“Vi er alle mere værd!” Reportage fra solidaritets-mødet med de strejkende sygeplejersker få dage inden regeringens indgreb

Sygeplejerskerne har vundet

Forsamlingen blev af tømrer-tillidsmand Brian Rünitz opmuntret til at tænke, at alene det, at sygeplejerskerne har strejket, har skabt et stærkt fællesskab og har oplevet, at de kan handle sammen er en sejr, som de bærer med sig. ’Bare det, at I to gange har stemt nej til en overenskomst, er imponerende’. Som Brian citerede en faglig aktivist for: ’De fagligt aktive, der vælger at kæmpe, vinder altid. I taber måske et slag, men så vinder I næste gang’.

Jan Hoby, næstformand i  pædagog-fagforeningen LFS, tilsluttede sig Brians tanke ved at fremhæve, at det er fordi sygeplejerskerne strejkede, at målet om ligeløn er brændt igennem, og at nok så mange annoncekroner aldrig kunnet have udrettet det samme. Jan kritiserede fagbevægelsens top og opfordrede til, at der i andre fagforbund dannes netværk og oppositionsgrupper ligesom inden for DSR og Jordemoderforeningen. Jan pegede på, at FH var i en kæmpe krise, og at toppen ikke har nogen strategi for at opnå forandringer, ’de bor i et glashus, hvor man som bekendt ikke skal kaste med sten, som fx med en udtalelse om, ”at strejkevåbnet er udtryk for, at folk er desperate”.’

“Vi er på en ideologisk kampplads. Det er storpolitik vi kæmper om”

Nanna Susé, Foreningen af Danske Sygeplejersker

Kristina Robins, formand for DSR Hovedstaden, talte for, at der egentlig ikke er nogen tabere, for kampen drejer sig lige så meget om sundhedsvæsenets fremtid. Hun fortalte, at for mange sygeplejersker er strejken et sidste udkald for, om de vælger at fortsætte eller søger andre job til en bedre løn. Hver femte nyuddannet holder op inden for det første år, hver anden sygeplejerske-stilling i Hovedstaden er ubesat, og på landsplan er det hver tredje. En tillidsrepræsentant fra et af regionens hospitaler fortalte, at ’vi er tættere på et kollaps, end politikerne aner’. Hun kunne også fortælle, at ledelsen havde forbudt hende at orientere sine kolleger om strejken, ’Vi har ikke ytringsfrihed. Vi må ikke have den røde vest på, og vi må ikke tale med patienterne om strejken’.  

Kristina fremhævede, at strejken var en løftestang for alle kvindefag. Hun havde tre ønsker: 1) at opbakningen fra borgerne, som de seneste uger er vokset til 50 %, bliver større, 2) at græsrødder, aktivistiske sygeplejersker og andre aktivist-netværk samler kræfterne, og 3) en opbakning fra fagbevægelsen, hvor hun rettede en særlig tak til 3F og byggefagene. ’Det betyder ekstremt meget.  Vi skal ikke lykkes, fordi andre sagde nej, vi skal stå sammen som fagbevægelse’, som Kristina formulerede det.

Nanna Susé fra Foreningen af Danske Sygeplejersker fortalte, at foreningen ikke er en konkurrent til DSR, men et fristed. ’Vi har vundet – ligeløn, lige værd, lige nu’, som hun sagde. Hun så en sammenhæng til #MeToo-bevægelsen: ’Vi er alle mere værd, vi er på en ideologisk kampplads, det er storpolitik, vi kæmper om’. Ifølge Nanna har alle fag svært ved at tiltrække unge, så alle skal have mere: ’Vi sagde et rungende nej til 5 % over tre år, til en lønkomite og til nedregulering.’

Hertil kunne Jette Gottlieb fra Enhedslistens Folketingsgruppe i debatten fortælle, at de 1,37 kr. – som (ifølge regeringsindgrebet) udløses det første af de tre år – vil blive nedreguleret, fordi sygeplejerskerne og andre har tjent mere end de privatansatte på grund af deres ekstraarbejde under corona … så de får skåret stigningen ned til 47 ører: ’De privatansatte får nogenlunde dækket inflationen, men ikke sygeplejerskerne.’

Nye netværk fra neden

Under debatten fortalte en skolelærer om, at han havde inviteret en sygeplejerske ud på sin skole, og det gav andre, fx en HK TR, anledning til at bede om besøg på sin arbejdsplads. Der blev efterlyst strejke t-shirts og andre støttematerialer og foreslået dannelse af strejkestøttekomiteer. Benedicte Toftegaard, fællestillidsrepræsentant på Aller Tryk, opfordrede sygeplejerskerne til også at støtte ens kronestigninger i stedet for procentvise lønstigninger. Hun foreslog, at sygeplejerskerne solgte støttemærkater, så de kunne komme i snak med folk.

