Verdensøkonomien er måske tilbage på højvækstsporet

Af Jørgen Lindgaard Pedersen, lektor emeritus

​​ Svaret er både ja og nej! Ja, der er fortsat stigende efterspørgsel efter fødevarer og tøj, biler og boliger. Nej, der er et skift i gang på fødevareområdet fra rødt til hvidt kød og fra animalske til vegetabilske fødevarer; og bilerne er i stigende grad elektriske snarere end benzin- eller dieseldrevne. ​​ 

En trussel fra kinesisk byggesektor - og et løft fra global klimateknologi

Når vi ser nærmere på udviklingen, så bliver billedet endnu mere mudret. Lad os for det første se på en helt aktuel, truende krise i boligsektoren og boligbyggeriet i Kina. Finanskrisen startede også i boligsektoren i 2007, ganske vist i USA. I begge tilfælde var det manglende betalingsevne over for udbuddet af boligydelser, der skabte krisen. I USA var det ikke fordi, der var blevet bygget usædvanligt mange boliger op mod krisen. Problemet var snarere, at mange huskøbere havde en lav og ustabil indkomst, som ikke kunne klare selv en svag tilbagegang i den samfundsøkonomiske udvikling, fordi de ikke kunne klare rentebetalingen på deres hus (de såkaldte subprimelån). Denne situation var opbygget gennem en lang periode, hvor specielt republikanske magthavere havde slagtet almene boliger og lavet dem om til ejerlejligheder. De lavtlønnede var på denne måde blevet tvunget fra at have været lejere over i rollen som boligejere.

I Kina ser udviklingen umiddelbart ud til at være skabt, fordi det næststørste boligudviklingsselskab, Evergrande, har optaget meget store lån inklusive forudbetalinger fra købere af lejligheder, der endnu ikke har været færdigbygget. Med en beskeden tilbagegang i væksten i efterspørgslen efter boliger i landet har firmaet fået mærkbar mindre vækst i indtægterne end forventet. Samtidig er udgifterne ikke faldet så meget som indtægterne. Resultatet er naturligvis stigende gæld for selskabet. Og nu sætter bankerne så en bremse på, hvor meget de vil låne ud til Evergrande. Konkursen truer.

For det andet vil vi se på en del af samfundsøkonomien, hvor det ikke primært er manglende, betalingsdygtig efterspørgsel, der udgør problemet. Det er snarere manglende formåen til hurtigt at skabe ny og relevant viden og teknologi, der kan bringes op i storskala, som er problematikken. Der tænkes på klimateknologier. Fundamentalt set ophobes der uafladeligt drivhusgasser som CO2, metan og vanddamp i atmosfæren, der forhindrer varme i at forsvinde ud i verdensrummet. Denne ophobning forsvinder ikke blot, fordi tilvæksten af drivhusgasserne bremses. Hertil kræves, at der skal fjernes gasser. Det er allerede - eller stærkt på vej til at blive - teknisk muligt. Men alligevel er der tale om et kapløb mellem drivhusgas-ophobningen og fjernelsen af disse gasser. Hvad bliver konsekvenserne af, at fjernelsen ikke kan følge med ophobningen?

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 
Den globale kontekst– en tripolær verden med USA, Kina og EU

Hertil kommer den udvikling, der var i gang i USA allerede under Obamas to præsidentperioder (2009 - 2017), men som blev skærpet kraftigt under Trump (2017 – 2021) og er fortsat under Biden. Der tænkes på USAs statslige bestræbelser på at bremse Kinas øgede indflydelse i verden. Det sker økonomisk, teknologisk og videnskabeligt samt militært og diplomatisk. Kina svarer naturligvis igen, så godt som landet formår. EU-landene forsøger at balancere mellem de to supermagters forsøg på at hverve tilhængere til kommende mere alvorlige kampe. Vi kan kalde denne udvikling for en udvikling henimod en tripolær verden, hvor USA, Kina og EU udgør de tre poler.

Bag denne udvikling ligger der nogle fundamentale, strukturelle forhold, hvis betydning er blevet mere synlige takket være Covid–19. For det første er der klimakrisen, som på den ene side allerede nu viser sig i form af ekstreme vejrforhold  ​​​​ - varme, storme, nedbør - og på den anden side trods mange foranstaltninger til dens afbødning hele tiden indhentes af stigende temperaturer. For det andet er der fordelingskrisen, som har en klassemæssig såvel som en uddannelsesmæssig dimension. Herudover findes også regionale og nationale dimensioner. Disse to kriser har jeg behandlet andetsteds (dagbladet Information, 28. september 2021). Nedenfor vil jeg for det første se nærmere på stigende modsætninger mellem de store private kapitaler og partiledelsen i Kina eksemplificeret ved Evergrande boligudviklingsselskabet og dets truende konkurs. For det andet vil jeg se nærmere på de problemer, der findes for en hurtig udvikling og ibrugtagning af klimavenlig teknologi.

