Verdens dyreste hold-kæft bolsje

Størrelsen på kompensationen til minkavlerne og deres kreditorer er helt ude af proportioner. Det vækker vrede, når der bliver givet så rundhåndet, mens andre brancher må tælle knapper.

Solidaritets leder er udtryk for redaktionens holdning.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

Af Morten Hammeken

Det er næppe gået mange i kongerigets næse forbi, men bare for god ordens skyld: Landets minkavlere fik i den forgange uge lovning på 18.000 millioner kroner. Den gaveregn var den foreløbige kulmination på et af de mest uskønne forløb i nyere tid, hvor den socialdemokratiske regering måtte trække i nødbremsen, efter at have overset en lang række advarselslamper.

Allerede i starten af juli advarede eksperter om, at de små gnavere kunne bære coronasmitte videre til mennesker, og medarbejdere i Sundhedsministeriet havde siden starten af september kendt til risikoen. Den efterfølgende mink-massakre i slutningen af november bød også på masser af kaos og drama, fra ådsler på motorvejen og traktor-invasion af storbyerne, til overskrifter i de internationale medier som: “Danmark vil grave zombieminke op fra massegrave“.

Corona-virussen satte tryk under kedlerne på en proces, der allerede var undervejs. Miljømæssigt var branchen noget svineri, økonomisk kørte mange af bedrifterne med underskud, og selv den mest ihærdige lobbyist ville have svært ved at sælge minkpelse som noget særligt livsvigtigt. Minkindustrien var et falmende erhverv, som skulle have haft aktiv dødshjælp. I stedet fik det kappet hovedet af med en rusten økse.

Ganske som andre former for arbejde, der forsvinder i takt med udviklingen, er det vigtige ikke at give kunstigt åndedræt, men at sikre omstilling og understøttelse til de arbejdere, som skal finde noget andet at lave. Det gjaldt pileflettere, tv-reparatører og trykkere, og kommer inden for de næste 50 år til at gælde for lastbilchauffører og offshore-arbejdere på olieplatforme. Og lige meget hvad man ellers måtte mene om branchen, skal minkavlere også sikres en blød landing.

“Minkindustrien var et falmende erhverv, som skulle have haft aktiv dødshjælp. I stedet fik det kappet hovedet af med en rusten økse.”

Når folk er rasende over den indgåede aftale, er det fordi der ikke er tale om en blød landing. Der er tale om en guldbelagt landingsbane, hvor limousinerne holder klar til at eskortere branchen til et livstidsophold på d’Angleterre. Det står mildt sagt i skarp kontrast til den hjælp, andre coronaramte brancher har fået. Landets højskoler og aftenskoler – der har fået ordrer om at lukke ned – kan slås om 141 millioner kr. til deling. Hjemløseorganisationer har fået sølle 5 millioner til at håndtere et stigende pres på værestederne under coronakrisen. Og er du blandt den tredjedel af de selvstændige, der er for fattig til at få hjælp, er det bare ærgerligt. Kontanthjælp til dig – milliarder til minkavlerne.

Et flertal i Folketinget synes at have været mere opsat på at få afsluttet minksagen, end at undersøge mulighederne for et andet resultat. Mens man dårligt kan have forventninger til den blå-lilla socialdemokratiske regering om andet, kan det undre, at SF bakker op, og at Enhedslisten havde været med, hvis man havde ladet sig nøje med 15 milliarder. Kun Frie Grønne lader til at have et grundlæggende problem med aftalen.

Var der virkelig ingen vej uden om en så indlysende uretfærdig aftale? Mange har henvist til Grundlovens § 73, som fastslår den private ejendomsret, men samtidig giver staten mulighed for at ekspropriere ejendom. Det bliver nok svært at rykke ved, da Grundloven bliver betragtet som et nærmest helligt dokument, som ingen politikere vover at sætte spørgsmålstegn ved. Men Grundloven siger ikke noget om kompensationens størrelse, blot at “der skal gives fuld erstatning for den ejendom, stat eller kommune overtager“. Paragraffen lægger samtidig op til, at man kan afprøve sager ved domstolene. Havde det ikke været oplagt at få en juridisk vurdering af kompensationens størrelse, i stedet for bare at smide et så astronomisk beløb efter minkbranchen?

Følelsen af, at kompensationen er helt ude af proportioner, handler ikke bare om, hvor mange supersygehuse eller vindmøller man kunne bygge, eller hvor mange arbejdsløse man i teorien kunne hjælpe for pengene. Den bliver også en konkret frustration, når man kigger på, hvordan staten lige nu behandler andre, der får sat stolen for døren. For mens det klimaskadelige minkerhverv tildeles milliarder, er der anderledes lavvande i kassen, når folk skal kompenseres for gener ved opførelsen af den kulsorte gasledning, Baltic Pipe. 23.000 kroner kunne en konkurstruet fisker få, mens andre bliver eksproprieret uden at ane, hvad de må tage til takke med. Og hvad med de mennesker i almene boligområder, der bliver smidt fra hus og hjem, mens regeringen fortsætter sin tåbelige, symbolpolitiske nedrivningspolitik? Måske skulle beboerne investere i nogle traktorer.

Som Ekstra Bladet skrev, er minkavlerne nu sikret en indtægt svarende til en gennemsnitsdanskers indtjening på 50 år. Det ligner mest af alt verdens dyreste hold-kæft bolsje, som kan lægge en dæmper på snakken om rigsretssager og grundlovsbrud. Inden man retter hele vreden over på minkbrug-ejerne, skal man dog huske på, at der også er andre finansielle interesser på spil i sagen. En opgørelse fra Finanstilsynet viser nemlig, at banker og realkreditinstitutter har cirka 6 milliarder kr. ude at svømme i minkindustrien. At den danske stat holder hånden under finanssektoren er selvfølgelig ikke noget nyt – og er nok også en del af forklaringen på gaveregnens omfang.