Venstrefløjspartierne: Vagthunde eller skødehunde?

Der er god grund til at tage en debat om forholdet mellem partimedlemmers indflydelse og de stadig mere parlaments- og byråds-orienterede professionelle partiapparaters bestemmende rolle.

Debatten er relevant i alle partier, men den er af særlig interesse for partierne på venstrefløjen. For hvor meget er SF og Enhedslisten kommet til at ligne de andre partier?

Politik-skift – uden medlemsinddragelse

S- og V-ledelserne er lige nu i gang med møderækker, hvor de smisker for deres medlemmer for at få løftebruddene fra valgkampen til at glide ned. Det er et godt eksempel på, at ledere og parlamentarikerne i de større partier ser stort på principper, medlemsvedtagelser og valgslogans.

Men det gælder også på venstrefløjen: Tænk blot på SF’s kolbøtte: Fra antimilitaristisk ”afrust vort land” via vrangvilligt militær-accepterende og til fuldblods NATO-2 pct.-militærbudget-parti.

Har nogen hørt om medlemsmøder, som omhandlede den kursændring? Medlemmerne affinder sig eller siver …

Enhedslisten kan også være med. Af og til siver det ud, at der er uenigheder i folketingsgruppen. Men låget søges holdt på – altid enighed udadtil! Så er det svært for medlemmerne at få problemer diskuteret. Og debat i medlemsbladet er nedlagt.

Vagthund eller ”ansvarligt” parti?

Også på lokalt, kommunalt plan her i Århus kender vi problemet:

I mange år har Enhedslisten ment, at man ved at optræde kritisk – at være vagthund –kan udøve større påvirkning end gennem forlig. For forligsdeltagelse – ”at tage ansvar” – er i dansk parlamentarisk tradition ensbetydende med ikke at kritisere det vedtagne.

Men i 2021 støttede det ene byrådsmedlem, Lone Norlander, et forlig om budget 2022, inkl. sociale nedskæringer og mundkurvsaftale, som Enhedslistens Århus-program og forhandlingsmandat udtrykkeligt tog afstand fra.

Da bestyrelsen enigt stemte nej til budgetforliget, anerkendte hun dog, at hun ikke kunne skrive under på forliget.

Det andet byrådsmedlem, mig sagde vagthunden, havde sagt fra på forhånd.

Tradition brudt

Enhedslisten har siden 1990 haft en tradition for at sidde med ved forhandlingsbordet og få mange grimheder pillet ud af budgetforslag. For til sidst at tage stilling til budgetaftalens helhed: vil vi være bekendt at gå ind for det? Oftest som et nej.

Men de seneste år har lokale forhandlere sagt: Når vi har siddet og forhandlet længe, kan vi da ikke være bekendt at gå ud til sidst.

Det gik helt galt i 2022: To af nu tre byrådsmedlemmer, Thure Hastrup og Katrine Vinther Nielsen, tilsluttede sig på partiets vegne – imod program, mandat og bestyrelsens beslutning – et budgetforlig med velfærdsbeskæringer på 232 mio. kr.

Det tredje byrådsmedlem, Solveig Munk, fastholdt program og budgetmandat og tog afstand fra forliget.

Så Enhedslisten ved man, hvor man har: For og imod velfærdsbeskæringerne.

Al magt til parlamentarikerne

Uenighederne i lokalafdelingen betyder, at nogle medlemmer nu har oprettet en gruppe eller fraktion inden for Enhedslisten Århus: ”Rød-Grønne Socialister”. Med egen facebookprofil og eget program. Hovedtemaet i programmet er, at man skal have tillid til byrådsmedlemmerne. Politisk uenighed er ikke nævnt. Det er lidt på samme måde som i Det Radikale Venstre: Parlamentsgruppen er suveræn.

Når man på debatmail spørger gruppen, om tilliden skal være der, uanset hvordan byrødderne forholder sig til program og medlemsbeslutninger, er svaret tavshed.

Et andet hovedtema er: ”Vi skal søge indflydelse – ikke, som nogen vil, blot stå udenfor og råbe”. Også den gruppering trækker i retning af de valgtes stadig større uafhængighed af partimedlemmerne.

Min vurdering er, at Enhedslistens tilbagegang ved seneste folketingsvalg til dels kan forklares med, at aktivister og socialister har oplevet, at partiet – lokalt og på landsplan – har forvandlet sig fra vagthund til skødehund. I landspolitikken og lokalt i Århus.

Der er behov for protester

Med SMV-regeringen, de brede krigsforlig, skattenedsættelserne til de rige og fastholdelsen af fattige i fattigdom ”for ikke at tiltrække flygtninge”, ja så er der mere end nogensinde brug for, at byrødder vil stå sammen med de udsatte, også når de står udenfor og råber. Og at de ikke derefter går ind i byrådet og stemmer for nedskæringerne.

Det er ønskeligt, at et parti påtager sig en rolle over for disse forligskreds-enigheder!

Pia Olsen-Dyhrs aktuelle ”Oprust vort land”-politik peger ikke på, at SF er det parti. Mon Enhedslisten vil genoptage den rolle efter den sidste periodes lavprofil-politik?