Brian inviterede sygeplejerskerne til at henvende sig med forslag til aktioner, for som han sagde: ’Det skal komme fra jer, det er jer, der bestemmer, hvad der skal ske’. Til det gav både Kristina og Nanna udtryk for, at de havde fuldt op at gøre med at organisere de strejkende, ’så kom med nogle forslag, vi har ikke flere kræfter’, som Kristina svarede. Så kunne Brian ikke dy sig og foreslog en aktion i trafikken ved Rådhuspladsen, og – med et glimt i øjet – at sygeplejerskerne kunne starte med deres egne mænd og få dem til at sende budskabet rundt i deres netværk ved at lokke dem med ’at få en lille gave senere’.

“Det skal komme fra jer, det er jer, der bestemmer, hvad der skal ske “

Brian Rünitz, tømrer og paneldeltager

Der blev en heftig men åbenhjertig debat om, hvordan der kunne skabes sammenhold i fagbevægelsen. Jan Hoby rejste kritik af fagtoppen inden for de offentligt ansatte for ikke at inddrage medlemmerne. Han brugte OK18 som eksempel, hvor den musketer-ed, toppen havde proklameret, ikke havde noget indhold, da det kom til stykket. Medlemmerne vidste ikke, hvad eden betød for dem. Omdrejningspunktet blev frokostpausen i staten, hvor de ansatte i regioner og kommuner godt vidste, at hvis den blev afskaffet, ville det sive ned i regioner og kommuner, men ’det var igen de lavtlønnede, der bakkede op om de højtlønnede’. Jan kritiserede akademikerne for ikke at ville give afkald på procentvise lønstigninger til fordel for ens kronestigninger – og for at tage de lavtlønnede kvindefag som gidsler.

Jan nævnte, at der er 415.000 lavtlønnede kvinder i den offentlige sektor, som har krav på ligeløn, og at det vil koste  20 milliarder kr. hvert år i flere år frem. Han kritiserede den danske model for ikke at have givet nogen forbedringer de senest 25 år, og foreslog – med henvisning til Påskestrejkerne i 1985, som førte til 37 timers ugen, og gærstrejken i 1998,  som skaffede den sjette ferieuge – at Mette Frederiksen-regeringen skulle trues med en generalstrejke i 2024, hvis ikke regeringen inden da klart viser, at den går ind for ligeløn.

En sådan kamp skal forberedes allerede nu. Det sidste var Kristina enig i, men hun og flere andre i debatten gav udtryk for, at man skulle arbejde på at opbygge et stærkt forhandlingsfællesskab mellem alle offentligt ansatte. Som en TR udtrykte det: ’Vi skal ikke kæmpe imod hinanden internt i fagbevægelsen, men gå i offensiven mod hvad lederne tjener. Hvad tjener de, der siger, at vi ikke skal tjene mere.’

Brian fortalte, at han havde erfaring for, at problemet er, at forbundstoppen mener at vide, hvad der er bedst for medlemmerne: ’De vil gerne have, at vi møder op, når de går ind til forhandlinger, men de vil ikke lytte til os’. Og til debatten om at stå sammen sagde han, ’det er forbundstoppene, der er egoistiske, ikke medlemmerne’.

Da Nanna og Kristina fra sygeplejerskerne skulle afslutte debatten, var de enige om, at ’vi skal være aktive på tværs for ligeløn’. Nanna understregede, at en ligelønsbevægelse kommer nedefra, ’vi ved hvilken løn, der skal til, det véd hvert fag’. Kristina tilføjede, at ’DSR også havde brug for at se indad og støtte andre grupper.’ Hun mente ikke, at Jan og hun var så uenige, ’i OK24 skal vi stå sammen’. Jan og Brian lagde vægt på, at de aktive organiserede sig i netværk internt og på tværs. Foreningen af Danske Sygeplejersker, og Debatgruppe for Arbejdere i Bevægelse på Facebook er to eksempler på organisering af faglige aktivister, som andre kan lade sig inspirere af.

Det blev efterlyst, at nogen ville organisere konferencer for aktive på gulvplan, lokalt og på landsplan. Der blev også tilslutning til, at der hurtigst mulig blev indkaldt solidaritets-demonstrationer i hele landet. Da mødet var slut, talte sygeplejersker med andre, især bygningsarbejdere, om at gøre noget sammen. Det kan vise sig frugtbart både nu og frem mod OK24.