Vi manglede stærke folkelige bevægelser i valgkampen! 

Det væsentligste spørgsmål om venstrefløjens valgnederlag er: Hvor var de folkelige bevægelser? Ved valget i 2019 var det tre folkelige bevægelser, der lagde grunden til venstrefløjens væsentligste sejre i den efterfølgende valgperiode. 

1. Hvor Er Der En Voksen? – med store landsdækkende demonstrationer og krav om en lov om minimumsnormeringer. 

2. Klimabevægelsen, især Folkets Klimamarch, der lagde grunden til Klimaloven med nogle relativt ambitiøse reduktionsmål.

3. Den antiracistiske bevægelse, der selvom den var den mindste lige netop fik forhindret, at Rasmus Paludan kom i Folketinget. 

Havde valgkampen i 2022 været præget af stærke bevægelser, der på samme måde kunne presse konkrete krav igennem, ville valgkampen have set anderledes ud. Socialdemokratiet ville have været presset til at afgive løfter – som i praksis ville umuliggøre en regering med de åbenlyst borgerlige partier. På samme måde som sygeplejerskestrejken – selv om den var sluttet sommeren 2021  fik presset Socialdemokratiet til at love flere penge til ligeløn. 

Små bevægelser = små resultater!

Når der ikke er nogle stærke bevægelser uden for Christiansborg, bliver venstrefløjens resultater også begrænsede.

Aftalen om kontanthjælpssystemet er et godt eksempel. Aftalen indeholdt en række konkrete og væsentlige forbedringer, men aftalens samlede årlige meromkostning var på 485 mio. kr.  Det kan lyde af meget, især fordi, kræfter på venstrefløjen forsøgte at oversælge aftalen. Men sammenligner man med Det Nationale Kompromis om sikkerhed, der blev indgået kort forinden, er det tydeligt, at det er meget lidt. Det Nationale Kompromis betød 18,9 millarder kr. mere om året til militær. 38 gange så meget som kontanthjælpsaftalen.  

 På klimaområdet var bevægelserne også afgørende. Da klimabevægelsen blev passiviseret af corona-pandemien, forsvandt venstrefløjens momentum, og der blev banet vej for et transportforlig med 64 mia. kr. til nye veje især motorveje.  

Vi kan rejse os sammen

Inflation, klimakrise, racisme, militarisme og langsom afvikling af velfærdsstaten – en forringet levestandard og usikker fremtid for os selv og især for vores børn – dét er hvad, vi har udsigt til. De objektive betingelser for, at der igen opstår stærke folkelige bevægelser er til stede. 

Det er ikke muligt at give et entydig svar på hvordan, bevægelserne bedst opbygges – eller hvilke bevægelser. Folkelige bevægelser er netop kendetegnet ved, at nye bredere lag af befolkningen bliver politisk aktive. Hvordan venstrefløjen bedst styrker og bidrager til en bevægelse, er altid en konkret vurdering. Vi vil alligevel tillade os at give nogle bud, da alle bevægelser også forudsætter, at nogen tager initiativer.

“Hvis vi skal genrejse klimakampen, må der støtte til de dele af klimakampen, der har en tydelig social kant.”

Under sygeplejerskestrejken var der stort set ingen forsøg på at lave strejkestøttearbejde. Hvis venstrefløjen skal genrejse sig, må støtte til de arbejdere, der strejker, være en selvfølge for alle – ikke noget, vi overlader til vores folketingspolitikere. Vi får muligheden allerede i forbindelse med den kommende overenskomst på det private område i foråret 2023. Første skridt er mobilisering til og deltagelse i støttedemonstrationer for fagbevægelsens krav under forhandlingerne. Sådanne demonstrationer vil ikke kun støtte forhandlerne, men også være med til at de fastholder deres krav. Samtidig kan de være med til at skabe netværk og selvtillid ude på arbejdspladserne til at handle selvstændigt – hvis forhandlernes resultater ikke er gode nok. 

Hvis vi skal genrejse klimakampen, må der støtte til de dele af klimakampen, som har en tydelig social kant. I øjeblikket bliver der skåret voldsomt på busserne blandt andet i Region Midtjylland, især afgange ud til de mindre landsbyer bliver lukket. Det er en oplagt chance for venstrefløjen til at brede klimakampen ud til nogle mennesker, der ikke tidligere har deltaget. Men det kræver selvfølgelig, at vi både mobiliserer, og at vores regionsrådsrepræsentanter stemmer imod nedskæringerne – hvad der desværre er tvivlsomt.   

Under valgkampen fyldte debatten om de lidt over 10 procent af voksne i Danmark, der ikke kan stemme til folketingsvalg. Ved at føre argumentet om alles ret til demokratisk deltagelse frem som det centrale i kampen imod de absurde stramme regler for at få statsborgerskab, åbnes der en mulighed for at få den antiracistiske bevægelse, der findes, i offensiven. Der blev i sidste folketingsperiode stillet et borgerforsalg om, at alle med lovligt ophold i Danmark har ret til statsborgerskab efter 10 år. Støtte til dette krav vil være et godt sted at starte. 

Parlamentarisk må første skridt være, at alle venstrefløjens valgte politikere ubetinget støtter op om bevægelsernes krav og stemmer i overensstemmelse med disse. Næste skridt må være, at venstrefløjens valgte politikere bliver langt bedre til at italesætte de folkelige bevægelsers betydning, da det er med til at motivere folk til at deltage.