Evergrande-krisen og modsætninger mellem privatkapital og partiledelse i Kina  ​​​​ 

Evergrande-gruppen er det næststørste boligudviklingsselskab i Kina. Det blev stiftet i 1996 af en selfmade mand, der kunne se forretningsmulighederne i at bygge boliger til de millioner af unge mennesker, der forlod det indre Kina for at flytte ud til kysten; her fandt industriudviklingen sted, efter at Kina fra 1979 var ved at blive hele verdens fabrik. Der findes over 100.000 af sådanne boligudviklingsselskaber i landet. Men de fem største sidder på hovedparten af markedet.

Firmaets forretningsmodel består i, at det køber jord op og bygger højhuse med tusindvis af lejligheder, som sælges som ejerlejligheder, enten før de er færdigbyggede -projektlejligheder - eller så hurtigt som muligt efter færdiggørelsen. Det er ikke ideen, at selskabet skal søge indtjening ved at leje boligerne ud. Vi kender også projektlejligheds-modellen fra Danmark. Folk med nogenlunde økonomi og behov for en lejlighed - helst med god udsigt og gode omgivelser - er mulige at lokke til modellen. Typisk skal der indbetales en stor udbetaling og eventuelle rater for at kunne anskaffe sig en sådan projektlejlighed. Risikoen er, at udvikleren går konkurs undervejs. Eller at kvaliteten ikke lever op til løfterne i prospektet. I Kina er næsten alle boliger i byerne ejerboliger i højhuse. Enfamiliehuse er sjældne.

Så længe der var høj, helst voksende tilstrømning af mennesker til østkysten, var der gunstige forhold for sådanne udviklingsselskaber. Men hvad sker der, når væksten bremser op? I Kina har der været det særlige forhold, at den relativt set meget store private opsparing også blandt almindelige borgere er blevet placeret i en ekstra lejlighed med henblik på at blive solgt med høj fortjeneste, når ejeren går på pension. Boligsektoren og boligbyggeriet udgør en meget betydelig del af den kinesiske økonomi. Der findes ikke offentlige eller virksomhedstilknyttede pensionsordninger, der er tilstrækkelige til at sikre levestandarden i pensionisttilværelsen.

I forbindelse med den asiatiske valutakrise i 1997 - der med udgangspunkt i Thailand ramte det meste af Asien - var det bemærkelsesværdigt, at Kina ikke blev draget ind i denne. Det samme kunne iagttages ved finanskrisen, der startede i USA i 2007 og bredte sig til Europa og det meste af den øvrige verden. Den blev også i løbet af kort tid til en bred, industriel krise, som først blev overvundet fra 2012 og fremefter.

Hvorledes kan det forklares, at der nu i 2021 opstår en krise, som den der truer Evergrande på eksistensen? Som det vil vides, er indvandringen fra det indre Kina til kystområderne gået ned i gear. Det skyldes blandt andet de USA-ledede indgreb mod kinesisk eksport til de rige vestlige lande. Blokeringerne mod Huaweis telekommunikationsudstyr og mobiltelefoner er det offentligt mest kendte eksempel. ​​ Men der er andre eksempler, hvor det er toldsatser, der er blevet brugt som instrument. Herved er den kinesiske vækst i BNP blevet sænket fra omkring 10 % før covid-19-krisen til skønnet omkring 8,5 % i 2021 og 5,4 % i 2022. Men den samlede kinesiske eksport er måske ikke blevet ramt så meget. Den er snarere blevet omlagt til andre markeder og måske andre produkter. ​​ 

Indenrigspolitiske sammenstød i Kina – de kinesiske mega-techselskaber

Et yderligere forhold, der ikke direkte har forbindelse til verdensøkonomiens opdeling omkring de tre dominerende poler – USA, Kina og EU – og dennes indvirkning på den økonomiske vækst i Kina, består i kinesisk indenrigspolitik. Der tænkes på de sammenstød, som i det sidste halve års tid har kunnet iagttages mellem store kinesiske privatejede kapitalgrupper og Kinas kommunistiske Partis (KKP) topledelse, nærmere bestemt dets formand, præsident Xi Jinping. De centrale private kapitalgrupper er Alibaba-gruppen (Kinas Amazon) med dens finansielle gren Ant-gruppen, Tencent (kunstig intelligens, computerspil m.v.), Byte Dance-gruppen, der er kendt for sit ejerskab til TikTok og Didi Chuxing (det kinesiske Uber). De kinesiske selskaber svarer i de fleste henseender til de amerikanske tech-selskaber som Facebook, Google, Amazon og Apple. De er af samme størrelse og udgør en tilsvarende udfordring for deres respektive politiske ledere. De har monopolistisk magt på markederne, kan fastsætte priser og vilkår, som hinder konkurrenter i at komme ind - og konkurrere med de etablerede virksomheder.

