det virker som en manøvre for at vinde tid, mens ordensstyrkerne slår oprøret ned. 

Ligesom vi tager afstand fra regeringens repression af de fredelige dele af protesterne, fordømmer vi også højrefløjens vold. Der er en reel fare for, at en bølge med hævntørst kan skylle ind over Venezuela. Maria Corina Machado og hendes traditionelle bagland, den yderste højrefløj, taler om at det er tid til at få tilbagebetaling (es la hora de cobrar), og der har været reelle tilfælde af trusler og vold mod chavistaer. En fremtid med hende i præsidentpaladset er derfor også noget, som store dele af venstrefløjen – med fuld berettigelse – frygter. 

Det er umuligt at spå, hvordan den her turbulente situation vil udvikle sig. Det rapporteres, at Machado nu er gået under jorden. Der er reelle muligheder for, at det kan blive et blodbad og drukne i både sekterisk bandevold og statslig undertrykkelse.

Faren for en decideret udenlandsk militær intervention er ikke stor. Det skyldes den nuværende globale magtbalance, hvor amerikanerne er optaget af både krigen i Ukraine og situationen i Mellemøsten, samt den amerikanske valgkamp. Til gengæld kan det ikke udelukkes, at der på et tidspunkt er en fraktion i Venezuelas hær, som under pres vil vælge at splitte ud og gøre en ende på Maduros præsidentskab gennem et kup og en form for junta. Der er flere scenarier, og situationen kan hurtigt udvikle sig. 

Imens må arbejderbevægelsen og venstrefløjen i Venezuela organisere sig selvstændigt – uden tiltro til hverken Maduro eller Machado eller nogen former for udenlandsk intervention. De må arbejde for genetableringen af uafhængige faglige organisationer, bonderåd og forsamlinger i de fattige kvarterer. De strukturer er blevet umådeligt svækket i de seneste år, men de udgjorde basen for den bolivariske revolution i 00’erne. Kun hos masserne ligger håbet for en udgang til fordel for Venezuelas arbejdere og fattige. 

Artiklen er først udgivet 2. august 2024 på Socialisten.