Vi er arbejderne – men hvem er vi så? Ny udstilling på Arbejdermuseet

Det første indtryk af Vi er arbejderne møder os på museets hjemmeside, hvor vi ser den plakat som reklamerer for udstillingen. Et barn ligger med sin sovende mor i sengen og kigger os lige i øjnene. Blikket kan jeg kende i mit eget barns øjne, når hun møder mennesker, som hun ikke kender og forsigtigt trykker sig ind til fars ben. Dér er nemlig trygt, og den samme sikkerhed søger barnet på billedet.

Den sovende mor er selve trygheden, men sengen gør det klart, at vi er trængt ind i en intim og skrøbelig privatlivssfære. Billedet er eksemplarisk velvalgt, for det gør det let at se forbindelsen mellem barnet, moderen og vores hverdagsliv i 2024. Den forbindelse er hamrende vigtig, hvis vi skal gribes af en udstilling. Måske er vi virkelig arbejderne? 

På billedet læser vi Jeppe Aakjærs ord “Hvem har givet solen til de rige for at svøbe mørket om de små?” Set i sammenhæng med billedet lyder det temmelig ildevarslende. Arbejderbevægelsens historie er fyldt med undertrykkelse, og det møder vi mange eksempler på i den nye udstilling.

Urbanisering og usle levevilkår

I den første del af udstillingen introduceres udstillingens centrale temaer og kronologiske afgrænsning. Perioden er 1871 -1939, og som det hedder i introduktionen: “Denne udstilling handler om mennesker. Og om et nyt fællesskab: Arbejderne. […] Men nye fællesskaber opstår ikke af sig selv. Klassebevidsthed og solidaritet må udvikles, og særligt kvinder, tyende, ufaglærte og udenlandske arbejdere må kæmpe for at vinde en plads i fællesskabet”. 

I denne første del har vi også mulighed for at bladre gennem billeder fra arbejderbevægelsens historie, samtidig med at der zoomes ind på enkelte personer. Det bringer os tæt på fortiden og de enkelte mennesker, som udgjorde arbejderklassen.

Udstillingen går kronologisk frem, og derfor starter vi ved arbejderbevægelsens svar på Adam og Eva – nemlig den urbanisering, som bragte tusinder af mennesker fra landet til byen. Denne del af udstillingen er ganske kort. Vi hører togets tunge pusten i baggrunden og kan forestille os de landarbejdere, som tog rejsen til storbyen. Det er en fin lydkulisse til denne korte del af udstillingen.

Vi føres hurtigt videre og møder igen Aakjærs ord “Hvem har givet solen til de rige for at svøbe mørket om de små?”, mens vi får et indblik i en ussel arbejderlejlighed på loftrummet, som giver et godt indtryk af arbejdernes kummerlige vilkår i den tidlige industrialisering. 

Her ligger også en lille hilsen til en af arbejderbevægelsen kendte skikkelser, syndikalisten
Christian Christensen. I sine erindringer beskriver han, hvordan han sammen med sin mor lavede “ildtændere”, som man formentlig brugte til at tænde op i kakkelovnen, så de kunne supplere faderens indtægt med det. I rummet ser vi netop ildtænderne ligge på bordet i det usle hjem. Det er en fin detalje. 

Glimrende genstandsvalg

Fra urbaniseringen og de usle levevilkår føres vi videre til den store smedekonflikt i 1885, hvor omgangsskruen (det at man strejkede på skift) introduceres, og her møder vi bl.a. billeder af hvide og røde faner, som viser forsøget på splittelse af arbejderbevægelsen og opdelingen i forskellige foreninger. En stærk genstand her er “skruebrækkertavlen” fra Svendborg, der forestiller en mand som i bogstaveligste forstand brækker en skrue under overskriften “Dine børn vil mindes dig” og under billedet “ foragtet af alle“. 

Av. Det her er arbejderkamp, og det kan gøre ondt. Til sin ros fremhæver museet også, at der var tale om et helt reelt dilemma for arbejderne, “For hvad skal man gøre, hvis børnene ligger og sulter på det lille loftkammer, man kalder et hjem?” Det er en nuanceret pointe, og tak for det.

Der er flere gode og interessante genstande i udstillingen. Vi møder Rosenborg-madpakken (en madpakke som blev pakket ind i et eksemplar af Socialdemokraten fra 1886), Septemberforliget og skudsmålsbøger for tjenestepiger, for blot at nævne nogle af de bedste. Hvis man har en svaghed for den autentiske genstands rolle i formidlingen, så er der bestemt noget at hente her. 

Gribende fortælling om en nittehammer

Mellem mange gode elementer vil jeg fremhæve et, som formidlingsmæssigt fungerer virkelig godt. Det er fortællingen om Ellen V. Jensen. Ellen V. Jensen brugte 50 år af sit liv på Lauritz Knudsens fabrik, hvor hun benyttede nitte-hammeren som sit redskab.

Her kan vi lytte til et bud på hendes historie, mens vi kan se den hammer, som bærer de fysiske spor efter hendes hånd. Man kan se sliddet i den hårde genstand af træ og jern, og Jensens fingeraftryk på Danmarkshistorien er gribende.

Tak til Arbejdermuseet for den perle. Det er en historie, som du bør lytte til, for selvom vi ikke kan vide, hvad Else tænkte, mens hun stod ved sit arbejdsbord, så giver museet et godt bud. Uden at afsløre for meget så kan man roligt sige, at det sætter nutidens barselslovgivning i skarpt relief. 

Abrupt afslutning og manglende svar

Udstillingen vender også kort temaer som alkoholmisbrug i arbejderbevægelsen og laver et nedslag i arbejdernes fritidsliv i begyndelsen af 1900-tallet. Udstillingen slutter “Ved disk og ved pult”, dvs. med Handels- og kontormedhjælperne, de såkaldte flipproletarer, hvor vi kan få et indblik i en rekonstrueret arbejdsplads.

Her slutter udstillingen ret abrupt, og der mangler en form for afrunding. Ikke for at få udstillingens pointer forklaret med staveplade – men det går for hurtigt til sidst og føles uafsluttet.

Overordnet set er der mange gode nedslag i udstillingen, og den er værd at se for de gode genstande og de gode fortællinger, som bringer arbejderbevægelsens mænd og kvinder til live. Der er tale om en udstilling for de interesserede museumsgæster, og her mangler en håndsrækning til de grupper, som ikke normalt befinder sig på et museum.

Det er tydeligt hos de unge, som besøgte udstillingen samtidig med mig. De bruger ikke mange minutter i de enkelte rum, før de er videre. Det havde været interessant at spørge dem, hvem arbejderne er. Handler udstillingen om mennesker i fortiden, eller er arbejderne dem selv?

Spørgsmålet kan også rettes til Arbejdermuseet selv. Titlen på udstillingen – Vi er arbejderne – kræver en forklaring. Men Arbejdermuseet forklarer ikke publikum, om de nu også selv er en del af den arbejderklasse, som udstillingen handler om. Der gøres ingen anstrengelser for at trække tråde fra datidens arbejderklasse til nutiden. Så derfor vil jeg spørge Arbejdermuseet: Hvis vi er arbejderne, hvem er så vi?

Det er endnu uafklaret efter et besøg i udstillingen i Rømersgade, som dog fortsat kan anbefales.