I Kina bliver en sådan trussel yderst alvorlig, fordi partiet gør krav på at være ledende i den politiske sfære. Det betyder at have enemagt i politisk henseende. Derfor må partiet tage denne udfordring op. Dilemmaet for partiet består i, at disse virksomheder har givet Kina stor økonomisk indtjening nationalt og eksternt; i visse tilfælde ovenikøbet en vis portion blød magt (TikTok f.eks.). Det er ikke sikkert, at de vestlige kunder vil fortsætte hos firmaer, der bliver styret fra KKP. Dertil kommer, at svaghed over for de private storkapitaler kan fortolkes som accept af fortsat uansvarlig profitjagt. Partiet er næsten nødt til at statuere et eksempel. Ellers vil den folkelige tiltro til partiets evne til at sikre almindelige menneskers opsparing hos boligudviklingsselskaber naturligvis svækkes alvorligt. Oven i købet i året, hvor partiet fejrer sit 100 års-jubilæum. ​​ 

Hvis Evergrande virkelig får lov at gå konkurs, vil der opstå langt større negative effekter i første omgang i det kinesiske boligbyggeri, fordi projektbyggeriet formodentlig går stærkt tilbage. Folk vil ikke købe lejligheder, før de kan se dem med deres egne øjne. Og der står tusindvis af ikke-solgte lejligheder. Dertil kommer effekterne uden for Kinas grænser. En del af Evergrandes kreditorer er vestlige, som også kan blive ramt af konkursen. Tilsvarende men sandsynligvis mindre voldsomme negative effekter kan forventes i verdensøkonomien. ​​ 

Klimapolitik kræver også ny teknologi

Debatten om hvordan, der kan og bør gribes ind mod klimaforværringen, har i en lang periode været polariseret mellem dem, der hævder, at løsningerne må findes i ændrede adfærdsmønstre og dem, der har sat deres lid til ny teknologi. Adfærdstilhængerne har advokeret for øget genbrug af materialer, kraftige nedskæringer i forbruget af kød og overgang til vegetabilske fødevarer samt landbrugsproduktionens overgang til økologiske dyrkningsmetoder. I den anden ende af debatten har vi dem, der argumenterer for ny teknologi. Overgang til elbiler og udvikling af lynopladere samt batterier med markant større kapacitet fremhæves. Fangst af CO2 og anvendelse af denne via nye processer til fremstilling af brændstof i fly og lastbiler (Power-To-X) udgør et interessant perspektiv. Der findes også løfter om forureningsfri, fusionsbaseret atomkraft til forskel fra fissions a-kraft, som er den, der bruges i dag i fremstillingen af elektricitet.

Jeg mener, at en effektiv klimapolitik må bestå i såvel adfærdsforandringer som teknologiske forandringer. I dag er der ikke seriøse røster i debatten, der hævder andet. Et problem er det dog, at debatten oftest foregår inden for ret specialiserede tekniske miljøer, som ofte har for lidt viden om menneskelig adfærd - eller i samfundsfaglige eller humanistiske miljøer med for lidt viden om tekniske muligheder.

Et eksempel på en sådan teknologi er kunstig fotosyntese. Den efterligner den naturlige fotosyntese, hvor levende organismer ved hjælp af sollys og vand danner organisk stof og ilt (se Fotosyntese). Kunstig fotosyntese efterligner den naturlige fotosyntese (se Kunstig fotosyntese). Formålet med at omtale disse vigtige processer er at nævne, at det er teknisk muligt at imødegå klimaødelæggelserne. Hvad der selvfølgelig er vigtigt at bemærke er, hvor lang tid der vil kræves, og hvor dyrt det vil blive. Men det er udfordringen!

Når disse forhold – tidsperspektivet i udvikling og ibrugtagning samt omkostningerne forbundet hermed – skal nævnes i forbindelse med økonomisk udvikling, skyldes det, at klima-ødelæggelserne kan gå så meget hurtigere, end løsnings-mulighederne bliver tilgængelige, at det bliver en ligegyldig akademisk debat. Klima-ødelæggelserne har også store økonomiske inklusive fordelingsmæssige effekter. For eksempel vil ødelæggelse af afgrøder forøge priserne på fødevarer og dermed sænkes reallønnen.

Den makroøkonomiske vækst

Det er hensigtsmæssigt at se på den makroøkonomiske vækst. Men kun som indledning til at se nærmere på de processer, der ligger nedenunder. Her er den makroøkonomiske udvikling vurderet til 6 % vækst i BNP i 2021 og 4,9 % i 2022. Men i Kina - som tegner sig for en tredjedel af verdens vækst i disse år - truer en større krise inden for boligbyggeriet. Omvendt kan der iagttages løfterige udviklingsforløb på klimateknologi. Det eneste problem er - om denne udvikling kan indhente klimaforringelsen…