Venstrefløj – hvad så nu?

I 1970’erne arrangerede Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) marcher og kampagner mod atomkraft. Det var en forandrende kraft, da OOA og marcherne var medvirkende til at udbrede modstanden mod atomkraft, og i 1985 vedtog Folketinget endelig loven mod atomkraft.

Der var dengang en tro på, at forandringer var mulige på trods af modstand fra det politiske system. Så det viser sig, at det kan nytte at gøre noget, selvom overmagten synes uoverkommelig stor.

I dag ser vi på venstrefløjen og mange andre lidt til, mens de borgerliges nedskæringspolitiske regime hersker i vores land. Hvem er det egentlig, som ønsker ringere forhold for handicappede, for de ældre, på uddannelsesinstitutionerne eller på hospitalerne – kun for at de rigeste i samfundet kan få skattelettelser. Det virker mærkeligt, at et så velstående land ikke har råd til at hjælpe de svage.

Der er flere faktorer, som viser, at noget må gøres, hvis ikke de borgerlige partier skal køre vores velfærdssamfund helt i sænk. Vi har et tydeligt eksempel i England, hvor det offentlige og politiske system efterhånden er kørt helt ned med strejker og fattigdom til følge. I Frankrig er der lige nu oprørslignende tilstande vendt mod eliten, teknokratiet og de rigeste. I Danmark har der gennem de sidste år været en udvikling med mange af de samme tendenser som i England og Frankrig.

Demokratisk afmagt

I Danmark er der sket en centralisering af magten i Folketinget og den centrale administration, sådan at regionerne og kommuner er blevet til rene administratorer af nedskæringspolitikken. I de sidste mange år har skiftende regeringer villet afbureaukratisere, og alligevel er der kommet flere og flere regler ude i kommunerne, ligesom kontrol og overvågning af medarbejderne er accelereret.  

Denne udvikling sætter i stadig større grad befolkningen uden for indflydelse på den lokale politik, fordi den såkaldte nødvendighedens politik tvinger kommunerne til at spare. Kommunerne må ikke som før i tiden selv bestemme de kommunale skattesatser. Dem bestemmer staten, og hvis kommunerne ikke holder sig indenfor disse rammer, bliver de straffet. 

Vi ser især i provinsen et populistisk oprør mod eliten og teknokratiet. Fra landsbyer og byer hvor man med rette føler sig forladt af en regering og en elite, som slet ikke prioriterer de små samfund. Busruter og skoler nedlægges ud fra økonomiske rationaler, hvilket gør vilkårene for er ordentligt liv på landet vanskelige.

Samtidig er der sket en udvikling, hvor kapitalmagten i stadig større grad bestemmer over politikken. I Information lørdag 4. marts 2023 er der en artikel, hvor der refereres til økonomisk kommentator Martin Wolf: “Vi er endt med en rovdyrskapitalisme”. Artiklen fremdrager meget fint, hvordan kapitalismen i sin nuværende form er ødelæggende for demokratiske samfund. F.eks. mener Wolf: “Kapitalismen har brug for demokratiet til at beskytte sig mod sine egne værste iboende tendenser, ikke mindst monopoler og en plutokratisk elite, der ændrer spillereglerne til egen fordel. Martin Wolf (Information 4.3.23).

På samme måde fremhæver Wolf, “at penge har »købt« skattesystemet, som »på flere forskellige måder har meget, meget svært ved at beskatte stor velstand og meget høje indkomster, herunder profit i virksomheder«. I artiklen hedder det ligefrem, at man i dag har indrettet systemet, så det er »overvejende frivilligt for de rigeste at betale skat«.

Kapitalismen i krise

Det er tydelige signaler på, at kapitalismen er i krise. Vi kan se, at det i stadig større grad er monopoler, som har magten på markederne. Den frie konkurrence, som højrefløjen altid fremhæver som nødvendig i et samfund, er sat ud af kraft.

Nogle virksomheder bliver utroligt store med en omsætning og økonomisk magt, som er større end enkelte landes. Den liberale ideologi med tanken om den frie konkurrence er ved at blive indhentet af udviklingen.

Finanskapitalen har medvirket til en destabilisering af økonomien i flere lande, fordi man har liberaliseret regler for bankvirksomhed så meget, at finansmarkedet let kan blive ustabilt.  De store banker og virksomheder er nu så store, at de kan lægge pres på ministerier, således at de har fået særligt favorable forhold.

Som eksempel kan nævnes Mærsk og Danske Bank. Mærsk betaler kun 3 procent i skat, modsat andre virksomheder, der betaler 15 procent. Selv i vores ellers ganske demokratiske samfund er vi altså styret af ikke-demokratiske kræfter, som står uden for samfundet.

En del økonomer mener ligefrem, at den neoliberale fase med ideen om den frie konkurrence, konkurrencestaten og markedsgørelsen af den offentlige sektor er ved at være fortid. De mener, at vi er i en transitionsfase på vej mod en anden måde at organisere samfundet på, fordi den gamle måde tydeligt viser sig ikke at kunne håndtere de udfordringer, som er her og nu.

Sygdomssymptomerne

Der er en række signaler og symptomer på, at det kapitalistiske samfund ikke kan fortsætte, som det gør nu:

• Velfærden er under pres på grund af offentlige besparelser gennem mange år, hvilket har medført accelererende kriser i offentlige institutioner.
• Markedsgørelsen og bureaukratiseringen af statslige og kommunale institutioner medfører, at medarbejdere i daginstitutioner, hospitaler, skoler o.l. flygter til andre erhverv.
• Den neoliberale tænkning har fået overtaget – selv i den socialdemokratiske lejr.
• Uligheden er støt stigende – den økonomiske elite har taget magten.
• Venstrefløjen er handlingslammet pga. manglede opbakning.
• Fagbevægelsen er svækket – pga. medlemsflugt. mm.
• Klimakrise – der er snakket meget og lagt planer, men der mangler handling.
• Kapitalen akkumuleres i stedet for at sætte nye aktiviteter i gang, som egentlig var tanken bag kapitalismen.

Venstrefløj – hvad så nu?

Noget må gøres, men hvad gør vi for at komme ud af det dødvande, som venstrefløjen står i lige nu. Det er som om, vælgerne stadig tiltrækkes af borgerlig politik, selv om borgerlig politik kommer de færreste vælgere til gode.

Vælgerne oplever alle symptomerne, men de diagnosticerer ikke den sygdom, der huserer i samfundet. Mange af de fattigste og svageste slutter sig til populistiske partier og organisationer, som i virkeligheden ikke taler deres sag.

Venstrefløjen, fagforeninger og bevægelser har afholdt en del aktioner og demonstrationer, men vi mangler stadig de store aktioner, som har en samfundsforandrende kraft, som OOA gjorde i 1970’erne. Hvor partier og organisationer slutter sig sammen og protesterer mod nedskæringer, forringelser og ulighed samt ikke mindst de manglende handlinger på klimaområdet.

Vi må ligesom i 1970’erne tro på, at et oprør mod et forstokket, teknokratisk styre kan lade sig gøre. Klimakampen og den stigende ulighed gør det nødvendigt at tage den demokratiske og politiske kamp. Vi må forlade illusionerne om, at den nuværende borgerlige regering vil andet end at fortsætte den nuværende politik.

Derfor må vi på venstrefløjen samarbejde på tværs af partier, organisationer og enkeltpersoner. Vi må sætte os sammen, planlægge aktioner, marcher og demonstrationer. Ikke alene, men sammen. På tværs af alder, politiske og organisatoriske forskelligheder. Vi må igen sætte dagsordenen for at ændre samfundet.